Browsing Category

Det (mor)somme liv

Det (mor)somme liv

Zen og Kunsten at Vaske Hår (på en 2-årig)

Reklame for Rønsbøl

En af de ting der har ændret sig mest, siden jeg for et par år siden blev mor har (udover ALT) været mine rutiner omkring at gå i bad og daglig, personlig pleje. Især da Otto kom til verden for 1 år siden, kastede jeg det lækre, beroligende spa-håndklæde i ringen og erstattede det med et mere børneagtigt og forhastet et af slagsen. De daglige 1 minutters morgenbrus, tager jeg stadigvæk alene, men når jeg skal have vasket hår, gør jeg det næsten altid sammen med mine børn. Både fordi så slår vi flere fluer med et smæk, men mest af alt fordi det er mega hyggeligt.

Så står jeg der under bruseren mens et par små unger sidder og leger og plasker på gulvet under mig. Da jeg var på barsel med Otto og jeg _virkelig_ trængte til at få vasket hår, fandt jeg ud af at min 6 mrd’s baby, enten kunne sidde og græde i en skråstol eller sidde helt glad for mine fødder, mens jeg var i brusebad og plaske i mit afvaskningsvand – Oh well, nød lærer nøgen kvinde at få vasket hår, ikke?

Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg kun vasket hår max 1 gang om ugen. Måske fordi jeg har eksorbitant meget af det. Hår, altså. Det bliver ikke særlig fedtet, og hvis det gør, så reder jeg det ud og fordeler det i håret med min Mason Pearson børste (løøøgn, men det KUNNE jeg gøre). Mit hår er faktisk ret flot og totalt nemt at holde, fordi det trives bedst med en less is more tilgang. Det fungerer bare allerbedst når jeg giver det ro og så engang imellem vasker det med rene, parabenefri no-nonsense produkter der bare gør det de skal: Renser og plejer. Et nyt plus på listen er at shampoen skummer, fordi mine børn (som jo ofte sidder på gulvet foran mig mens jeg er i bad), elsker at lege med skummet.

Derfor sagde jeg straks ja, da Rønsbøl spurgte om jeg ville teste deres produkter på min tørre vinter-krop. Rene produkter der holder hvad de lover, fugter og renser uden at gøre et stort nummer ud af sig selv på badeværelseshylden. Ja tak. Det er bare skidepænt og enkelt og performer præcis som det skal.

Som sagt er jeg nok i laissez faire kategorien, når det kommer til beautyprodukter. Mine rutiner er rimelig spartanske, jeg ejer ikke en hårtørrer og bruger meget sjældent hårkur og masker og den slags. Både fordi det bare ikke sker, men også fordi jeg helt ærligt ikke synes det er nødvendigt. Rønsbøl produkterne jeg har testet de sidste par uger (shampoo, bodylotion, læbebalsam, håndcreme og hårolie) har gjort lige præcis dét jeg har brug for i min daglige rutine: At holde mig ren, blød og parabenefri. Og så er de pæne på hylden og drøje i brug, hvilket også er et plus i min bog. Jeg har endda brugt produkterne på mine børn, fordi det bare er nemmere med een flaske.

Kurt på to et halvt, er først begyndt at få vasket hår her indenfor det sidste halve år, og …Hvordan skal jeg sige det? Han har vist arvet min manglende begejstring for konceptet hårvask, så der skal tages kærlige, effektive og rene midler i brug, når de lyse krøller en gang i mellem skal vaskes. Lige for tiden er løsningen at tage hans yndlingsbiler med i bad (og til moren: en podcast og en kold øl:)).

Hvis du har lyst til at prøve selv (altså produkterne, ikke hårvask på en 2-årig), så har jeg fået lov til at dele en rabatkode med jer. Bare skriv ”IDA20”, når du bestiller, så er der 20% rabat på hele sortimentet.

Slå dig løs lige her.

Det (mor)somme liv

Otto 1 år.

I går blev Ottos 1 år. Og vi brugte hele hans fødselsdag på en solid Tour de Sygehus.

Otto var blevet så dehydreret af den omgangssyge som ikke vil slippe ham, at han skulle overvåges mens hans væskebalance blev genetableret og tilses af en læge. Overvågningen gik fint, men #detkuhaveværetmig-sagen kommer ikke af ingenting. Vi ventede 10 timer på at blive set af en læge.

