Browsing Category

Det (mor)somme liv

Det (mor)somme liv

Ud af skabet dag 2:7

Jones. Bridget Jones. Sådan en dag har jeg haft i dag. Ufatteligt lårkort. Ufatteligt 80’er. Og så et tip rent arbejdsmæssigt: hvis man keder sig lidt, så kan man jo altid bare skubbe sit arbejde så langt, at man lige pludselig kun har 2 dage til kæmpe deadline.

Sådan et sted er jeg lige nu. Og pludselig ved jeg ca. hvordan det må føles, at pløkke sig selv i hver fod med en Kalasjnikov. Dumt. Unødvendigt. Og helt igennem upraktisk. Så, øhm… jeg stiller mig bare lige herover og falder i et med muren og venter på at der kommer nogen og finder mig i løbet af weekenden, ikke?

Nå, men i det mindste ser jeg ikke 3 afsnit sex and the city i aften. Jeg sover (lige om lidt, siger jeg jo!) og satser på at være frisk og veludhvilet (lol) så jeg kan lave en Joan Holloway på mit arbejde i morgen – så skal det nok gå. Ikke?

Det (mor)somme liv

Peace, love and parterapi (noget om livet med fuldtidsbørn, fuldtidsjob og fuldtidsforhold)

En god veninde har lige offentliggjort sin anden graviditet. Den her tekst går ud til hende (og lidt til mig selv, så jeg kan huske på det, hver gang jeg overvejer at genfølge x/y/z der slagter mit selvværd på Instagram). Den handler om ting jeg synes har hjulpet mig med at komme igennem den her skitzofrene had/kærlighedsfase, der har været mit liv, det sidste års tid.

Min første tanke er et lavpraktisk vidnesbyrd om mit skrantende selvværd: men unfollow alle (alle!) instagram-kontoer der kun er ude på at livsstilsspamme dig med croissanter, nye flagrende, sygt upraktiske, storblomstrede gevandter samtidig med at de humblebragger taljemål og giver dig mindreværd som forælder/menneske/karriereperson (jeg vil ikke nævne navne, men 80% af mit oprindelige insta-feed er røget på den konto). Nej, jeg blir ikke inspireret af kun at se dig morgenbade 10 gange i timen, lave hjemmespa og DIY projekter og bage bananpandekager med pollen og selvplukket strandkål. Jeg får det faktisk bare psykodårligt med mig selv. Tak, men nej tak.

Man kan også købe sig en fastvikle (eller en bæresele) og lære at bruge den, selvom det stinker de første 200 gange. Det er ok praktisk (næsten) at kunne imødekomme den sælsomme kombination som udgør en seperationsangst 6 mrd’s baby og en 2 årig med krudt i røven.

Og den sidste ting, jeg tænker … Ahem… Er. (lidt svær at blogge om, fordi det blir ret personligt også for en jeg kender, som ikke deler mit behov for at hælde vores fælles liv ud på på internettet. Men here goes). Okay. Prøv hvis det på nogen som helst måde er muligt, at lade være med at gå fra din kæreste. Det her er muligvis det sværeste, men det er nok fordi ingen rigtig vil indrømme hvor meget de i virkeligheden skændes. Og så går vi alle sammen rundt og tror, at det er os der er forkerte. Det er vi altså ikke. Invester i det forhold der, for hvad er egentlig vigtigst for barnet – hvor instavenligt vi bor/spiser/ser ud eller at vi som forældre bliver sammen? Jeg tror det er sindssygt forskelligt, hvad der virker for par – vores parterapi er alkohol, festivaller, musik og tid hver for sig med vores venner. For andre er det alt muligt andet lige så fantastisk og dejligt. Så bare fordi vi synes det er fedt at sove i telt i en weekend er det jo ikke det rigtige for alle andre. Og bare fordi jeg uploader et lykkeligt og nyforelsket billede i løbet af weekenden, betyder det jo ikke, at vi ikke lige har haft et skænderi der var 7 på richterskalaen og som kulminerede i at jeg råbte “Fuck dig!” til min 3-årige og at min kæreste næsten udvandrede i protest over mine ynkelige mor-evner. Nå. Det var en sidebemærkning. Det jeg ville sige, var jo bare, at det er vidunderligt at vi kan spejle os i hinanden på sociale medier, men jeg synes også at det her influencer-show har taget overhånd. Det har det i hvert fald gjort for mig, og jeg føler endelig at jeg lige så stille er ved at lære, at mærke efter i mit eget forhold og livshistorie. Hvad gør egentlig MIG glad og forelsket (for tiden: Når min kæreste giver mig en kold øl hver eftermiddag og at få lov til at spille Mariah Carey på guitar selvom der er nogle børn der skriger på opmærksomhed). Dyrk det. Og hvis man nu har glemt hvem man er, fordi #ammehjerne, så husk på første gang i mødte hinanden. Hvem var du? Hvad havde du på? Hvad lavede i sammen? Den person er der stadigvæk pakket ned et sted i en flyttekasse inde i din morkrop. Find den flyttekasse og find ud af, hvad der kan lokke den person ud i lyset igen. Men først når du selv er klar (jeg er lige blevet det – derfor rambler jeg nu ud over jer. Undskyld). Og indtil da, så hav alt det fedtede baghår, du overhovedet kan magte, med hamrende god samvittighed. Alle forhold er lort det første år efter en baby (og hvis ikke, er jeg ikke sikker på, jeg har lyst til at høre om det).

