Browsing Category

Tanker

Bæredygtighed, Suk, Tanker

Flot Seven Elleven

Seven Elleven er begyndt at pakke deres frugt ind i emballage. Da jeg sendte billedet til min veninde spurgte hun, hvad der dog skal blive af vores jord.

Det spørger jeg også om.

I morgen skal jeg deltage i Miljøstyrelsens løsningslaboratorium om affaldsforebyggelse. Måske et forslag kunne være at forbyde frugtemballage?

Slidgigt, sved på panden, Tanker

Historien om en hofte del 2.

Kort efter jeg havde fået min nye hofte i december 2013, fik jeg bevilget et 3 ugers genoptræningsforløb på Montebello, Nordsjælland Hospitals afdeling for genoptræning, i Sydspanien.

Det vil jeg gerne fortælle lidt om, så here goes:

Sådan genoptrænede jeg, efter at have fået en ny hofte pga. slidgigt

I lufthavnen købte jeg en bog med titlen “Stærk og sund for livet”. Bogens unique selling point var for mig uden tvivl det faktum, at forfatteren havde et Z i sit navn. KrisZtina. Helt sikkert. Hvis ikke HUN kan få mig tilbage i form efter 3/4 år uden træning, hvem kan så?

Udsigten på Montebello er magisk.

Udsigten fra mit værelse… Not so much.

Forholdsvist deprimerende før-billede af min noget forsømte vinterkrop…

vinterkrop

Opholdet på Montebello varer 3 uger og man er 30 mennesker afsted af gangen. I alt altså 90 patienter. Flokken er en blandet landhandel af hofte- knæ- og skulderpatienter samt nogle med Parkinsons og Sclerose. På mit hold var vi 11 mennesker som mødtes hver dag til fitness, holdtræning og teoriundervisning. F.eks. lærte vi hvordan man genoptræner sin Gluteus Medius, fordi den åbenbart bliver skåret over, når man får lavet en hofteprotese.

Jeg har trænet rigtig meget førhen, men det har altid været med fokus på at blive tynd. Jeg har jo stået så hjernedødt meget på trappemaskiner! Den her gang var det anderledes. De to fysioterapeuter som var tilknyttet mit hold, gjorde virkelig et stort nummer ud af at få os til at træne intelligent. Jeg trænede ud over de 2-3 timers daglig fællestræning minimum 1 time selv om dagen.

Det var hårdt at skulle starte helt forfra…

 

 

 

 

 

 

 

… Men heldigvis havde jeg det bedste heppekor på snapchat…

…Og i virkeligheden! Ej men LOOK at them! Hvis man nogensinde føler sig lidt trist så skal man sgu bare danse twist med et hoftehold i aldersgruppen 50-75 år.

Bortset fra det, så markerede jeg modeugen i København med min helt egen handicatwalk. Great.

Indimellem var det så deprimerende at føle sig så meget i pensionistland, at man lige måtte gå sig en tur. Det vilde ved lige præcis dén her gåtur var at det for første gang ikke gjorde ondt at gå. Som i: der var INGEN smerter, selvom jeg gik UDEN krykker. Efter 2 år på krykker og morfin – Det var  vildt!

Desværre havde ca. 10% af patienterne underligt nok travlt med at brokke sig over alt muligt.
F.eks. maden. Jeg fatter det simpelthen ikke. Der er garanteret en masse krav til køkkenet i forhold til at maden skal være sund for både undervægtige, overvægtige, folk med sukkersyge, gigt og nervesygdomme. Og hver dag disker de 3 gange trofast op med salatbar og 3-4 forskellige varme retter til 150 mennesker. Men ja kom. Lad os da endelig brokke os over maden på vores statsfinancierede 50.000 kroners ophold. WTF.

Som den yngste patient skulle jeg selvfølgelig blære mig med at springe i den iskolde pool og svømme 30 baner, ignorere brain freeze og svimmelhed og bagefter ligge og hoste under 3 tæpper på værelset og læse…


BØGER!! Og jeg kom sgu igennem næsten dem alle sammen. Jeg er enormt stolt.

mavemuskler

Efter to uger begyndte jeg så småt at kunne se antydningen af mavemuskler, selv når jeg, som her, slappede fuldstændig af.

