Browsing Category

Bæredygtighed

Bæredygtighed

Jeg er forbruger, så er man da noget

En af mine veninder sagde engang, at det at få sit første barn er så identitetsomvæltende, at man skal til at finde ud af hvem man nu er. Hvem er man avec barn? Identitetskrise – Det shit er der penge i.

Da jeg fik mit første barn for 2(!) år siden, fandt jeg f.eks. ud af at Ida Con Kiddo er en rigtig Proenza Shouler type. Og typen der også ræddi godt kan lide smykker fra Ladyfingers. Og tøj fra Stine Goya. Og helst også alt fra Flock. Og skal have stofbleer til sin baby. Og Sana’s jakke i SKAM. Og en espressomaskine i køkkenet!

Ikke at det at blive mor er en undskyldning for mit overdrevne behov for forbrug de sidste par år – Men en forklaring, måske? For hold kæft hvor kan vi (drømme om at) bruge penge hjemme hos os. Med mig on-off på dagpenge bliver langt det meste selvfølgelig ved dagdrømme, men åh de der behov. Som føles så åndssvagt autentiske.

Tag bare de praktiske ting. Indtil nu har vi klaret os fint med vores almindelige cykel og så et cykelsæde, men efter lang tids overvejelse, har vi endelig bestilt en ladcykel. Oh, the joy! Bare en Christiania med det hele, på beløbet tak. Og jeg er overbevist om at jeg vil få mere tid og et bedre liv, så snart vi får cyklen. ÅH, alle de skovture vi nu skal på!

(mit overjeg)

Nå. Men undervejs i cykeldrømmen, faldt snakken jo så på en bil. På at vi jo alligevel på et tidspunkt får brug for en. Og nu føler jeg nærmest, at vi ikke kan undvære en bil: At de 1,5 timer jeg bruger i en bus, på at tilbagelægge den 12 km strækning der er fra mine svigerforældre (og ja. Som jeg jo snart kan cykle på min nye fucking luksus el-cykel… I know, Mufasa), den tid får jeg jo aldrig igen. Hvis bare jeg liiige får en ladcykel, en ny bogreol, en dims til min blender, en bil, en farveprinter, en Celiné taske, et par sko, en gasgrill, et kolonihavehus, en tur til Thailand… Det. Stopper. Aldrig.

Og løbende smider jeg selvfølgelig det hele på Instagram og Bloglovin, så mine bordplader, lyskæder, sko og morgenmad kan agere identitetsmarkører og kulturelle koder. Som så kan få andre til at drømme om de ting jeg køber. Det er så forbandet godt tænkt.

Nye sko, ny cykel, ny taske, ny flæseskjorte (og en gammel cykelhjelm, som man heldigvis ikke kan se)…

Det er her løsningen skulle komme ikke? Opråbet, initiativet. At jeg tager en shopping detox eller noget i den stil. Det kommer ikke. Jeg er der ikke helt endnu. Måske tager jeg engang endnu et år uden shopping. Men så blir det altså først i 2018 😉

Indtil da vil jeg i stedet shut the blog up, som man siger, og gå en lang tur med min 8500 kroners tvillingebarnevogn – Jeg trænger vist til noget Gnags i ørene imens.

Ja, jeg kan gå på mine fødder
Jeg er fodgænger, så er man da noget
Jeg kan gå igennem byen
Koster ikke noget, så har man da råd

Byen strækker sig for mine fødder
Lyde bliver til lyd, dechifrerer:
Fodgænger igennem byen

Bæredygtighed

Er der nogle søde supermarkeder på linjen? 

Kære supermarked

Jeg har ca. 1 ton af jeres plasticposer til at stå ude på min bagtrappe, og jeg nænner ikke at bruge allesammen til affalds- og bleposer. Så derfor tænkte jeg på, om ikke I kunne have en beholder stående ved siden af jeres kasser, hvor man kan aflevere sine brugte bæreposer tilbage? Så kan vi kunder selv vælge om vi vil bære varer hjem i vores eget indkøbsnet, købe en ny plasticpose, eller tage en genbrugsplasticpose?

