Browsing Category

Det (mor)somme liv

Det (mor)somme liv

Sunday Blues

Det er Søndag aften og jeg sidder ved tremmerne og en sovende Otto (kl. 18.54! det ville faktisk være passende, hvis nogen lige kom forbi med en medalje)

Vores weekend har været så god og parforholdsvenlig, at jeg nærmest tror at vi er blevet en slags kærester igen. Fredag aften spiste vi ungerne af og smed dem ind foran fjernsynet, så vi kunne spise fajitas med lime, kylling, ost, nachos, salsa, guacamole og koriander og øl ud over det hele. Haps. Da børnene sov så vi ‘Empire Records’ og spiste fastelavnsboller og drak GT (seriøst, den bedste throwback film! Den er på Netflix – Liv Tyler i mavekort angorastrik og AJ og 90’er grunge ungdomskultur fra dengang man selv gik rundt i TP Musik i Helsingør Centeret og købte The Cure og Pink Floyd og Tori Amos og bad til Gud om at møde Valdemar..).

Lørdag var sædvanlig weekend-på-4sal-kaos, indtil vi endelig fik vristet os fri af fjernsynets og vasketøjsbunkernes filtrede arme og udover et enkelt hyperventilerende panikanfald på vej ned ad trappen, gik det faktisk fint med at komme ud ad døren (Jeg måtte smide alt jeg havde i hænderne og det meste af mit tøj og lægge mig ned lige midt på afsatsen, som min stresscoach har lært mig (“Du blir fartblind nu, Ida. Når du kan mærke stressangsten kommer, så bare smid alt og læg dig ned. Læg. Dig. Ned” genklang det i min hjerne) så det gjorde jeg. Og det virkede faktisk okay). Drengene og jeg spillede fodbold med nogle tyske turister på Havnegade inden vi alle fire kørte vi nordpå for at se nogle venner. På vejen skete der set magiske at ungerne faldt i søvn og at vi derfor lige pludselig sad i uforsigtigt forårsagtigt solskinsvejr og 11 graders varme med udsigt til Bagsværd sø og spiste pariserbøf og salat. Vi lignede nogle fra en tinderreklame og det føltes så freaking godt at snakke til hinanden i andet end bydeform. Tiltrængt! Bagefter besøgte vi vores venner der lige har købt og istandsat det dejligste hus lige midt i et skovbryn. Savle savle over udsigt, køkkenalrum og kvadratmeter! Så hyggeligt. Vi sov der og var alle sammen lidt i himlen.

I dag har været søndag på den der herligt uorkestrerede måde hvor alt inkl. mit nyklippede, nyvaskede, orangerøde, halvkrøllede, fimsede pandehår har fået lov til at leve sit helt eget liv i fuld offentlighed, fordi fuckit, med det resultat at jeg seriøst er Sebastian lige nu. Jeg sværger. Den ene gang jeg så mig selv i spejlet fik jeg sporenstregs “Du er ikke alene” på hjernen og nu kan jeg ikke slippe af med den igen. Det er pandehåret og al den natur. Puha. Godt det er Mandag i morgen.

Kh – og håber at jeres weekend har været dejlig og fyldt med en masse forårsfornemmelser som vi sammen kan tude over, om lidt når isvinteren rammer.

Indtil da. Fortrøstningsfulde hilsner og godnat:)

Det (mor)somme liv

En verden af liv (og død)

Vi ser alt for meget Løvernes Konge herhjemme. Det startede stille og roligt, men nu er vi alle sammen blevet hooked. Vi ser filmen, hører musikken og ser “making of the movie” på Youtube og tegner Scar, Simba og Zazu… Den er bedre end jeg husker og jeg vil vove pelsen og sige at den faktisk har gjort noget okay for min dødsangst. Men. Mine børn er 2 og 3,5. Dont even say it. For jeg ved jo godt, at der er alt, alt for langt op til filmens 7 års aldersgrænse. Lige pludselig så vi den bare – og så var det først bagefter vi tænkte, at det jo nok er for tidligt at introducere døden for dem. Men den ER der jo. Den skide død. Selvom mine børn indtil nu har været skånet for dødsfald i familien, så er mormors kat død og i kattehimlen. Hvis man går ud foran en bil dør man. Man kan også dø hvis man falder havnen og drukner. Alt det snakker vi jo om. Kurt spørger tit hvad man kan dø af. Og selvom han endnu ikke ved at vi alle sammen skal dø på et tidspunkt (tænker jeg trods alt er lidt hardcore at introducere:)), overvejer jeg også om det måske er okay, at man sugarcoater døden og pakker den ind i en tegnefilm?