Hvordan jeg havde det under styrketræning. #whatupbitches

Hvordan jeg havde det efter styrketræning.

Costa Del Sol tog sig nogle seriøse fridage, men det var godt, for så kunne de 10% jo brokke sig lidt over vejret. Det ER sgu også for dårligt.

Nye mennesker og alle de fordomme, man ikke vil erkende man har

Jeg satte den her på i træningsrummet og havde et af de bedste moments med mine fellow fitters.
I det hele taget var det en stor uforudset bonus at få lov til at møde så mange folk, jeg ellers aldrig ville have mødt, men som kom ind i mit liv, udfordrede mig og faktisk gjorde mig mere rummelig overfor folk med fysiske og psykiske handicap.

Som for eksempel en af mændene. Han var midt i 50’erne, havde Parkinsons og var helt krøllet sammen da vi ankom. Når han sad og baksede med bestikket under måltiderne, vidste jeg slet ikke hvor jeg skulle kigge hen. Skulle jeg hjælpe ham? I starten blev jeg pinlig på hans vegne, men efter den første uge, var jeg mest bare flov over mig selv. Før mit ophold ville jeg have set på ham med medlidenhed og tænke “godt det ikke er mig”. Men under opholdet kommer man i dén grad ind under huden på hinanden. Han viste sig jo at være helt ligesom mig selv, og fortalte en helt masse om sit arbejde og hvordan han hvert eneste år går flere uger på fjeldet med tung oppakning og sine sønner. Forøvrigt blev han i løbet af ugen rettet så meget ud at jeg næsten ikke kunne kende ham da vi fløj hjem.

Fabelagtige 80’er postkort.

Yoga og bananpalmer = Helt geniale træningsforhold.

Da mange af de gamle, hellere ville sidde ovre på dansker-baren og drikke fadøl efter den obligatoriske undervisning, var der mildest talt god plads på de mange faciliteter.

 

Og pludselig kom ham her på besøg i en hel weekend! Og vi stak af på roadtrip til Granada og drak rødvin.

Hvis nogen vil vide, hvor i verden der er samlet flest dårlige energier, så er svaret:
TV-stuen på Montebello.

Men det gør ikke noget, når alt det andet er fantastisk.

Lige efter vi ankom og lige inden vi skulle hjem, lavede vi gangtest og trappetest. Her er det den sidste dag, og jeg hepper på to fra mit hold. De havde forbedret deres gangtid så meget, at jeg nærmest blev nødt til at tude lidt, da Annelise på 4. omgang smed sin stok over til mig.

Med al respekt for de genoptræningsforløb jeg har været på herhjemme, så kan det bare ikke sammenlignes med et ophold på Montebello. Fysioterapeuterne har så stor erfaring indenfor hver deres specifikke område, at man som patient virkelig lærte at mærke sig selv, i stedet for bare at “gøre som der blev sagt”. Jeg føler at jeg blev klædt på til at kunne klare mig selv og forebygge på egen hånd herhjemme.

En af dem som kom til at betyde mest for mit ophold var uden tvivl min værelseskammerat. AKA Iron Woman, fordi hun for nyligt har fået opereret en masse ledninger og en metalplade ind i sin krop under en operation, som får min nye hofte til at lyde som en tandrensning. Hun lever med Parkinsons og er seriøst en af de sejeste damer jeg har mødt.

Tak for turen og for i bonus, at få lært mig lidt om fordomme, tolerence og forskellighed, til hele mit seje, hoftehold.  