Så kan vi lige få god samvittighed og hjælpe verdenshavene 🙂

Kh Ida

supermarkeder

Bæredygtighed, Familieliv

Ferietip fra et ø-lejr barn

I start-halvfemserne var min mor ret meget på røven. Nyskilt, studerende og lige flyttet ind i en lille lejlighed i Helsingør med min søster og mig.

En dag faldt hun over en folder fra Ø-lejr Bevægelsen. Og et par uger senere stod vi på en vindomsust mark på Omø. På en ø-lejr med temaet  “Sang, dans og musik – Med et stænk af romantik”. Jeg var 5 år. Og vi sov i store, mørkegrønne militærtelte, badede, drak varme sodavand, dansede folkedans, spiste is på havnen og legede på markerne.

Sommer ind og sommer ud.

ø-lejr
8 år senere var det noget med at smugle gamle Brio’s cigaretter og en elefantøl med ned bag sommerhusene. Lege S, P eller K i materialeteltet og være forelsket i Benjamin. Og pludselig sagde han K, og vi tantekyssede i 15 surrealistiske sekunder.

3 år senere, da jeg var blevet efterskoleintrovert, lærte jeg ham at spille guitar. Nothing Else Matters, Knocking on heavens door og Stairway To Heaven (jeg var faktisk ret god til at spille guitar dengang før internettet).

Til sommer skal jeg afsted for 24. gang. Og jeg blir så glad af at tænke på, at mine drenge skal have lige så mange fede somre på ø-lejr, som jeg har haft.

ø-lejr

Så. ..Trommehvirvel/fanfare/tarzanbrøl: Hvis man nu ikke ved hvad man skal lave til sommer, og godt vil prøve at leve en uge i det fri, uden wifi, strøm og vægge. Og måske ikke har vildt mange penge. Eller også har man mange børn. Eller også kan man bare godt lide natur og mennesker. Så kan man jo prøve at tage på ø-lejr.

Jeg glæder mig i hvert fald til at pakke guitar, telt og svømmefødder lige om lidt.

Kh Ida

PS. Og nej, man blir ikke sendt hjem hvis man godt kan lide at barbere ben. Eller gå i bad. Eller har en smartphone. Engang på Lyø, så jeg en mand som konsekvent bar et lokum ud midt på en blomstermark, og sad der hver gang han skulle lave bummelum. Og jeg tror nok at han fik en reprimande, om at det er ca. 40 år siden, vi stoppede med den slags.

ø-lejr

Barsel, Bæredygtighed

Stofbleer – Helt ærligt

(Hvis man ikke har børn i blealderen, eller er gravid, kan man vist roligt springe det her indlæg over:)).

Min baby er nu knap 6 uger, og det er blevet tid til en status over de stofbleer, vi har brugt siden han blev født.

Hvorfor stofbleer?

I løbet af min 2. graviditet, blev jeg stille og roligt lun på tanken om at prøve stofbleer.

Egentlig mærkeligt, for jeg har helt ærligt altid tænkt, at lige dén klub, kunne jeg ikke overskue: Min indre skeptiker så en hær af fastviklebærende, selvhøjtidelige økomama’s for mig.

Men samtidig nagede en dårlig samvittighed over alt det plastic der følger i kølvandet på sådan en baby. Engangsbleer producerer 1,5 ton affald pr barn. Affald som er 500 år om at nedbrydes i naturen og blablabla… Gode grunde fandt jeg nok af.

Derfor brugte jeg utrolig mange højgravide, søvnløse nætter på at surfe rundt på Ko & Ko’s StofbleskoleNeohippie, SmartparentYoutube og så diverse facebookgrupper, hvor jeg fik svar på mine spørgsmål.

Efter fødslen, brugte jeg bind i to uger, og blev mindet om hvor mega ubehageligt jeg synes det er, med plastic mellem benene. Efter at have brugt en divacup i mange år (er det oversharing? sorry! hej!), havde jeg lykkeligt glemt den sælsomme følelse af plasticbind.