Alt blir godt og chilleren igen. Og indtil da, er der er masser af lykke i småbitte glimt, hvis man bare husker at gribe dem.

Det skal nok gå.

Peace, love and parterapi✌️

Det (mor)somme liv

Mega nem hjemmelavet kalender til at preppe ens 3-5 årige barn til omvæltninger

Jeg har lavet en slags julekalender. Hver dag i ugen op til Kurts børnehavestart, åbnede han en låge i kalenderen, og den har fungeret så godt (og været så tilpas nem at lave) at jeg lige vil dele den, hvis nogle andre kan bruge idéen. Det er så sjældent jeg faktisk får rykket på sådan noget (samtlige af vores dåbs/fødselsdagsinvitationer er fx på sms – nu er det blevet et princip), men nu lykkedes det mig faktisk at være lidt bossmom-diy-agtig. Den tog ca. 2 timer at lave og jeg gjorde sådan her.

MEGA NEM KALENDER TIL AT HJÆLPE MED AT PREPPE STORE OMVÆLTNINGER I 3-5 ÅRIGE BARNS LIV

(Materialer: Printer, A3 karton Hobbykniv, spraymount/limstift, farvet pap, elefantsnot tynd sort liner, blyant tuscher, hulmaskine og snor)

  1. Find og print et billede af dit barns kommende institution/forandring i A3 format på karton.
  2. Skær så mange huller som du vil have låger med en hobbykniv. Jeg skar 7, så der var til en uge. Lav en af lågerne større end de andre (det skal være den sidste låge)
  3. Vend billedet om
  4. Klæb postits på bagsiden af lågerne eller dæk dem til med noget der ikke klistrer så meget
  5. Spray lim/spraymount på bagsiden af billedet, eller brug en limstift (bare husk ikke på lågerne)
  6. Fjern afdækningen fra lågerne
  7. Læg billedet ovenpå et blankt stykke A3 karton. Lim dem sammen forsiiiiigtigt og langsomt, så de to ark ligger præcist ovenpå hinanden.
  8. Åben alle lågerne
  9. Tegn nu de ting du ved institutionen/forandringen rummer og som dit barn kan glæde sig til i lågerne. Det vigtigste skal være i den første og sidste låge. Jeg tegnede f.eks. bussen de skal køre i i den første låge, fordi det er noget meget konkret og som han virkelig har glædet sig til. Og i den sidste låge tegnede jeg alle hans nye legekammerater, som er mere ukonkret (og uoverskueligt, sikkert?) for ham, men for mig er det allervigtigste.
  10. Luk lågerne med lidt elefantsnot
  11. Klip tal ud i farvet pap og lim på lågerne
  12. Lav en overskrift
  13. Lav huller midtfor øverst med hulmaskinen
  14. Snor i hullerne og op og hænge
  15. Tada!
  16. Drik noget rødvin og nyd at du nu har wildcard til mindst 20 timers Gurli Gris og 200 færdigretter.
Det (mor)somme liv

I hate indkøring i børnehave it’s awesome!

Kurt har haft sin 2. dag i sin nye udflytterbørnehave i dag. I går kørte Niklas ham ind – med blandet succes. Både Kurt og Niklas havde vist været smånervøse hele dagen og da vi spiste aftensmad var det på den der hvislende “maybe we should just talk about when he sleeps”-måde. Da han sov blev der snakket. Om hvor få voksne der havde været. Hvor mange børn. Ingen garderobeplads. Ingen velkomst… = Bare generelt: Pissehamrende overvældende / omvæltende.