Spiseforstyrrelser, Tanker, Uncategorized

Danmarks Næste Topmodel 2013

Om lidt skal jeg til Politikens Debattør og Kritikerskole for sidste gang. Selvom det måske kan diskuteres hvor meget “skole” det har været, så har det været et sindssygt spændende forløb. For en som mig, som ikke har gået på universitetet og haft en hverdag spækket med forelæsninger, kulturtilbud og inspirationsoplæg (ja, sådan forestiller jeg mig universitetsstuderendes liv!), har det været en velkommen lille vitaminpille hver 14. dag.
Sammen med Sally Jo Ringhof og Ida Bom fra kritikerskolen havde jeg i går en kronik om Danmarks Næste Topmodel i Politiken.
Man kan læse den her.
Der er kommet et par kommentarer på kronikken, og jeg har prøvet at besvare dem så godt som muligt. Jeg har desværre måtte klippe lidt i nogle af dem. Skriv en kommentar, hvis jeg har misforstået noget. 
“Vi er en generation fuld af dårligt selvværd, identitetskriser og usikkerhed.”Jamen herregud, tror I virkelig, at I er den første generation af unge, som har det sådan?
Nej, det tror jeg ikke at vi er. Men jeg bryder mig ikke om social arv. Jeg synes at vi alle sammen har ret til i så høj grad som muligt, selv at vælge, hvad vi gerne vil arve. Det ville godt nok være synd, hvis det eneste vi stræber efter er, at have det ligesom vores bedsteforældre.
Hvornår mon der kommer et indlæg om det kongelige teaters balletskole?
Og om hvor synd det er for 8-årige børn at få at vide at deres lægge er for tykke, eller at de har proptrækkerben eller andet som gør at den 8-årige dreng eller pige lige præcist ikke kan blive balletdanser.
For mig handler det ikke så meget om fysiske krav, som det faktum at vi gør en TV-baronesse (hvad ER det overhovedet? Skal vi også kalde Mik Schack for TV-greve?) hvis hidtil største bedrift er et par kogebøger, til dommer over om unge piger er god nok til et job, hun aldrig selv har levet af.
Desuden forstår jeg ikke hvorfor balletskolen og modelbranchen altid blir sammenlignet. En balletskole er en skole hvor man tilegner sig færdigheden at danse ballet. Forestil dig lige en plusmodel stå og skyde lookbook på studie en hel dag med 10 skud i helfigur, close-up og evt. et par udebilleder på location. Og forestil dig så en balletdanser træne teknik i salen en hel dag, gå i sminken og spille en forestilling om aftenen. Hvad er ligheden mellem de to jobs? Som jeg ser det, svarer det til at sammenligne en tandlæge og en pædagog, bare fordi man bruger sin krop i begge erhverv. Men, vi kan jo tage snakken igen den dag Sophie Lassen Kahlke bliver dommer på ”Danmarks Næste Balletstjerne”.
Når I skriver, at “de fleste unge piger har dagdrømt om en modelkarriere”, tager i nok munden lidt for fuld…Rigtig mange unge piger har nok helt andre karrieredrømme end lige at være model…
Heldigvis:)

HVIS skyld er det? Jeg vil foreslå, at det er fordi vi ikke gider eller tør tænke selv; mærke os selv; være skeptiske og opøve kundskaber for hvilke der er evidens (i modsætning til tro)