Jeg ved ikke hvordan en våd stofble føles, men tænker umiddelbart at ALT er dejligere end et drivhus, som huden ikke kan ånde igennem. Og så i 3 freaking år. Desuden er det vist også bevist, at stofbleer er et par grader køligere (og derfor muligvis bedre for drengebørns kommende sædkvalitet), mere åndbare og allervigtigst er stofbleer jo fri for limstoffer, blegemiddel og superabsorberende stoffer.

Alt det er fair nok. Men hvordan fanden starter man med stofbleer til en nyfødt?

Jeg lavede 3 regler

1. Det skal koste under 1000 kr at komme i gang.

2. Det må ikke genere min baby

3. Det er mega okay at supplere med engangsbleer (f.eks. om natten og på tur)

Bindebleer

(Det skal lige siges at min baby vejede 4 kg ved fødslen, er en dreng, ligger i toppen af vægtkurven og tisser meget)

Efter lang tids overvejelse, valgte jeg at starte med Disana bindebleer. Hovedårsagen var, at de er fleksible og kan justeres 100% i størrelsen i starten, når babyen jo vokser konstant. Derudover er de nogenlunde billige (koster vist kun ca. 40 kr/stk), bløde mod den nyfødtes hud og sidder tæt omkring benene – og så er de i økologisk bombuld. Jeg købte dem brugt i den her Facebook salgsgruppe (det er lidt et gedemarked derinde og man skal være HURTIG for at få de gode ting. Men min erfaring er, at det er her det sker, i modsætning til DBA og Reshopper).

Bindeble

Bindeble fra Ko og Ko

Hvordan gjorde vi (og med “vi” mener jeg mig selv og babyen)

Den første uge efter fødslen brugte vi mest gammeldags stofbleer (=Kurts gylpeklude) med sådan en smart blesikkerhedsnål (som – and I kid you not – hedder “Nappi Nippa”). Desuden brugte vi (jf. pkt. 3) engangsbleer.

Blesikkerhedsnål

Blesikkerhedsnål fra Ko og Ko

Ellers har vi faktisk brugt bindebleer lige siden. Selve bindebleen suger ikke noget særligt i sig selv. Bindebleens hovedfunktion er at holde sammen på det hele og slutte tæt omkring babyen. Så jeg giver dem et boost (stofblesprog for at lægge sugende indlæg ind i bleen) af enten bambus (de er lidt hårde, men suger godt), eller (mine yndlings) prefolds i hamp fra babykicks. De er bløde og suger som en motherfucker. Og så skal der et blødt staydry indlæg allerinderst (manglede vi virkelig i starten – det er vigtigt!) som føles blødt og tørt mod babyens hud. F.x. dem her Fra Little Lamb i str. 2, da 1’eren blev for små på 2 uger.

bindebleer

Udenpå bleen sætter man en lanolinbehandlet uldblebuks. Det er her magien sker! Den sørger nemlig for at holde fugten inde, og holder desuden den til tider ret våde ble, lun indtil man får skiftet. Siger det lige igen: Lanolinbehandlet uld er genialt! Når lanolin kommer i kontakt med urin, sker der noget sæbeagtigt, som gør at bukserne er selvrensende og kun skal vaskes, hvis der kommer afføring på (og det sørger bindebleen for, at der ikke gør). Det er altså skidesmart. Og så er sådan nogle uldblebukser virkelig nuser at kigge på i forhold til en flad engangsble.

bindebleer

For at spare penge, og fordi det var lidt hyggeligt, lavede jeg mine selv. Med garn og lanolin emulsion fra Naturlig Beklædning og strik efter den her opskrift (men lav dem højere. De blev lynhurtigt for korte). Hvis man ikke orker the whole shebang, kan man jo bare købe dem færdige – eller sætte sin overivrige mor i gang;)

