Det (mor)somme liv

Til bryllup

I går var jeg til bryllup. Uden børn men med silkekimono og modebloggerhår. Hele svineriet – Wallah, det var fedt! Var lige ude at smage på friheden, og til dem der også sidder med hovedet i en blespand for tiden, kan jeg sige at den stadigvæk findes. Og den er stadigvæk nice.

Mine svigerforældre kom og hentede to glade unger om formiddagen. De fik også en Northfacetaske, som min kæreste havde tetrispakket med 3 forskellige modermælkserstatninger, 2 slags instantgrød og 2 hjemmelavede glas frugtmos. Og nå ja, så bare lige den liter modermælk, jeg har brugt de sidste 250 år på at malke ud.

Det var første gang, siden Otto kom til verden, at vi havde helt børnefri i mere end et døgn, og jeg synes selv at jeg er blevet ret god til at holde fri fra mine børn. For åh, hvor er det dejligt at mute havregrøden og have pæne sko på. Og spise mad med bestik, uden der er en toårig som prøver på at stikke sin hånd ned i ens underbukser.

Tricket er at hvile i, at jeg aldrig kommer til at føle mig klar til at gå fra Kurt og Otto. Men så længe jeg ved at dem der passer, elsker dem lige så meget som jeg gør (og det gør de jo, de bedsteforældre. Det er så genialt!), så giver jeg faktisk mine børn en gave, fordi jeg giver dem tid til at bygge relationer med de vigtige mennesker i sit liv.

Dét prøvede jeg at sige til mig selv, når jeg fik ondt i mor-maven, de gange jeg lige måtte forlade festen for at stå i et sygt akavet bøj henover verdens mindste håndvask, med hovedet mast op mod spejlet og malke ud imens jeg junkede børnebilleder på min telefon. #Muh

Festen foregik på et idyllisk gammelt vandrehjem og det koncept med at du kan vælte direkte i seng fra din dansegulvskoger, holder for evigt. Så det gjorde jeg. Traskede durk op i seng klokken 6, efter at have drukket den sidste dark’n’stormy og brølt med på Tarzan Mama Mia (og fangirlet hårdt på seje Maren, som også var med til fest)… #Godnat

I mellemtiden var Kurt blevet 2 år. Yes. Festen faldt sammen med hans fødselsdag. Så da vi stod der og klappede i takt til brudevalsen klokken 00.16 var det præcis to år siden, min lille glade, skeptiske, sjove yndlingsperson, kiggede på mig for første gang med sine absurd mørke øjne. Nu er de blevet lyse og det er han også. Blevet lys. Kæft, jeg elsker den lille dreng der kan sige Honda Fireblade, Lamborghini og motorcykel, helst hopper på trampolin og stadigvæk er håbløst forelsket i Onkel Reje.

Kærlighed holder. Både ude og hjemme.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply