Egentlig er det længe siden jeg indså, at der kommer lige præcis 0% godt ud af at jeg følger med på blogs og profiler af hjemmepassende økofamilier.
Når jeg så alligevel får forvildet mig derhen for at drysse lidt salt i mit splittede sind, blir jeg normalt bare lidt ked af det på den der skitzofrene erjeginspireretellerbareutilstrækkelig-måde. Men den her gang blev jeg faktisk ægte træt.
Træt af ordet “bevidst”. Og træt af den passivt-agressive, selvforherligende retorik om hjemmepasning som ‘det bevidste valg’. Som om et liv hvor jeg vælger et fuldtidsjob for at levere den arbejdsværdi tilbage som jeg pantede ud i de SU-sponsorerede studieår, ikke er bevidst? Vælger et liv hvor jeg giver tilbage til det samfund som, trods alt, har hjulpet mig med at lande i min pissepriviligerede lille lomme. Vælger at mine børn får nye horisonter og flere relationer end dem vi kan tilbyde som familie. Jeg siger ikke at det er perfekt – hverken samfundet eller den hverdag, jeg har valgt – Men kom ikke her og fortæl mig, at det ikke er bevidst.
Nu vi er i gang, er jeg også faldet over et andet udtryk der giver mig øjeblikkelig refluks.
“Broke but woke”.
Som om at alle der har valgt et andet liv, end et hvor man lever af skovens bark og bær og glor på sit barn 12 timer i døgnet, og som i forlængelse af det valg tonser rundt og passer fuldtidsjobs og vinker farvel og ræser til og fra børnehaven og loller og danser ulvetimen ind med musik og frugt og putter og krammer og kysser og elsker… som om vi gør alt det i søvne? Unwoke, eller hvad?
Det kan godt være at jeg stresser for meget og endnu ikke har fundet balancen, men jeg gør det sgu med begge øjne vidt åbne – og hvis SoMe-hjemmeværnet gerne vil tro at jeg ikke er vågnet op til Den Store Sandhed, så fint nok. Men jeg har fandme ikke brug for belærende lommefilosofi pakket ind i ufarlige bekendelser om hvor uperfekt et bevidst og hjemmepassende liv kan være.
Grrr!
On the bright side lover jeg fra nu af at holde mig langt væk fra de url’er der messer med min hjerne. I stedet kan jeg jo så passe mit job – og mine børn – helt bevidst og med vilje.
Glædelig, balanceret og bevidst fucking jul.
Kærlig hilsen
The Grinch
66 Comments
Word. Har længe haft noget lignende refluks på vej om det ultralede begreb “adskillelseskulturen”. Har ikke kunnet skrive det af trist harme. Regulær mobning sminket til i et sukkersødt vi-vil-jo-bare-børnene-det-bedste is what it is.
Åh ja! Og så det evige missilskjold: “Jeg skriver jo bare udfra det JEG oplever/ser/føler”. Argh!! Jeg vil glæde mig til at læse, hvis du når udover harmen. Og TAK for pinterest-pin! Et board jeg er virkelig stolt over at være repræsenteret på! Godt nytår til dig <3 Kh i
Kære Ida – rigtig God Jul til dig og dine ❤️ Du gør det godt, dine valg er netop DINE valg og hvis det ikke virker for dig … så gør du nogle nye valg udfra det der bliver godt for jer. Punktum. Og kram.
Tak Mette! Og ja, jeg ved det godt. Jeg skal bare lige huske det også:) Punktum. Og godt nytår! Kh Ida
Jeg slettede min instagram for en uge siden – stærkt inspireret af dig – fordi ‘i favn’-segmentet og hjemmepassermødrene (nej, selvfølgelig min egen usikkerhed) gjorde mig helt ude af stand til at vurdere mit barns trivsel. Græder hun fordi hun er overtræt eller fordi hun er utryg ved at sove mens jeg sidder og holder hende i hånden? Sover hun så godt på sit eget værelse fordi hun er tryg og stoler på at vi kommer når hun kalder. eller fordi jeg har “paralyseret hendes nervesystem og ødelagt hendes tilknytningsevne” ved ikke stadig at samsove med hende ? Anyways, nu har jeg slettet profilen. Det viser sig at min unge har det ret godt og nu har jeg det også meget bedre (når jeg ikke rammes af akut fomo).
