Browsing Category

Arbejdsliv

Rent 8. marts mæssigt

Lige siden jeg var lille har jeg tænkt at der var ligestilling i Danmark. Men så blev jeg mor. (Åh, shit det lyder allerede klicéagtigt..) Jeg ved godt at ingen historier er ens, men ofte finder jeg ud af – når jeg deler lidt ud af mine egne – at jeg ikke er så alene som jeg går og tror. Så nu kommer der altså lige lidt arbejdsløs-og-gravid-galde. Hvis du ikke orker, så er det mere end forståeligt. Bare spring over og hav en dejlig dag.

Er vi altid lige lige?

For fire år siden havde jeg et fuldtidsjob i Kolding som jeg var glad for. Så mødte jeg min kæreste og efter et par måneders daglig pendlen mellem Amager-Kolding (don’t do it), blev jeg overbevist om at det da ikke kunne være så svært, at finde et job i København. Det lykkedes mig ikke at blive fastansat, men jeg lavede små og store designprojekter på freelancebasis og tjente okay som model, mens jeg ledte efter fuldtidsstillinger.

Efter to år blev jeg gravid.

Mens jeg gik hjemme med en lille baby og et kæmpebind og prøvede at være ét med min krop/sofa/barn, gik min kæreste på arbejde, blev fastansat og indbetalte pension. Efter tre måneders barsel sendte jeg en ansøgning til mit drømmejob. Jobbet fik jeg ikke, men jeg blev – ud af 180 ansøgere I might add – tilbudt en betalt praktik hos virksomheden. Imens min kæreste var på barsel, arbejdede jeg fuldtid til en symbolsk løn og søgte faste stillinger om aftenen. Og pludselig fik jeg sgu et job! Jeg var seriøst ved at tisse i bukserne af begejstring: Et spændende, ægte job, uden udløbsdato. Desværre var jeg åbenbart i mellemtiden blevet gravid igen. Aldrig har jeg følt mig slået hjem i Ludo, som da jeg opdagede de to streger. Og fyldt af dårlig samvittighed. Først overfor mit nye arbejde over at være gravid. Og så over at have dårlig samvittighed over at være gravid, når nu samfund og politikere skriger på nye borgere – Did otte år med Pernille Rosenkrantz-Theil i Mads og Monopolet teach me nothing?

Men mest af alt dårlig samvittighed overfor mit nye arbejde. Så da direktøren, efter jeg på min første arbejdsdag krøb til bekendelse, sagde at det var helt okay, takkede jeg ham – Tak! Og undskyld!

10 dage senere blev jeg fyret.

Jeg vil ikke gå i detaljer. Jeg prøver på ikke at være bitter. Jeg ku jo også bare have passet bedre på, ikke? Og i det hele taget vente med at sætte børn i verden, før jeg havde fundet et fast job. Så skal man bare lige lære at bortfiltrere kommentarerne om at uret tikker og hvor meget bedre det var dengang i gamle dage, da vi alle sammen fik børn som 17-årige og ingen var arbejdsløse..

Slået hjem

Min 85-årige farmor har ikke antydningen af dårlig samvittighed over at hun gik hjemme med min far og faster til de startede i skole. Det var jo bare lige sølle 7 år. Og det gjorde alle dengang i 60’erne. Well… Jeg er vokset op med at vi allesammen er lige, og derfor både kan, vil og bør vi arbejde lige meget i alle livsfaser, uanset hvad. Plukkeveer, stress og lønforskel til trods.

Det er nok bare mig der var så naiv at tro, at jeg kunne det samme som min kæreste: Stifte karriere og familie samtidig. Men nu, 2 år, 50+ ansøgninger, 2 praktikker og 4 freelanceprojekter senere, må jeg indse at jeg ikke kan. Jeg føler mig i sandhed slået hjem. Så nu har jeg meldt mig ind i en masse netværk for ambitiøse, hjemmegående, karrierefolk. Desværre er jeg også bare blevet mere og mere sikker på at jeg ikke er den ambitiøse, hjemmearbejdende type. Selvom det er hårdt at gå på arbejde hver dag, så vil jeg virkelig gerne prøve at være på en arbejdsplads med det jeg har uddannet mig 5 år for at blive: Servicedesigner. Og den sidste måneds tid, hvor jeg har lavet praktikprojekt for Alm. Brand, er jeg kommet i tanke om, at jeg både synes det er virkelig sjovt, og at jeg endda er ret god til det.

Så. Hvad nu? Måske skal jeg starte med at snuppe en tudekiks (undskyld, jeg mente selvfølgelig en tuc kiks. Nej vent. En trillion tuc kiks!), ringe til min bankrådgiver og så ellers nyde min statsfinancierede barsel (som jeg forøvrigt føler mig enormt taknemmelig for – sådan ægte). Noget siger mig at det ville både min kæreste og min farmor have gjort. 

Ikke så meget pis. Mindre dårlig samvittighed, mindre sammenligning med alle de succesfulde, ambitiøse karrieredamer i mit feed, og mindre forventninger til hvor meget jeg skal kunne på én gang.
Glædelig kampdag! Uanset hvad du kæmper med.

Ida

Jeg lever

Havde lige glemt det. At grunden til, at det ikke er alle som blogger ved siden af deres job, er fordi at det jo er umuligt at nå.

Hvornår. Blogger. Bloggerne? Seriøst. Jeg forstår det ikke.

Bortset fra det, så går det virkelig godt, det der med at gå på arbejde, uden at blive fyret. Jeg får faktisk nærmest en fornemmelse af at de er glade for mig. I hvert fald er jeg blevet tilbudt 2 ugers forlængelse (med – wait for it – LØN!). Hvis jeg siger ja, vil jeg så have cirka en uges tid til at få styr på vores shit herhjemme på fjerde inden babyen kommer. Det kan vi jo sagtens nå:)

Forøvrigt har jeg nu i 2 uger, testet konceptet 30 timers arbejdsuge, og jeg må sige, at jeg er virkelig fan. Selvom det er noget nær umuligt at gå allerede kl. 15.00, så er bare tanken om det, virkelig afstressende. Kurt er glad, mor er glad. Alle vinder.

Jeg er så træt at jeg er skeløjet og nu har jeg taget mit alt dyre karrieretørklæde af, og vil snart sove. Jeg håber bare at jeg ikke får mareridt, ligesom i nat,  om at lægge mellem Birgitte og Martin fra Gift Ved Første Blik, på deres bryllupsnat. Puh. At se de gamle par i GVFB er lidt lige som Scream-filmene: Man tænker at nu kan det umuligt kan blive værre, men år efter år, giver de alligevel gåsehud og krumme tæer på helt nye måder. Bedst som man lige var kommet over Frank og Pia, ik? Av, for et limousinetantekys.

Kh Ida

Nøglekort og frokostordning optur …og så lige en lille lur

Jeg er lige startet i virksomhedspraktik og er virkelig glad for det  ..og virkelig træt om aftenen. 

Efter skiftesvis at være gravid og på barsel i hvad der føles som de sidste 3 år, har jeg det som om jeg er ved at miste forbindelsen med mit fag. Oven i det fik min faglige stolthed et ordentligt knæk i efteråret, og derefter fulgte et par rigtig trælse måneder. 

Så det her, er lige hvad jeg har manglet: Sjovt arbejde og flinke kolleger (og ikke mindst, en frokostordning:)).  

karriere

Og så er der bare intet der slår følelsen af, at cykle i strid modvind med slud der slår dig hårdt i ansigtet. Og for hver gang man tramper i pedalerne, kan man varme sig ved tanken om at være en succesfuld del af den virkelige verden – Den hvor man tager på arbejde hver morgen, i sin oversized Ganni-frakke, og bidrager til samfundets fælles BNP på the hard A-indkomst way.

Jeg hader at jeg ikke føler at jeg bidrager til vores samfund på samme måde, når jeg er på barsel eller “bare” går rundt og er højgravid. For det gør jeg jo: Bidrager til væksten. I temmelig bogstavlig forstand, endda. Alligevel tror jeg at der er rigtig mange, som kæmper med følelsen af at det ikke er nok at være mor – hverken for en selv eller for samfundet. Man bliver nødt til både at få plads til at skabe sin karriere og skabe sin familie.

Jeg har i hvert fald lært, at jeg er en af dem som virkelig bliver en kælling, hvis jeg kun skal være Kurts mor.

Så nu vil jeg nyde mine sidste 3,5 uger med nøglekort og frokostordning. Og forhåbentlig snart begynde at glæde mig til min kommende sommerbarsel med en lille lækker baby, brune ben (helst uden de åresprængninger som pt holder den ægte mega mussel på mine lår), lange gåture og litervis af hjemmelavet latte og kølig Chablis.

At være eller ikke at være… iværksætter.

Hvad hvis nu man ikke rigtig har lyst til at være karrieremenneske? Bare helst vil have et job med kollegaer, kantine og kørselsordning – og fri i weekenderne. Sådanen arbejdsplads med rammer for ens kreativitet – og med et touch af tilpas afmålt crazyhed selvfølgelig.

Engang deltog jeg i et coachingforløb hvor man skulle vælge mellem to lapper papir. På den ene stod der “Jeg vil leve for at arbejde” og på den anden “Jeg vil arbejde for at leve”. Jeg følte mig som verdens mest visionsløse og dølle designer da jeg valgte lap nummer to. Tror endda jeg krydrede den med et billede af en trehjulet cykel … Duh!
Men sådan er det altså bare. Det kan jeg mærke. Og selv om at jeg kun er projektansat i 3 måneder, så føles det immervæk umådeligt rigtigt at være i fast arbejde. Så det er bare med at nyde det så længe det varer.

 

Talent 2012!

Jeg er svinsk stolt over at være nomineret sammen med 15 andre til Dansk Design Centers særpris Talent 2012 under Danish Design Award (som er toppen, hvis man er designer).

Herover stod noget klæbende selvfedt om mine projekter, men eftersom jeg jo har blæret mig både herder og alle vejne, og man nødig skulle miste aftensmaden er det slettet til fordel for et par billeder og linket til Dansk Design Centers Pressemeddelelse : )

 

 (Jaja, vi haaar set dem føør, men det er min blog, og nu går de fine deltagere og mig altså lige sejrsrunde)

 

Ansøgningsskrivning is FUN!

So far er det en positiv overraskelse at skrive ansøgninger, og jeg har endda fundet min drømmestilling (sagde hun i gang med sit første udkast til den første ansøgning). Jeg siger dog ikke så meget mere, for jeg tør ikke tro at jeg har et shot in hell overfor alle de andre (rigtigt voksne) ansøgere.

Solen har skinnet, nu er det nat, og i morgen skal jeg i skoven og ride på en rigtig
levende hvid enhjørning!