Browsing Category

Det (mor)somme liv

Det (mor)somme liv, Mad

Verdens bedste pasta

Opskrift på hjemmelavet pasta

Tag dine unger med i Magasin midt i ulvefuckertimen. Klokken 16.15 laver de ormen hele vejen hen til postskranken på 5. sal, mens de skriger på nåde og ekspedienterne ser måbende til. Aflever pakke. Lok børnene med ned i Mad&Vin med flødeboller og håndfri tur med rulletrappen. Køb summerbirdflødeboller og giv børnene en hver, mens du sætter kurs mod grøntafdelingen. Her finder du franske skalotteløg og fennikel på tilbud. Og Grambogård flæsk i skiver og tipo 00 mel. Nu er børnene tørstige af alt det sukker. Tag en Mathilde kakaomælk og hæld på dem, inden i går mod kassen. Cykle hjem med nu overgearede i ladcykel og solskin og en følelse af at den her eftermiddag måske godt kunne trække din ellers ret mandagsmandagagtige mandag op.

I lejligheden vasker børnene hænder, mens du støver din gamle røre- og pastamaskine af og søger efter ‘romantic opera’ på Tidal. Tryk play. Ah. Hæld et halvt kilo tipo 00 mel i skålen og sæt den yngste ind foran Gurli Gris med resten af kakaomælken (skru låget så hårdt på flasken, at han ikke kan få det af). Giv nu din 3,5-årige lov til at slå fem æg ud i melet helt uden hjælp, og nyd synet af verdens mest omhyggelige barn der står og gør sig så umage, mens han slår æg perfekt ud. Tænd røremaskinen til stor begejstring. Røre røre røre og så forme pastadej til kugle og på køl. Stor unge ind foran Gurli. Steg flæsk på varm pande. Pil skalotteløg og skær to æbler i kvarte. Flæsk på papir, løg på pande i flæskefedt, efterfulgt af æblebåde og skru ned. Fyld en gryde med vand og salt til du skammer dig og sæt på højt blus. Riv en halv parmasanost fint i aftensol og nyd at du bor på 4. sal. med vestvendt køkkenvindue og La Traviata. This is why! Kald på stor søn og rul pasta ud med ham. Få yngste søn med og knæk over af stolthed over at de har lige så meget optur over madlavning som du har, mens de hviner, drysser mel på og hænger pastaplader op. Få kæreste til at dokumentere! Til sidst strimles pladerne og puttes i kogende vand. Insistér på at der ikke skal være ketchup på bordet. Snit en halvt fennikel på mandolinjern, hak frisk timian og find olivenolie, salt og peber. SÅ er der serveret mærkelig fusionfood: Pasta med olivenolie, parmasan og timian og æbleflæsk* on the side. Og det bedste af det hele: To glade børn som spiser og snakker løs om motorer og Formel 1 (vi ser alle sammen Drive to Survive for tiden) og mætte maver og et bjerg af en opvask som du melder dig frivilligt til at tage, mens du hører podcast og din kæreste putter bambini.

Velbekomme.

* Næste gang køber du selvfølgelig bare lufttørret skinke, når du står der ved køledisken med ulvetimeungerne – men desperate times call for desperate measures, og æbleflæsk kan sgu også noget.

Familieliv, Sommerhus

Should we stay or should we go?

Den er der bare stadigvæk. Den der lille bitte irriterende, insisterende lyst til at flytte ned på jorden. Og bare lidt væk fra turisterne, bilerne og asfalten. Hver eneste eftermiddag at kunne lukke ungerne ud i en fed kliché af en altid tilgængelig have. …Pis. Vi har en attraktiv lejlighed og i et halvt år har vi haft vores vildt dejlige sommerhus i Liseleje. Hver 3-4 weekend pakker vi taskerne og tager derop i bilen og den følelse af at sidde i bilen på vej op i vores hus er fandme priceless. Det er fedt. Så overdrevet priviligeret, at jeg skammer mig over det her dilemma: Helt ærligt har jeg svært ved at forestille mig at weekenderne bliver lige så afslappende i et hus, man bor i hele tiden som de gør, når man vekselvirker mellem by og land.