Tillykke med instagramsletning! Seriøst noget af det bedste jeg har gjort for mig selv at slette den app. Et andet tip til om et par uger, er at slette alle dem du følger, undtagen dem du rent faktisk kender personligt. Så er dit feed virkelig begrænset og ufarligt (og hyggeligt), hvis du – som jeg – engang imellem liiiige sniger dig derind fra browseren. Rigtig godt nytår! Kh Ida
Amen! Tak for den post! Hilsen en ny læser, der helt sikkert vil læse meget mere fra din hånd fremover.
Velkommen til rodebutikken:) Og rigtig godt nytår! Kh Ida
Det er så øretæveindbydende,og jeg tager også mig selv i at læse det, selvom jeg har sagt til mig selv, at det er forbudt. Jeg føler mig ikke ramt på indhold men jeg føler mig simpelthen sådan talt ned til af de der profiler. Tænk med et smil at fremføre så meget seævhævdelse for egen praksis, og når der så er nogen, der blotter sig og indrømmer, at de har dårlig samvittighed, sige ‘du gør det sikkert så godt, du kan’. Fly mig en brækpose!
Ja! Eller ‘Du kan jo bare lade være med at læse med’. Suk. Tænk hvis vi alle sammen tog lidt ansvar for de billeder vi maler af os selv på vores profiler. Tænk hvis alle var 100% ærlige om vores liv inkl. de svagheder, usikkerheder og samvittighedskvaler som er et grundvilkår. Så ku internettet være et rart og trygt sted man kunne søge trøst og finde sammenhørighed, og ikke bare et sted man skulle finde “inspiration” og “5 måder at fixe DIT (ødelagte) liv med MINE geniale råd/affiliatelinks/brrrrrææk” Kh Ida
Preach!!! Og glædelig jul fra en fellow work/life-balance-øvende søster.
<3
Jeg læste et sted en børnepsykolog udtale at der var en million måder at være forældre på og kun meget få af dem var forkerte. Så skynd dig bare at unfollowe økofamilierne og vær stolt af, at du ikke bare opfostre egne børn men også går på arbejde og betaler skat, så de syge kan få behandling og de gamle kan få hjemmehjælp osv. Du bidrager til samfundet og fællesskabet og der for er du en helt. God jul til jer :-*
Det vil jeg gøre. Tak! Og rigtig godt nytår til dig. Kh Ida
Haha fedt med et godt call-it-by-its-name rant. Tænker det kunne være så fedt, hvis valg ift børn var det samme som fx valg ift karriere. Nogle arbejder med noget de er passionerede for, nogle er mere til smør på brødet-modellen ift jobvalg, nogle arbejder lidt, nogle meget, nogle pendler langt, nogle kort. I min vennekreds er alle modeller i spil og ingen ses som særligt bedre end andre, bare forskellige.
Men i familielivsvalg bliver det værdiladet. Det er så træls. Fordi for mig bekræfter hjemmepassertyperne mig egentlig bare mest i hvorfor jeg ikke selv hjemmepasser. Det er ikke mig, jeg elsker at være en del af en arbejdsplads, både kollegialt og fagligt. Men deres pointe om at mange er meget væk fra små børn som 2x37timer betyder, har for mig været en god reminder, og vi er på den baggrund gået lidt ned i tid herhjemme.
Men enten-eller retorikken gør mest for mig at jeg intet hører, men bare bliver frustreret. Det er så mega ærgerligt når fronterne bliver trukket så hårdt op. Og det er nok dét, jeg primært slår mig på: at hjemmepasserne ofte definerer sig i negationen, altså at deres liv er fedt og det modsatte af vores andres, dvs lidt implicit at vores er ufedt fordi det er modsat.
Må 2019 blive året hvor man godt må være forskellige og fede alligevel allesammen. Haha og fred i verden (ja, jeg har drukket vin).
God jul Ida og tak for dine bidrag til at nuancere billede af hvordan man gør familie. Det er fedt.
Kære Mette,
Tak for din kommentar (også lidt længere nede i sporet). Jeg kan kun skrive alt muligt kedeligt og meget enigt. Jeg drømmer virkelig om at gå ned på 30 timer. Og jeg tror faktisk at jeg vil gøre alvor af det. I forhold til stereoptyper, så er det skidegodt clickbait, men hverken særlig reflekteret, virkelighedsnært eller værd at stræbe efter/bruge sin sparsomme mentale båndbredde på. Jeg stemmer også for et solidarisk, sammensat og mangfoldigt 2019! HalleJULia (og ja, jeg har også drukket vin) 🙂 Kh Ida
Helt enig og tak fordi du betaler skat; det giver mig mulighed for at gøre min lange uddannelse færdig, selvom jeg fik børnene tidligt.
Det er min fornøjelse! Godt nytår <3 Kh Ida
Du skriver hvad jeg tænker. Elsker dine indlæg som omhandler de samme observationer jeg selv har
<3
TAK for at sætte så præcise ord på den påvirkning af moderfølelserne, som tidens nyvækkede børnefanatisters selvforherligende udpenslinger kan vække.
Jeg græmmes over den uintelligente dobbeltmoral, mens jeg på samme tid får et sug i maven af misundelse. Over at kunne glo på mine unger dagen lang.
Netop derfor er det så svært, ikke at læse med. Fordi det vækker følelser.
Behovet for at hævde alle sine valg ihvertfald sætning og manglen på perspektiv gør det dog tydeligt for mig, at ikke alle trives i deres nye sekt.
http://emiliblog.dk/2018/11/men-de-tager-jo-ikke-skade/
Tak for link 😉 Men altså…. Du, Mai, tænker simpelthen at jeg ikke trives i mine valg? Fordi jeg i ny og næ berører emnet hjemmepasning. Stikker lidt dybere, end bare at skrive at det gør jeg, hjemmepasser. Det må jeg altså liiige knytte en kommentar til.
Landet ligger sådan at jeg har en personlig blog, en blog hvor jeg skriver om alt det der fylder hos mig. Det gør hjemmepasning lige nu. Jeg deler mine tanker om det. Men det betyder altså ikke, at jeg ikke trives, sorry! Og jeg kan egentlig ikke forstå, at det at jeg skriver om et emne, jeg finder så interessant, at det skulle være lig med at hævde?
Anyway, jeg håber alle i dette kommentarfelt nyder julen. Jeg vil tjekke ud og gøre det samme. GLÆDELIG JUL 🙂
Hej Emili,
Mit link er ment som en henvisning til mere læsning om emnet og i pågældende eksempel et spændende kommentarfelt, hvor de to linjer tydeligt trækkes op. Både de meget aggressive kommentarer og dine svar.
Resten af min kommentar omhandler ikke kun dig, men hele “bevælgelsen”, som Idas indlæg omhandler.
Jeg synes du virker som et rart menneske og en super god mor.
Jeg kan godt være misundelig over den mulighed du har for hjemmepasning.
Det der vækker mine negative følelser (og ja, jeg er helt med på at jeg bare kan holde mig væk fra domænet), er når jeg fornemmer en privilegieblindhed. Nej I er ikke en “gennemsnitlig” famile. Det er decideret uvidende at skrive.
Og nej, det handler ikke bare om prioriteringer. Tænk hvis vi alle blev hjemmegående husmødre eller “selvstændige”, så ville vores samfund bryde sammen. Nogen skal jo betale for gildet.
Vores samfund er simpelthen skruet forkert sammen, når man ikke både kan have et job og føle at man slår til overfor sine børn.
Vi burde kigge mod vores svenske naboer, der har meget bedre muligheder for børn og forældre.
I virkeligheden vil vi jo ALLE bae børnenes bedste. Både vores egne og naboens.
Du har et rigtig fint talerør og jeg ville ønske at perspektivet nåede længere end bare en daglig opsummering af at du har dit på det tørre. Det er det jeg mener med at “hævde” sig.
Dit ærinde er rent og rigtigt, men efter min mening en smule naivt og utroligt priviligeret.
Og nej, børn bliver ikke psykisk syge af at gå i institution. Især ikke hvis vi alle stod sammen om at skabe bedre vilkår for børnefamilierne i dette rige, ment alt for fortravlede land.
Jeg nyder dog fortsat at læse med på din blog 🙂
God jul til dig også.
Hej Mai, det er eddermanme godt skrevet, det dér. Skarpt, men præcist. Ku du ikke dele dine overvejelser bredere, det tror jeg mange ku blive klogere af. Du sætter ihvertfald ord på min ambivalens, især ift privilegieblindheden. Uden at nævne nogen med navn iøvrigt, så skriver Maj My jo også om økonomiske valg, som både er inspirerende, men i min optik også hammer privilegieblinde. Hos os arbejder vi fx deltid begge to og holder lange ferier oveni, super lækkert men det kan vi primært fordi vi er gældfri. Som handler jo jo da også om prioritering og at spise rester, men sgu mest om familielæring fra barnsben – min kærestes er godt oplært af din mor ift privatkøkonomi, samt at vi i pressede situationer har kunne låne rentefrit fra familien. Og det er i den grad ikke alle forundt.