Skifte-vaske-cirkus

Når bleen skal skiftes er det nemmeste faktisk at rense med nogle små runde frotterondeller. Jeg klippede dem bare ud af et gammelt håndklæde. På den måde ryger det hele nemlig bare samlet ned i (…sidste ting at forholde sig til) Vaskeposen! Den er smart fordi den er lugtfri og nem at have med i en taske. Når man så skal vaske, åbner man bare vaskeposen med alle de brugte bleer og smider det hele ind i vaskemaskinen og tænder på 60 grader. Så blir bleerne slynget ud af vaskeposen og vasket rene. Og de blir (indtil videre i hvert fald) faktisk helt rene. Man skal kun bruge 1/2 dosering af sit vaskemiddel, for ellers ophober der sig sæberester i tekstilerne. Skyllemiddel er også et kæmpe no-go. Fordi jeg bor i København, synes jeg at bleerne nemt bliver ret kalkede og lidt stive i det. Har ikke fundet en løsning endnu, men prøver mig frem med Ulrichs vaskemiddel og nogle kalktabletter.

WetbagTil opbevaring af de brugte bleer har jeg desuden købt en stor Filur spand med låg i Ikea som jeg synes supplerer bleposen godt.

Helt ærligt – sådan har den første måned været

Man skal ikke vælge bindebleer fordi det er nemt. Det er ikke engang selve bindearbejdet der er mest besværligt. Når man lige får taget på det, synes jeg faktisk at det er både hyggeligt og sjovt. Men de er besværlige at vaske (snorene kludrer sammen – pissetræls) og de er besværlige at hænge op. Og jeg tror det er meget individuelt om man kan vænne sig til det. Hvis ikke vi havde en vaskemaskine i lejligheden, så ville jeg ikke holde til det.

stofbleer

Vores uredigerede stofblehylde ovenpå puslebordet

MEN. Hvis man har overskuddet til at få sig en hobby (for det er det) oven i sin baby, så får man immervæk også en masse gode ting med i baduljen.

For mig – en type som ret let blir opslugt af min telefon, nyheder, blogs, podcasts og Tv-serier – har det været vildt dejligt med en med en oldschool, håndarbejdshobby a la madlavning. Desuden har jeg lært en hel masse om vask, fysik, enzymer, materialer, pletfjerning og andre lavpraktiske husmorregler.

Så. Moralen er vist bare: 1. Man ikke skal tro på alt hvad man læser på blogs. 2. Når det er sagt så synes jeg at stofbleer er sjove og helt klart værd at give et skud:)

Hvis I vil mig noget, kan i finde mig nede i svedhytten med en guitar.

Bæredygtighed, Gravid

To ve or not to ve…

Mens vi venter os en baby savner jeg

– Mine mavemuskler

– Parabener

– Mit afgangsprojekt “Ud af Skabet” fra Kolding Designskole. Blev så glad da jeg så Politikens nye #StopTøjspild kampagne. Det er et helt indlæg for sig, men læs bare her, hvorfor jeg virkelig tænker mig om hver eneste gang, jeg køber et nyt stykke tøj.

– (apropos ovenstående.. host) Alt mit tøj som jeg ikke længere kan passe. Har ét par bukser tilbage, som jeg kan klemme røven i. Åh, for et gamachebukseliv.

– Alkohol

venter på baby

Men ellers går det faktisk godt. Det er jo vildt hyggeligt sådan at gå og vente på en baby – Noget jeg tog for givet sidste gang, da jeg blev totalt overrasket over pludselig at få veer en uge før termin.

I de her dage får jeg lavet overraskende meget og utrolig lidt på samme tid.

Det er ret fantastisk at have tiden til at gøre de ting man altid snakker om. F.eks. at stoppe op og fodre ænder på vej til vuggestuen, læse lidt i stakken af gamle aviser og dermed for en kort bemærkning løfte blikket lidt fra babyboblenavlepilleriet, skrive i sin “Bogen Om Mig”-bog (babyboblenavlepilleriet skal jo nødigt føle sig overset), lave rugbrødsmüsli og kimchi, sende et brev afsted på brevpapir (men 32 kr for at sende 164 gram til Århus – wtf Postnord?) og alt det andet der ikke er “rigtig” vigtigt, men så alligvel måske det vigtigste af det hele.

