Browsing Category

Det (mor)somme liv

Arbejdsliv, Familieliv

Hvordan det går med min work life blablabalance? Fremad.

Livet river og flår i mig fra alle sider og aldrig har det føltes mere skitzofrent: Den ene time er jeg i himlen – både på job, derhjemme og midt i mellem, når jeg kører (råddent – yup, thats me – undskyld) gennem byen med podcast i ørerne og sol i hovedet. Og helt ud af det blå kommer stresstankerne flyvende som sorte krager i horisonten. Men der sket et par ting, som gør at jeg føler, at det fortjener et blogindlæg. For det er som om at jeg er blevet en lille bitte smule bedre til at adskille følelsen af stress fra det som er mig.

På et lavpraktisk plan, føler jeg at jeg endelig har lært at jeg ikke kan give 100% til mit arbejde. Det betyder bla. at jeg (næsten) ikke længere ænser min arbejdstelefon, når ikke jeg er på arbejde. Hvilket er ret præcist fra kl. 16 og frem til 8-9-tiden næste dag. Jeg skænker heller ikke mit arbejde alt for mange tanker når jeg har fri, selvom det kan være svært at overholde. Og endnu vigtigere: Jeg har ikke længere dårlig samvittighed over at give slip på det. Længe troede jeg at det var det “rigtige”, entrepenante krea-mindset lige at sidde et par timer når børnene var lagt. Det lyder bare sejt, ik? “Så kan jeg bare lige fyre et par timer af, og rigtig nå til bunds i de mange vigtige præs…” NEJ! Nej. Nej. Nej. Jeg nægter. N.æ.g.t.e.r. Jeg vil holde fri og rydde op og lege og vaske tøj og ligge i ske med min mand og lave mad og læse og skrive og have overskud til ikke at være en lille, vissen kælling overfor dem jeg faktisk elsker. Og jeg nægter at have dårlig samvittighed over det mere.

Og så har jeg været ret åben overfor min leder omkring at jeg nok er lidt i skudlinjen for at få stress. Det har også været rart bare at få det ud i æteren, og blive mødt af forståelse. Sidst men ikke mindst har jeg været til stresscoach. Ja, sgu. En læser, som er ved at færdiggøre sin efteruddannelse i den slags, skrev for et par måneder siden og tilbød mig et par timer hos hende, og jeg takkede et kæmpemæssigt ja. Jeg har kun været hos hende en enkelt gang, men det var simpelthen så fint og inspirerende. Og det har bla. ført til at jeg nu er begyndt at føre en ‘bullet journal’ (som jeg ikke anede hvad er, men hvis man googler det, er det jo kæmpestort). Det går kort sagt ud på at have en familiebog med ugeplan, overblik, minder, ønsker og huskelister i een stor, semiorganiseret pærevælling. Og det fungerer skidegodt! Jeg får faktisk ro i maven over at der ikke er nogle uforudsete hændelser i løbet af ugen, at jeg ved hvad vi skal have at spise på Torsdag, hvad Niklas skal Lørdag osv, osv. Og når ugen er gået skal jeg så notere hvor i løbet af ugen der var kærlighed med børnene (hjerte), øer af ro med mig selv (peacetegn) og kærestetid med min mand (stjerne). So far, so genialos!

Jeg har også fået forbud mod at fremleje vores lejlighed på air bnb, indtil der er mere ro i overetagen hos mig.

Så altså. Små, vigtige skridt.

Dybest set ved jeg jo godt at jeg ikke vil egne mig som hjemmegående fuldtidsmor, selvom jeg ofte blir forelsket i tanken og drømmer om alle de Louisianature og legegrupper og familiebesøg vi ville praktisere (lol). Men jeg kan også mærke at jeg bliver glad af at gå på arbejde. Og jeg kan slet ikke forestille mig at skulle være sammen med mine børn på fuldtid (er det egentlig lidt trist?). Jeg tror vi ville dø af kedsomhed og at de ville savne deres venner fra børnehaven. Så ind til den gyldne mellemvej kommer dumpende i form af borgerløn, 20 timers arbejdsuger og børnehjørner på samtlige arbejdspladser, så går jeg altså lige på arbejde 8 timer i døgnet; Holder (ægte og uden skyld) fri med mine børn i 8 timer; Og sover i 8.