Samtidig må jeg bare erkende at det faktisk er mere omstændigt at komme afsted til sommerhuset, end jeg lige havde regnet med – Både det faktum at knap to dage hver 3. uge simpelthen ikke er nok til at dække det havebehov jeg kan mærke spire i mig. Men især nedpakning af sommerhuset om søndagen got me like [indsæt Beyonce med sindssygt ansigtsudtryk og løftede øjenbryn] med to vilde unger og tømning af køleskab og efter en times køretur at skulle slæbe 2 fyldte ikeaposer og et par tasker (jamen jeg fatter det heller ikke!) med mad, tøj og håndklæder op til 4. sal kl. 15 søndag eftermiddag. Det er sgu… ja. Det er ikke kun pure sommerhusbliss i hvert fald.

Og så sendte min mand mig lige et lille vidunderligt hus på Amager, bare en cykeltur fra stranden. Tæt på metroen. Med den dejligste gamle have. Kunne man mon sætte sig der? Lige midt mellem to stole og faktisk få fuglefløjt og bybehov til at gå nogenlunde op i en højere enhed? Eller ville man bare føle sig låst i eet stort gråmeleret kompromis som vi om 5 år vil slå os selv i hovederne over? Og fortryde at vi gav slip på en drømmelejlighed lige inde midt i alle de dejlige, kulturelle muligheder og tilbud vi pt, med en 2- og 3,5 årig, har lige præcis nul procent til overs for. Hvad med lige om lidt når ungerne har travlt med alt muligt andet end os og vi endelig får tid til at gå ud igen? Så sad man dér i et stort hus ude bag ligusterhækken, og ku drømme sig tilbage til sin billige andel på Gammelholm som vi aldrig nogensinde kommer i nærheden af igen, hvis vi først giver slip. Eller ville vi til den tid have fået skabt os et kreativt hjem med en masse muligheder, jeg slet ikke kan forestille mig endnu, og en omgangskreds som gør, at vi ikke ville have lyst til at være andre steder, end lige præcis dér? Er det i virkeligheden nogle forældede behov for at kunne gå ud, jeg slet ikke ved om bliver relevante i en fremtid, jeg ikke kender? Argh!!

Alternativet er jo at blive her. Midt i byen. Halvtreds meter fra et havnebad. 5 minutters gåtur fra Kgs Nytorv og Kongens Have. Med en dejlig grøn gård fyldt med jævnaldrende unger, herlige naboer og måske endda en mulighed for at købe et uudnyttet loftsrum lige ovenpå og udvide med et par værelser og en smuk trappe. Og så i øvrigt kunne beholde vores helt vidunderlige sommerhus (ikke en mulighed, hvis vi køber hus – og jeg føler mig slet ikke færdig med Liseleje endnu) og kunne se frem til at sende vores børn i en folkeskole med godt ry, herinde i byen, lade dem vokse op på stenbroen med alt hvad det indebærer af mangfoldighed, trafik, støj og kultur?

Selvom det her må være I-landsproblemet to end all I-landsproblemer, er jeg splittet i anden potens over det.

Og jeg tvivler på jeg nogensinde finder svaret.

Det (mor)somme liv

God kamp(hver)dag! Et sofamanifest fra småbørnslandet som det lå i 2019

“Hver dag er en kamp!” svarede en af mine kvindelige kolleger i dag, da en anden spurgte ud i vores åbne kontor, hvem der ville med til et Kvindernes Internationale Kampdag gå-hjem-møde.  Det synes jeg sgu er ret sandt (og grineren), uanset hvor på (kvinde)livets vej, man nu befinder sig. I 2017 skrev jeg f.eks. om at være ufrivilligt strandet på dagpenge pga. nogle ikke så karriere-befordrende graviditeter. Sidste år handlede det tværtimod, om at famle sig ind på livet af et just landet drømmejob, som man er rigtig glad for, men også har psyko præstationsangststressargh! overfor.

Når jeg læser sidste års indlæg, tænker jeg at jeg kunne have skrevet det i går. Samtidig kan jeg se, at den hjertebanken jeg for alvor begyndte at mærke i brystet, i løbet af det sidste år, er blevet til et sommerhus. En deltidsstilling. Ti sessioner med en stresscoach. En afsked med instagram, som slugte alt, alt for meget af min tid i forhold til, hvad det gav igen. Så forhåbentligt har jeg flyttet mig, mere end jeg lige umiddelbart tror. I hvert fald sidder jeg her foran en pejs i mit sommerhus, og i dag på arbejdet har vi trykket “send” på noget jeg har arbejdet på i 2 mrd., og jeg har det faktisk ret optur over resultatet.

