Tanker

Alt ånder fred her i min sommerhusesofa i Liseleje. Jeg sidder lige og nyder at jeg faktisk har nået alt det der kendetegner en god juleferie:  Set Pretty woman. Eksploderet en risengrød i ovnen og startet røgalarmen 3 gange (fuck forøvrigt dig og den ‘verdens nemmeste risengrød du bare ikke kan brænde på’-hest du red ind på, Meyer). Vigtigst af alt er jeg blevet gode venner med min kæreste og haft det ægte grineren og dejligt med mine børn. Sidst, men ikke mindst er jeg næsten halvvejs færdig med at grave ud til min nye køkkenhave. Den kommer til at ligge lige foran vores terrasse, midt i haven og jeg tror det blir så godt. Alle der vover at spørge mig om mine haveplaner, bliver tvangsindlagt til minutlange monologer om reolgravning, sædeskifte og kompostbunker – Helt nyreligiøs type, er jeg. Another havefreak bites the dust.

Julen har været så god i år. Totalt idyllisk juleaften med lutter glade og problemfri børn (wtf!), sprøde flæskesvær (wtf?!) og ingen familiekvababbelser (seriøst. Stik mig lige en lottokupon!) Jeg har fået så fine gaver som jeg glæder mig til at kaste mig over (og jeg nævner i flæng: Et par åndbare regnbukser, Hans Roslings ‘Factfulness’, billetter til Pink Floyd Project og Prinsen af Egypten på Det kgl Teater, en øjenskygge fra Kjær Weis og en concealer fra RMS)

Klokken er 23.30. Jeg har morgentjansen i morgen tidlig, men er alt for glad til at gå i seng. Vi har lige været oppe hos vores sommerhus-naboer, på toppen af bjerget, og spise aftensmad for første gang. De har tre store piger og er skidesøde. Vores unger var helt rundtosset af glæde og det var vi også. Nu deler vi en IPA. Niklas ser fodbold og jeg læser Vita Andersen og drømmer om at købe hele Vestiaire Collective. Det hele er dejligt og helt på sin plads.

Godnat. Og glædelig jul – liiige lidt endnu, ik?

Mit arbejde er flyttet. Så nu cykler jeg til Sluseholmen hver dag og det er faktisk ret okay. Motorvejsafkørsler, byggeri, havn, industri og luksuslejligheder i en virkelig god kombi. Og så: gamle bygninger, husbåde, lastbiler, vand og tanken om dengang min far gik rundt hernede i 80’erne og byggede både, som 25-årig i sit første, lille værksted.

Inklusiv aflevering ved børnehavebussen ved Kgs Have og Ottos vuggestue ved Østerport har jeg 10 km til arbejde og ca det halve hjem. Det er fedt! Det er nemlig nok til at jeg gider høre lydbog i stedet for podcast, fordi cykelturen er lang nok til at jeg ikke skøjter ind og ud af fortællingen – det føles virkelig som at skulle se en god serie og hver gang jeg sætter mig op på den cykel, glæder jeg mig til 30 minutter i selskab med Lykke-Per, som lægger ret hårdt an på mig. Synes virkelig det er noget af det bedste jeg længe har læst og _fatter_ ikke, at den historie er 120 år gammel.

Og så er det også langt nok til at jeg føler at det godt kan tælle lidt som ægte motion. Ikke? 15 km om dagen? Jo. Jo, det kan.

“Er det efterår eller vinter?” spurgte Kurt i morges da den iskolde regn piskede os i hovederne på vej op i cyklen og jeg måtte svare ham, at det var den sælsomme kombi: Det bedste af to årstider. Den mørke, emo-fætter til den der jubeloptimistiske allerførste efterårsdag i september, hvor sensommerhimlen skifter farve og luften blir kølig. Sådan et årstidsskift var det i dag: Hvor regnen pisker som om det er efterår, men kulden trænger ind i rygraden som om det er vinter. Uhhhmm!

Det er den tid på året. Tiden hvor mine forældre ringer og beder om en ønskeliste. Og så går det store kognitive rengøringsarbejde ellers i gang: Og som sædvanlig skal jeg virkelig gøre mig umage for at finde på noget andet at svare, end sorte strømpebukser.

Både Niklas og jeg har fødselsdag i januar. Og hvor der i sommerhalvåret ikke er grænser for hvad vi ikke kan leve uden, så er min hjerne en ønskeløs ørken i november.