Det er da også en slags balance, ikke?

Det (mor)somme liv

Long. Pink. Amazing.

Jeg sidder på en parkeringsplads i Frederiksværk med Otto og har lige lidt stille og rolig optur over mit liv.

I går kom jeg hjem til nogle søde børn og en helt ødelagt mand. Og jeg var overskudsagtig og krammede dem alle sammen og proppede min fellow voksne med flødeskumskager og gaver, da børnene sov. Det var rart for en gangs skyld at være dén. I morges stod jeg op kl. 6.15(!) med Otto og vi hyggede os faktisk ægte. Han er blevet stor nok til at man kan sidde og chille og tegne med ham og (næsten) forstå hvad han vil og ikke vil. For første gang i 3 år har jeg ikke en baby. Og – undskyld mig – men shit, hvor er det dejligt! Så sleb jeg en port ned og nu stikker vi af til sommerhuset. Boom.

Jeg glæder mig og har planer om at lave et genoldigt bål (i regnvejr. Tro på det ida) som vi steger pølser og laver pandekager på, mens vi drikker vin. Yes, ik? Det går lige.

God weekend:)

Det (mor)somme liv

3 år.

I går havde Kurt fødselsdag. 3 år, Mulle. Og det bliver jo kun sjovere at have den lille godte i mit liv. Tænk at det er 3 år siden jeg ikke fattede, at sådan nogle  mavekramper en uge inden termin måske kunne være veer (og i forlængelse deraf kravlede op ad en elevatorvæg på Rigshospitalet). I går holdt Niklas og jeg fri og overraskede ungerne med en tur i Den Blå Planet. Vi så en hammerhaj og en hel masse piratfisk og råflirtede med vores familie. Det var en god date. Jeg tror måske godt det kunne blive seriøst.

I morgen har Kurt noget med at dele ud i børnehaven (glemte det i dag.. wåps). Må jeg egentlig godt lige spørge om noget? De der fine små frugtfigurer, der i virkeligheden er en banan, men så ligner den en delfin? Eller en vandmelon der bare lige er skåret op, så det ligner et piratskib. Laver vi egentlig alle sammen dem? Eller er det bare lige min terminsgruppes “inspirationstråde” på facebook? Uanset hvad, smider Kurt og jeg 2 poser kanelgifler i puljen. Selvtak.

Det (mor)somme liv

Farvel og tak.

Lille dreng. Stor beslutning. Som forældrene forøvrigt har kredset om, som et par trætte baggårdskatte om den varme grød. Men i går skete det sgu. Alle Kurts sutter blev hængt permanent til tørre, på et suttetræ i Dragør.

Ud over hundrede forbehold og undskyldninger for at udskyde, havde vi også en lille gave med, som kun var for store, modige drenge. Et sørøversværd og en klap til øjet. Den gik rent ind og Kurt omdøbte sig til Pirat Klap og så gik vi på legeplads. Resten af dagen var god. Aftenen var virkelig slem. Faktisk ved jeg ikke, hvem der savnede sutterne mest, ham eller os.

I dag er heldigvis gået godt. I aftes var der nedsmeltning igen. Han savner bare sine sutter helt vildt, og vi må fortælle ham at det gør vi også, men at han bare er blevet for stor. …Av for helvede, altså.

Hvordan kan noget så småt fylde så meget?