Alle vores påskeferie-planer er gået i vasken og vi har bare været hjemme på 4. sal med syge børn. Selv Otto’s fødselsdagsfest i dag har vi måtte aflyse. Kæmpe ilandsproblem, og jeg har dårlig samvittighed over at være mavesur over det. Men altså. Lidt piv alligevel.

Nu er Kurt og jeg taget på Tour de Kvalitetstid og jeg drikker kaffe med de smarte på Granola og venter på at han vågner fra sin lur. Om lidt skal vi på Børnemuseet. Det er dejligt.

Og så: Ahrm. Kære Otto. Tænk at du er blevet et helt år! Og tænk at en baby kan være så evigglad og nem at putte. Tak for det og for dig. Vi tager revanche og holder en kæmpe fest til næste år❤

Det (mor)somme liv

Søvn

Hvad er det modsatte af søvnløshed? Der hvor man går kold kl. 19.30, på samme måde som når et barn, går face-down kold i sin flyverdragt, så snart det rammer entréen. Det har jeg. Og derfor får jeg ikke skrevet i nærheden af det jeg gerne vil – men sådan må det være.

Jeg er her stadigvæk. Jeg sover bare.

Min yngste baby har omgangssyge og er især glad for at brække sig ud over mig. To gange efter arbejde i dag. Han er så sløj, men smiler hjerteskærende rent og uden en snert af selvmedlidenhed igennem det. Og så har jeg fundet ud af, at hvis jeg lægger mig på en lidt høj pude, og så lægger ham på min brystkasse, så sover han så godt, plus det er det vildeste oxytocin-kick at ligge og opsnappe hans ånde og mærke det lille åndedræt igennem søvnen.

Lige nu ligger jeg f.eks. på en enkeltmandsmadras med sovende Otto i armene og Kurt der lige har rullet sig sammen i min fodende og kilet to små fødder ind imellem mine lår og tænker, at hvis der findes et happy place, så er mit her.

Og så en hurtig opdatering på det med at have et arbejde: Jeg har besluttet mig for at jeg ikke vil bruge mere tid på at stresse over om de fyrer mig (til info har jeg brugt åndssvagt lang tid på det). Hvis jeg blir fyret, så blir jeg fyret. Slut. Hvad kan man ellers gøre, udover at møde op og gøre sit allerbedste? Det føles ikke godt nok, men det gør det jo alligevel aldrig. Mine kolleger er geniale og taknemmeligheden fra de første måneder er så småt ved at være blevet til straight up arbejdsglæde (når jeg ikke kampstresser, altså. Det er vældig skitzofrent, for tiden). Men jeg er glad hver morgen, når skydedørene åbner. Og det tænker jeg er det vigtigste.

I morges fik jeg til gengæld startet et fuldstændigt latterlige skænderi, fordi der ikke var blevet købt mælk til min kaffe og nu skammer jeg mig. Ham jeg bor med har købt kæmpe ind, passet sygt barn, vasket tøj og er nu smuttet ud for at få en øl. Det blir ikke bedre og helt derinde i midten af midten, hvor man bare er enten-eller. Der er jeg faktisk ret lykkelig.

Arbejdsliv, Det (mor)somme liv

Kære Sanne, Anne og Lis (en rodet hyldest til 8. marts)

Jeg har i tohundredetusinde år villet skrive noget klogt om sammenbrudte overenskomstforhandlinger, Krifa’s vildt nok timede bloggerkampagne og hvorfor man skal være medlem af en rød, traditionel fagforening der kæmper for fair overenskomster og indgår i trepartsforhandlinger. Men min hjerne er så sygt havregrød omkring det. Jeg kan ikke. Jeg kan kun lige akkurat få mit liv og min hverdag til at fungere, så please stik over til Linda fra Blogsbjerg og hop ombord i hendes enestående formidling af emnet (man kan godt mærke at hun arbejder som tolk til dagligt) i indlægget Sammen *er* du stærkere. Det er vigtigt. Og hun beskriver det hele så meget bedre end jeg kan. Kommentarsporet er også godt.

Der hænger også et manglende februar-blogindlæg om min sort-of-minimalistiske garderobe som jeg har downsizet med ca. 60%, men det sker bare ikke. Jeg kan åbenbart ikke skrive.

Når jeg har afleveret og hentet og opfundet noget der ligner aftensmad ud af grøntsagsskuffen, leget, puttet og ordnet køkken, så er der ikke mere tilbage. Det er der fandme bare ikke. Fuck det er hårdt. Undskyld mig. Men fuck det er hårdt. Lad os lige snakke lidt mere om det, for det er lidt ligesom med ammeopstart: Mega hårdt for mange flere end man tror, men fordi alle har glemt det i sekundet det er overstået, så er der ingen til at advokere for det efterfølgende. Og så føler man sig pissealene, når man sidder med det.

