Arbejdsliv

Hvorfor er det så ensomt at være jobsøgende?

Jeg lider af Linkedin-angst for tiden. Lige nu er jeg på barsel, men den 1. dec. giver jeg barnevognsnøglen til min mand, og den dato ånder mig i nakken. For så er jeg igen jobsøgende. Og det kan jeg virkelig ikke overskue. Bare ordet. Jobsøgende.

For snart et år siden fik jeg ellers et job. På min første arbejdsdag fortalte jeg, at jeg var gravid. 14 dage senere, blev jeg fyret.

Op på hesten igen

Man siger, at når man falder af hesten, gælder det om at komme hurtigt op igen. Ligesom dengang jeg tog motorcykelkørekort og røg af motorcyklen i et sving. Min kørelærer, Kaj, hjalp mig op igen. Mod alle odds fik han mig til at køre en tur på den store bane på køreanlægget. Han fortalte om dengang han ramte et rådyr med 180 km i timen og brækkede ryggen. Han var så rolig omkring det og viste mig hjelmen han havde haft på. Hvordan asfalten lige havde skrabet 5 cm af den.

Det var sidste gang, jeg kørte på motorcykel.

Der er nogle der brager igennem de forhindringer de møder på deres vej. Enten spænder de hjelmen og løber til, eller også finder en vej omkring dem. Sådan er jeg ikke. Jeg er typen der går helt i stå og gransker mig selv med spørgsmål, selvbebrejdelse og tanker om hvad andre tænker om mig.

Jeg nævner i flæng: Hvis hun virkelig er så kreativ, så var hun jo nok ikke arbejdsløs. Hvor er det vildt at hun ikke har selvindsigt nok til at vide, at hun ikke kan arbejde på <indsæt selv navn på sejt designbureau>. Hvis hun kan få stress over at være arbejdsløs, så skal hun nok ikke regne med, at hun kan klare et rigtigt voksenarbejde. Osv, osv, osv…

Et par måneder efter jeg blev fyret, søgte jeg forøvrigt en praktikstilling som servicedesigner og fik den. Det var det helt rigtige for mig: At blive bekræftet i at jeg – trods alle stemmerne i hovedet – er helt okay til det jeg laver.

Jobsøgning. En ensom affære

Næsten alle har jo prøvet at være jobsøgende og gå hjemme i en periode. Så hvorfor føles det så ensomt? Måske fordi man kun ser alle dem som har et job. Måske er det ligesom at lede efter kærligheden: De venner, som er i parforhold, er fulde af velmenende råd og kan ikke forstå, hvorfor man ikke har en kæreste. Singlens mest singlede tidspunkt – Altså der hvor man virkelig bliver bekræftet i sin ensomhed – er Søndag eftermiddag, når man står i køen i Netto med sine tømmermænd og er omringet af par der køber cola og pizza (jeg ved det, for jeg har selv stået der). Den jobsøgendes mest arbejdsløse tidspunkt er Mandag morgen – Dagen hvor alle er tilbage på arbejde og man sidder dér på en café med sin bærbare, omringet af intense arbejdsmøder. Og man stirrer ind i sin joblog-guirlande af ansøgninger og jobsamtaler som 9 ud af 10 gange ender med et standardsvar i genren “Vi har modtaget 361 ansøgninger og har valgt at tilbyde stillingen til den kandidat, som vi finder matcher jobprofilen bedst.”

Der er  mange om buddet på de opslåede stillinger indenfor design og kommunikation. Nogle gange forestiller jeg mig at hvert jobopslag er en butik på en gågade. Foran de stillinger jeg normalt søger, står der 400-500 mennesker i kø. Det er jo faktisk en sindssyg strategi at stille sig derover med sit portfolio under armen. Så måske jeg skal ændre strategi. Måske jeg bare ikke skal have et fuldtidsjob som designer.

Måske jeg skal noget andet.

jobsøgende

Sidste dag på min projektansættelse i foråret. 3 uger efter kom Otto.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

24 Comments

  • Reply Den Sure 22. august 2017 at 11:08

    Fordi man føler sig forkert. Fordi andre ikke taler om hvordan det var, da de var arbejdsløse. Fordi der er så mange løgne om, hvordan man får arbejde og hvor nemt det er.
    Men man og du er ikke forkert. Og jeg vil gerne fortælle, at jeg var så desperat og ked af det, da jeg var arbejdsløs. Og det er ikke særlig nemt at få de fleste jobs, og der er ikke én rigtig strategi, mener jeg altså.
    Det er bare megahårdt at være arbejdsløs.

    • Reply Ida 25. august 2017 at 10:13

      Ja! Sgu. Tak fordi du siger det.

  • Reply Skalotteløg 22. august 2017 at 14:08

    Jeg fik stress af at være arbejdsløs. Hvilket vist skulle være helt normalt (men ikke desto mindre ret upraktisk) – så jeg frygter også 1. december, som også er min skæringsdato. Hvis du kender til nogen herovre i Jylland, må du gerne lige holler – så skal jeg nok holde ørerne åbne, når jeg snakker med mine peeps på øen. Skal det være design? Det kan ikke være anden form for kommunikation? Dameblad, fx?

    • Reply Skalotteløg 24. august 2017 at 16:52

      I tilfælde af, at du ikke selv har set det her opslag

      http://www.mediajob.dk/jobsearch.asp?visjob=6099

      • Reply Ida 25. august 2017 at 12:30

        Det havde jeg ikke. Tak!

    • Reply Ida 25. august 2017 at 10:15

      Jeg lover at holla eller hvad faen det hedder! Det må godt være kommunikation… Tror jeg. Fuck. Er stadigvæk forvirret. Jeg tror sgu jeg nupper Karolines tip og laver en beskrivelse af hvad servicedesign er i et blogpost. Så gør du det samme med dét du kan! Let’s get in formation:D Kh Ida

  • Reply Karoline fra icarriedawatermelon.dk 22. august 2017 at 17:48

    1) Fyret fra et fast job efter udmelding om graviditet? Nogle folk skulle skamme sig. Uanset hvor mange paragraffer om prøveperioder, de end er dækket ind under.

    2) Jeg ved ikke hvor meget du har lyst til, at din blog her skal være dit digitale visitkort, også karrieremæssigt, men det kan godt betale sig. Min blogging var det direkte trinbræt til den stilling, jeg har nu. Hvis du har lyst til det samme, så skulle du måske skrive lidt mere om, hvad du kan? Få det flettet ind her og der, hvis du ikke vil skrive et decideret CV-indlæg (som du sagtens kan få turneret sejt, tror jeg)? For folk i din branche vil det måske være basal viden, når du sætter ord på, hvad du kan – men alle os læsere, som måske kan anbefale dig til ting, dit eget netværk ikke kender ti, aner ikke hvad det brede begreb “design” går ud på. Jeg kunne sagtens finde på at lede efter nogen at anbefale dig til – du er morsom og kreativ med din skrift og virker skidesød og MÅ derfor være en god kollega. Men jeg aner faktisk ikke, hvem eller hvad jeg skulle anbefale dig til 🙂

    Aktiver os. Vi er dine bedste ambassadører, tror jeg!

    De allerkærligste hilsner fra Karoline (der husker jobsøgningslyfe som en tåget, trist tid af gråd og anden-aktør-møder og skiftende småjobs og e-mails til familien om ikke at have råd til julegaver.)

    • Reply Skalotteløg 24. august 2017 at 16:54

      Hvordan gjorde du det, Karoline? Jeg nævner fx aldrig min blog, fordi det hurtigt bliver meget personligt. Særligt når jeg bruger den terapeutisk. De må gerne lære mig at kende, men behøver måske ikke at vide, hvordan min fødsel egentlig var… Din sorg er lidt noget andet, men stadig meget personlig og fuld af følelser. Har du aldrig været bange for, at det faktisk kunne gøre det sværere at få et job?

      • Reply Karoline 30. august 2017 at 10:26

        Hej Skalotteløg!

        Mit felt er journalistik, så der er en blog ret barmhjertig: Den viser om jeg kan formidle eller ej. Jeg tænker ikke, at emnet sorg spænder ben – det personlige vil kun (i min ende af journalistikken, som er kultur og livsstil, ikke politik og erhverv) tælle op, tror jeg. Men det er klart, at hvis jeg var socialrådgiver, så ville jeg nok tænke anderledes om at blogge personligt.