Familieliv

Lex og hverdagen

Det er blevet helt igennem 100% hverdag, og jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg hader det. Enten har hamsterhjulet hjernevasket mig, eller også har vi det faktisk bare helt alrighty i vores kommunefarvede, nøglekortsbærende, 16.15-hentende hverdag. I morges vågnede jeg f.eks af en sygt morgensur threenager og en mega morgenglad 1,5 årig der hhv siger “gå VÆK mor!” Og “mad, mad, mad! Der! Der! Deeeeer!” (mens han peger ivrigt ud mod køkkenet og venter på at mortaxaen får eskorteret ham derud). Så skældte vi ud på threenager, da han endelig fandt morgenhumøret frem, på en virkelig overkæk og drilleagtig måde. Og hyggede. Og stressede. Sælsom kombi, som altid. Jeg cyklede på arbejde og havde det faktisk sjovt derovre og var god. Og nu sidder jeg så her, helt gennemblødt, i en port og gemmer mig for de andre forældre mens jeg venter på udflytterbussen. Jeg har stjålet en flaske cremant med og har tænkt mig at smide ungerne i ladcyklen og køre direkte til Vesterbro, hvor vi skal spise mad hos en veninde jeg får set alt for lidt. Så forudsiger jeg at det blir for sent, at vi cykler hjem og at jeg insisterende godnatsynger Hero for mine stakkels unger mens Kurt tigger mig “ikke synge den der!”. Så sover de og jeg kysser dem og tænker, at når jeg en dag ligger på mit dødsleje (jep – der er stadigvæk mega dystert inde i mit hoved – hej!), nå, men så har jeg i det mindste mit mentale happyplace. Det er dér. Om aftenen på drengenes værelse i kaninlysskæret med mine to pyjamasunger med lyse krøller og tunge åndedræt.

Og i morgen starter det forfra.

Det (mor)somme liv

‘Ud af skabet’ er slut. 11 ting jeg har lært og et endeligt farvel

I går sluttede min lille 1-uges Ud af skabet udfordring. For 5 år siden gjorde jeg det i 50(!) dage og selvom det helt sikkert siger mere om mig, og min sindssyge brist i forhold til 1. at sige nej til venner og families aflagte tøj og 2. at smide tøj ud, kan jeg konstatere et par ting.

Ting jeg har lært om mig selv og mit (tossede) tøjforbrug

1. Jeg er faktisk blevet bedre til at sende tøj videre i systemet. Helt ærligt har jeg nok haft ca. et lidt over middel forbrug af tøj inden jeg fik børn, selvom langt det meste tøj er kommet til mig gennem venner (havde du en sæk gammelt tøj, kunne du altid regne med at jeg var glad aftager) og genbrug. Sådan er det ikke, helt lige så meget, mere.

2. Da jeg fik børn steg mit tøjforbrug ret drastisk. Primært af fysiske årsager, fordi min krop ændrede sig (jeg tog +25 kg på under begge graviditeter), men også fordi jeg simpelthen er blevet ældre, og bare ikke trives lige så godt i stramt, lavtaljet og logolæsset tøj mere. Og så fik jeg for første gang et voksenarbejde på kontor og følte faktisk, at der lidt var en dresscode at leve op til.

3. Jeg har stadigvæk virkelig meget tøj. 91 stykker + undertøj, for at være præcis. Og det er minus det, jeg har gemt på loftet i når-jeg-lige-har-smidt-5-kilo-kassen. Jeg tror det er rimeligt meget. Det er det vidst. Hvor meget har i? Pis. Don’t answer that. (Jo, faktisk.. Meget gerne hvis I orker – tak!)

4. Skal jeg ikke have en Capsule Wardrobe (som max består af ca. 36 stykker tøj). Jeg ville ønske at jeg kunne, men jeg er alt for meget en samler og alt for knyttet til fx de smukke, mønstrede secondhand silkeskjorter min mand køber med hjem til mig fra hans årlige drengetur. Eller mine farmors gamle spadseredragter og 70’er kjoler. Den slags. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke skulle beholde det tøj – for jeg går jo også i det. Ik. Nogle gange.

5. Skal jeg nok bare holde op med at købe tøj faktisk. I hvert fald fra nyt og isærdeleshed fra highstreetmærker. Den er nok i virkeligheden ikke så meget længere. Når jeg kan mærke at jeg får dårlig samvittighed i samme sekund, jeg går ind i butikken eller åbner appen (ja, Boozt, Zalando og ASOS jeg kigger på jer), så er den ikke er god, vel?