Jeg kender flere som er gået ned med stress når de er kommet tilbage fra barsel, og det forstår jeg sguda virkelig godt. Der er ikke noget jeg hellere vil end at være en 100% god og dedikeret medarbejder. Jo, altså måske bortset fra at være en 100% god og dedikeret mor og kæreste. Det blir 200%. Øhm. You do the math… Jeg føler at jeg må skære mig selv midt over og at uanset hvor hurtigt jeg løber, så kan jeg ikke nå at gøre det så godt som jeg gerne vil, hverken herhjemme eller på mit arbejde. Det er så frustrerende. Og pinligt klicheagtigt og buhu-agtigt. Rich, white womans privilege, alt det der. Men grundangsten for ikke at slå til, kan jeg ikke intellektualisere mig væk fra. Den er bare ved at blive et vilkår. Ikke så meget herhjemme. Tror jeg er ret sikker på at jeg er en okay mor (også selvom jeg nogle gange blir så sur på Kurt at jeg kommer til at slæbe ham i een arm mens jeg hvisler nukommerdufandmeherudogsåtagerdudenskideflyverdragtpåNU i ren vredes-afmagt. hold kæft han kan være provokerende. Og han er ikke engang 3. Fårk.). Nå. Men fagligt. Jobmæssigt. Citrixmæssigt. Outlookmæssigt. Av, hvor jeg synes det er svært at slå til og føle at jeg gør det godt nok på arbejdet. Men jeg _vil_ slå til. For jeg er helt vild med at gå på arbejde og føler mig så priviligeret for det. Tænk: Jeg får lov til at arbejde med det jeg er uddannet til og brænder for. Det er sgu fantastisk. Men ydmyghed og usikkerhed er bare et op-ad-bakke knivsæg at balancere på – Lige pludselig kammer ydmygheden og taknemmeligheden over og bliver til usikkerhed som er så destruktivt. For mig i hvert fald. Jeg vil bare godt gøre det 100% godt begge steder i mit liv. Og lige pludselig sidder man og hulkegræder til Sprinter Galore (I know. Wtf?) og kan ingenting ud over at passe arbejde og passe børn. Weekender, lejlighed, venner, familie, bøger, skrive, tegne, alt det der må træde i baggrunden. Og det er hårdt, fordi jeg jo ved at det er dét som under normale omstændigheder ville give mig energi. Men jeg kan ikke mere nu.

Her i aftes fik jeg utrolig nok set fjernsyn. Dokumentaren i 3 afsnit om Sanne Salomonsen, Anne Linnet & Lis Sørensen på DR. Åh, mit hjerte. Bare se den. Jeg fandt selv guitaren som 12-årig og har spillet på hobbyplan lige siden. Så at se de der tre 80’er heltinders sindssyge musikalske rejse kogt ned til et par timer var virkelig inspirerende. De minder mig om alt det jeg drømte om at blive som barn, da jeg hørte Barndommens Gade, Stille Før Storm og Where The Blues Begin på repeat. Inden verden gik amok.

For tre år siden handlede mit 8 marts indlæg om at flå levende fisk. Og sidste år om at være arbejdsløs. Så please indsæt selv oplagt 8 marts reference her. Noget med empowerment og sejhed ikke. Og noget med ikke at give op. Og forblive kreativ midt i alt det hårde. Og turde dele noget af det hårde med sin omverden, selvom det kan være svært.

Så går jeg lige ind og besvimer af træthed imens.

Glædelig kampdag!

Barsel, Det (mor)somme liv

Sådan vikler jeg mit barn om på ryggen på under 2 minutter

Det er ikke fordi der mangler vikle-vejledninger på Youtube. Men nu var jeg lige i Thailand og fik lyst til at give mit besyv med. Med grædende børn, dinosaurusser, Mozart og hele pivtøjet. Og så tror jeg faktisk det er første gang jeg sådan for alvor lufter mine børn med ansigter og det hele på internettet. Så yes… Yes I did.