Da jeg spurgte mit sandhedsvidne aka Instagram til råds og det væltede ind med kloge og kærlige svar, blev jeg bekræftet i at det hele jo er helt normalt. Helt normalt og fucked up svært! Så i dag tog jeg fri fra arbejde og pakkede madpakke og essensen af alle de gode råd med (som var noget a la: Kig på barnet og ikke på dig selv, “sværmer” de andre børn om ham på den gode måde? Kan han afledes af de voksne? Tager de voksne initiativ til samvær og holder øjenkontakt? osv.) og hoppede med min lille store dreng på bussen mod hans nye udflytter. Det gik skidegodt! Fed legeplads, søde voksne, endnu sødere børn og en glad, stolt, træt dreng som jeg flere gange gemte mig for bag diverse hække og klatrestativer, for bare at se ham lege (okay, okay …og nogle gange lede – bare lidt – efter mig) med de andre børn. Kæft, det var fedt! Helt skitzofrent (ligesom titlen på Kanye Wests nye album som jeg har lånt fra i overskriften).

Den gode følelse holder jeg lige fast i. For i morgen skal jeg gå hjem allerede efter frokost. Som i: Efterlade ham. Og jeg forudser allerede nu at det – selv for mig, som er “den hårde” (/optimistiske /”det kan du sagtens skat, det blir pissesjovt”-type) af de to forældre vi kan diske op med herhjemme – så blir det hårdt. Og jeg hyler allerede lidt ved tanken. For der blir sgu tårer. Ikke kun mine. Av.

Det (mor)somme liv

Børnehave shitmotherfuckerfuckshit

Børnehavestart. Om 2 måneder. Undskyld, jeg lige bander men fuck nu af, hvor er det svært. Fuck! Og undskyld hvis hvis man ikke har små børn er det her nok verdens cirka mest dødssyge blogindlæg. Men okay. Lige nu går Kurt og Otto i den samme integrerede institution (endda på samme stue), og det går rigtig godt. Det tager godt nok lige 20 minutter på cykel at komme derover, men altså. Det går! Der er en stor legeplads og vi elsker vuggestuen. Men. (Og jeg sværger, mit fortidsjeg hånler af det her problem, lige nu. Nå.) Vores institution er tilknyttet en udflytterbørnehave. Og shit, hvor har jeg bare ondt i maven over den der skide bus der skal køre i 50(!) minutter frem og 50 minutter tilbage hver evig eneste dag. De skal afleveres klokken 8.00 og bussen er først tilbage klokken 16.00. Det er sguda lang tid at være væk når man er 3 år gammel, er det ikke?!

Jeg er med på at bålplads og fuglefløjt er fedt. Men er det virkelig fedt? Synger fuglene (okay: duerne) ikke også lidt herinde i byen? Er legepladserne ikke også okay på stenbroen? Eller skal man virkelig ud af byen for at ens (sindssygt aktive og udeglade) dreng, har de optimale betingelser? Årh mand!! Jeg mister dagligt overblikket på pladsanvisningen, når jeg leder efter alternativer – Skal jeg fx. hellere putte ham i en rigtig fin delvis udflytter (hvor børnene er en uge hvert sted), men hvor by-børnehaven ligger på 4. sal inde midt i København? Men hvor busturen til udflytterdelen til gengæld “kun” tager 30 min (og er tæt på hav og S-togsstation). Og så bare tage logistiklorten med at skulle aflevere 2 forskellige steder, med 15 minutters cykeltur imellem, hver dag? Eller er det der, hvor man bare vil hade sig selv hver eneste morgen i det halvandet år det ville vare?

Er det lige så hårdt, som jeg tror det er, at få et helt overtræt og udsplattet mudderpøls-udflytterbarn hjem som jeg så kan fodre, børste tænder på og putte, indtil det så starter forfra næste dag? Eller er det i virkeligheden fedt? Fordi han har haft en mega dejlig dag ude i den natur som bare ikke eksisterer på samme måde, når man nu bor 200 meter fra Strøget? Er det så lige meget at jeg overhovedet ikke er en del af hans lange dag? Og at jeg aldrig kan hente ham tidligt? Og omvendt, ville jeg så være mere en del af hans dag, hvis den foregik indenfor ringvejen, når nu jeg alligevel foretrækker at sidde på mit arbejde? …Fuck.

