Browsing Category

sved på panden

Foreningen Danske Modeller, sved på panden, Tanker, Uncategorized

Om usikkerhed

Hvis der er noget jeg virkelig bliver konfronteret med i mit nye arbejdsliv, så er det immervæk min psykopatagtige idiot usikkerhed (så er vi sgu i gang. Det må være the sunday blues).

Jeg er så nervøs for at dem der har ansat mig, snart finder ud af at jeg er mega dårlig til at være designer. Hver gang jeg går i kantinen sender jeg pålægsmaskinen stjålne blikke og tænker at det jo er bag ved den, jeg burde stå. Det er dumt, irrationelt og min logiske sans ved jo godt at jeg har startet en forening som har 600 medlemmer, gennemført en uddannelse og alt det der. Men JEG ved tilgengæld at det jo bare er fordi folk ikke kan se at jeg i virkeligheden er både dum og fed, har åresprængninger overfucking alt og generelt bare snylter jeg mig gennem livet.

(Det var så lige min indre djævel. Goddag.)

Forleden så jeg Myginds Mission. I programmet sidder den meget pæne Mathilde Norholt (som jeg har set sidde frontrow til utallige shows under modeugerne) med tårene løbende ned af kinderne og fortæller at når man er blevet mobbet i folkeskolen, så vil man altid tvivle på om man er god nok.

Jeg skiftede, som så mange andre, skole fordi jeg ikke havde det godt i min klasse. Jeg kan da godt huske at nogle kaldte mig “rødhåret pik”, men hvem blev ikke drillet i folkeren?
I hvert fald har jeg aldrig tænkt at det at være blevet mobbet som barn, kunne være årsag til at være blevet en usikker voksen. Men nu tror jeg, at jeg ombestemmer mig. Egentlig giver det jo ret god mening at det er svært at være sig selv, hvis man altid har opført sig som en anden for at passe ind.

Når man så oven i købet har arbejdet 8 år som model, hvor man konstant spiller en iscenesat rolle, så gør det det ikke nemmere pludselig at sidde i et rigtigt job hvor man (som jo er mig. Gulp. Kører altså lige pronomenstil her) af dygtige folk er blevet givet en kæmpe chance – De har jo vist enorm tillid ved at vælge lige præcis MIG til det stykke arbejde, der skal laves. Så dur det altså ikke at jeg flere gange dagligt overvejer at copy paste hele verden ind i det jeg laver.

I dag kom jeg til at tænke på et brev jeg skrev til mig selv da jeg var 10 år. Jeg bad min mor om at passe på det indtil jeg blev 25 år, hvor jeg så endelig måtte åbne brevet. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med, men blev alligevel rørt over at mit fortidsjeg havde skrevet præcis det, jeg havde havde allermest brug for at høre :

“Jeg synes jeg er så dum. Altså jeg kan ikke forstå noget som helst og Stine driller mig også meget og det hader jeg. Jeg prøver altid at være nogle andre fordi jeg syndes jeg selv er pinlig. Og så er der ingen der kan lide mig fordi alle mennesker har noget spechalt og det går i stykker hvis man prøver at være en anden.”

Det er fandeme et note to self from self. Jeg prøver at huske på det og indtil jeg bliver overbevist, er det rart at vide at man ikke er den eneste. Se bare modellen Cameron Russell’s TED talk om usikkerhed (tak til Jenny for at dele)

Hurra, Mig, sved på panden, Uncategorized

Fyldte chokolader og karrysild.

Jeg er hjemme på julevisitter. Når man er andengenerationsskilsmissebarn, og derfor velsignet med to bonusbedsteforældre, to bonussøskende, en bonusmor og to nye forældrekærester, er det lig med mange besøg. Mange besøg er lig med mange pakkenelliker og mange pakkenelliker er lig med noget logistisk bilderbalder, som gør at jeg drysser mine ejendele rundt omkring i min omgangskreds. Således blev min højgravide veninde i går beriget med en skidelækker næsten ubrugt tandbørste. Jeg er ca. 130% sikker på at min mor i morgen bliver den lykkelige ejer af Projekt Honninghjerte som pt ligger stablet i halvvåde håndklæder i hendes køleskab.

Jeg elsker juleferie.

Arbejdsliv, sved på panden

At være eller ikke at være… iværksætter.

Hvad hvis nu man ikke rigtig har lyst til at være karrieremenneske? Bare helst vil have et job med kollegaer, kantine og kørselsordning – og fri i weekenderne. Sådanen arbejdsplads med rammer for ens kreativitet – og med et touch af tilpas afmålt crazyhed selvfølgelig.

Engang deltog jeg i et coachingforløb hvor man skulle vælge mellem to lapper papir. På den ene stod der “Jeg vil leve for at arbejde” og på den anden “Jeg vil arbejde for at leve”. Jeg følte mig som verdens mest visionsløse og dølle designer da jeg valgte lap nummer to. Tror endda jeg krydrede den med et billede af en trehjulet cykel … Duh!
Men sådan er det altså bare. Det kan jeg mærke. Og selv om at jeg kun er projektansat i 3 måneder, så føles det immervæk umådeligt rigtigt at være i fast arbejde. Så det er bare med at nyde det så længe det varer.

 

Mig, Slidgigt, sved på panden, Tanker, Uncategorized

Hug en hofte, stræk en tå.

… Det bliver lige endnu et (lille, I promise) skud fra hoften herfra.