Så dét tager jeg med mig videre:

6. Det er okay at samle på gamle genbrugssilkekjorter.

7. Hvis jeg instinktivt har ondt i maven over highstreetmærker og Boozt, så kan jeg godt finde ud af, at stoppe med at købe tøj derfra.

8. Folk kan lide mig / respekterer mig lige så meget, selvom jeg går i det tøj JEG kan lide, også selvom det hverken er særlig moderne eller godt stylet.

9. Det er okay at elske sine åndssvagt dyre og smukke designertasker. Men måske er de 4(!) jeg har også mere end rigeligt. Måske behøver jeg ikke flere i mit liv.

10. Det er okay at jeg i mange år, har skudt skylden på min hang til overforbrug på, at jeg meget, meget sjældent fik nyt tøj som barn – og når jeg gjorde var det de Adidas-bukser med 2 striber, en Everblast-sweatshirten fra Kvickly og Buffalo-støvlerne fra Skoringen til 300 kr (som jo fandme var mange penge, for en enlig mor i midt 90’erne). Det var aldrig det helt “rigtige” som alle de andre havde på. Og så kan man selv indsætte en lang historie om mobning og skifte klasse og alt det der. Og her sidder jeg måske i virkeligheden som 33-årige og kan mærke 4-klasses følelserne vælde op i mig, når jeg kommer til at spejle mig i andre på sociale medier med alt deres smukke, “rigtige” tøj. Og hvis jeg bare lige swiper og klikker, kan jeg få det og passe lidt mere ind. Men nu har jeg altså prøvet det, og uanset hvad, virker det bare ikke særlig godt. Min indre 10-årige bliver ikke mere zen, uanset hvor meget mit 33-årige jeg forsøger at kompensere for den klub jeg aldrig følte mig velkommen i.

11. Som voksen er det ikke de andre voksne der er modstanderen. De andre voksne er faktisk for langt det meste blevet ret søde. Den rigtige modstander, sidder i maven på mig selv. Og den forstummer kun kortvarigt af sæsonens musthave.

Okay.

Nu sker det (og den her gang  mener jeg det). Farvel Highstreet.

Det er ikke mig, det er dig.

Pis.

Det (mor)somme liv

Ud af skabet dag 2:7

Jones. Bridget Jones. Sådan en dag har jeg haft i dag. Ufatteligt lårkort. Ufatteligt 80’er. Og så et tip rent arbejdsmæssigt: hvis man keder sig lidt, så kan man jo altid bare skubbe sit arbejde så langt, at man lige pludselig kun har 2 dage til kæmpe deadline.

Sådan et sted er jeg lige nu. Og pludselig ved jeg ca. hvordan det må føles, at pløkke sig selv i hver fod med en Kalasjnikov. Dumt. Unødvendigt. Og helt igennem upraktisk. Så, øhm… jeg stiller mig bare lige herover og falder i et med muren og venter på at der kommer nogen og finder mig i løbet af weekenden, ikke?

Nå, men i det mindste ser jeg ikke 3 afsnit sex and the city i aften. Jeg sover (lige om lidt, siger jeg jo!) og satser på at være frisk og veludhvilet (lol) så jeg kan lave en Joan Holloway på mit arbejde i morgen – så skal det nok gå. Ikke?

Det (mor)somme liv

Peace, love and parterapi (noget om livet med fuldtidsbørn, fuldtidsjob og fuldtidsforhold)

En god veninde har lige offentliggjort sin anden graviditet. Den her tekst går ud til hende (og lidt til mig selv, så jeg kan huske på det, hver gang jeg overvejer at genfølge x/y/z der slagter mit selvværd på Instagram). Den handler om ting jeg synes har hjulpet mig med at komme igennem den her skitzofrene had/kærlighedsfase, der har været mit liv, det sidste års tid.