Samtidig har jeg, her 4 år inde i moderskabets galehus, gjort mig et par (indrømmet, lidt banale) tanker om hele det her mor-somme liv, som jeg tænker kan være mit 2019 Kampdags Note To Self. Og det er virkelig mest til mig selv. Jeg er virkelig ikke ude på at dømme nogen som helst. Eller det modsatte. Okay? Okay.

1 ) Parforholdsplejende eller ej, så er det sgu okay at Lolita lige dør hviler sig lidt. Det er okay at have så lange hår på benene, at Frodo ville være ”Woah” omkring det, at have konstant fedtet-hår-knold og at droppe bøjle-bh’er for good fordi ens hud åbenbart bare har ændret freaking celleopbygning af at lave børn og amme. Det er fandme okay at rende rundt med verdens fladeste strygebræt af et brystparti i en sølle bomuldstop. Hvor mange småbørnsfædre barberer ben og tager stramtsiddende, metalfyldt undertøj på som ingen alligevel ser? Nej vel. Flade bryster 4 life!

2 ) Det er okay at det eneste man kan overskue klokken 21, når ungerne endelig sover og køkkenet ikke længere ligner en kampscene, er at se Bedrag og Hammerslag og Bonderøven sæson en milliard.

3 ) Det er ikke okay at bruge en tredjedel af sit vågne liv på et socialt medie ejet af tech giganter og deres hær af psykologer, som holdt mig fast i benlås på noget, der – for mig –  helt ærligt mest af alt var et computerspil, der handlede om at score hjerter. Det gælder selvfølgelig ikke hvis man 1. kan styre det, eller 2. lever af det. Jeg kunne desværre ikke svare ja til nogle af de spørgsmål. Jeg er sgu for svag til de sociale medier. Og det stopper altså nu! Siden nytår har telefonen været ude af soveværelset og oftere og oftere ligger den i køkkenet, når jeg er hjemme. Der er stadigvæk lang vej igen, men jeg er sindssygt glad for de små skridt der endelig er blevet taget. Og for at jeg har lært min søn at sige ”Lad så være med at kigge på din dumme telefon, mor!”

4 ) Det er okay en gang imellem at købe tre kjoler på januarudsalg, fordi man skal til sommerbryllup og godt gad prøve at have noget andet, end den slidte Self Portrait kjole, man har haft på til de sidste fire fester. Og så står man pludselig der i en sen lykkerus, Torsdag aften i hjørnet af soveværelset i den smukkeste one shoulder dress og hører ’I’m every woman’ på sine shitty iPhone højtalere, fordi ungerne sover lige ved siden af. Ahh!

5 ) Det er okay aldrig nogensinde at tabe de sidste graviditetskilo igen.

6 ) Det er okay at sige nej til alle de mennesker, som giver en ondt i maven på folkeskolemåden. Jeg anerkender at det også er lidt rart at sidde og hælde salt i selvværdet, men det er fandme også en befrielse at klappe og vende ryggen til. Deres liv, er ikke mit! Og faktisk behøver de ikke engang at få min tid.

7 ) Det er okay at være lidt hverdagsalkoholiker på dåseøls-fyraftensmåden. Til gengæld tager vi jo ikke stoffer. Eller bliver skilt. Og et eller andet skal vi jo dulme det her familieliv med.

8 ) Det er okay at være lidt navlebeskuende i et par år eller fem. Lige om lidt er vi alligevel ude på den anden side, og så er de her egocentrerede småbørns-år bare et lille kapitel i den store bog.

Arbejdsliv, Det (mor)somme liv, Instagram

50 shades of Hverdag

Hverdagen er next level shit for tiden. Det resulterer i nogle ret håbløse, daglige forsøg på at prøve at binde tusinde løse ender sammen til noget der minder om sløjfer. For tiden bliver det mere til kællingeknuder, især i min private kalender, som jeg åbenbart aldrig lærer at få styr på, men kællingeknuderne forgrener sig skam også ud til frisurer, madretter og stress-cykelture som bliver mere og mere ..kreative.