Vi spoler over de uhyggeligste og sørgeligste scener, men jeg pendler mellem at tænke, at han alligevel ikke fatter hvad noget af det hele betyder og så at det hele ryger lige ind i hans stakkels lille underbevidsthed. Han er limet til skærmen når vi ser Hakuna Matata, Rafiki og stjernehimlen og alt med Zazu. Men al snak om faren der lever videre i ham og om ansvar og at finde sin plads i livet… selvom jeg gerne vil tro at det ryger direkte ind på hans følelsesmæssige intelligens og selvbillede, så tvivler jeg helt ærligt på hvor meget af det han forstår. Og hvor meget der mest af alt bare sætter sig i diffuse indtryk, som dem jeg selv husker fra min barndoms film.

Hvornår er man stor nok til at hilse på døden – selv i disneyficeret form? Eller …er man netop så lille at man alligevel ikke forstår det og så er det ligemeget og trods alt bedre end en pumpet Paw Patrol børneactionfilm? Puha. Jeg er ikke børnepsykolog – og det er måske meget godt.

Kh en forvirret mor der måske/måske ikke lige har scarred sine børn for livet.

PS. Jeg skal nok lade være med at tage mine børn med, men er du svimmel, hvor jeg glæder mig til at se den her til sommer

Det (mor)somme liv

Jeg troede aldrig jeg skulle sige det..

Men åh, hvor har det dog været rart med en Mandag. Bare lige stille og roligt op kl. 6.40, drikke kaffe og spise morgenmad, i flyverdragter, cykle 7.45, aflevere ved bus kl. 8.00, vinkevinke, aflevere ved vuggestue kl. 8.30, krammekramme, køre på arbejde, drikke to kopper kaffe, hyggesnakke, holde møde, spise frokost, tjekke mail, holde møde, snakke, cykle til vuggestue, hente frisk dreng, cykle til børnehavebus, facetime med mormor, hente træt dreng, cykle hjem, tegne med Otto, skælde ud på Kurt, drikke kakao, lave mad, spise mad, og lige pludselig ud af det blå siger Kurt alle mulige søde, kloge ting om hvordan man skal opføre sig, ungerne i bad, rydde køkken op og høre Mads og monopolet, lege med søde, glade børn, læse godnathistorie, putte, se Alene i Vildmarken, børste tænder kl. 21.45, læse til kl. 22.30. Sove. Og så forfra i morgen.

Sådan en her dag er jo faktisk ret optur. Og i forhold til weekenden: A piece of motherfucking cake.

Det (mor)somme liv

Aaaaarrrrggghhh!

I weekenden har vores børn hævet overliggeren for måder at drive os til vanvid på med ca. 200%. Next level shit, mand. Jeg er ved at blive sindssyg af konflikter, bandeord (er det normalt at 3-årige siger “Fuck” i hver anden sætning? (don’t answer that)), manisk opstemthed, rod, vægge der bliver tegnet på, tøj der bliver kastet, mad der bliver ignoreret og kampe der skal tages gang på gang på gang. Seriøst. Shit Pis. Crap.