Min første tanke er et lavpraktisk vidnesbyrd om mit skrantende selvværd: men unfollow alle (alle!) instagram-kontoer der kun er ude på at livsstilsspamme dig med croissanter, nye flagrende, sygt upraktiske, storblomstrede gevandter samtidig med at de humblebragger taljemål og giver dig mindreværd som forælder/menneske/karriereperson (jeg vil ikke nævne navne, men 80% af mit oprindelige insta-feed er røget på den konto). Nej, jeg blir ikke inspireret af kun at se dig morgenbade 10 gange i timen, lave hjemmespa og DIY projekter og bage bananpandekager med pollen og selvplukket strandkål. Jeg får det faktisk bare psykodårligt med mig selv. Tak, men nej tak.

Man kan også købe sig en fastvikle (eller en bæresele) og lære at bruge den, selvom det stinker de første 200 gange. Det er ok praktisk (næsten) at kunne imødekomme den sælsomme kombination som udgør en seperationsangst 6 mrd’s baby og en 2 årig med krudt i røven.

Og den sidste ting, jeg tænker … Ahem… Er. (lidt svær at blogge om, fordi det blir ret personligt også for en jeg kender, som ikke deler mit behov for at hælde vores fælles liv ud på på internettet. Men here goes). Okay. Prøv hvis det på nogen som helst måde er muligt, at lade være med at gå fra din kæreste. Det her er muligvis det sværeste, men det er nok fordi ingen rigtig vil indrømme hvor meget de i virkeligheden skændes. Og så går vi alle sammen rundt og tror, at det er os der er forkerte. Det er vi altså ikke. Invester i det forhold der, for hvad er egentlig vigtigst for barnet – hvor instavenligt vi bor/spiser/ser ud eller at vi som forældre bliver sammen? Jeg tror det er sindssygt forskelligt, hvad der virker for par – vores parterapi er alkohol, festivaller, musik og tid hver for sig med vores venner. For andre er det alt muligt andet lige så fantastisk og dejligt. Så bare fordi vi synes det er fedt at sove i telt i en weekend er det jo ikke det rigtige for alle andre. Og bare fordi jeg uploader et lykkeligt og nyforelsket billede i løbet af weekenden, betyder det jo ikke, at vi ikke lige har haft et skænderi der var 7 på richterskalaen og som kulminerede i at jeg råbte “Fuck dig!” til min 3-årige og at min kæreste næsten udvandrede i protest over mine ynkelige mor-evner. Nå. Det var en sidebemærkning. Det jeg ville sige, var jo bare, at det er vidunderligt at vi kan spejle os i hinanden på sociale medier, men jeg synes også at det her influencer-show har taget overhånd. Det har det i hvert fald gjort for mig, og jeg føler endelig at jeg lige så stille er ved at lære, at mærke efter i mit eget forhold og livshistorie. Hvad gør egentlig MIG glad og forelsket (for tiden: Når min kæreste giver mig en kold øl hver eftermiddag og at få lov til at spille Mariah Carey på guitar selvom der er nogle børn der skriger på opmærksomhed). Dyrk det. Og hvis man nu har glemt hvem man er, fordi #ammehjerne, så husk på første gang i mødte hinanden. Hvem var du? Hvad havde du på? Hvad lavede i sammen? Den person er der stadigvæk pakket ned et sted i en flyttekasse inde i din morkrop. Find den flyttekasse og find ud af, hvad der kan lokke den person ud i lyset igen. Men først når du selv er klar (jeg er lige blevet det – derfor rambler jeg nu ud over jer. Undskyld). Og indtil da, så hav alt det fedtede baghår, du overhovedet kan magte, med hamrende god samvittighed. Alle forhold er lort det første år efter en baby (og hvis ikke, er jeg ikke sikker på, jeg har lyst til at høre om det).

Alt blir godt og chilleren igen. Og indtil da, er der er masser af lykke i småbitte glimt, hvis man bare husker at gribe dem.

Det skal nok gå.

Peace, love and parterapi✌️