Hvis nu der går andre ønskeløse ørkener rundt derude, så fret no more. Her er mine 2018 ønsker til fri copy paste’ning, hvis vi nu skulle dele ønskesmag. Selvtak.

• Bose Soundsport trådløse hovedtelefoner m. ledning imellem hinanden. Fordi de der små dutter folk går rundt med i ørene simpelthen ser for sindssygt ud – og jeg ved det ville tage mig ca. 20 sekunder at smide den ene væk. Og jeg er blevet for gammel til at høre musik på Apples kinaplastic. Jeg regner med at høre en trillion lydbøger på cyklen med dem.

• En DAB clockradio i sort. Fordi ikke mere telefon i soveværelset i 2019! We can do this!

• Georg Jensen Damask juledug i blå/hvid. Fordi det er den smukkeste dug jeg nogensinde har set.

• Henning Koppel kanden fra Georg Jensen str. 0,75l. Fordi det er den smukkeste kande jeg nogensinde har set.
• Åndbare, sorte regnbukser fra Fjeld og Fritid i str 38. Fordi januar. Og februar.

• Sorte gummistøvler med højt skaft i str 40. Fordi sommerhus.

• Makeup:

– RMS Uncover-up concealer nr. 22.

– RMS concealer brush

– RMS living luminizer

– Mascara (sort, ikke vandtæt). Fordi børn på 1 og 3. Har prøvet det et par gange og det er noget af det lækreste jeg nogensinde har haft i face. Blødt, velouragtigt – og vist nok også øko.

• Højskolesangbogen i to eksemplarer. Fordi jeg hører den her podcast for tiden og er helt hooked på at få gang i noget fællessang herhjemme.

• Bæredygtigt silkeundertøj. Det er svært! Helst i en champagne/cognac (hvad hjertet er fyldt med.. #alko)-agtig farve og gerne med rynket taljesøm. Når jeg googler “silk brief” dukker der virkelig mange udenlandske muligheder op, men kan ikke finde så meget i Danmark (det nærmeste bud er silkydream.dk, hvis silkeskiundertøj(!) ser virkelig rart ud). Og så min evige mission impossible: en god 100% bøjleløs bh der holder formen. Kan nogen her mon hooke en søster op med noget der ikke koster en million? Det skal bare være simpelt, bæredygtigt (ret spændende læsning om bæredygtige, fredsfyldte -hvor silkeormen får lov til at forlade sin puppe inden den koges- silketyper her) og rart at have på.
• …Nå, ja og så bare på beløbet: Fred på jorden.

Et voila! Lidt der er praktisk, lidt der er ekstravagant, lidt der er umuligt og lidt der er overpriced… Er der mon et eller andet jeg har glemt? Noget en halvtræt type i 30’erne bliver glad for? Hvad ønsker I jer?

Kh Ida

PS. Jeg kom til at udgive det her indlæg halvt i søvne sent i går aftes, og har derfor tilladt mig at redigere det lidt her til morgen❤️

Jeg har ingen ord for tiden. Jeg går ellers pligtskyldigt i gang med en masse indlæg som er sjove, likeable, aktuelle og sarkastiske på den perfekte, ironisk distancerede måde: “Jeg fik taget den ultimative voksenlivsmødom forleden”-agtige indlæg. Men det går ikke. For der er lige præcis 0% overskud til den slags ord for tiden. Det er bare hårdt. Vi kører totalt på pumperne, og det er både kedeligt at skrive og læse om flyverdragter og vinterstøvler. Og faste udgifter for 36.000kr(!) og arbejdsstress og småskænderier. Men det er sådan det er lige nu. Ikke så meget madplan her. Og mens vores børn spiser pasta og pølser prøver vi på at lede efter små åndehuller i iskappen.

Jeg går stadigvæk til stresscoach en gang om ugen og selvom det måske ikke lyder sådan, så hjælper det helt vildt. Bare det at blive tvunget til at sætte nogle af de glemte ord på hvordan jeg har det. Drikke the. Krydse (overraskende mange -shiit) stresssymptomer af i et skema og få sat ord og metaforer på de følelser som kan være svære at forstå når jeg står i dem til halsen – Og svære at eje fordi det føles som sådan en kæmpe kliché. Stress ‘ing? Så er man lige en af de der seje karrieremoms der lige har lidt eksistentiel krise og stress. Suk. En klub jeg aldrig troede jeg skulle havne i. Men sådan er det. Og det er okay. Seje, stressede karrieremoms, unite!