Derhjemme har vi heldigvis været fri for børnesygdomme siden december (I know. Wtf), hvilket er nærmest guddommeligt, da jeg stadigvæk har ret travlt på mit arbejde, efter jeg er kommet over på et nyt projekt. Det mega spændende. Og mega svært. Så for tiden drømmer jeg om systemintegrationer og procesejerskaber – og om at den stejle læringskurve snart vil tage en slapper, så jeg slipper for at føle mig som en kæmpe sten i skoen (selvom jeg med min fornuft, godt kan se at det rent objektivt set, vist egentlig går ret okay. Som altid er det vist bare mit subjekt der mindfucker).

Derudover er det utroligt hvad jeg får underholdt mig med i de små daglige pauser (læs: under cykelture og opvask), nu hvor jeg i snart et halvt år ikke har haft instagram. Det er som om at fraværet af insta + en mission om at oppe mit læsegame hvad angår klassikere = nogle virkelig anderledes typer underholdning. Sidste nye fund er podcasten med Sydney Lee og Holger Bech Nielsen, som jeg pt er Herman Bang big time utro med. Podcasten er, præcis som titlen, faktisk bare Genialos. I hvert fald græd-grinede jeg i går og igen må jeg undres over at jeg skal være så langsom til at opsnuse grineren underholdning. Hvis andre er lige så langsomme som mig, er anbefalingen hermed givet videre:)

Og uden sammenhæng i øvrigt, vil jeg nu gå ud og finde mig noget takeaway her i gode gamle Århus (Bruuns Galleri, how I missed you!), som jeg har besluttet at dedikere min første ugentlige deltids-fridag i morgen til. Dels fordi jeg var på arbejde i området og dels fordi jeg har en god veninde med en ikke-længere-særlig-nyfødt baby som jeg har glædet mig uendeligt meget til at møde i cirka hundrede år.

Det sker NU!

Kh Kællingeknuden

Det (mor)somme liv

Sunday Blues

Det er Søndag aften og jeg sidder ved tremmerne og en sovende Otto (kl. 18.54! det ville faktisk være passende, hvis nogen lige kom forbi med en medalje)

Vores weekend har været så god og parforholdsvenlig, at jeg nærmest tror at vi er blevet en slags kærester igen. Fredag aften spiste vi ungerne af og smed dem ind foran fjernsynet, så vi kunne spise fajitas med lime, kylling, ost, nachos, salsa, guacamole og koriander og øl ud over det hele. Haps. Da børnene sov så vi ‘Empire Records’ og spiste fastelavnsboller og drak GT (seriøst, den bedste throwback film! Den er på Netflix – Liv Tyler i mavekort angorastrik og AJ og 90’er grunge ungdomskultur fra dengang man selv gik rundt i TP Musik i Helsingør Centeret og købte The Cure og Pink Floyd og Tori Amos og bad til Gud om at møde Valdemar..).

Lørdag var sædvanlig weekend-på-4sal-kaos, indtil vi endelig fik vristet os fri af fjernsynets og vasketøjsbunkernes filtrede arme og udover et enkelt hyperventilerende panikanfald på vej ned ad trappen, gik det faktisk fint med at komme ud ad døren (Jeg måtte smide alt jeg havde i hænderne og det meste af mit tøj og lægge mig ned lige midt på afsatsen, som min stresscoach har lært mig (“Du blir fartblind nu, Ida. Når du kan mærke stressangsten kommer, så bare smid alt og læg dig ned. Læg. Dig. Ned” genklang det i min hjerne) så det gjorde jeg. Og det virkede faktisk okay). Drengene og jeg spillede fodbold med nogle tyske turister på Havnegade inden vi alle fire kørte vi nordpå for at se nogle venner. På vejen skete der set magiske at ungerne faldt i søvn og at vi derfor lige pludselig sad i uforsigtigt forårsagtigt solskinsvejr og 11 graders varme med udsigt til Bagsværd sø og spiste pariserbøf og salat. Vi lignede nogle fra en tinderreklame og det føltes så freaking godt at snakke til hinanden i andet end bydeform. Tiltrængt! Bagefter besøgte vi vores venner der lige har købt og istandsat det dejligste hus lige midt i et skovbryn. Savle savle over udsigt, køkkenalrum og kvadratmeter! Så hyggeligt. Vi sov der og var alle sammen lidt i himlen.