Tak for dine input og god jul!
Men det er godt nok svært at gøre alle tilfredse kan du tro. For lige at snakke lidt videre om mig selv: Hvis jeg valgte udelukkende at holde mig til at skrive om samfundet, dårlige normeringer og at vi skulle tage og kigge mod vores svenske naboer – som jeg er helt enig i i øvrigt, så var det også galt. Så kunne nogen også læse noget, de følte provokerende ud fra det. Trust me on this one 🙂 Det er rigtig fint at du ville ønske, at perspektivet nåede længere hos mig. Jeg tror nu på at det at jeg berører emnet fra tid til anden og at jeg stiller mig frem og fortæller at jeg hjemmepasser, kommer med mine personlige oplevelser – jeg tror på det åbner folks øjne og gør en forskel. Ikke for alle, det er klart, men for nogen. Og så er det det hele værd for mig – og så vil jeg egentlig gerne have lov til selv at bestemme hvordan jeg skriver min blog 🙂
Lad os endelig stå sammen om at skabe bedre vilkår – men man må også starte i det små og der hvor man hver især kan.
I virkeligheden er det jo nok bare sådan, at fordi jeg er privilegeret (hvilket jeg godt ved jeg er, omend vi selvfølgelig også har ofret for at tingene løber rundt som de gør hos os), så må jeg ikke udtale mig om emnet omkring små børn og institutioner. Heller ikke selvom jeg aldrig har sagt andet end at jeg godt ved at hjemmepasning ikke er for alle. Ikke alle kan, ikke alle har lyst og nej, ikke alle kan bare prioritere det. Men jeg må holde fast i at 90% af alle et-årige danske børn er i dagtilbud og 98% i børnehave. Der sidder derfor en hel masse mennesker derude, som selvfølgelig sagtens ville kunne være med på hjemmepasnings-delen – havde de lyst.
Jeg tager også udgangspunkt i mit eget liv, og fortæller om dengang jeg afleverede min et-årige søn i vuggestue – fordi jeg oprigtigt troede på, at det var det bedste for ham. At det var hans behov. Ingen sagde anderledes, sådan gjorde alle jeg kendte. Jeg blev selv afleveret som et-årig. Det har også rigtig meget at sige i forhold til at jeg ønsker at udbrede emnet – for det er en lodret løgn. En løgn, at det er den et-åriges behov at sidde i en stopfyldt vuggestue – en løgn, at man som mor og far ikke vil kunne socialisere en et-årig. Jeg synes i det mindste at folk skal vide, der også er en anden vej – og så kan de træffe det valg, der er bedst for dem. Kan du følge mig?
Og igen – jeg skriver altså ikke noget for at have noget på det tørre. Jeg mister masser af følgere, hver gang jeg overhovedet berører emnet, så hvis det var et problem for mig hvad andre folk tænkte og at nogen smuttede, så lod jeg da helt være.
Og nej, ingen, hverken jeg eller nogen i mit kommentarfelt, har skrevet at børn bliver psykisk syge af at gå i institution. Jeg ved ikke hvorfor du læser det ud fra mit indlæg.
Når alt det her er sagt i øvrigt så kan jeg virkelig sagtens forstå, at ejeren bag denne blog og dem der kommenterer, bliver provokeret over “Broke But Woke” og snak om bevidste valg.
Jeg ser det heldigvis ikke selv nogle steder, men jeg følger heller ikke andre hjemmepassere, ud over to veninder. Så jeg har nok misset en del : )
Måtte bare kommentere, fordi mit specifikke indlæg var nævnt, selvfølgelig.
x
Kære Emili,
Først og fremmest glædelig jul – og tak for dine kommentarer! “Lad os endelig stå sammen om at skabe bedre vilkår – men man må også starte i det små og der hvor man hver især kan.” Dén sætning lader jeg stå for mit indre blik, for den er så rigtig. For mit eget vedkommende ved jeg at jeg har valgt rigtigt i min livsbane. Så mit nytårsforsæt må være at acceptere fomo som en fast følgessvend i – og måske blot et tegn på kærlighed til alle aspekter af – mit liv (fomo over mit sociale/arbejdsliv når jeg er sammen med mine børn, og fomo over mine børn, når jeg er ude og være social/arbejde) og så holde op med at snige mig ind på de blogs og profiler der tager mere end de giver.