Det (mor)somme liv

Som perler på en snor

I morges gav jeg 90 kroner for en kop kaffe og noget juice på Sct Annæ plads. Så stressdrak jeg den, med to overgearede zombiebørn om benene. Da de var gået omkuld gik jeg op med flasker og tømte Fakta og Irma for plantebaseret mælk, smør og ost. Uden at gå alt for meget i detaljer, så foreslog Niklas’ amerikanske familie, som boede hos os sidste uge, at mælkeallergi måske er årsagen til Kurts natlige hosteanfald det sidste halve års tid – og kombineret med min dårlige samvittighed over hvor animalsk vi spiser, prøver vi nu et par uger uden. Så! Nu skruer vi lige lidt ned for boller i karry på pose og op for grøntsager og havremælk #duringerbareninka.

Vi har lige spist frokost ude hos min svigerforældre, sammen med Niklas’ 96-årige farfar som er på besøg fra New York. Børnene griner ude på trambolinen. Jeg har min nye (og eneste nogensinde) feminist-statement t-shirt på. Der står “We should all be Mirandas” på den.

Jeg er nogens mor, datter og kone. Som perler på en snor. Og jeg har ikke for alvor fucket det op endnu. Det kan også noget.

Glædelig mors dag – til mig og til dig.

Det MORsomme liv

Hvad dem der siger “små børn små problemer” har glemt om at sidde med et nyfødt barn

To gange har jeg prøvet at sidde helt rødmosset og overvægtig med flossede nerver, fedtet hår og et lille bitte nyfødt menneske i armene. Og begge gange har mindst en barselsgæst med et smil på læben sagt “små børn, små problemer.. Store børn, store problemer” til mig. Og begge gange, har jeg været for konfliktsky til at fortælle vedkommende det her. At jeg var hunderæd og så dødsangst over LIVET. At jeg var helt sikker på at jeg ville komme til at slå kræet ihjel indenfor en uge. At jeg ikke kunne gå hen til et vindue hele den første måned, fordi jeg havde så angst over at min syge hjerne i et sindssygt splitsekund kunne komme til at åbne vinduet og kaste ungen ud. At hvis jeg faldt i søvn mellem klokken 3 og 4 under natamning nr 217, så ville jeg med garanti falde ned over barnet, komme til at vippe dynen hen over ungen, hvorefter sengen ville trandencere over i et finsk saunagus hvori min baby ville ligge, helt musestille, mellem lagenerne og lydløst blive pisket ihjel af den nihalede kat som var mine store, sovende deller.

Nu hvor begge mine børn på magisk vis har overlevet deres første spæde leveår, tør jeg godt stille det opfølgende spørgsmål, som jeg var for bange for at spørge om: Er det dét man mener er et “lille problem”? Dødsangst og det at være oprigtigt og uden ironisk distance, bange for at komme til at tage sin egen baby af dage? Eller er det bare fordi jeg endnu har til gode at opleve min 17-årige knægt cykle tværs gennem Nørrebro med ti flasker vodkaklovn i blodet, på jagt efter noget coke og et banelegeme han kan falde i søvn på?

Eller sagt anderledes: Kommer mine flossede nerver til at være sådan her for evigt?

Familieliv

Familie fomo og skriveblokade

Lige for tiden lider jeg af panisk angst for at misse alle de små stunder med mine børn. Hvad er det der flimrer for mine øjne? Nå, det er bare uger der flakser forbi. Otto går! Kurt snakker i sætninger! Og de daglige 30 minutters uforstyrret tid med mine børn, føles slet ikke som nok.

Det hjælper heller ikke, at vi bor ude hos min svigerfamilie hele den her uge, fordi *nogen* i et anfald af air bnb kådhed kom til at leje vores lejlighed ud alt, alt for meget. Så vi får i den grad lige smagt på forstadslivet og alt hvad det indebærer af timelange bilkøer, pendlerliv og myldretid.

Men det gode, ved at være herude, er at det er vildt hyggeligt – og aflastende – at være sammen med et sæt bedsteforældre og desuden har det bekræftet os i at det er helt rigtigt for os at bo i byen – i hvert fald ligeså længe vi begge to arbejder derinde og bor så flabet dejligt, som vi gør.

Kh Ida

PS. Seriøst. Skrid så skriveblokade! Kan ikke finde hverken min humor eller selvironi. Kan ikke engang skrive en joke om lixtal. Undskyld, altså. Bear with me!