I dag har været søndag på den der herligt uorkestrerede måde hvor alt inkl. mit nyklippede, nyvaskede, orangerøde, halvkrøllede, fimsede pandehår har fået lov til at leve sit helt eget liv i fuld offentlighed, fordi fuckit, med det resultat at jeg seriøst er Sebastian lige nu. Jeg sværger. Den ene gang jeg så mig selv i spejlet fik jeg sporenstregs “Du er ikke alene” på hjernen og nu kan jeg ikke slippe af med den igen. Det er pandehåret og al den natur. Puha. Godt det er Mandag i morgen.

Kh – og håber at jeres weekend har været dejlig og fyldt med en masse forårsfornemmelser som vi sammen kan tude over, om lidt når isvinteren rammer.

Indtil da. Fortrøstningsfulde hilsner og godnat:)

Det (mor)somme liv

Jeg troede aldrig jeg skulle sige det..

Men åh, hvor har det dog været rart med en Mandag. Bare lige stille og roligt op kl. 6.40, drikke kaffe og spise morgenmad, i flyverdragter, cykle 7.45, aflevere ved bus kl. 8.00, vinkevinke, aflevere ved vuggestue kl. 8.30, krammekramme, køre på arbejde, drikke to kopper kaffe, hyggesnakke, holde møde, spise frokost, tjekke mail, holde møde, snakke, cykle til vuggestue, hente frisk dreng, cykle til børnehavebus, facetime med mormor, hente træt dreng, cykle hjem, tegne med Otto, skælde ud på Kurt, drikke kakao, lave mad, spise mad, og lige pludselig ud af det blå siger Kurt alle mulige søde, kloge ting om hvordan man skal opføre sig, ungerne i bad, rydde køkken op og høre Mads og monopolet, lege med søde, glade børn, læse godnathistorie, putte, se Alene i Vildmarken, børste tænder kl. 21.45, læse til kl. 22.30. Sove. Og så forfra i morgen.

Sådan en her dag er jo faktisk ret optur. Og i forhold til weekenden: A piece of motherfucking cake.

Det (mor)somme liv

Aaaaarrrrggghhh!

I weekenden har vores børn hævet overliggeren for måder at drive os til vanvid på med ca. 200%. Next level shit, mand. Jeg er ved at blive sindssyg af konflikter, bandeord (er det normalt at 3-årige siger “Fuck” i hver anden sætning? (don’t answer that)), manisk opstemthed, rod, vægge der bliver tegnet på, tøj der bliver kastet, mad der bliver ignoreret og kampe der skal tages gang på gang på gang. Seriøst. Shit Pis. Crap.

På vej op ad trappen i dag, gik de i gang med deres sædvanlige skitzofrene stuntnummer-duet, hvor de skiftevis griner og løber op og ned, kaster sig grædende i jorden, slås om stikkontakterne, mens de råber som om der er gået ild i den flyverdragt de flår af, mens de vælter rundt på trappetrinene. Jeg messede “vi flytter i hus vi flytter i hus vi flytter i hus vi flytter i hus” for mig selv (og mine stakkels naboer) hele vejen op på 4. sal. Og nu sidder jeg så her. Og slikker mine sår på boligsiden.dk og leder efter huse på Amager. Argh! Jeg gider ikke det her voksenliv! Hvornår fanden skete det lige? Hvornår blev det mig der skal have styr på det her shit? Og hvordan fanden i fucking helvede skal man kunne få et parforhold til at fungere under de her vanvittige vilkår? I går gik vi tur med iskold luft imellem os, fordi vi bare ikke kunne få lov til at få taget det skænderi der sad på tværs i mellem os. Fordi der var børn foran os hele freaking tiden. Og så må man bare brænde inde og lade som om. Og sidde der på en fancy Kbh K cafe som en anden fancy Kbh K kliché. Med smarte stramme bukser, silkeskjorte og ligne noget fra Arket og drikke overpriced flat white uden at kunne sige eet eneste ord af bar indebrændthed fordi det bare ikke er alle følelser man kan fast forwarde henover. Gik hjem med fancypancy bregneplante under armen og en mand der måtte gå 3 meter foran af bar irritation og det var først da børnene endelig sov og vi sad i sofaen, at vores hænder fandt hinanden og vi, helt uden at sige et ord, kunne konstatere, at vi faktisk ikke engang var uvenner. Vi var bare forældre. … Fuck.