Jeg er virkelig blevet oprigtigt glad for at vikle efter jeg har fået Otto. Især Niklas er stadigvæk glad for vores bæresele til rejse-situationer, men en fastvikle kan sgu noget særligt – Mine børn falder i hvert fald til ro på en anden måde i det stof der, og så har det bare været nemt at kunne smide Otto på ryggen, både når han skal sove, under transport eller når han har et anfald af seperationsangst (som han virkelig har haft mange af her i Thailand).

Da jeg fik Kurt købte jeg en strækvikle og var rigtig glad for den til de første par måneder. Men med en fastvikle har jeg kunne vikle i længere tid – Jeg har endda haft Kurt på 2,5 på ryggen et par gange hernede, når han ikke kunne gå mere. Og så er jeg kæmpe fan af at få mine børn om på ryggen, fordi det er som om de både har adgang til udsyn og ro deromme.

Til gengæld har det taget mig ca. 100 år at lære at fastvikle – Tror jeg prøvede mindst 20 gange hvor det ikke fungerede, så hæng i. Der er mange gode videoer på Youtube (wrapyouinlove er en af dem jeg bliver mindst irriteret på:)).

Jeg ved ikke om det her overhovedet fungerer på skrift, men herunder er et par tricks til hvert enkelt trin, der har gjort det nemmere for mig at knække koden til hvordan man får sit barn om på ryggen i en fastvikle (har forøvrigt skrevet lidt mere om hvilke vikler jeg har her). Det er bare stressende at vikle de første gange: Baby, stof over det hele, folk (eller skeptiske kærester) der glor… Argh! Men det er altså skidefedt når det endelig fungerer.

Double Hammock er den binding, jeg bruger mest (da jeg startede med at binde på ryggen, gjorde jeg det i en rucksack carry som er en del nemmere at binde, men som ikke støtter lige så godt). Nå. Let’s hop to it.

Min vikle er en str. 6. Det er vist en nogenlunde standardbase-størrelse (jeg er 178 cm og en str. 38). Viklen er fra Levate Wraps, børnene er mine egne og baghaven er Ko Jum’s:)

Double Hammock – den hurtige og sikkert ikke særlig korrekte, men med garanteret wauw-faktor når dit barn fx får et meltdown på en thailandsk færgeoverfart og du lige mestrer den her -version (eller bare: Sådan får du dit barn til at chille og dine arme tilbage) 

1. trin: Barnet op på ryggen

  • Mål viklen, så din venstre vikleende er lidt længere end højre vikleende. For mig og Otto passer det med at den skal være ca 40 cm længere. Brug viklens midtermærke til at måle efter.
  • Læg viklen over dit barns skuldre, mens det sidder på jorden/sengen/stolen/knæet/(…).
  • Kryds dine armene: Venstre arm over højre arm. Venstre håndflade vender ned mod jorden, højre håndflade peger op mod himlen.
  • Form dine hænder som om du holder om en dåseøl. Tag fat om dit barns skuldre med din venstre tommelfinger i barnets venstre armhule og højre tommelfinger foran på barnets højre skulder.
  • Løft barnet i en halvcirkel op på øverste del af ryggen og bid med tænderne fast i viklestoffets øverste kant, mens du holder på underste del af barnets ryg

2. trin: Barnet vikles

  • Lav et sæde til barnet ved at folde undersiden af viklestoffet op mellem barnets mave og dig, så der ligesom kommer en “lomme”. Prøv at sigt efter, at viklens underste søm skal sidde helt oppe ved barnets navle (det lykkedes dog aldrig for mig). Hold godt fast med dine kindtænder imens.
  • Træk vejret. Det skal nok gå.
  • Rynk viklen op på højre skulder og hold vikleenden udstrakt ved at samle knæene om den.
  • Nu skal venstre vikleende ned fra din venstre skulder, føres henover dit bryst og ind under højre vikleende, så den kan komme videre om på din ryg.
  • Før nu din venstre hånd bagud under din venstre skulder og fang den øverste sømlinje på den højre vikleende fra ovenstående trin. Hold godt fast i sømlinjen og lav nu en halv cirkelbevægelse med armen, og få således krænget vikleenden op omkring din venstre skulder (og omkring ryggen af dit barn) ved at strække din venstre arme ud og slække lidt på stoffet imens. Samtidig holder din højre hånd fat under barnets rumpe.
  • Hold godt fast i begge vikleender og lav nu en bevægelse hvor du skiftesvis strammer og hiver i vikleenderne i en cirka 90 graders vinkel ud fra dine skuldre. Lidt som om du skal tørre dig på ryggen med et håndklæde.