        Derfor er det heller ikke et generelt råd til alle jobsøgende. Men til journalister især og til Ida, som (måske!) er i en branche, hvor man godt kan bruge et digitalt udstillingsvindue.

        Konkret skete det sådan her for mig: Jeg var ude til et bloggerarrangement og netværkede løs (som bare er kode for at have sit mest charmerende og lyttende og likeable face på). Kvinden, der havde inviteret os, skiftede kort tid efter job – til en chefstilling. Her slog hun et job op, som jeg skrev direkte til hende om: Kan du huske mig, og vil du overveje mig? Hun sagde ja og ja! Jeg fik dog ikke jobbet – men 3 måneder senere ringede hun og sagde, at hun havde fundet på noget spændende til lige mig.

        Det kán lykkes ad den vej. Men ikke uden, at man har slået radaren til for muligheder, når man er ude i offentligheden.

        Kh Karoline! Som undskylder sent svar – jeg havde ikke fået slået notifikationer om svar til.

    • Reply Ida 25. august 2017 at 10:23

      Tak for vildt godt svar Karoline.

      1) Ja, de var faktisk bare ret tarveligt. Jeg fik 4 dage i en ny stilling i en nyoprettet afdeling, til at bevise hvad jeg duede til, mens jeg fysisk sad i en anden afdeling. Not cool.

      2) Jeg har tænkt over det i nogle dage og tror måske jeg skal prøve at tage dig på ordet og lave et lille Service Design info-indlæg tekst. Tak. Også for jobsøgningshep. Virkelig – Tak! 🙂

  • Reply Maude // skøreliv.dk 22. august 2017 at 18:54

    Jeg vil lige sende dig et par varme tanker eller mange, faktisk! Man føler sig bare så fortabt – den sure siger det så fint, synes jeg: Det handler om ens selvsyn i forhold til ‘de andre’, og det er aldrig rart at føle man står alene i nogen henseende. Men det der med at være arbejdsløs, det ER jo ikke dig; du er tusind-millioner andre ting, og jeg kan huske at jeg prøvede ikke at lade arbejdsløshedsmærkaten klistre alt for hårdt fat til mit ego. Men det er nok et skidedårligt råd; jeg mindes mest at jeg tudede en del. Jeg er helt sikker på det løser sig med alt det du har at byde på! Og hey, så vil jeg bare lige sige, at jeg konstant er LinkedIn-forskrækket. Synes det er slipsedyrenes kødmarked, brrr…..

    • Reply Ida 25. august 2017 at 10:25

      Tak søde skøreliv! Det er sgu bare dejligt at høre at man ikke er lige så alene som det føles ude i virkeligheden.

  • Reply Julie 22. august 2017 at 20:58

    I hear you. Jeg er pt jobsøgende efter barsel. Så sent som i dag var jeg til en workshop i a-kassen om at søge job igennem sit netværk. Oplægsholderen talte blandt andet om,at det er vigtigt, at man brander sin ledighed positivt og udadtil fortæller historien om,at det er en spændende tid med nye muligheder og bla bla bla. Og ved du hvad? Jeg friggin’ nægter at brande min ledighed positivt! Det ville nemlig være megameget løgn. Det er så nederen at være jobsøgende. Nederen at min familie på fem skal leve af mine fesne dagpenge. Nederen at gå og ruge på guldæg,og ud kommer “viharvalgtdenansøgerderharmesterfaringmedarbejdsopgavernedetblevikkedigmenduervelkommentilatsøgeenandengang”. Nederen at gå og overveje hvad man vil sige til de jobsamtaler man alligevel aldrig bliver inviteret til. Nederen at måtte skrinlægge alle fremtidsdrømme,som involverer noget med penge, på ubestemt tid. Nederen at pension lige pludselig bliver så aktuel, når man ikke har den. Selv om den forhåbentlig er et langt og spændende arbejdsliv væk. Det er så uendelig ufedt at søge job, altså. Suk.

    • Reply Ida 25. august 2017 at 12:19

      Det har du så ret i! Jeg har haft så noia på over at skrive om min arbejdsløshed på min blog fordi det bare ikke er særlig god PR. Men helt ærligt! Vi er så mange som går rundt og føler os helt alene med det crap. Forøvrigt er pension et ugentligt samtaleemne herhjemme – det er nemlig helt rigtigt at det lige pludselig blir mega vigtigt – for den som ikke har den. Jeg har – efter mange lange diskussioner – “fået lov” til at smide 1500 kr/mrd ind på min pensionsopsparing. Det er ikke meget, men det er nok til at jeg føler at jeg i det mindste gør noget (og så er det minimumbeløbet hos min pensionskasse for at man kan være med i Gruppeliv – som ved gud også vil komme min familie til gode, hvis vi/de en dag får brug for det). Så må vi låne penge, hvis vi kommer i nød – der skal sgu være plads til at begge parter lægger til side til deres pension. En familie producerer 2 ting: Børn og penge. Og da begge dele jo er i familiens interesse, må begge parter også have lov itl at indbetale pension. Om det så bare er 500kr. Synes jeg! Hep hep med det. Og tak for din kommentar 🙂 Kh Ida

  • Reply Anne 23. august 2017 at 4:53

    Jeg er så enig! For mig er det værste ved at være arbejdsløs også det mest tabubelagte: misundelsen. Jeg under ikke andre mennesker noget som helst jobmæssigt, og jeg synes det er så svært ikke at sammenligne mig selv med mit “netværk” og tænke: Hvorfor er det dig, og ikke mig, der har det job? (En følelse som på magisk vis forsvandt, da jeg selv var ansat i vikariater, som jeg var glad for). Jeg er efterhånden den eneste, udover min mand, der ikke har fast job i vores venne- og omgangskreds, og det er svært ikke at føle sig lille, når man sammenligner med de andres pensionsopsparinger, (sommer)huse, biler og ferier.
    Og det værste er, at man ikke ved, hvor længe det varer, inden man får det arbejde (som ikke er et vikariat/en timelærerstilling, som indebærer, at man igen-igen skal forholde sig til nye arbejdsgange, kolleger og omgivelser), så man kan ikke planlægge noget som helst. Jeg er på barsel indtil d. 1. september men har fået job som underviser. Det kan jeg bare ikke leve af, så jeg skal på supplerende dagpenge og er dermed ledig, selvom jeg har et job.
    Det værste er andres bekymring for en (vi glæder os jo sådan til I får et job, så I kan flytte fra lejligheden og slå rødder).
    Det værste er folks opmuntrende bemærkninger a la “I er så gode, I kommer ikke til at gå ledige ret længe”, “Det er godt at have en fod indenfor mange steder”, “Der er virkelig noget galt med arbejdsmarkedet, når sådan nogen som jer ikke kan finde arbejde”.
    Det værste er, at bekymringer og identitetstab gør min lunte kort over for mine børn og at bekymringerne spiser min gode barselstid, som aldrig kommer igen.

    Det bedste er de dage, hvor jeg glæder mig over, at der er tid til børnene og til at gøre ting, som jeg godt kan lide, som jeg kan se, at mine venner i fuldtidsjobs har sværere ved at nå: at læse bøger, at gå på folkeuniversitetet, at hente tidligt og bringe sent og de dage hvor jeg tænker fanden tage mig om jeg vil bruge mit liv på bekymringer over pensionsopsparinger, når jeg ikke ved, om jeg falder død om i morgen. Dem er der heldigvis også en del af.

  • Reply Mie 23. august 2017 at 9:33

    Var en dag for sent ude med at kommentere, for alle de andre har allerede sagt det hele meget bedre .
    Men altså, jeg fik et job – efter 1 års barsel og 1 1/2 års arbejdsløshed (nægter at bruge jobkonsulenternes eufemisme ‘ledighed’) med konstant ondt i maven, depression og bekymring over, hvordan fanden, jeg nogensinde skulle forsørge 3 børn – fordi en sød læser sendte mig en mail om, at de opslog en stilling på hendes arbejdsplads. Som Karoline siger: bloggen kan være en vej videre. Om ikke andet, så brug den terapeutisk en gang imellem, vi er masser, der står klar til at fortælle dig, at du ikke er alene, og at det bestemt ikke er dig, der er noget i vejen med.
    Kram.
    P.S. Der er for nylig skrevet en ph.d. om det nederen dagpengesystem, selvom det selvfølgelig ikke er opmuntrende, så er det nogle gange meget rart, når andre giver en ret… (lad dig ikke narre af den underligt nedladende tone i overskriften): http://politiken.dk/debat/art5937343/Arbejdsløse-må-droppe-skammen-og-stå-ved-deres-status

    • Reply Ida 25. august 2017 at 12:30

      Tak Mie! Virkelig. Og hvor jeg elsker internettet når jeg hører at du fandt et job gennem en læser. Det er sgu fantastisk.