På vej op ad trappen i dag, gik de i gang med deres sædvanlige skitzofrene stuntnummer-duet, hvor de skiftevis griner og løber op og ned, kaster sig grædende i jorden, slås om stikkontakterne, mens de råber som om der er gået ild i den flyverdragt de flår af, mens de vælter rundt på trappetrinene. Jeg messede “vi flytter i hus vi flytter i hus vi flytter i hus vi flytter i hus” for mig selv (og mine stakkels naboer) hele vejen op på 4. sal. Og nu sidder jeg så her. Og slikker mine sår på boligsiden.dk og leder efter huse på Amager. Argh! Jeg gider ikke det her voksenliv! Hvornår fanden skete det lige? Hvornår blev det mig der skal have styr på det her shit? Og hvordan fanden i fucking helvede skal man kunne få et parforhold til at fungere under de her vanvittige vilkår? I går gik vi tur med iskold luft imellem os, fordi vi bare ikke kunne få lov til at få taget det skænderi der sad på tværs i mellem os. Fordi der var børn foran os hele freaking tiden. Og så må man bare brænde inde og lade som om. Og sidde der på en fancy Kbh K cafe som en anden fancy Kbh K kliché. Med smarte stramme bukser, silkeskjorte og ligne noget fra Arket og drikke overpriced flat white uden at kunne sige eet eneste ord af bar indebrændthed fordi det bare ikke er alle følelser man kan fast forwarde henover. Gik hjem med fancypancy bregneplante under armen og en mand der måtte gå 3 meter foran af bar irritation og det var først da børnene endelig sov og vi sad i sofaen, at vores hænder fandt hinanden og vi, helt uden at sige et ord, kunne konstatere, at vi faktisk ikke engang var uvenner. Vi var bare forældre. … Fuck.

Det (mor)somme liv

Meanwhile

– er min nye guilty pleasure next level: Olivenolie, salt og hvidt brød. Kan. Ik. Styre. Det.

– Kan jeg ikke komme over The Girl Shop. Min kollega tippede mig om hjemmesiden i sidste uge og den har ætset sig fast. Tjek den ud.

– rørte jeg ved en kvælerslange i dag. Og så cirka 100 hammerhajer ude i Den Blå Planet. Drengene og jeg tog alene derud, mens Niklas fik lidt alenetid. Det trænger han vist til.

– kan jeg umuligt være den eneste der er ret træt af at man for at forlade Den Blå Planet, skal gå igennem et plasticinferno aka deres museumsbutik. Deres miljø-pledges klinger lidt hult i de 20 minutter man bruger på at overbevise sin overtrætte 3-årige om, at man ikke skal have en made in china nylonmuræne med hjem.

– har jeg fødselsdag på Onsdag. 34 år. På en Onsdag. I januar. Hvis ikke det er gråt-i-gråt, så ved jeg ikke hvad er.

– topper jeg ovenstående af med at ønske mig en kompostbeholder i fødselsdagsgave #helloooSEXÆY

– var jeg i byen med min gode, gamle veninde i Fredags. Og vi snakkede med søde mænd og damer og havde løst hår og nogle meget stramme bukser på. Det kan også noget.

– Er jeg kun nået halvvejs igennem Wuthering Heights. Den er okay, men sgu ikke lige så nem som jeg havde håbet på. Så den er jeg pt ret meget utro med både Line Knutzons “Camille Clouds Brevkasse” og Søren Ryges “Haveglæde”. Lol.

– kan jeg (måske lidt i forlængelse af det her indlæg) virkelig anbefale teaterstykket “med mig selv i mine egne arme” som handler om at være eller ikke at være mor og som spiller på Østerbro Teater frem til 2. feb. Jeg har altid været vild med Christina Hagen, som har skrevet monologen, mens skuespiller Ida Cæcilie er et nyt – og pissefedt – bekendtskab.

– glæder jeg mig helt åndssvagt til min vinterferie, som jeg slet ikke har råd til, her om 2 uger. Knap en uge på langrend i Norge med min far og Kurt. Åh, hvor blir det dog godt.

– bad mit modelbureau mig om nye poler i Fredags og i weekenden kunne jeg så med ro i sindet, konstatere at mit selfiegame stadigvæk er freaking strong.

Familieliv, Tanker

Feberramte børn og noget med tid og hvem man giver den til.

I går var Otto så syg at jeg måtte blive hjemme med ham. Efter et par timer ringede de fra Kurts børnehave og sagde at han også var syg og ked af det. Så afsted til smukke, frostklare Raadvad med mig og hente ham hjem. Det er helt eksotisk (og pænt stressende – shit, der er knald på) sådan at se en børnehave midt på dagen.