3. trin: Vikleenderne bindes

  • Mens du holder fast i de nu stramme vikleender, vrider du dem ind mod dig selv i et par vrid, så de bliver let snoet indad mod dit bryst.
  • Før den venstre vikleende ned under din venstre arm, og videre om på ryggen. Vikleenden skal ud over dit barns venstre ben og ind mellem dit barns højre ben og dig.
  • Før den højre vikleende ned under din højre arm, og videre om på ryggen. Vikleenden skal ud over dit barns højre ben og ind mellem dit barns venstre ben og dig.
  • Bind vikleenderne i en knude eller to foran på maven. Hvis de er meget lange, så før dem evt. rundt om kroppen og bind på ryggen eller hvor der passer.
  • Hop lidt og ryst ligesom det hele på plads. Spørg en i nærheden om det hele ser rigtigt og behageligt ud for dit barn. Viklen må ikke dække barnets ansigt, knæene skal være afslappede, og med viklestof fra knæhase til knæhase og så skal barnets rygsøjle være rund som bogstavet c.
  • VOILA!

TIP: Det med at få strammet de øverste og nederste sømlinjer på viklen, gør hele tricket i fht at få viklen til at være stram og spændstig. Så hvis du føler at viklen sidder lidt løst, så prøv altid at start med at forfølge den søm der driller og få den gjort mere tight. For det er det vigtigste; At få en spændstighed og let stramhed i viklens kanter, men stadigvæk med god plads til barnet inde i midten af viklestoffet – Prøv at forestil dig en hængekøje, der er også har en stor rummelig lomme i midten af bredden, men samtidig en stramhed ude ved begge kantsømme.

Bæredygtighed, Det (mor)somme liv, minimalisme

Moderne stofbleer – en skeptikers guide

Da jeg fik børn åbnede der sig to dimensioner: en i forhold til kærlighed/smerte og en i forhold til affald; et stort sort hul af plastic, poser, bleer, emballage og mad. Selvom jeg overraskende velvilligt har ofret en stor luns af min miljøsamvittighed på moderskabets hellige alter, vil jeg gerne blive bedre til at lave små indsatser hvor jeg kan.

Lad mig bare sige det med det samme: At vælge moderne stofbleer i stedet for plasticbleer, hører ikke til i kategorien “lille indsats”. Ikke alene kræver det et stort forarbejde, det kræver også en zen-agtig tilgang til at vaske dem, hænge dem til tørre og pakke dem.

Derfor har jeg valgt moderne stofbleer

Men spørger du mig om det er det værd? Ja! Det synes jeg faktisk at det er. Og derfor vil jeg godt ofre et blogindlæg på at slå på tromme for moderne stofbleer. Jeg har nemlig følt mig meget alene med beslutningen blandt venner og familie. I mit hormonelle hoved har jeg nok i virkeligheden fejltolket folks nysgerrighed som en dom over at jeg ville udsætte mit barn for noget så “ulækkert” og “uhygiejnisk” som stofbleer. Spørgsmål om han nu ikke ville få rød numse og svamp og om ikke jeg ville få stress over alt det ekstra vasketøj. Og hvordan skulle vi dog få vasket de brugte bleer og hvad med vaskemaskinen og, og, og…

Mest af alt handlede det nok om mine egne fordomme og evige angst for at være anderledes end alle mine venner. Helt ærligt. Jeg er ikke så stolt af at indrømme det, men jeg kan godt have en tendens -især som mor- til at ville have den samme Ida Isager pusletaske, Paraplyklapvogn, camcam sengetøj… som alle andre.

Men samtidig kunne jeg ikke slippe følelsen af at smide bleer ud. Hvor – undskyld mig – sindssygt jeg synes det var at slæbe dyre bleer hjem, bruge dem i 2 timer for så at smide dem ud igen. Jeg følte at det var en engangs-vane jeg var blevet påduttet af nogle markedskræfter, som jeg egentlig havde ret meget lyst til at gøre op med.

Forskellen på en “moderne stofble” og en “gammeldags stofble”

Lad mig starte med at slå fast at en “moderne stofble” intet har at gøre med gammeldags stofbleer (de store bomuldsstykker/gylpeklude).

En moderne stofble består af en “skal” (også kaldet pull-cover eller bare cover), med den funktion at holde fugten inde i bleen og holde dens overflade tør. Det er vigtigt at man vælger en skal med en pasform som passer til sit barn. Slanke babyer har jeg hørt skulle passe godt til fx Bambio Mio. Og til små tykke børn (som dem jeg producerer) har jeg haft gode erfaringer med Little Lamb’s lommebleer og Anavys ai2 med velcro (men de er lige små nok).