  • Reply Laura 23. august 2017 at 20:50

    Jeg synes du har en god blog – ærlig, morsom og velskrevet. Ved godt der er så mange mommy-blogs derude, men når man ikke er til det falske ‘alt er perfekt og i de rigtige nuancer’-show mange kører, så er en blog som denne skide god! Fandt den først for nogle uger siden, men faldt pladask for dig, da jeg læste dit opråb til Julie Andem om at lave en serie om moderskabet… ville være vanvittigt!!!!!!
    Går selv på barsel pt. og hører mange podcast’…. stemmer for at du laver en podcast om moderskabet (i hvert fald mens du finder job hehehe)

  • Reply Ulla 24. august 2017 at 16:55

    Ida Ida hurra fordi du kørte sagen mod din tidligere arbejdsplads og jeg lige har set på FAOD Facebook at i vandt! Og ja det er godt med oprejsning alene, men mega fedt at det kommer til at gøre økonomisk ondt på virksomheden, og til gengæld nok er et dejligt lille plaster på såret hos dig. Kæmpe kram! Og mere hurra!

    • Reply Ida 25. august 2017 at 12:32

      Ja! Tusinde tak Ulla!! Jeg er også meget glad. Så glad at jeg slet ikke kan finde ud af at skrive om det:)

      • Reply Kira 26. august 2017 at 19:57

        What! Det er da mega stort og fedt! Det må vi høre om! ❤

  • Reply Kristina N 30. august 2017 at 8:06

    Jeg har” kun” stået i jobsøgningshelvedet, da jeg blev færdig på uni sidste sommer. Jeg var så heldig hurtig at få et job, men det var i Ballerup, og jeg bor i Odense – og der var sporarbejde hele sidste sommer, så det overlevede jeg kun i en måned, hvorefter jeg sagde op. Jeg var så endnu mere heldig allerede at have fået et nyt job i en tidsbegrænset stilling, som jeg så begyndte på i august sidste år. Der viste chefen sig så at være helt forfærdelig og have den holdning til nyuddannede, at man intet kan, og at man bare skal have “stille mund og store ører” – og det det sagde hun vitterligt! Der holdt jeg så ud i 6 måneder, hvorefter jeg landede mit drømmejob. Så jeg ved ikke helt, hvordan det er at være arbejdsløs/ledig, men jeg ved hvor skidehårdt det er at skulle søge jobs. Man bruger SÅ mange kræfter på det, og endnu flere, når man så er aå heldig at blive kaldt til samtale. Det er jo en lang eksamen, og man føler, at det er ens person, der bliver eksamineret! Derudover så ved jeg, hvor “fordømmende” folk er, når man allerede på så kort tid har haft to jobs og er i gang med sit tredje.
    Tror ikke, at jeg har en eneste kontakt indenfor din branche, men jeg vil glæde mig til at læse om din titel 😉
    P.S. Så lige, at du har vundet sagen mod din tidligere arbejdsgiver i Ligebehandlingsnævnet. Stort tillykke! Jeg arbejder tilfældigvis med ansættelsesret, så det er en fornøjelse, når nogen kører og vinder sådan en sag 😀

  • Reply Helene 30. august 2017 at 9:49

    Jeg er også arbejdsløs. Jeg blev fyret på barsel, og det er så mega hårdt, at dele af ens barsel skal gå med dumme bekymringer ala “kan jeg nogensinde få et job?” Efterfulgt af “altså et job jeg er glad for?”. Ja, siger folk. Men altså man føler sig jo bare så frustreret, magtesløs, ensom og uduelig. For hvis jeg var god nok, så havde jeg vel et job nu. Det værste for mig er, at jeg ikke ved hvor længe, det kommer til at stå på….
    Så jeg genkender bestemt dine følelser. Jeg leder efter marketingjob i hovedstaden – og vi er også mange om buddet!

  • Leave a Reply