I går var jeg nemlig til genoptræning på hospitalet, og fik i samme omgang fjernet sting og snakket med den læge som opererede mig.
Et par dage efter operationen fik jeg et referat af operationsforløbet, som jeg med hjælp fra kyndig medicinveninde, og min ufatteligt seje farmor og hendes mand, fik oversat til almindelig dansk. Rigtig dejligt (og kun lidt scary) at forstå hvad der præcis er foregået (det der benstræk man lægges i for at hive benet af led… Det er jeg for eksempel glad for jeg ikke rigtig forstod før operationen).

Nå. Tilbage til mødet med min læge, som jo ikke er bleg for at servere mit underliv i A3 format (billedet her er beskåret). Det som de (med et pædagogisk udtryk) har fræset af, er de udgroninger (exostoser) som sad hele vejen rundt på lårbenet og gnavede op i hofteskålen. Slidgigten kan man jo ikke gøre så meget ved, men man kan altså se det på det lille mellemrum mellem kuglen der fæstner lårbenet og hofteskålen. I raske hofteled er der væsentligt mere brusk (=større mellemrum på røngtenbilledet) end her.

Vildt hvad?

Ps. Jeg var lidt i tvivl om det var for sindssygt at uploade det her billede, men bilder mig selv ind at det er lidt det samme som alle de scanningsbilleder af bekendtes (kæresters/søstres/kollegaers/…) livmodere jeg har set i min tid. Og det er immervæk ikke så få.

Foreningen Danske Modeller, Hurra, Mig, Slidgigt, sved på panden, Tanker, Uncategorized

Hvorfor glemmer man alt det gode?

I Fredags blev jeg endelig opereret i min hofte (mine to faste læsere ved godt hvorfor).
Skal vi lige starte med at snakke om hvor sindssyg en oplevelse det er at være i narkose! Først bliver man rippet for alt det der kendetegner en. Man vasker sig, fjerner neglelak, smykker, make-up og pakker håret ind i en særdeles ufiks blå badehætte. Så tager man noget meget grimt og stort hospitalstøj på, der kommer en læge og sætter et kryds på den hofte der skal opereres (very comforting). Man er reduceret til en krop og et personnummer når man bliver ført ind på operationsstuen hvor en dame putter elektroder på ens brystkasse, imens en utrolig flink narkoselæge lægger drop og sprøjter sovemiddel ind i ens hånd. Og så kan man ellers bare vinke farvel til verdenen. Jeg tror jeg fik mumlet en blanding af “God arbejdslyst” og “Gør jer lige uma….”.

Og efter hvad der føles som to minutter, vågner man så med forbindinger to the max og et skridt på størrelse med Himmelbjerget. Jeg vidste godt de skulle hive benet (citat:)”lidt af led” for at komme til inde i mellem lårbenet og hofteskålen, men når man er følelsesløs i fjappi (pardon my french) på 3. dagen begynder man at få bange anelser. Det stod der sgu ikke noget om i folderen.

De beholdte mig i hvert fald natten over og min respekt for hospitaler er ikke blevet mindre. Jeg synes altså de er rockerseje. Samtlige sygeplejesker, læger, sekretærer, ja selv min vestjyske fysioterapeut er så dygtige og fik mig til at føle mig i de bedste hænder.

Operationslægen fortalte at han havde kunne ordne en hel masse inde i leddet, så forhåbentlig er jeg up and …well, walking igen indenfor en måned. Men desværre fortalte han også at det stod seriøst sløvt til med bruskmængden. Hvilket betyder at det der med slidgigt ikke længere blot er en bange anelse (som jeg -indrømmet- brugte lidt til at score nemme medlidenhedspoint), men rent faktisk er for real.

Hej slidgigt. Vi skal nok få det sjovt sammen.

Ps. Det gode er at jeg sammen med 16 andre er nomineret til Dansk Design Centers Talentpris, at jeg er udvalgt ambassadør for Røde Kors’ Online genbrugs butik (som man forøvrigt lige kan like på Face) og tilmed har fået lov til at skrive et bidrag til en publikation om hvad Danmarks fremtid skal bygge på (for det ved jeg jo – hvis nogen var i tvivl).

Nåeh ja, og så holdt vi altså den bedste generalforsamling i Danske Modeller nogensinde! Folk i foreningen er så engagerede for tiden, og jeg er virkelig glad for at de synes jeg skulle nuppe to år mere som formand.

Hurra, Mig, sved på panden, Uncategorized

Hvor mange gange kan DU sige jamen på 4 minutter??

Det er utroligt at man kan blive SÅ nervøs. Men det kan man altså (med man mener jeg jeg). Jeg fik da vist også startet ca. en snes sætninger med et kløgtigt “Jamen” under mit besøg i Pressen på P3 i går. Men trods koldsved og mumlestress, er jeg faktisk svært tilfreds. Man kan høre udsendelsen her (spol frem til 1:12:30).

I dag lå der en fin gave i min postkasse, som tak for at have skrevet artiklen i Politiken. 
Gaven var fra Susse, der sammen med Charlotte, står bag projektet Earthcoin, hvis formål er at inspirere til handling og omtanke for miljøet. Earthcoin er et smykke produceret af genbrugssølv i Danmark, og når man køber det, går hele beløbet ubeskåret til klimaforbedrende formål. Det var en god gave at få.
sved på panden, The Wardrobe Challenge, Uncategorized

Dear year of 1850.. (Day 48)

..Thank you because I wasn’t born in you! 
I cheated today and only wore this motherfucker for one hour. I can’t believe that: 
1) Once upon a time people used to wear corsets on a daily basis.
2) Some people find it erotic (it makes your ass look big and your face bordeaux).
Another thing I have to decline is my pearl thong (please don’t ask). I just can’t wear it. Sorry Samantha.