Hun lærer mig ord som Fartblind for eksempel. Jeg har en følelse af at have kørt på motorvej nonstop i et år, og så er hun – min coach – ligesom en rasteplads, hvor jeg lige kommer ned i gear og opdager hvor stille der kan være. Og hvordan jeg egentlig har det, når jeg ikke er bedøvet i fart.

Lige nu sidder jeg på min yndlingscafé ved Helligåndskirken med en 2. dags febersyg Kurt i barnevognen. Han sover, min lille store dreng. Og jeg drikker kaffe og slapper af for første gang i 100 år og drømmer om deltid og læser min mors gamle ‘Tilværelsens Ulidelige Lethed’ af Milan Kundera. Det er så dejligt.

Jeg håber at jeres weekend bliver vidunderlig og efterårsagtig og fyldt med pumpkin spice. Og så håber jeg at jeg er den eneste som seriøst stadigvæk har jetlag, efter vi er skiftet til vintertid.

Nåmen jeg fik altså taget en ganske særlig voksenlivsmødom i sidste uge. Min allerførste lygtefest i skovbørnehaven.

Faldt lige over et gammelt billede. Ida 20 år. Helt ung og sprød. Lige kommet hjem fra et halvt år i Kenya, flyttet i bofællesskab i Valby, arbejdede i en børnehave på Amager. Læste på RUC og psykoforvirret over life. Og så var jeg lige blevet model.

Jeg kan også huske at være ret lykkelig, og stille og roligt lære at være glad for det menneske jeg var ved at vokse ind i. Fester hver eneste weekend, vennemiddage, koncerter, nyforelskede gåture, tvivlsomme dates og forvirrede engangsknald i een stor pærevælling. Og så usikkerheden, den skiderik, der altid har haft et god tag i nakken på mig. Og som hurtigt blev til bekymringer om hvor det hele ville ende: Hvem jeg ville blive og om jeg nogensinde ville nå alt det jeg drømte om. Følelsen af at stå foran et gigantisk Mount Uddannelse uden penge, uden fast bolig, men med en masse urealistiske drømme. Åh! Jeg kan se det i øjnene. Følsomme og hamrende usikre. Og hvad var det så jeg drømte om? Det var jo det her. Lige præcis det, jeg har nu. Min helt egen familie, en lejlighed som er min så længe jeg orker (oh, hvilken luksus!), en uddannelse og et job jeg er glad for og som (for det meste) giver mening. Det er jo faktisk vildt! På sølle, småbitte 13 år.

Og gad vide om ikke jeg, om 13 år når jeg sidder og sukker mig tilbage til den tid som er nu, med to småbitte hardcore kærlighedsunger, cykelture, hemmelige øldates, kram, skænderier, kærlighed, stress og pandekager, vil se det samme blik og ønske at jeg havde været mindre usikker på hvordan jeg skulle komme over det her bjerg. Mount Hverdags-bleer-børnehave-logistik-mor-og-far-skændes-bare-lige-lidt-skat-bjerget.

For den her bjergkæde er jo faktisk bare lige livet. Og engang når vi ser tilbage på det, så er det gået i ét nu. Og måske er usikkerheden i virkeligheden den faste følgesvend der sørger for at vi (ikke) farer vild og at vi forbliver tro mod noget så klichéfyldt som vores indre kompas. At vi får taget de rigtige deroutes, holdt hvil ved de rigtige udkigssteder og ikke mindst får vendt om, når det ikke føles rigtigt.

Så skål for dig, min irriterende, opmærksomhedskrævende usikkerhed. Og tak.

Mine børn er seriøst skitzo de her dage. Jeg har aldrig set et så overgearet sæt unger som dem jeg hang ud med kl 10 i går formiddags.

Da havde *nogen* været vågne siden kl. 3.30. Holy Lord og ræk mig lige den der 2 kilos pose raffineret sukker, så jeg kan hælde den direkte ned i min trætte hals.

Bortset fra det gik hjemturen så helt igennem okay, som 2 x 6 timers flyvetur + 4 timers mellemlanding kan gå. Og vi landede midt i kulde, mørke og landesorg.