Det (mor)somme liv

Meanwhile

– er min nye guilty pleasure next level: Olivenolie, salt og hvidt brød. Kan. Ik. Styre. Det.

– Kan jeg ikke komme over The Girl Shop. Min kollega tippede mig om hjemmesiden i sidste uge og den har ætset sig fast. Tjek den ud.

– rørte jeg ved en kvælerslange i dag. Og så cirka 100 hammerhajer ude i Den Blå Planet. Drengene og jeg tog alene derud, mens Niklas fik lidt alenetid. Det trænger han vist til.

– kan jeg umuligt være den eneste der er ret træt af at man for at forlade Den Blå Planet, skal gå igennem et plasticinferno aka deres museumsbutik. Deres miljø-pledges klinger lidt hult i de 20 minutter man bruger på at overbevise sin overtrætte 3-årige om, at man ikke skal have en made in china nylonmuræne med hjem.

– har jeg fødselsdag på Onsdag. 34 år. På en Onsdag. I januar. Hvis ikke det er gråt-i-gråt, så ved jeg ikke hvad er.

– topper jeg ovenstående af med at ønske mig en kompostbeholder i fødselsdagsgave #helloooSEXÆY

– var jeg i byen med min gode, gamle veninde i Fredags. Og vi snakkede med søde mænd og damer og havde løst hår og nogle meget stramme bukser på. Det kan også noget.

– Er jeg kun nået halvvejs igennem Wuthering Heights. Den er okay, men sgu ikke lige så nem som jeg havde håbet på. Så den er jeg pt ret meget utro med både Line Knutzons “Camille Clouds Brevkasse” og Søren Ryges “Haveglæde”. Lol.

– kan jeg (måske lidt i forlængelse af det her indlæg) virkelig anbefale teaterstykket “med mig selv i mine egne arme” som handler om at være eller ikke at være mor og som spiller på Østerbro Teater frem til 2. feb. Jeg har altid været vild med Christina Hagen, som har skrevet monologen, mens skuespiller Ida Cæcilie er et nyt – og pissefedt – bekendtskab.

– glæder jeg mig helt åndssvagt til min vinterferie, som jeg slet ikke har råd til, her om 2 uger. Knap en uge på langrend i Norge med min far og Kurt. Åh, hvor blir det dog godt.

– bad mit modelbureau mig om nye poler i Fredags og i weekenden kunne jeg så med ro i sindet, konstatere at mit selfiegame stadigvæk er freaking strong.

Familieliv, Tanker

Feberramte børn og noget med tid og hvem man giver den til.

I går var Otto så syg at jeg måtte blive hjemme med ham. Efter et par timer ringede de fra Kurts børnehave og sagde at han også var syg og ked af det. Så afsted til smukke, frostklare Raadvad med mig og hente ham hjem. Det er helt eksotisk (og pænt stressende – shit, der er knald på) sådan at se en børnehave midt på dagen.

I det hele taget er jeg blevet mere bevidst om hvor meget (og hvorfor) Kurt og Otto virkelig nyder når vi bare er hjemme og ikke skal udenfor en dør hele dagen. Som f.eks i dag, hvor jeg har dem begge hjemme med feber, mens Niklas er på kursus. Så kommer de/vi helt ned i gear og de sidder bare og nusser i 100 år med hver deres stenede, lille leg. Det kan sagtens tage 15 minutter at få vasket hænder og det er så hyggeligt at give dem den tid og bare se hvordan de går rundt og er i verden.