Jeg ved ikke hvad der er skyld i den kollektive usikkerhed, men jeg tvivler på at det gavner, direkte at opfordre teenagere til at være og se ud på en bestemt måde, i modsætning til at tro på sig selv.
Hvad skal vi med alle de kommercielle stationer? Hvad er det for et behov, disse stationer menes at opfylde?
Behovet for underholding måske. Fantasi, humor og kreativitet kan vel ikke rationaliseres, kan det?
Hvorfor i alverden ser I det skidt? I min generation var vi alle snotdumme som 10-årige – næppe en eneste af os ville være i stand til at komme med en metakulturel reference, om man så truede os på livet. Alligevel virker det som om vi er bedre i stand til at håndtere forsøg på at påvirke os, måske fordi vi fik lov at modnes langsommere i en kultur med kun én statslig TV-kanal.
Topmodel er et internationalt fænomen som påvirker mange. Jeg er dels interesseret i, hvordan den branche som jeg er en del af, bliver fremstillet, og dels vil jeg gerne forstå, hvorfor vores tingene er som de er. Det er nok rigtigt, at man bliver mere modtagelig for påvirkninger, når man (mere eller mindre frivilligt) åbner sig for mange forskellige medier og programmer, end dengang der kun var én kanal.
Det er det klassiske problem med at et-eller-andet udefrakommende element har ansvaret for forrådnelsen af ungdommen eller individet (…) Er problemet ikke at der er piger der drømmer om at blive modeller? At der er piger der er VILLIGE til at slanke sig sygeligt, at deres verdensbillede er så skæve at deres drøm om en modelkarriere (og lave selvværd) overskygger alle deres handlinger? 
Jo, det er lige præcis problemet! Hovedet på sømmet. Topmodel er blot et symptom på et langt mere omfattende problem og derfor regner jeg heller ikke med at programmet skal løse problemet. Det som vi seere bør og skal gøre, er at stille os selv spørgsmål omkring, hvorfor vi egentlig anerkender det. 
Selvfølgelig er der mange der drømmer om at være en del af programmet så de måske kan blive modeller, Men programmet er jo blot en talentkonkurrence ligesom så mange andre. Man kan, lidt på spidsen selvfølgelig, sammenligne det med programmer som X-factor. Programmer giver nogen muligheden for at realisere en drøm, og dem der ikke er gode nok, bliver sorteret fra, af forskellige mere eller mindre sympatiske grunde. 
Jeg deltog engang i ’Supermodel of the world 2004’ der, ligesom Topmodel, er en international modelkonkurrence. Den blev afholdt af Ford og Unique Models og Renée Toft Simonsen har blandt andet vundet titlen. Jeg husker de ca. 7 dage som konkurrencen varede, som ren magi. Vi boede på et lækkert hotel midt i København. Vinderen fra året før fortalte om sine personlige oplevelser som model og vi var inde på tidens hotteste danseskole og lære at gå i stiletter. En morgen da vi kom ned til morgenbordet, bød to af verdens mest berømte og -rygtede modelbureauejere, Eileen og Jerry Ford, os velkommen. Da vi skulle gå finaleshowet for dommerne, måtte vi selv vælge, hvilken musik de ville gå til. Så mens Nelly bragede ud ad højtalerne stod jeg der med bankende hjerte og stilletter og ventede på sinsang. Jeg havde valgt ‘Big Time Sensuality’ med Björk og fik seriøst en ud ad kroppen oplevelse, da jeg gik forbi dommerpanelet som bl.a. bestod af Renée Toft Simonsen, Uffe Buchard, Eileen Ford og Jacqueline Friis Mikkelsen.
Hvorfor fortæller jeg den historie? Det gør jeg fordi at selv om det var en talentkonkurrence, så var der i modsætning ”Danmarks næste Topmodel”, ikke kamera på deltagerne. Vi blev ikke presset ned i en eller anden forvredet og undertrykkende fortælling om, hvordan man er en rigtig model. Er rigtig smuk. Har en rigtig holding. Har en rigtig personlighed. Der var ingen løftede pegefingre. Og selvom der kun var én vinder, var der ingen tabere. Det blev sagt højt og tydeligt, da Eva Helene vandt finalen at alle os andre kom på 2. pladsen. Det var sejt.
Jeg har uden tvivl været for tyk til at vinde, og mit fedt har helt sikkert siddet forkert. Men der var ingen hånlige, seertalsgenererende kommentarer fra dommerne. Den talentkonkurrence var en rigtig god start på min karriere. Jeg tvivler på om 17-årige Anne, som blev stemt ud, kommer til at sige det samme om ”Danmarks næste Topmodel”. 

Skulle vi ikke kigge på de andre programmer som de unge mødre, dagens mand, for lækker til lort/love inden Top Model? For der er fanme noget mere ansvar at kigge på!

Jeg ved ikke noget om børn, for jeg har ingen selv. Jeg ved intet om speed-dating for jeg har aldrig prøvet det. Og jeg ved heller ikke noget om hvordan man er for lækker til love, for det har jeg heller aldrig været. Men det jeg til gengæld ved noget om, er at føle sig presset af idealer og at føle sig forkert som model. Derfor skrev jeg (sammen Ida Bom og Sally Jo Ringhof som ved noget om medier) om Topmodel. Hvis folk vil skælde ud på Den Store Bagedyst og andre talent- og realityprogrammer, så skal man endelig bare gå i gang 🙂


Foreningen Danske Modeller, Tanker, Uncategorized

“I work for my money”

Få kan som Uffe Buchard få mig til tasterne, og lige siden jeg i 2007 dedikerede en kronik i Politiken til ham med indledningen “Kære mandlige trendsætter”, har Uffe katalyseret utallige tanker hos mig. 