Sidespor om at bruge gammeldags stofbleer og bindebleer

De gammeldags stofbleer brugte vi til Otto de første par uger, da han var helt lille, ny og boney. Vi foldede efter anvisning fra min kloge mor (og youtube) og lukkede den med en moderne blesikkerhedsnål.

Fra han var 0,5 mrd – ca. 3-4 mrd brugte vi bindebleer. Det har jeg skrevet et helt indlæg om her. Det fungerede sindssygt godt for os.

Det gode ved bindebleer: De holder tørt, er 100% formbare efter din meget hurtigt voksende baby, helt fri for kemi og superabsorbanter (de er lavet af økologisk bomuld) og man kan justere sug alt efter hvor meget babyen tisser. Og så er der ingen skarpe kanter mod den lille nyfødte, nutti hud.

Det besværlige ved bindebleer: Et show at holde styr på snorene i vaskemaskinen og så er de skidebesværlige at pakke. Også lidt besværligt at give den på i starten, men det tog ikke mange dage at få taget.

Nå. Det var et sidespor.

Tilbage til moderne stofbleer. Udover “skallen” består en moderne stofble af indlæg. Man bruger ofte flere ad gangen (det hedder at man “booster” sin stofble) og deres funktion er at suge (tis) til sig. Populære indlæg kan være i materialer som hamp (lidt stive, men suger godt) eller bambus (lidt blødere, men med mindre sugeevne).

Kombinationen af skal og indlæg munder ud i et væld af valgmuligheder. Her er et par af de mest populære:

  • “Lommebleer”, hvor indlægget lægger seperat i en lomme der er syet fast i skallen. Dem bruger vi fordi de er blandt de billigste på markedet (ca. 80kr/stk) , de har en nogenlunde kort tørretid (ca. 12-18 timer – vi har ikke tørretumbler (desuden ryger miljøhensynet hvis man bruger tørretumbler, da man skal regne med at vaske ca. hver 2-3 dag) og så er de nemme at lægge på vores barn.
  • “all in one” (aio) hvor indlæggene er syet fast i skallen. Dem fravalgte vi pga prisen (en ny koster ca. 200-260kr/stk) og den længere tørretid (fordi de ikke kan skilles ad)
  • all in 2 (ai2) hvor man knapper indlæggene fast i skallen (dem har vi et par stykker af, og vi er glade for dem, men til prisen (170kr/stk fra nye) vil jeg sige at man får mere value for money ovre i lommebleerne.
  • “Formsyede bleer”, som er en frotté- eller bambusble, som kræver en blebuks enten af uld eller pul udenpå (det prøvede vi allerførst. Og det fungerede bare slet ikke – så jeg har nogle new-born du godt må få, hvis du selv gider hente dem;))
  • Læs mere om variationerne på webshops som F.eks. Ko og Ko og mini-E. Det er individuelt hvilke bleer der passer og derfor vil mange webshops forsøge at prakke dig en lånepakke på med forskellige mærker og typer. Personligt fik jeg både stress og koldsved af tanken og valgte at snakke med folk om deres erfaringer i forskellige Facebook-grupper i stedet (det er også lidt stress, men i det mindste er det gratis. Der er et virkelig stærkt community indenfor stofbleer og folk er virkelig flinke til at hjælpe og svare på spørgsmål).

Hvilke typer moderne stofbleer vi valgte (og hvorfor)

Vi valgte at købe 15 Little Lamb lommebleer secondhand af en barselsveninde. Mest fordi de var billige, alsidige og jeg havde læst mange gode erfaringer om dem. Hvis man vil købe dem fra nye, så hold øje på Little Lambs facebookside med hvornår de holder udsalg – det er dumt at give fuld pris. Stofble-webshops er (ret ironisk) også vilde med Black Friday, så der kan man også få stocket op, hvis man ved hvad man vil have.

Derudover købte jeg 5-6 Anavy Easy ai2 bleer fra nye (til 169kr/stk). De er produceret i EU og af bæredygtige materialer og kommer i de fineste mønstre. Indlæggene er desværre efter et par vaske blevet lidt stive og så sidder de ikke vildt godt på mit barn. Så lige for tiden smider jeg en disana uldblebuks ud over for at det holder helt tæt. Anavy forhandles her (ikke et reklamelink).