Hvorfor nød jeg ikke hjemmedagene på samme måde, da jeg var på barsel? En kæmpe forskel er selvfølgelig at jeg ikke lige har født, at jeg ikke ammer, at jeg (sort of) sover om natten. At mine børn ikke er spæde længere. Og så selvfølgelig at jeg ikke længere er uvis om hvilket arbejde der var til mig på den anden side af barslen. Men det er også noget med at jeg føler mig “i gear” på en anden måde. Og det der effektive arbejdsgear kombineret med en hjemmedag i ny og næ er altså ret genial. Inden klokken var 10 i dag havde vi bagt en freaking gulerodskage, leget med tog og fået tøj på(!) Og så lavet en hel masse ingenting, mens jeg arbejdede lidt. Klokken 10 smed jeg Gurli Gris på og mens ungerne sad brak med hver deres blanke feberøjne lavede jeg en hella masse tomatsauce (som jo forøvrigt virkelig smagte godt – den er fra Green Kitchen Stories nyeste bog ‘Derhjemme’ som jeg gav mig selv i julegave. En god bog og – i modsætning til deres første – fyldt med virkelig simple og hurtige retter, baseret på at man laver nogle big batches og gemmer til senere på ugen), afkalkede vaskemaskine, ordnede vasketøj, lavede en lasagne, ringede til min gamle mormor og hørte lydbog – Helt igennem hyggeligt og produktivt.

(Oooog SÅ kom feberen lige op i begge og efter 5 timers kaos sover de nu og jeg skriver videre – Phew. Intenzo)

I juleferien læste jeg familievejleder Lola Jensens bog ‘Må vi så få ro’. Og da jeg lige havde justeret mit bullshitfilter til at ignorere den bedrevidende og fordømmende præmis om hvordan *alle* moderne børnefamilier opfører sig i dag, så var den faktisk ret god. Og jeg kan mærke at jeg efterfølgende er blevet endnu mere nærig med min tid når det kommer til alt der ikke falder i de (prioriterede) kategorier:

1. Børnene og Niklas

2. Arbejde og nær familie

3. Venner

Jeg har nævnt det flere gange, men det der med hvem man giver sin tid på nettet til… det er fandme pissevigtigt! I gamle dage stemte man med fødderne – I dag stemmer vi med fingrene. Vores klik, opmærksomhed og tid er guld værd – både for dem vi giver den til, men også for os selv. Og online nyhedsmedier og mange af de kommercielle bloggere er man jo som læser, vitterligt kun et tal på Analytics, for. Den korte tid jeg lige flirtede lidt med at kommercialisere den her blog, blev jeg – udover antal følgere – målt på hvor lang tid jeg kunne fastholde mine læsere. Hvor meget af jeres tid I lagde på min blog. Det fik mig til at tænke på mit eget forhold til min online tid. På at min tid bliver til deres penge. Og til deres muligheder.

Men min tid er også mine penge. Og mine muligheder. For når jeg giver den til internettet (og det er det jeg gør når jeg sidder og spiser sukkerknalder på sociale medier, fordi jeg ikke tør/orker/gider tage favntag med mit eget liv) så får livet hævneren på og hober sig op: Vasketøj, nullermænd, uåbnede beskeder i E-boks. Det shit får man stress af. For at modvirke stressen køber jeg varer på Nemlig.com (for penge), ansætter en rengøringsdame (for penge), får stress over at savne mine børn, men de er jo lige der, men nu får jeg bare endnu mere lyst til liiiiige at spejle mig i internettet fordi jeg ikke tør mærke mig selv. Og fordi jeg ikke kan overskue den der e-boks. Og det er også lidt synd for mig fordi det er hårdt og jeg har jo bare heller ikke …tid. Ups. Hvor jeg kender og *hader* den følelse.

Jeg siger ikke at jeg skal holde op med at følge folk på internettet. Jeg siger bare at jeg skal huske at være selektiv med hvem jeg giver min tid til (og ja, jeg ved godt at jeg har trasket rundt i det her mange gange før – sorry) Det kan godt være at det føles gratis. Men det er det jo ikke. Så jeg øver mig virkelig på at mærke om det jeg får tilbage, er tiden værd.

Nu sover ungerne. Niklas og jeg hænger ud i sofaen til Danmarks Bedste Portrætmaler og spiser den gulerodskage jeg bagte med de to feberramte i morges.