Da jeg skrev kronikken i 2007 var jeg frustreret (og sulten). Jeg havde lige stået i bar røv foran en kø af mandlige og kvindelige modeller og Uffe som med et målebånd om min bagdel degraderede mig til et hoftemål (som med mine daværende 95 cm var alt for stort). Uanset hvor lidt jeg spiste, blev jeg aldrig valgt som model til modeshows, fordi det eneste der blev kigget på, var det der hoftemål. 
Det var først da jeg tog 10 kilo på, skiftede modelbureau og begyndte at nyde et liv med plads til både mad og træning, at jeg fik mange modeljobs – godt nok landede jeg ikke show jobs, men jeg lavede alt muligt andet. For det kan godt være at jeg har brede hofter, men jeg har også langt hår, en flot talje og gode manerer. Så mens Uffe og co. fortsatte jagten på de unge og cool, lavede jeg – og en masse andre modeller – kommercielle “fy-fy kataloger” i Tyskland, tog en uddannelse og i 2010 var vi endda et par stykker der, som de første i verden, grundlagde en forening hvis eneste formål er at arbejde uvildigt for modellers rettigheder og sundhed. 
Men nu har Uffe vist ombestemt sig – I hvert fald skriver han i maj’s udgave af Elle: “Siden har jeg fået min vilje hvad angår absolut neutral og magiforladt opførsel på podierne (…) Men for helvede, jeg keder mig alt for ofte når jeg ser et show”.
Ja, Uffe fik sin vilje. Og selvom jeg nok aldrig bliver cool nok til Uffe, så vil jeg bare sige at vi faktisk er nogle stykker der tager vores modeljob alvorligt. 
I løbet af mine 8 år som model, har jeg mødt et utal af modeller som gør sig helt enormt umage med deres arbejde. 
Der er faktisk nogle af os som gladeligt tager nattoget til Hamborg (og med største selvfølgelighed selv lægger ud for billetten), går tværs over Lars Tyndskids marker i Hedensted for at spare kunden for en taxiregning, konsekvent møder 10 minutter før tiden, bruger faktor 50 selvom det er kedeligt, holder os væk fra cigaretter og stoffer, kæmper os ned i spinningsalen 3-4 gange om ugen i vores sparsomme fritid, lærer sprog så vi kan forstå vores udenlandske kunder, skriver navnene ned på dem vi har arbejdet med, så vi kan huske dem når kunden booker os igen (for det gør de) og sidst men ikke mindst giver hånd til ALLE når vi møder på settet – inklusiv fotoassistenten. 
Commes il faut! 
Så når Uffe skriver at “det kan være en fortvivlende pinsel at afholde en simpel casting” og  “Der var engang hvor modeller tog deres job alvorligt”, så vil jeg bare sige: 
“Hej Uffe. Vi er her stadigvæk. Du fik bare skræmt nogle af os væk. Hvis du har ombestemt dig (og vi ikke er for kedelige), kan du finde os i nattoget mod Hamborg. 
Hvis det er for besværligt, så prøv www.danskemodeller.dk.
Kærlig Hilsen Ida.

Læs Uffes klumme her.
Tanker, The Wardrobe Challenge, Uncategorized

Another year older..

..Om lidt har jeg fødselsdag. Og om lidt er det et år siden jeg fik et flip med at gå i gammelt tøj.
Det var, med andre ord, perfektet timet da Metroexpress i dag smed en stor artikel om købestop lige i mit trætte face. Jeg tror det kunne være sjovt at springe med på vognen og lade være med at købe nyt i et helt år. Tror jeg. Eller… Den skal nok lige kringles. Men tænker umiddelbart, det må være lidt som at løbe. Der er vel en grund til, de fleste vælger at løbe marathon sammen med andre.