Her bor vores stofbleer! Fra øverste venstre hjørne er hjemmelavede frotterundeller klippet ud af et par gamle håndklæder. De fungerer vildt godt! For ekstra luksus, så læg dem dobbelt og sy sammen med zigzag på en symaskine. Øverst i midten er en Disana lanoliseret uldblebuks. Resten er en blanding af Little Lamb lommebleer og Anavys ai2 bleer.

Vi har i alt ca. 20-25 stofbleer. Det vil mange nok mene er for lidt, men vi bruger også engangsbleer når vi er på tur, om natten og når jeg smelter sammen og får lyst til at skyde mig selv af træthed, så for os er det helt perfekt.

På billedet mangler en meget vigtig sidste ingrediens, nemlig de engangslinere af rispapir som ligger inderst mod barnets hud og som man, så let som at skifte en engangsble, ruller sammen og smider i toilettet når barnet har lavet stort. Resten af stofbleen og frotte-rondellen ryger ned i en lukket blespand med en wetbag. Der ligger den et par dage og så smider man bare hele wetbag’en med bleer i sin vaskemaskine og vasker normalt. Seriøst. Hvis du er nået helt hertil så (for det første: Wauw!) er det vitterligt ikke mere en lortetjans at stå og skifte en stofble end det er at skifte en engangsble. Det lover jeg! Det er når man vasker og samler dem at jeg lige skal stå og tænke lidt over livet og at alt ikke altid behøver gå så hurtigt som muligt.

(Tilføjelse:) Tænker her på den opblomstring f.eks. slow food bevægelsen har fået; Hvordan fødevarer er gået fra noget der bare skulle laves og helst i en fart, til at være noget vi virkelig nørder og nyder at dyrke sammen. Gastromænd og -kvinder køber sous vides og langtidskoger kød for at holde på vitaminerne, vi vacuumpakker, koldhæver, gror surdeje (jeg har selv en og lets be honest, den er sgu lidt en kælling en gang i mellem) og kaffe! Det er slet ikke unormalt lige at begynde en kop kaffe med at male bønnerne(!), fordi det bare smager (indsæt helt glad og overgearet gasto m/k smiley) SÅ meget bedre end formalede bønner. Giver sammenligningen mening? Jeg har selv en pissedyr pastamaskine, og jeg har også stået og lavet rullepølse i slag. Så tre fingre peger på mig selv her. Det var også bare en sidebemærkning.

Ikke mindst skal jeg – når jeg pakker lommebleer – sende en mental highfive til mig selv over alle de engangsbleer som jeg ikke slæber op og ned fra 4. sal.

En lidt up-beat, og forhåbentlig ikke alt for hellig afslutning

Præmissen for det her indlæg var faktisk at det ikke måtte være moraliserende, så her kommer en forhåbentlig bare lille smule up-beat finale: Jeg elsker engangsbleer og synes det er genialt og smart og godt fundet på. Og jeg er på ingen måde ude på at dømme nogen som helst – hell, jeg bruger både engangsbleer her i Thailand og om natten og til Kurt! Men jeg synes bare at man skal vælge sine bleer med omhu og på et oplyst grundlag.

Det her blogindlæg er forøvrigt det allerførste i rækken af i alt 12 indlæg om mit forsøg på at prøve at leve mere minimalistisk i 2018. Hvis man vil læse mere om grunden til det, så kan man læse mine spæde tanker om minimalisme her.

Og SE lige en sød lille tilsandet stofblerøv på vej hjem til sin mor i Thailand..

Familieliv

Glædelig jul

Jeg er på vej til juleaften hos min søster, som bor lige ved Nørreport. Helt spændt op med motorcykel og gaver og sovetelt. Kurt har lige fræset op ad Købmagergade som her d. 24. dec. kl. 15.30 kun er befolket af turister: Alle de fortravlede gavenarkomaner (undertegnede inkl) har forhåbentligt ramt familiens skød. Og der håber jeg I sidder lige så blødt, taknemmeligt og godt, som jeg gør, og lader julefreden sænke sig.

Tusinde tak for jeres opmærksomhed, råd og opbakning i år. Det har betydet mere end I aner.

Rigtig glædelig jul.

Familieliv

Livet holder mig fast i benlås

Det der med at der ikke er timer nok i døgnet – Det alle siger – Det er fandme rigtigt. Eller som Olga Ravn skrev i sin IG story: Society is not made for working parents.