Arbejdsliv, Familieliv

Kære hjemmepasser

Det følgende er egentlig et svar til Emili som jeg, de sidste par dage, har skrevet frem og tilbage med om hjemmepasning, fordomme og insititutioner. Jeg har valgt at udgive det som et selvstændigt blogindlæg.

Jeg hører dig! Vi kan nemlig aldrig med sikkerhed vide hvilke konsekvenser vores valg vil få for vores børn – om så det er institutionslivet, hjemmeskole/pasningslivet eller noget helt tredje – Og måske er den uvished i virkeligheden den (op)gave man får når man blir mor/far: Vi kan kun gøre det så godt som overhovedet muligt, og så håbe at vi ikke fucker alt for meget op undervejs.

Engang var jeg frivillig på 6 forskellige børnehjem i Kenya og tillad mig at komme med en hurtig bemærkning om forholdene i de institutioner vi har her i dk… (dyb indånding og frygt for hvor mange måder det her kan blive misforstået) Børn i vores del af verden og fra vores (=alle der har overskud til at læse blogs og debattere på nettet) priviligerede samfundslag skal sgu nok få en megadejlig barndom. Og hvis ikke de gør det, så er jeg *ret* sikker på, at det ikke er fordi, at de er kommet i institution.

Hvorfor debatten bliver så polariseret, kan jeg ikke gennemskue, for jeg er også ret sikker på, at ingen af os der deltager i den, hverken slår eller mobber vores børn. Vi hverken ryger, drikker os stive eller tager stoffer mens vi passer dem. Derimod bruger vi ikke så lidt energi på at reflekterer over vores privilegier, vores samfundsansvar og hvordan vi skaber de bedst mulige rammer for vores børn.

Jeg tror ikke at der er een forælder i alle de mange kommentarspor, som ikke kæmper for glade, sunde børn. Men i vores iver efter at gøre “det rigtige“ glemmer vi måske at det der er rigtigt for dig, ikke er det rigtige for mig. Og der kommer blogs som din og min med “How to guides” og “5 tricks til blablabla” lidt til kort: Virkeligheden er så meget mere nuanceret og vi er alle på forskellige steder i vores livsbaner, når vi får børn: Nogle har allerede haft en lang karriere, nogle har ikke taget en uddannelse. Nogle (=fx mig) har lige færdiggjort en psykopatlang uddannelse og var først lige kommet i gang på arbejdsmarkedet, da vi så de to guddommelige streger på graviditetstesten. Vi er alle sammen forskellige steder i vores liv.

Jeg er ked af at du oplever fordomme mod hjemmepassere i mit kommentarspor. Det gør jeg slet ikke. Til gengæld oplever jeg, at hjemmepassere har fordomme mod mig som en udearbejdende og institutionsglad mor. Det er nok en iboende usikkerhed, der febrilsk leder efter noget at spejle sig i hos hinanden. Hende den seje karrieremor med styr på det hele, som du nævner, eksisterer seriøst ikke. Jo forøvrigt. Eet eneste sted! I de der “Vis mig dit klædeskab/bolig”-artikler i modemagasinerne der er som kviksand for vores selvværd og som kun har et enkelt formål: At få os til at føle os utilstrækkelige og utjekkede (men så kan vi jo heldigvis også købe den rigtige Acnejakke og anskaffe os en vintage Ann Demeulemeester støvlesamling). I repeat: De der seje arbejdsmødre som får dig til at føle dig mindre værd som hjemmepasser. DE FINDES IKKE! De går ned med stress på stribe, køber sig fattige i sæsonens Goyakjoler og savner deres børn ad helvede til. Det andet er en illusion. Ligesom (jeg gætter på at) den konstant lykkelige og afslappede hjemmepasser der sidder i lotusstilling med sine unger dagen lang og bare lige #danserdetud er en illusion jeg har skabt inde i mit hoved. Du er pissesej og modig og stærk for at hjemmepasse. Og jeg er pissesej og modig og stærk for at arbejde ude. Færdig basta.

Nu blev det alt for langt. Og det jeg prøvede på at sige var bare, at fælles for alle vores børn i de her løbske kommentarspor (hvad enten vi hjemmepasser eller sender dem i institution når de er 10 måneder) er at vores unger er megaheldige at have os som forældre. Vi glemmer det bare engang imellem.

Kærlig hilsen Ida