Herhjemme har jeg indtil videre nydt:

– Vores lejlighed som var helt zenagtigt afpersonificeret fordi vi har haft Air bnb gæster boende. Mega skønt! Det tog 10 minutter at smøre den ind i rod igen.

– Ikke at skulle sidde på restaurant med en 11 mrd’s baby 4 gange dagligt.

– Fri data. Hello lover!

– Rugbrød og kaffe ad lib. Hello Lover!

– At sidde i klar, kold sol på Sct Annæ plads og drikke en stor, mild spand sødmælkslatte (no shame) og læse “The life-changing magic Of not giving A Fuck” af Sarah Knight. Da vi havde 4 timers transit i Doha kom jeg nemlig i et anfald af selvhjælpsbehov til at købe alle tre af hendes selvhjælpsbøger (her godt igennem 1’eren, kan jeg se at det måske var lige grundigt nok, at købe hele stakken, men I won’t knock it till I’ve read it). Især bogens første halvdel var rigtig fin og gjorde tricket for mig: I løbet af bogen skal man løbende nedskrive ting man “gir for mange fucks for” og efterfølgende strege de ting ud, der ikke er “worthy your fucks” i forhold til ens trods alt begrænsede “fuck budget”. Og det er faktisk befriende at gøre – og tankevækkende, hvor meget energi jeg bruger på hulabulula og på at leve op til fremmede menneskers meninger. Nå.

– Den der chokolademoussekage og flødeskumsfastelavnsbolle fra Lagkagehuset

– Følelsen af en nystiftet intakt skærm på min iPhone efter 3 mrd med klisterbånd og glassplinter i fingrene

– Min egen seng. Min egen seng. Min egen seng❤

På Mandag skal jeg tilbage på arbejde og Otto skal starte i vuggestue (han skal faktisk gå på Kurts stue – tror det blir ok hygse for dem). Jeg prøver på ikke at være nervøs over arbejdet og i stedet bare glæde mig til at komme tilbage. Jeg tager fortune cookies og durianslik med. Det blir dejligt. Ikke infinity pool og margarita dejligt, men en anden slags dejligt.

I livets store sinuskurve, vil jeg huske tilbage på 2017 som en kæmpe bølge af medvind og opdrift (og søvnløse nætter).

Først og størst var 2017 året hvor jeg fødte min baby. Min søster, kæreste, mor og søn holdt skansen hjemme i vores stue, mens jeg stod for underholdningen i en komisk stor hoppeborg af et badekar.

Og så kom verdens bedste Otto.

I Kurts tredie leveår blev han længere, sjovere, kærligere og mere tænksom end jeg nogensinde kunne forestille mig. Hold kæft hvor er det fedt at have børn. Sygt hårdt, men sygt fedt.

Efter at være blevet slået op med af mit arbejdsliv i motherfuckeråret over dem alle aka 2016, fik jeg i sommers en tiltrængt oprejsning med hjælp fra min fagforening. Da jeg så i efteråret skulle i gang med den store, stygge jobsøgning fik jeg en masse gode råd her på bloggen. Og ikke mindst fandt jeg ud af at vi er mange der føler at vi sidder fast i arbejdsløshedens klør. Skål for alle os!

En af kommentarerne kom fra Karoline. Hun rådede mig til at være åben og ærlig på nettet omkring at jeg var jobsøgende. Det råd fulgte jeg og tænk – Min bedste efterskolevenindes veninde læste med og inviterede mig på kaffe et sted jeg har drømt om at arbejde i tre år. Og 1. december i år, startede jeg på et vildt spændende nyt kapitel i mit arbejdsliv. Det gør mig glad hver eneste dag.

2017 blev også året hvor jeg var en sur, brystbetændt og indebrændt version af mig selv. Barsel og søvnløshed – Seriøst. Det er så en vild kombination og det hårdeste jeg nogensinde har oplevet. Jeg forstår stadigvæk ikke at der ikke er kommet nogen forbi med en elefantorden til alle os småbørnsforældre.

I 2017 har jeg også gået til crossfit i cirka 10 min., opdaget hvor lange hår man kan få på sine ben, gået til babysalmesang, lavet et par modeljobs med Otto på armen, fodret ustyrligt mange ænder i Kgs Have, oppet mit transportgame med både Christianiacykel og en gammel Ford Focus. Og så har jeg skiftet bjerge af bleer, skrevet jobansøgninger, faktisk haft sex (jo, det er en præstation (hej svigermor!)) rejst til Spanien, set Motormille og været en uge på ø-lejr med 2 børn under 2.