I don’t know. Kunne I?

Foreningen Danske Modeller, sved på panden, Tanker, Uncategorized

Om usikkerhed

Hvis der er noget jeg virkelig bliver konfronteret med i mit nye arbejdsliv, så er det immervæk min psykopatagtige idiot usikkerhed (så er vi sgu i gang. Det må være the sunday blues).

Jeg er så nervøs for at dem der har ansat mig, snart finder ud af at jeg er mega dårlig til at være designer. Hver gang jeg går i kantinen sender jeg pålægsmaskinen stjålne blikke og tænker at det jo er bag ved den, jeg burde stå. Det er dumt, irrationelt og min logiske sans ved jo godt at jeg har startet en forening som har 600 medlemmer, gennemført en uddannelse og alt det der. Men JEG ved tilgengæld at det jo bare er fordi folk ikke kan se at jeg i virkeligheden er både dum og fed, har åresprængninger overfucking alt og generelt bare snylter jeg mig gennem livet.

(Det var så lige min indre djævel. Goddag.)

Forleden så jeg Myginds Mission. I programmet sidder den meget pæne Mathilde Norholt (som jeg har set sidde frontrow til utallige shows under modeugerne) med tårene løbende ned af kinderne og fortæller at når man er blevet mobbet i folkeskolen, så vil man altid tvivle på om man er god nok.

Jeg skiftede, som så mange andre, skole fordi jeg ikke havde det godt i min klasse. Jeg kan da godt huske at nogle kaldte mig “rødhåret pik”, men hvem blev ikke drillet i folkeren?
I hvert fald har jeg aldrig tænkt at det at være blevet mobbet som barn, kunne være årsag til at være blevet en usikker voksen. Men nu tror jeg, at jeg ombestemmer mig. Egentlig giver det jo ret god mening at det er svært at være sig selv, hvis man altid har opført sig som en anden for at passe ind.

Når man så oven i købet har arbejdet 8 år som model, hvor man konstant spiller en iscenesat rolle, så gør det det ikke nemmere pludselig at sidde i et rigtigt job hvor man (som jo er mig. Gulp. Kører altså lige pronomenstil her) af dygtige folk er blevet givet en kæmpe chance – De har jo vist enorm tillid ved at vælge lige præcis MIG til det stykke arbejde, der skal laves. Så dur det altså ikke at jeg flere gange dagligt overvejer at copy paste hele verden ind i det jeg laver.

I dag kom jeg til at tænke på et brev jeg skrev til mig selv da jeg var 10 år. Jeg bad min mor om at passe på det indtil jeg blev 25 år, hvor jeg så endelig måtte åbne brevet. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med, men blev alligevel rørt over at mit fortidsjeg havde skrevet præcis det, jeg havde havde allermest brug for at høre :

“Jeg synes jeg er så dum. Altså jeg kan ikke forstå noget som helst og Stine driller mig også meget og det hader jeg. Jeg prøver altid at være nogle andre fordi jeg syndes jeg selv er pinlig. Og så er der ingen der kan lide mig fordi alle mennesker har noget spechalt og det går i stykker hvis man prøver at være en anden.”

Det er fandeme et note to self from self. Jeg prøver at huske på det og indtil jeg bliver overbevist, er det rart at vide at man ikke er den eneste. Se bare modellen Cameron Russell’s TED talk om usikkerhed (tak til Jenny for at dele)

Mig, Tanker, Uncategorized

IB

Jeg har altid været glad for mit navns initialer. I dag fandt jeg ud af at det må være fordi, det jo gør mig til en slags navneven med Ib Spang Olsen. Tænk at have været Ib! I dag har jeg set Det er med hjertet man ser, som er hans søn’s gode portrætfilm om ham.