I det hele taget er jeg blevet mere bevidst om hvor meget (og hvorfor) Kurt og Otto virkelig nyder når vi bare er hjemme og ikke skal udenfor en dør hele dagen. Som f.eks i dag, hvor jeg har dem begge hjemme med feber, mens Niklas er på kursus. Så kommer de/vi helt ned i gear og de sidder bare og nusser i 100 år med hver deres stenede, lille leg. Det kan sagtens tage 15 minutter at få vasket hænder og det er så hyggeligt at give dem den tid og bare se hvordan de går rundt og er i verden.

Hvorfor nød jeg ikke hjemmedagene på samme måde, da jeg var på barsel? En kæmpe forskel er selvfølgelig at jeg ikke lige har født, at jeg ikke ammer, at jeg (sort of) sover om natten. At mine børn ikke er spæde længere. Og så selvfølgelig at jeg ikke længere er uvis om hvilket arbejde der var til mig på den anden side af barslen. Men det er også noget med at jeg føler mig “i gear” på en anden måde. Og det der effektive arbejdsgear kombineret med en hjemmedag i ny og næ er altså ret genial. Inden klokken var 10 i dag havde vi bagt en freaking gulerodskage, leget med tog og fået tøj på(!) Og så lavet en hel masse ingenting, mens jeg arbejdede lidt. Klokken 10 smed jeg Gurli Gris på og mens ungerne sad brak med hver deres blanke feberøjne lavede jeg en hella masse tomatsauce (som jo forøvrigt virkelig smagte godt – den er fra Green Kitchen Stories nyeste bog ‘Derhjemme’ som jeg gav mig selv i julegave. En god bog og – i modsætning til deres første – fyldt med virkelig simple og hurtige retter, baseret på at man laver nogle big batches og gemmer til senere på ugen), afkalkede vaskemaskine, ordnede vasketøj, lavede en lasagne, ringede til min gamle mormor og hørte lydbog – Helt igennem hyggeligt og produktivt.

(Oooog SÅ kom feberen lige op i begge og efter 5 timers kaos sover de nu og jeg skriver videre – Phew. Intenzo)

I juleferien læste jeg familievejleder Lola Jensens bog ‘Må vi så få ro’. Og da jeg lige havde justeret mit bullshitfilter til at ignorere den bedrevidende og fordømmende præmis om hvordan *alle* moderne børnefamilier opfører sig i dag, så var den faktisk ret god. Og jeg kan mærke at jeg efterfølgende er blevet endnu mere nærig med min tid når det kommer til alt der ikke falder i de (prioriterede) kategorier:

1. Børnene og Niklas

2. Arbejde og nær familie

3. Venner

Jeg har nævnt det flere gange, men det der med hvem man giver sin tid på nettet til… det er fandme pissevigtigt! I gamle dage stemte man med fødderne – I dag stemmer vi med fingrene. Vores klik, opmærksomhed og tid er guld værd – både for dem vi giver den til, men også for os selv. Og online nyhedsmedier og mange af de kommercielle bloggere er man jo som læser, vitterligt kun et tal på Analytics, for. Den korte tid jeg lige flirtede lidt med at kommercialisere den her blog, blev jeg – udover antal følgere – målt på hvor lang tid jeg kunne fastholde mine læsere. Hvor meget af jeres tid I lagde på min blog. Det fik mig til at tænke på mit eget forhold til min online tid. På at min tid bliver til deres penge. Og til deres muligheder.

Men min tid er også mine penge. Og mine muligheder. For når jeg giver den til internettet (og det er det jeg gør når jeg sidder og spiser sukkerknalder på sociale medier, fordi jeg ikke tør/orker/gider tage favntag med mit eget liv) så får livet hævneren på og hober sig op: Vasketøj, nullermænd, uåbnede beskeder i E-boks. Det shit får man stress af. For at modvirke stressen køber jeg varer på Nemlig.com (for penge), ansætter en rengøringsdame (for penge), får stress over at savne mine børn, men de er jo lige der, men nu får jeg bare endnu mere lyst til liiiiige at spejle mig i internettet fordi jeg ikke tør mærke mig selv. Og fordi jeg ikke kan overskue den der e-boks. Og det er også lidt synd for mig fordi det er hårdt og jeg har jo bare heller ikke …tid. Ups. Hvor jeg kender og *hader* den følelse.