2018: Back to the Minimalisme

Og så har jeg fundet ud af hvad mit 2018 skal handle om. Det skal handle om mindre. Om at give slip, og have mindre af det hele. Og om at ændre vaner, når jeg nu rigtig godt kan lide ting, bor 10 minutter fra strøget og har fået en rigtig dårlig vane med at scrolle mig igennem bloggernes konstante stime af flot, farverigt forbrug. I hele 2013 prøvede jeg kræfter med Købestop, men det var for drastisk for mig: Da året var gået, faldt jeg pladask i og kompenserede med overforbrug.

Så 2018 skal være minimalismens år for mig. Denne gang i 12 bæredygtige trin. Et trin for hver måned. Og så må vi se hvordan det går. Det er en rejse jeg ikke aner hvor ender, men som jeg rigtig gerne vil dele med dem af jer der vil være med.

Rigtig godt nytår – Jeg håber jeres 2018 bliver fyldt til randen med det I drømmer om.

Ida

Hyacinter, amaryllis og azalea lå som perler på en snor der blev trukket fra en snehvid kiste. Kisten, som min barndoms legeonkel og bofælle gennem 15 år lå i, var dækket af gran og røde julestjerner. Vi sang en rose så jeg skyde og jeg græd. Så forestillede jeg mig ham komme ind ad kapeldøren – for sent til sin egen begravelse. Med sit flagrende grå hår, skæve smil og store armbevægelser. Lidt skuffet over fremmødet, men garanteret glad for kapelrummet. Træ, luft og terrakotta – totalt up his alley.

Da vi var små, kørte han os i skole. Da vi blev større bar han over med vores timelange teenage-emo-klaver-seancer (hele 2. G spillede jeg nok Karma Police ca. 300 gange i døgnet) og så lærte han mig at regne med brøker. Om aftenen listede jeg mig op ad trappen til den klogeste, mest tålmodige og rolige matematikundervisning i hele verden. Når ikke der var håndboldkamp altså. For så blev der råbt og heppet og trampet i gulvet af begejstring.

Tak for det og for dig, Dan. Og held og lykke hvor end, du er landet i universet. Jeg håber der er tykke bøger og fred …og en hel masse kvindehåndbold.

Af alle de ting Danmark har adopteret fra USA kan vi så ikke blive enige om, at Black Friday er den mest hjernedøde? Kunne vi så i det mindste ikke også nuppe Thanksgiving med? Dén har jeg altid tænkt må være hyggelig – og så kunne jeg personligt virkelig godt blive bedre til at sige tak.

Så. Her kommer en liste over ting jeg godt vil sige tak for det sidste år. Det er svært at skrive. For det første er der klart mere lol i bitre indlæg om alle de ting jeg fucker op. For det andet fordi det bliver så åbenlyst, hvor grotesk priviligeret jeg er. Men selvom jeg kan blive helt flov over mine privilegier, skal jeg stadigvæk huske at sætte pris på dem – Også her i plenum. Så derfor.

<indsæt hellig, selvfed rømmen>

Tak fordi jeg

bor i et land med et ligebehandlingsnævn

har fået to af de sødeste, raske, glade børn der findes

på trods af 13 år som model ikke har været udsat for en eneste anledning til #metoo i min karriere

mødte en flot, grineren mand som endda giftede sig med mig på en kold decemberdag i New York sidste år

bor i den dejligste andelslejlighed med både vaskemaskine og opvasker

har kunne få barselsdagpenge hele 2 gange

ikke længere har en spiseforstyrrelse

for første gang i mit liv prøvede at købe en ny sofa i år. OG en freaking el-ladcykel. Så. hella. fedt.

har nogle virkelig sjove og loyale venner, der også gider mig selvom jeg i lange perioder er sur og kampdistræt

kan se at der ca. er 20.000(!) som læser med herinde hver måned. Seriøst – Enten er jeg en idiot til analytics, eller også: TAK

stadigvæk har begge mine forældre og hele tre bedsteforældre

aldrig skal være teenager igen

har en sund og rask krop, som er vildt god til at føde børn

skal starte på arbejde på Fredag. Som Onkel Reje vil sige: Blir det ikke meget hårdt? “Jo! Men også meget sjovt”

næsten kan passe mine bukser igen

immervæk skal til TRE julefrokoster i år

Tak!