Blæs, brus, blåt – Avernax festival er (fandme!) godt

I går stak jeg af med min familie. På soldækket på den lille færge midt imellem Faaborg og Avernakø smadrede lyn det sorte så alt blev lyst. Så kom stormen.

Kl. 22 landede vi med to overtrætte unger på en vindomsust, lille, kulsort Avernakø og jeg var et kussehår fra at tage færgen direkte tilbage til fastlandet. Vi fik et lift til festivalpladsen i en kassevogn, sammen med et band der hedder Kvinder der kender din krop. Vi fik slået telt op i regn, rusk og mørke og NU er vi her: på Avernax festival, som er så tæt på en hybrid mellem ø-lejr og festival som jeg overhovedet kan forestille mig.

Man vasker selv op, der er lam over bål, radiobiograf og blå himmel. Om lidt starter musikken. Hele min gamle efterskole er her, og minder mig om, hvem jeg var engang. Kurt og jeg har lige svømmet ud til en lille båd, nogen har tisset i bukserne, mens andre har drukket sig tipsy i albani ad lib.

Lige nu er begge børn på magisk vis gået kolde og Niklas og jeg ligger under et militærtelt på en gammel sofa.

Her er virkelig hyggeligt.

Jeg er fan.