Jeg siger ikke at jeg skal holde op med at følge folk på internettet. Jeg siger bare at jeg skal huske at være selektiv med hvem jeg giver min tid til (og ja, jeg ved godt at jeg har trasket rundt i det her mange gange før – sorry) Det kan godt være at det føles gratis. Men det er det jo ikke. Så jeg øver mig virkelig på at mærke om det jeg får tilbage, er tiden værd.

Nu sover ungerne. Niklas og jeg hænger ud i sofaen til Danmarks Bedste Portrætmaler og spiser den gulerodskage jeg bagte med de to feberramte i morges.

Arbejdsliv, Familieliv

Kære hjemmepasser

Det følgende er egentlig et svar til Emili som jeg, de sidste par dage, har skrevet frem og tilbage med om hjemmepasning, fordomme og insititutioner. Jeg har valgt at udgive det som et selvstændigt blogindlæg.

Jeg hører dig! Vi kan nemlig aldrig med sikkerhed vide hvilke konsekvenser vores valg vil få for vores børn – om så det er institutionslivet, hjemmeskole/pasningslivet eller noget helt tredje – Og måske er den uvished i virkeligheden den (op)gave man får når man blir mor/far: Vi kan kun gøre det så godt som overhovedet muligt, og så håbe at vi ikke fucker alt for meget op undervejs.

Engang var jeg frivillig på 6 forskellige børnehjem i Kenya og tillad mig at komme med en hurtig bemærkning om forholdene i de institutioner vi har her i dk… (dyb indånding og frygt for hvor mange måder det her kan blive misforstået) Børn i vores del af verden og fra vores (=alle der har overskud til at læse blogs og debattere på nettet) priviligerede samfundslag skal sgu nok få en megadejlig barndom. Og hvis ikke de gør det, så er jeg *ret* sikker på, at det ikke er fordi, at de er kommet i institution.

Hvorfor debatten bliver så polariseret, kan jeg ikke gennemskue, for jeg er også ret sikker på, at ingen af os der deltager i den, hverken slår eller mobber vores børn. Vi hverken ryger, drikker os stive eller tager stoffer mens vi passer dem. Derimod bruger vi ikke så lidt energi på at reflekterer over vores privilegier, vores samfundsansvar og hvordan vi skaber de bedst mulige rammer for vores børn.

Jeg tror ikke at der er een forælder i alle de mange kommentarspor, som ikke kæmper for glade, sunde børn. Men i vores iver efter at gøre “det rigtige“ glemmer vi måske at det der er rigtigt for dig, ikke er det rigtige for mig. Og der kommer blogs som din og min med “How to guides” og “5 tricks til blablabla” lidt til kort: Virkeligheden er så meget mere nuanceret og vi er alle på forskellige steder i vores livsbaner, når vi får børn: Nogle har allerede haft en lang karriere, nogle har ikke taget en uddannelse. Nogle (=fx mig) har lige færdiggjort en psykopatlang uddannelse og var først lige kommet i gang på arbejdsmarkedet, da vi så de to guddommelige streger på graviditetstesten. Vi er alle sammen forskellige steder i vores liv.

Jeg er ked af at du oplever fordomme mod hjemmepassere i mit kommentarspor. Det gør jeg slet ikke. Til gengæld oplever jeg, at hjemmepassere har fordomme mod mig som en udearbejdende og institutionsglad mor. Det er nok en iboende usikkerhed, der febrilsk leder efter noget at spejle sig i hos hinanden. Hende den seje karrieremor med styr på det hele, som du nævner, eksisterer seriøst ikke. Jo forøvrigt. Eet eneste sted! I de der “Vis mig dit klædeskab/bolig”-artikler i modemagasinerne der er som kviksand for vores selvværd og som kun har et enkelt formål: At få os til at føle os utilstrækkelige og utjekkede (men så kan vi jo heldigvis også købe den rigtige Acnejakke og anskaffe os en vintage Ann Demeulemeester støvlesamling). I repeat: De der seje arbejdsmødre som får dig til at føle dig mindre værd som hjemmepasser. DE FINDES IKKE! De går ned med stress på stribe, køber sig fattige i sæsonens Goyakjoler og savner deres børn ad helvede til. Det andet er en illusion. Ligesom (jeg gætter på at) den konstant lykkelige og afslappede hjemmepasser der sidder i lotusstilling med sine unger dagen lang og bare lige #danserdetud er en illusion jeg har skabt inde i mit hoved. Du er pissesej og modig og stærk for at hjemmepasse. Og jeg er pissesej og modig og stærk for at arbejde ude. Færdig basta.

