Ferien er slut. Ikke flere sommergule getaways. Ikke flere dovne dage med bare tæer på dugvådt græs. Ikke flere salte østers og sundowners… Krøllen på vores sommergris hed Avernax Festival og var endnu mere vidunderlig end sidste år. Seriøst. Hvis man er til natur, telt, koncerter, fællesskab, øl, bålmad, havbadning og sauna, så kan det virkelig anbefales. Billetterne bliver revet væk på få minutter og jeg forstår satme godt hvorfor. Som ø-lejr barn og roskildegænger gennem de sidste henholdsvis 25 og 15 år er det altså en ret så perfekt krydsning mellem en ø-lejr og en festival.
Jeg er tilbage på mit arbejde og efter i en lang periode at have været ramt af den der skitzofrene fornemmelse hvor jeg den ene dag tænker “fuck det, jeg siger op!” på hjemturen og den anden dag tænker “Jeg skal SLÆBES ud derfra!”, er jeg for tiden et sted hvor jeg virkelig sætter pris på mit job.
Jeg kommer ofte til at romantisere hårdt fysisk arbejde, fx på en fabrik eller i mine sønners institutioner, og tænke at dét er sgu ærligt tjente penge og hvad gør jeg egentlig for min løn: Sidder og flytter lidt papirer rundt, får måske – hvis jeg har været rigtig dygtig – nogle til at underskrive et af dem. Drikker kaffe. Holder oplæg. Går til møder. Så kan jeg tænke at det er da ikke et rigtigt arbejde. Så kan jeg blive voksenmobbet lidt i bogen “Pseudoarbejde” og artigt tøhø-grine med på “Djøf med løg” forestillinger. Og stille og roligt drukner min professionelle stolthed i påtaget, selvironisk distance over at være ansat i noget så tungt at danse med som staten.
Men helt ærligt: For tiden har jeg det helt omvendt. Jeg er ved en ret klar erkendelse af at det satme også er hårdt arbejde at være her: Stædigt at fastholde sin faglighed og integritet og insistere på at blive i kampen og forsøge at rokke en supertanker bare en enkelt millimeter. Lære at spille spillet. Lære at nyde friheden når man har fri og at udnytte arbejdstiden på en meningsfuld måde når man arbejder. Skabe meningsfulde relationer og have det oprigtigt både sjovt og alvorligt med sine kolleger. Det er faktisk totalt meget ikke spild af tid. Faktisk er det – på trods af alle papirerne – både kompetenceudviklende, solidarisk og fyldt med mening.
Jeg ved ikke hvorfor jeg lige fik behov for ovenstående svada. Måske fordi nogen i sidste uge havde behov for at bombe min arbejdsplads. Det er så lidt i orden og jeg får så meget lyst til at råbe fra tagene at vold ikke er svaret og at hvis man virkelig vil ændre noget, så kom sguda for helvede ind i kampen, i stedet for at stå derude i regnen. Der er en hel masse forskel der skal gøres og be the change you wish to bla bla bla…
Nå. NU vil jeg sætte mig ud i køkkenet med et glas rødvin og skrive på min ikke-bog.
Hav en dejlig aften.
Kh Ida
Ps. Læselisten er opdateret med Delphine De Vigans “Alt må vige for natten.
Pps. Hvis du mangler en podcast, så kan jeg anbefale “Manderegler” med Emma Holten og Anders Haahr.
9 Comments
Du er sej! Jeg kan så godt li’ at læse det du skriver, som både er reflekteret og nysgerrigt, og genkendeligt, uden at jeg selv kunne have formuleret det.
Go’ aften
Jeg bliver så glad for sådan en kommentar! Så tak! Og undskyld at det skulle tage mig en hel måned at svare. Kh Ida
Jeg er forsker, så jeg er bestemt også med i “er det her overhovedet et rigtigt job”-debatten med mig. Suk.
Men on a different note… tak for podcastanbefalingen. Jeg er løbet tør for gode podcasts.
Det kunne jeg forestille mig! Men det ER det. Det er endda mere end det. Og selvtak. Håber du kunne lide den. Kh Ida
Det har jeg også haft lyst til at råbe. De rødder sku’ sgu i seng uden aftensmad, og en ørefigen. Eller måske, sku’ de have en tur i tidsmaskinen, og bare have fået nogle flere kys, dengang de skulle i seng, og deres forældre havde det ansvar?
Jeg ved det simpelthen ikke. Vold er jo ikke svaret. Men kæft, noget forbandet svineri. Og jeg bliver røvsur.
– A
Jeg er en idiot til at svare på kommentarer søde A. Men jeg bliver så glad hver gang du/I skriver! Tak! <3
Hej Ida,
Avernax lyder virkelig dejligt! Er det også dejligt med helt små børn? Fx et barn på et år og et par måneder? Vi har snakket om at prøve det herhjemme, men er lidt i tvivl om børne-situationen og om det bliver mere stress end sjov. Ved godt at børn er forskellige og alt det der, men er det sådan umiddelbart go eller no-go?
Og godt kæmpet på jobfronten! Jeg er selv uddannet designer (også fra DSKD faktisk) og arbejder i mini-staten aka kommunen, og kan så godt genkende det med at kæmpe for at fastholde sin fagjlighed, i det kæmpe (og til tider lidt støvede) maskineri jeg er havnet i. Indtil nu har det været meget svært, og det er en af de ting jeg er meget spændt på, at komme tilbage til efter min barsel slutter. Men jeg har tænkt mig at tage kampen op igen, for jeg tror sgu ret meget på min (og din) faglighed. Det er bare altid svært at være i undertal.
Tak for at du deler, det er en fornøjelse at læse med 🙂
Hej Tone! Først og fremmest undskyld jeg er en ko til at svare på kommentarer. Altså vi har semi-normale / sociale børn og jeg synes at lige præcis Avernax er kæmpe go! Jeg ville ikke bryde mig om at have mine unger med på Roskilde, men Avernax er noget helt, helt andet (der er fx kun plads til 600 mennesker). Der er børnetelt, gode familievenlige dagskoncerter, klovne, folkedans, en strand med sten man kan kaste i vandet og så er der ret mange børn og mooncars og chill. Jeg kan kun anbefale det (eneste nedtur er at man ikke begge to kan blive oppe, når børnene er lagt i seng/telt).
Og tak for hep – Det betyder meget.
Ida
Det lyder virkelig skønt! Det kan godt være vi kunne finde på at prøve det af næste år så. Aner stadig ikke helt hvordan mit barn er, men han virker også semi-normal og social 😉
Måske vi prøver at lokke nogle venner med, så der er nogen at teame op med når ens bedre halvdel holder skansen i teltet.
Tak for svar!
Ps. Jeg synes også det kunne væres sjovt med et fællesmøde på en bar, forestiller mig at det vil være en aften fuld af gode mennesker!