Barsel, Bæredygtighed

Småt brandbart – 38+??

Jeg…

– har fået ny telefon og har derfor mistet min gravid app og nu ved ikke hvor langt jeg er henne. Gad vide hvordan man var gravid i gamle dage.

– har slet ikke lavet noget fødselsforberedelse endnu. Lige om lidt sker det.

– er overbevist om at jeg føder på Lørdag. Sikkert på køkkengulvet lige midt i en opvask.

– kan slet ikke overskue hvor dårlig service man får i Magasin. Seriøst. Lortedårligt opdragede, arrogante ekspedienter fra helvede formerer sig big-time derinde. Orker ikke mere.

– skal få noget andet at gå op i.

– har optur over appen Too good to go. Man får billig mad og slipper for madspild! I Søndags hentede vi 3 rugbrød, 3 surdejsbrød, 3 foccacia og 2 croissanter fra Emmerys for 40 kr. Vælter mig i ristede kulhydrater.

– opgiver snart at finde ud af hvilke stofbleer jeg skal købe til min baby. Det er seriøst den vildeste jungle og jeg er én forkortelse a la LL og OS AIO fra at stocke max op på Libero New Born.

– gør min hofte ondt på helt samme måde som den gjorde ugen inden jeg fødte Kurt.

– aner ikke hvad vores nye barn skal hedde. Som i: No clue!

– glæder mig helt åndssvagt meget til Roskilde. Har købt endagsbillet og flere gange om ugen står jeg mentalt foran Orange med en stor fadøl, solbriller og en virkelig flad mave.

– hører den her på repeat

Bæredygtighed, Suk, Tanker

Flot Seven Elleven

Seven Elleven er begyndt at pakke deres frugt ind i emballage. Da jeg sendte billedet til min veninde spurgte hun, hvad der dog skal blive af vores jord.

Det spørger jeg også om.

I morgen skal jeg deltage i Miljøstyrelsens løsningslaboratorium om affaldsforebyggelse. Måske et forslag kunne være at forbyde frugtemballage?

Det er ikke altid kønt, sved på panden, Vegetar

Til kamp. I køkkenet.

Jeg brugte -ufrivilligt- kvindernes kampdag på at overskride en grænse, grænsende til det patetiske.

Sætter lige scenen.

Det er Lørdag og solen skinner. Du går tur på havnen og i ren forårskådhed køber du 10 fladfisk fra en fisker som sælger ud af dagens fangst.

Hjemme i køkkenet skal du ordne fiskene og lige som du lægger den første fladfisk klar på skærebrættet for at skære hovedet af den, så bevæger fiskens mund sig. Glhuuuuuurp. Den har hevet efter vejret de sidste par timer, og har åbenbart ikke tænkt sig at give op endnu.

Jeg sværger seriøst. Jeg troede. Jeg skulle dø.

Da jeg kiggede i Kalle&Kalinka plastikposen lå ni andre fisk og møflede rundt og hev efter vejret.

Fuck. Mig.

Med min mor på speakerphone og en random fiskerdame på Youtube gik jeg så i gang med at slå de stakkels dyr ihjel en for en. Jeg lagde posen med de andre fisk over i et hjørne så de ikke kunne se over til køkkenbordsguillotinen. Nogle af fiskene sprællede så meget at jeg måtte klaske dem hårdt ned i køkkenbordet først, så det føg med skæl og fiskeslim. Klask. Tudede lidt imens.

Fra speakerphonen var min mor i gang med dels at brainstorme fiskeopskrifter og dels at overbevise mig om, at det var GODT at fiskene var kommet hjem til en, som i det mindste skar halsen over på dem inden de blev flået. Thanks.

Jeg har jo set filmene med fisk der bliver mishandlet, men det gør ligesom større indtryk, når man skal gøre det selv (sagde bypigen. Jeg ved godt det er patetisk). Anyway. Jeg fik gjort min pligt som kødæder. Fisk blev slået ihjel og flået.