At gå på arbejde hver dag er ikke det, der stresser mig. Heller ikke at lege med mine børn. Det er alt det midt i mellem: Indkøb, madlavning (i dag: madlavningsfløde og spinat kastet på en pande efter nogle rødspætter og færdigkøbt pasta med en mærkelig, meget sej skinkekerne. Åh, den sælsomme følelse af shitty mad..), at sende faddernavne og adresser til en præst, at skrive afvisninger til de franske teenagere på air bnb som vil leje vores lejlighed… Det er dét som stjæler timer, så man ikke har noget tid tilbage til sig selv i hverdagene.

Be the change you wish to see in the parforhold. Jeg ved det godt. At det er mig som skal gøre noget og ændre adfærd for at det bliver godt igen. Fx. rejse mig fra den her mørke seng mellem to sovende, syge børn, og gå ind i stuen og give nogen et kram. Men jeg orker ikke. Og jeg synes ikke det er min tur. Og klokken er 22.35 og jeg har været i gang siden kl. 6.30. Og så er det nemmere at ligge herinde og være offer.

Seriøst. Jeg fatter ikke at vi, når vi er færdige med at passe på os selv, to børn, to jobs, et hjem, så også skal til at passe på hinanden. Hvordan skal man kunne nå det, når man ikke engang kan nå sig selv?

Når det er sagt så havde jeg faktisk en 100% genial ego-weekend. Jeg var til julefrokost med mit arbejde OG til julefrokost med mit damecrew aka Damernes Magasin. Og det var helt fantastisk og jeg legede at jeg var 25 og har stadigvæk tømmermænd, selvom jeg fik lov til at sove til kl. (hold your horses) 11.fucking.40 i går. Så jeg må vist slet ikke brokke mig.

Nu går jeg sgu lige ind og kysser ham.

Godnat.

Familieliv

Ugens citat #4

Min 2,5 årige søn skriger, kradser, slår og kalder på sin far hver gang jeg er alene i samme rum med ham. “Nul putte” er so last christmas. Hos os er det “FAR putte”. Oooog det er jo bare en helt igennem kanon følelse (sense the irony?) Så i dag hackede jeg putningen. Fordi det er dér han er for træt til at slå og for sød til at putte (fordi han ved, at han så kan blive oppe længere – lille, kloge skid). Han prøver virkelig (altså virkelig!) grænser for tiden, og så har han fået mellemørebetændelse. Og jeg savner ham faktisk rigtig meget. Så vi læste bog (“Mustafas Kiosk” – stort hit for tiden). Og det var hyggeligt! Virkelig. Vi grinede og puttede og var frække og det har vi trængt til, mig og min lille, store, ..mest lille Kurt.

Familieliv

Og nu har adventsfreden sænket sig

Jeg fornemmer at de næste mange tekster her på min lille webmatrikel bliver “jeg sidder lige og ammer en sovende Otto”-tekster, for det er vitterligt det eneste tidspunkt, jeg har tid til at skrive.

Sikke en weekend! Min Fredag – og første dag på nyt arbejde efter 8 måneders barsel – var god, hæsblæsende, mild, høflig, spændende og overvældende. Om eftermiddagen kom jeg hjem helt glad og i fejre-humør. Men så havde jeg børn. Og fejring blev til havregrød, børne-kaos og en 2-timers putteseance. Elskede da Niklas skrev “Champagne og sushi bagefter?” da vi var ved at være igennem. Øh, ja tak.

Lørdag kørte jeg med begge børn op til min mormors 82 års fødselsdag. Hun er lige pludselig blevet gammel, så det er vigtigt at fejre. Dagen forsvandt mellem hænderne på mig og pludselig var klokken blevet 23 og jeg stod og hakkede champignoner og strøg tøj.

I dag – Søndag – blev mit lille stykke himmelblå aka søde, glade Otto døbt. I det samme blå hjemmestrikkede matrossæt som Kurt blev døbt i for 1,5 år siden. Hele dagen var så fin og lige som jeg havde håbet. Efter dåben holdt vi julestue og fik vores gæster til at pynte op for os. Genialt; Nu har vi både juletræ, grandekorationer og dinosaurus/briotog-landskab.

Jeg sidder og ser Love Actually og er så mæt af æbleskiver, gløgg og samvær, at jeg slet ikke kan forstå at det kun er d. 3. dec. Der er en mand der sover på mit skød og Mr. Bean pakker julegaver ind i kanelstænger og lavendel. Det må være mit cue. Sengetid. Godnat.