Hvad faen er det med mig og gamle for tiden? Ville ønske, jeg kunne sige at det bare er fordi det har været jul, men det er det altså ikke. De sidste par år har jeg skrevet utallige mails med min farmor og været meget optaget af at besøge alle mine bedsteforældre så ofte som muligt og tage billeder og optage alle deres historier med min telefon. Jeg er nok bare bange for at deres historier og viden forsvinder. Jeg troede det ikke, men meget af det de fortæller, bruger jeg hver dag. For eksempel:

Hvis man vil være lykkelig, f.eks. i sit parforhold, så skal man lade være med at forvente at andre gør noget af sig selv. Så bliver man så glad, hver gang der er en der gider tømme opvaskemaskinen.

Noget andet jeg også bruger tit er at når man har gået så langt, at NU kan man ikke gå mere, så har man kun gået halvdelen af det man i virkeligheden kan.

Og, nåeh jo! Hvis man drikker meget vand, får man åkander i maven. Det er rigtigt. Det er meget, MEGET bedre at drikke saftevand eller juice, fordi det også er vigtigt at få nok sukker. Ellers får man gulsot.

Seje Ib

Hurra, Mig, Slidgigt, Tanker, Uncategorized

2012 : En Status – 2013 : Et par løfter

I år blev jeg:

– Færdig med at gå i skole
– Opereret for slidgigt 
– Uddannet meningsdanner (whatever that is) fra Cevea
– Sådanen der tager billeder af mig selv på instagram
– Beboer i ny dejlig lejlighed med udsigt over hustage og poppeltræer i baghaven
– Enig med mig selv om at jeg goddammit bare elsker at bo i Jylland, selvom familie og (gravide) veninder ind i mellem føles umådeligt langt væk
– Fan a serierne Breaking Bad og Game of Thrones 
– Klogere på dagpengesystemet og de folk som er i det
– Medejer af en dejlig, skimmelsvampramt båd 
– To kilo tungere ((r)øv)
Tilgengæld er jeg ikke blevet: 
– Særlig meget bedre til at rydde op
– Færdig med den seje, flotte hjemmeside jeg har snakket om i to år
– Færdig med den seje, flotte sweater jeg har snakket om i to år
– En der laver hofteøvelser hver aften
– En der ikke drikker af mælkekartonen
– En med bløde, feminine fodsåler
– En der bruger tandtråd
– En der ikke spiser sovs af gryden når hun vasker op
Nytårsforsætter skal man passe på med, så jeg forsøger at holde mine på et minimum. 
Dog har jeg tre, jeg tror vil gøre mit 2013 endnu bedre:
– Sige mere nej
– Være mere tilstede
– Gøre mig mere umage
Godt nytår!
Mig, Slidgigt, sved på panden, Tanker, Uncategorized

Hug en hofte, stræk en tå.

… Det bliver lige endnu et (lille, I promise) skud fra hoften herfra.

I går var jeg nemlig til genoptræning på hospitalet, og fik i samme omgang fjernet sting og snakket med den læge som opererede mig.
Et par dage efter operationen fik jeg et referat af operationsforløbet, som jeg med hjælp fra kyndig medicinveninde, og min ufatteligt seje farmor og hendes mand, fik oversat til almindelig dansk. Rigtig dejligt (og kun lidt scary) at forstå hvad der præcis er foregået (det der benstræk man lægges i for at hive benet af led… Det er jeg for eksempel glad for jeg ikke rigtig forstod før operationen).

Nå. Tilbage til mødet med min læge, som jo ikke er bleg for at servere mit underliv i A3 format (billedet her er beskåret). Det som de (med et pædagogisk udtryk) har fræset af, er de udgroninger (exostoser) som sad hele vejen rundt på lårbenet og gnavede op i hofteskålen. Slidgigten kan man jo ikke gøre så meget ved, men man kan altså se det på det lille mellemrum mellem kuglen der fæstner lårbenet og hofteskålen. I raske hofteled er der væsentligt mere brusk (=større mellemrum på røngtenbilledet) end her.

Vildt hvad?

Ps. Jeg var lidt i tvivl om det var for sindssygt at uploade det her billede, men bilder mig selv ind at det er lidt det samme som alle de scanningsbilleder af bekendtes (kæresters/søstres/kollegaers/…) livmodere jeg har set i min tid. Og det er immervæk ikke så få.