Og lad os lige hurtigt snakke om det med at flå fisk. Det er jo næsten en kunstform! Da jeg først havde fattet hvordan man gjorde, så var det faktisk lidt dejligt. Ritsj.
D. 8. marts bød altså ikke på særligt mange debatarrangementer eller møder for mit vedkommende, men derimod min egen lille kvindomsprøve. Selvom jeg helt sikkert ikke bestod med topkarakterer, følte jeg mig alligevel noget sej, da jeg endelig havde portionsanrettet de døde kræ i fryseposer og stod og tørrede skæl, finner og fiskesnot af køkkenbordet og mig selv.
Forøvrigt rundede jeg dagen af med en film jeg har cravet længe. Filmen over dem alle hvad angår en stærk feministisk morale.
Glædelig kampdag 🙂
Købestop

Købestop: It’s just a little crush

Nu, knap et år efter jeg besluttede mig for at lave et købestop, vil jeg forsøge at sætte et par ord på de erfaringer jeg gjorde mig undervejs og hvordan det efterfølgende har ændret mit forbrug.
Det er åbenbart meget svært for mig, at skrive om noget jeg ikke gør, med mindre det er så svært ikke at gøre, at ikke-handlingen nærmest føles som en handling i sig selv. Giver det mening? F.eks. hvis jeg ikke spiser en kage, selvom jeg virkelig har lyst – ja nærmest BRUG for den.
 
Til gengæld varr det overraskende nemt for mig ikke at købe tøj. Og derfor kan jeg åbenbart ikke finde ud af at skrive om det. Men nu prøver jeg alligevel.

Sidste år lavede jeg følgende regler for mit købestop:

I perioden fra. d. 29. januar 2013 – 29. januar 2014:

1. Må jeg ikke købe tøj, sko og neglelakker – heller ikke fra genbrugsbutikker.
         – Undtagelse 1: Sorte strømpebukser og hudfarvet undertøj til arbejde.
         – Undtagelse 2: Evt et par flip flops (de går jo ALTID i stykker!) og evt. et par converse (Jamen. Shh. Det er mig der laver reglerne, jo).

2. Må jeg sy / reperere og strikke så tosset jeg vil. Faktisk skulle jeg mene at denne indsats burde give bonus i fht til pkt. 5.
3. Må jeg godt købe tøj til andre.4. Må jeg godt bytte tøj hos f.eks. Mega Kup eller i Resecond.5. Må jeg godt lindre shoppingabstinenser med uhæmmet binging i Kristian F. Møllers Boghandel og Irma.

____________________________________________
Da jeg i midt i hedebølgen i august købte en stropløs BH, solbriller, et par klipklapper og en hårbørste (min gamle døde en grusom død, kvælt i hår), følte jeg, at jeg snød. Men selvom jeg nok har brudt nogle af af andre og mere radikale non-shopper’s regler, brød jeg faktisk ikke mine egne.
Mit købestop har aldrig været en asketisk mission. Det har ikke handlet om at gøre ”det rigtige” og at hvis alle gjorde som mig, så ville der ikke være nogen resourcekrise. Slet ikke. Desuden har jeg aldrig haft lyst til at detoxe samtlige aspekter i mit liv! 
 
Det er bare det med tøjet, jeg gerne vil lave om på. 
 
Jeg var træt af hele tiden føle mig forpligtet til at være på jagt efter noget som kan bevise at de sidste nye kollektioner også passer lige præcis til mig, koste hvad det vil. Men når Vero Moda laver 16 kollektioner om året,  kan det være svært at følge med. En af kollektionerne hedder endda Need for speed. Er der noget jeg ikke har brug for, er det speed! Og jeg tvivler stærkt på at dem som inspirerer mig, F.eks. Audrey Hepburn, Karen Blixen, Ronja Røverdatter, David Bowie, Suzanne Brøgger, Theresa Maria Jessing eller Patti Smith, har fundet deres tøj i en ekspresskollektion.