Nu blev det alt for langt. Og det jeg prøvede på at sige var bare, at fælles for alle vores børn i de her løbske kommentarspor (hvad enten vi hjemmepasser eller sender dem i institution når de er 10 måneder) er at vores unger er megaheldige at have os som forældre. Vi glemmer det bare engang imellem.

Kærlig hilsen Ida

Arbejdsliv, Det (mor)somme liv

Netto, we have a problem.

Jeg gik max kold i Netto i dag. Er way past at tage hjelmen af når jeg handler – er mere blevet sådan en art working mombie der går rundt klokken 16.45 med tomme øjne, refleksvest(!), løbepandebånd og cykelhjelm og trawler hhv hjernebark og grøntafdeling for billige retter (spidskål og kokosmælk.. ville dét kunne noget?)

På vej forbi Fields med cykelkurven fuld af ØGO, ringede jeg til min mor og brækkede min ængstelse ud over hende. Og hun lyttede og jeg tænkte at jeg er heldig at have en mor. Og endda en, der gider lytte.

Jeg er splittet mellem at have kæmpe optur over fast pension, sygesikring, sikkerhed og alt muligt andet I-landsagtigt. Og samtidig føle at prisen jeg betaler – evig dårlig samvittighed – er for høj.

Alle jer der har børn. Jeg har aldrig forstået hvad I mente, når I snakkede om dårlig samvittighed. I get it now.

Antal gange jeg har haft dårlig samvittighed i dag:

Kl. 7.30, da jeg blev så sur på mit trods-alderramte barn at jeg slæbte ham ned fra 4. sal halvt hængende i armene. Det må man sgu ikke. Uanset hvor lidt samarbejdsvillig den er. Græd lidt mens jeg cyklede ham til udflytterbussen.

Kl. 9.20, da jeg efter 2 afleveringer, et cykelskift og en cykeltur til Sydhavnen endelig landede på mit arbejde. Alt for sent.

Kl. 16.30, da jeg kørte fra mit arbejde. Alt for tidligt i forhold til mine kollegaer som stadigvæk knoklede på en vigtig deadline.

Kl. 16.45 i Netto – nu den mærkelige loose-loose kombination af dårlig samvittighed over dels at være gået for tidligt fra sit arbejde og dels at være kommet for sent afsted fra sit arbejde. I. Give. Up.

I min rosenrøde forestilling om gamle dage, ser jeg for mig, at nok var det hårdt og tungen lige i munden. Men i det mindste slap man(d) for den dårlige samvittighed. Når man(d) kørte hjem fra arbejde, vidste man(d), at det var a-okay, at komme sent hjem. Måske ligefrem værdsat og respektfuldt, at man(d) sådan havde knoklet i det. En provider, der ‘brings home the bacon’.

Hvorfor har jeg det ikke sådan? Hvor fanden er min stolthed? Og mit selvværd som udearbejdende mor?

Hvorfor går jeg rundt i Netto som en rødmosset Jeanne D’Arc. Helt martyr. Hvad er det, jeg gør forkert, siden jeg altid halser rundt og alligevel kun når det hele halvt?

Jeg forstår det ikke. Hvis nogen har nummeret på Don Draper, så send det gerne. Tror han ku lære mig et og andet.

Kh Ida ved tremmerne

Det (mor)somme liv

Det usynlige regnskab

Det med at være forældre sammen. Altså arbejdsbyrden og alt det praktiske hejs der er rundt om det hyggelige småbørnsfamilieliv. Det er som om jeg ikke helt har fanget den endnu. Hvad reglerne er, hvis man (for det meste) gerne vil undgå at være en kæmpe idiot. For jeg koger rundt i uskrevne regler og forældet selvretfærdighed. Gid der var en bog hvor man kunne slå svar op på spørgsmål som: hvor længe kan man bruge ‘jeg bar vores børn i 18 måneder og natammede lige så længe, jeg tror det er min tur nu’-kortet? Alle der svarer mindre end det helt logiske valg (nemlig 36 mrd amaright?) må meget gerne kaste en kommentar – Måske hvis der er nogle fædre på linjen? Eller hvad med når den yngste får skoldkopper og det bare er virkelig, virkelig ubelejligt i fht job, og jeg derfor har sendt barnet uforsvarligt mange gange i vuggestue og i dag blev nødt til at holde ham hjemme. Hvem tager så barnets anden sygedag? Seriøst. Hvordan beslutter man det, hvis ingen kan få fri? Hvor længe kan man trumfe med ‘hvem har egentlig ofret mest på karrierekorset for at skabe den her familie’ uden det blir usmageligt (især når jeg lige har valset rundt i frihed i 5 dage i Lissabon)?

Hvor meget tæller madlavning vs tøjvask på arbejdsskemaet? Hvad med alle de usynlige ting (ja, vaccinationsprogram, boligforsikringer og bilreperationer, jeg kigger på jer). Og hvad med al den tid jeg bruger på at læse om børneopdragelse, sammenligne uldundertøj og putteritualer i diverse kommentarspor samtidig med at jeg trawler Boozt igennem for sæsonens vinterstøvler… tæller den tid 1 til 1 med forsikringerne? Og hvordan gør man, hvis man flyver solo i sit forældreskab og ikke har nogen at være konstant bitter og forsmået på? Er man så bare hævet over that shit? Hvad er reglerne? I’m lost.

PS. Heldigvis kan mit nabolag i insisterende efterårsmorgensol opløse den værste uberettigede bitterhed..

Barsel, Det (mor)somme liv

Et motherboard fyldt med nybagt moderskab

Forleden hjalp en kollega mig med at tømme harddisken, i den macbook jeg druknede i caféblomstervand for et år siden på vej til en jobsamtale.

Der er nogle grunde til, at min kortsluttede computer har ligget brak så længe. For det førte fik jeg jobbet (jæsh!) For det andet børn. For det tredje solide prokrastinationsevner. Men nu. NU fik jeg endelig tømt den lille disk. Og dér lå de første 6 måneder med Otto. Min fødsel. 2 års freelancearbejde. Bare de små ting, ikke?

Da jeg sad og kiggede i mine gamle ting, faldt jeg over flere billeder der rev mig lige tilbage til barselsboblen. Af dobbeltamning. Af rod. Af rod. Af rod. Fik jeg sagt rod? Og trapper. Titusindevis af trapper. Har jeg virkelig allerede fortrængt hvordan det første år som mor til to (også) var? Eller er jeg bare blevet så lullet ind i den her psyko-forældreverden, at jeg ikke længere kan skelne? Det første år med to børn er jo straight up sindssygt! Især når man sidder i bagklogskabens lys og scroller sig igennem sin overflod af bevismateriale. Her kommer et par af de værker jeg er mest stolt af.

Dette værk kalder jeg for Ingen Elevator. Masser Af Overmod. PS. Ja, der sidder en halvandenårig på ryggen. Og ja, det her var en daglig ting. Shit.

Jeg Vil Gerne Udbringe En Toast For At Blive Hvad Du Spiser

Nå, ja. Så skulle jeg jo også have et arbejde. Det gik rigtig godt.

Dette kalder jeg: Hvis Trump Var Din Ammende Mor

Heldigvis skete der også magiske ting. Fx dengang, da Otto var 4 mrd og min mand og jeg løb hjemmefra…

…Og endte i en Jägermeisterbar på Roskilde.

Nå, ja. Og så skete det her. Efter mere end et halvt års hæslig retssag. Den kan vi fx. kalde Det Er Ikke Din Skyld. Eller bare Thank Heaven For Fagforening.

Og det var det. I en nøddeskal. Mit første år som mor til to.

Lige midt i et druknet motherboard.