Farvel min ven

Hyacinter, amaryllis og azalea lå som perler på en snor der blev trukket fra en snehvid kiste. Kisten, som min barndoms legeonkel og bofælle gennem 15 år lå i, var dækket af gran og røde julestjerner. Vi sang en rose så jeg skyde og jeg græd. Så forestillede jeg mig ham komme ind ad kapeldøren – for sent til sin egen begravelse. Med sit flagrende grå hår, skæve smil og store armbevægelser. Lidt skuffet over fremmødet, men garanteret glad for kapelrummet. Træ, luft og terrakotta – totalt up his alley.

Da vi var små, kørte han os i skole. Da vi blev større bar han over med vores timelange teenage-emo-klaver-seancer (hele 2. G spillede jeg nok Karma Police ca. 300 gange i døgnet) og så lærte han mig at regne med brøker. Om aftenen listede jeg mig op ad trappen til den klogeste, mest tålmodige og rolige matematikundervisning i hele verden. Når ikke der var håndboldkamp altså. For så blev der råbt og heppet og trampet i gulvet af begejstring.

Tak for det og for dig, Dan. Og held og lykke hvor end, du er landet i universet. Jeg håber der er tykke bøger og fred …og en hel masse kvindehåndbold.