købestopkøbestop
købestopkøbestop
 
Jeg tror at vi alle sammen har et behov for at få det udenpå til at passe med det som er indeni. Og hvis naturen og fremtiden er noget af det, man synes er mest spændende, bør det vel et eller andet sted være afspejlet i ens tøjstil. Desuden skal mit tøj tage højde for, at jeg er ret så sjusket og for det meste klæder mig på halvt i søvne. Jeg tror vi er rigtig mange som glemmer at være realistiske og have omtanke når vi køber. Vi render hovedløse rundt og kører vores dankort igennem for at passe ind i en flydende verden i konstant bevægelse. Jeg siger ikke at det er svaret at lade være med at købe tøj. Jeg siger blot at man kan være heldig at lære en ting eller to om sig selv, ved at prøve – som en aktiv handling – at lade være.
Hvis jeg skulle nævne een ting mit købestop har lært mig, så er det det her:
At blive vild med et stykke tøj, er ligesom at blive vild med en person. Flygtigt og øjebliksbestemt. En fysisk repræsentation af en drøm om noget, der kunne være.
Direkte oversat betyder det engelske ord for at blive vild med nogen – a crush – at knuse eller sværme. Det ER flygtigt at have et crush på et par Isabel Marant støvler! De færreste crushes bliver til dybfølt og livslang kærlighed. Tænk, hvor travlt man ville have, hvis man skulle forfølge enhver lille tiltrækning til det modsatte køn – Se bare på de stakkels oliemilliardærer som blir nødt til at have en hær af håndplukkede prostituerede til rådighed, fordi de ikke kan styre sig. Et walk-in closet af utæmmet liderlighed. Ellers tak.

The art of buffing* 

(* “Lager til midlertidig opbevaring af data, indskudt mellem en hurtigt og en langsommere arbejdende edb-enhed”. Ordnet)
Jeg har en note på min telefon med overskriften: ”Hvis jeg måtte købe tøj i dag ville jeg købe…”. Her har jeg det sidste års tid skrevet ned hver gang, et eller andet nyt tøj fanger min interesse.  Det som har overrasket mig med listen er, hvor mange af tingene som bliver streget ud efter en måned. Præcis som jeg har gjort med mine teenage-forelskelser gennem tiden. I løbet af de sidste 20 år har jeg koldt og nådesløst erstattet Jonathan Løvehjerte med Jeremy Jackson, Jeremy med Mark Owen, Mark med Devon Sawa, Devon med Peter André og Peter med Taylor Hanson, Taylor med Alanis Morrisette, Alanis med Jake Gyllenhall osv…
På den måde fungerer listen lidt som en buffer. Her opbevarer jeg det tøj jeg drømmer om og går og smager mentalt på det. Der er ikke fotomodeller, bloggere eller finurlige beskrivelser til at sælge tøjstykkerne. 
Det er bare, and I hate to break it, …tøj. Og derfor står der efterhånden kun helt få ting tilbage på min liste. Og de få ting – Dem jeg stadigvæk kan forestille mig at bruge og elske, når den første vilde forelskelsesrus er dampet af – dem køber jeg i februar.
Kh Ida
Ps. DR sætter netop nu fokus på bæredygtig mode og købestop i “Stof til eftertanke” på P1. På Mandag medvirker jeg og man kan høre programmerne her.
Design, Suk, sved på panden

Form over indhold?

For to år siden var jeg til et foredrag med Nadia Plesner. Hun fortalte hvordan hun for nogle år siden, da hun var kunststuderende i Amsterdam, kom ud for en trafikulykke som lænkede hende til sengen i flere måneder. Det var vinter og Nadia boede i en campingvogn.

Der lå hun så og pissefrøs med sin brækkede ryg og læste aviser. I avisen faldt hun over en lille rubrik om sultkatastrofen i Sudan. På den modsatte side i avisen var en helsides artikel om Paris Hilton som skulle i fængsel.

Nadia: “The turning point for me was that I realized in that second, how absurd it is that I, by coincidence, was born in a part of the world where I never have to deal with problems like genocide. I could have lived my life without never knowing the first thing about the genocide in Darfur. I could have read only the glossy “news”. I could have flipped the page or zapped away or changed the subject. I could have chosen just not to care about it. And what bothered me the most was: No one would expect me to.”

