Arbejdsliv

Hjem igen

Ferien er slut. Ikke flere sommergule getaways. Ikke flere dovne dage med bare tæer på dugvådt græs. Ikke flere salte østers og sundowners… Krøllen på vores sommergris hed Avernax Festival og var endnu mere vidunderlig end sidste år. Seriøst. Hvis man er til natur, telt, koncerter, fællesskab, øl, bålmad, havbadning og sauna, så kan det virkelig anbefales. Billetterne bliver revet væk på få minutter og jeg forstår satme godt hvorfor. Som ø-lejr barn og roskildegænger gennem de sidste henholdsvis 25 og 15 år er det altså en ret så perfekt krydsning mellem en ø-lejr og en festival.

Jeg er tilbage på mit arbejde og efter i en lang periode at have været ramt af den der skitzofrene fornemmelse hvor jeg den ene dag tænker “fuck det, jeg siger op!” på hjemturen og den anden dag tænker “Jeg skal SLÆBES ud derfra!”, er jeg for tiden et sted hvor jeg virkelig sætter pris på mit job.

Jeg kommer ofte til at romantisere hårdt fysisk arbejde, fx på en fabrik eller i mine sønners institutioner, og tænke at dét er sgu ærligt tjente penge og hvad gør jeg egentlig for min løn: Sidder og flytter lidt papirer rundt, får måske – hvis jeg har været rigtig dygtig – nogle til at underskrive et af dem. Drikker kaffe. Holder oplæg. Går til møder. Så kan jeg tænke at det er da ikke et rigtigt arbejde. Så kan jeg blive voksenmobbet lidt i bogen “Pseudoarbejde” og artigt tøhø-grine med på “Djøf med løg” forestillinger. Og stille og roligt drukner min professionelle stolthed i påtaget, selvironisk distance over at være ansat i noget så tungt at danse med som staten.

Men helt ærligt: For tiden har jeg det helt omvendt. Jeg er ved en ret klar erkendelse af at det satme også er hårdt arbejde at være her: Stædigt at fastholde sin faglighed og integritet og insistere på at blive i kampen og forsøge at rokke en supertanker bare en enkelt millimeter. Lære at spille spillet. Lære at nyde friheden når man har fri og at udnytte arbejdstiden på en meningsfuld måde når man arbejder. Skabe meningsfulde relationer og have det oprigtigt både sjovt og alvorligt med sine kolleger. Det er faktisk totalt meget ikke spild af tid. Faktisk er det – på trods af alle papirerne – både kompetenceudviklende, solidarisk og fyldt med mening.

Jeg ved ikke hvorfor jeg lige fik behov for ovenstående svada. Måske fordi nogen i sidste uge havde behov for at bombe min arbejdsplads. Det er så lidt i orden og jeg får så meget lyst til at råbe fra tagene at vold ikke er svaret og at hvis man virkelig vil ændre noget, så kom sguda for helvede ind i kampen, i stedet for at stå derude i regnen. Der er en hel masse forskel der skal gøres og be the change you wish to bla bla bla…

Nå. NU vil jeg sætte mig ud i køkkenet med et glas rødvin og skrive på min ikke-bog.

Hav en dejlig aften.

Kh Ida

Ps. Læselisten er opdateret med Delphine De Vigans “Alt må vige for natten.

Pps. Hvis du mangler en podcast, så kan jeg anbefale “Manderegler” med Emma Holten og Anders Haahr.

Previous Post Next Post

4 Comments

  • Reply Anette 13. august 2019 at 18:54

    Du er sej! Jeg kan så godt li’ at læse det du skriver, som både er reflekteret og nysgerrigt, og genkendeligt, uden at jeg selv kunne have formuleret det.
    Go’ aften

  • Reply Marina 13. august 2019 at 19:08

    Jeg er forsker, så jeg er bestemt også med i “er det her overhovedet et rigtigt job”-debatten med mig. Suk.

    Men on a different note… tak for podcastanbefalingen. Jeg er løbet tør for gode podcasts.

  • Reply VenterPaaVinBlog 14. august 2019 at 10:48

    Det har jeg også haft lyst til at råbe. De rødder sku’ sgu i seng uden aftensmad, og en ørefigen. Eller måske, sku’ de have en tur i tidsmaskinen, og bare have fået nogle flere kys, dengang de skulle i seng, og deres forældre havde det ansvar?
    Jeg ved det simpelthen ikke. Vold er jo ikke svaret. Men kæft, noget forbandet svineri. Og jeg bliver røvsur.

    – A

  • Reply Tone 14. august 2019 at 13:46

    Hej Ida,

    Avernax lyder virkelig dejligt! Er det også dejligt med helt små børn? Fx et barn på et år og et par måneder? Vi har snakket om at prøve det herhjemme, men er lidt i tvivl om børne-situationen og om det bliver mere stress end sjov. Ved godt at børn er forskellige og alt det der, men er det sådan umiddelbart go eller no-go?

    Og godt kæmpet på jobfronten! Jeg er selv uddannet designer (også fra DSKD faktisk) og arbejder i mini-staten aka kommunen, og kan så godt genkende det med at kæmpe for at fastholde sin fagjlighed, i det kæmpe (og til tider lidt støvede) maskineri jeg er havnet i. Indtil nu har det været meget svært, og det er en af de ting jeg er meget spændt på, at komme tilbage til efter min barsel slutter. Men jeg har tænkt mig at tage kampen op igen, for jeg tror sgu ret meget på min (og din) faglighed. Det er bare altid svært at være i undertal.

    Tak for at du deler, det er en fornøjelse at læse med 🙂

  • Leave a Reply