Form følger funktion – eller gør den?

Jeg har taget en visuel uddannelse, og har derfor hørt en del om at formen bør følge funktionen. Personligt har jeg altid gået skræmmende lidt op i det med form, men som den slow learner jeg er, er jeg efterhånden blevet mere og mere bevidst om formens magt: Formen er en informationstranslatør og det er helt vildt så meget bedre hjernen forstår noget, når man fodrer højre og venstre halvdel samtidig f.eks. på visuelle blogs, tegneserier, data visualisering og vel bare al visuel kommunikation. Lidt søgt måske men det jeg prøver at sige er, at der i layoutet i Nadias avis er truffet visuelle valg i lige så høj grad som der er her:

 


         

Jeg arbejder ikke på en avis, så correct me if I’m wrong, men et layout (en form) fortæller vist ikke så sjældent en mindst lige så interessant historie som den oprindelige tanke med artiklen (funktionen). I hvert fald blev Nadia så provokeret af den hollandske avis’ prioritering – som vel primært var et udtryk for hvad den overordnede redaktør mente at størstedelen af læserne  ville læse – at hun malede et udsultet barn fra en sudansk flygtningelejr med en Louis Vuitton taske over armen og printede det på t-shirts som hun solgte online. Samme indhold, ny form – Ny eksponering.

Herefter følger så en historie om sagsanlæg fra Louis Vuitton og en retssag som Nadia endte med at vinde. Den kan man læse her.

Nadia Plesner og Camilla Plums døde hest

Hvorfor skriver jeg alt det her?

Helt ærligt, så havde jeg nok aldrig oprigtigt gået op i verdens konflikter – Det var en del af avisen som jeg måske skimmede overskrifterne i, uden egentligt at forholde mig til indholdet. Men det ændrede sig da jeg under en international Designcamp i 2011 mødte et par udvekslingsstuderende fra Damaskus. Kort tid efter begyndte jeg at læste om konflikten i Syrien, og pludselig føltes det mere virkeligt, fordi jeg kendte en person af kød og blod som boede midt i ravagen (ja, så naiv er jeg). Vi skrev sammen og for første gang kunne jeg mærke konsekvenserne af en borgerkrig, jeg ellers aldrig ville have ligget søvnløs over. Min ven fortalte om sit fotostudie der ‘forsvandt’, om at sove så langt væk fra lejlighedens vinduer som muligt pga. bomber, om at hjælpe venner med at grave ejendele ud af murbrokker. Sidenhen om hans ophold i en flygtningelejr, at blive splittet fra sin familie og til sidst hans flugt til Frankrig.

Nadia: “It had never hit me like this before and I decided in that second that I would care. I would care because the people in Darfur are PEOPLE. They are not the statistics which are used to report about the crisis in a less personal way. They are more than the “400,000 dead”. They are 400,000 dead mothers and fathers and sons and daughters and grandparents and I know for sure that if I was in their situation I would want someone to come to the rescue. Sure there are some helping organizations in Darfur doing an amazing job by trying to pick up the pieces. But when did the rest of us get to a point where we decided that it was OK to just leave it all up to other people? That we could pretend our world is a wonderful place inside a small glass ball with no real connection to the horrific stories we hear now and then?”
(link til hele teksten her)

Det er ret tydeligt at medier ikke altid har den luksus at lade formen følge indholdet. Med andre ord er det 100% op til mig som læser at vælge, hvad jeg bruger min opmærksomhed på. Der er rift om den, og jeg har ikke uendeligt at give af.

Jeg ved godt at man ikke kan bære alverdens katastrofer på sine skuldre. Og jeg ved også godt at sindssyge historier ikke er mediernes skyld.
Måske kan det slet ikke sammenlignes, og så er jeg way off. Men jeg ved også at jeg brækker mig, hvis jeg ser bare én forside mere om Camilla Plums døde hest.