Med ønsket om et solidarisk 2019. Godt nytår! Kh Ida
Sikke en god kommentar! Jeg tilslutter mig Mette og ved at øvelsen for mig handler om at se indad. Især handler det om at få følelserne (altså dem der elsker at sammenligne/selvpine sig med andres livsvalg – som du også nævner i din tidligere kommentar) til at tage en chill-pill. Fordi jeg rationelt godt ved at jeg gør det rigtige for mine børn og for mit samfund (ja, det er 3. juledag og jeg er høj i hatten – HalleJULia!) ved at tage afsted på arbejde og så give mine børn alt hvad jeg har, i de timer vi er sammen om dagen. Jeg arbejder ikke fordi jeg tror jeg ville blive skør af at gå hjemme (no offense, til dem der ville), men fordi jeg synes det er meningsfuldt. Jeg arbejder ikke for at gøre karriere, men for at gøre en forskel. Forleden regnede jeg ud hvor mange kroner jeg hver måned giver i skat – Prøv lige at regn ud hvor meget du hver måned lægger til velfærdsmaskineriet UD over at du har et arbejde og passer dine børn. Det er altså ret sejt. Når det så er sagt, så går jeg lidt og flirter med en 30 timers arbejdsuge. Det tror sgu jeg ville klæde mig:) Rigtig god jul – og tak for begge dine meget kloge kommentarer. Kh Ida
Jeg er simpelthen blevet nød til at stoppe med at følge den type profiler, for jeg følte ikke andet end utilstrækkelighed – både over ikke at kunne gøre det samme, men men også over ikke at kunne have lyst til at gøre det samme. Og så også en form for harme over at blive talt ned til, som om jeg ikke rigtig vil mine børn det bedste – for så ville jeg jo prioritere det (er så træt af at der altid bliver sagt, at det jo bare handler om at prioritere – det er så blindt for at ikke alle vil/har mulighed for at være freelance/selvstændige typer eller har en partner der er med til at finansiere det).
Men tak for et indlæg der sætter ord på de frustrationer jeg selv oplever – jeg er vild med det de emner du tager op.
Emili – med din kommentar her understreger du blot, for mig, hvorfor jeg trykkede unfollow hos dig og samme slæng af kviksand for en helt almindelig fuldtids- udearbejdende, gift, gennemsnitsmor for lang tid siden. Og nu er er jeg tarvelig – det må have gjort nas at skrive noget uden at det at der er spons/reklame/affiliate kroner i det for dig.
Kære Ida – undskyld at jeg lige brugte din platform til at lukke damp ud, det var nødvendigt for min sjælefred. Så med ønske om en stille & God Jul i sync med værdier og gode intentioner, kram fra M
Det er helt ok. Jeg forstår dog stadig ikke hvorfor. Jeg kunne forstå hvis jeg brægede at det var det ENESTE rigtige. Det har jeg aldrig gjort. Det er der måske andre der gør, det skal jeg ikke kunne sige.
Og til det andet: Ja, det er sgu tarveligt. Og så lavt. Og helt uden noget hold i øvrigt.Men så fik du luft og sjælefred : )
Kære Mette, Ikke undskylde! Jeg er GLAD for at I har holdt køkkenfest i mit kommentarspor, mens jeg lå i fosterstilling på et juletræstæppe. Især med så gode og vigtige pointer (som overhaler mit indlæg med flere længder indenom). Tak for det. Og et rigtig godt og solidarisk nytår til dig <3 Kh Ida
Med fare for at gentage mig selv: Jeg hører dig sgu! Og jeg har endelig fattet, at jeg bare skal lade være med at se mit arbejdsliv som et valg. For det er det ikke. Det er ikke mig der “vælger at gøre karriere”. Det er mig der passer mit job. Og det er mere end bare okay. Det er sgu pissesejt og burde hyldes. Og jeg er sikker på, at hvis vi ikke alle sammen havde mere end nok at se til end at passe vores job og vores unger, så ville vi hylde og hævde os selv i diverse blogs over hele landet 🙂 Så skål i champagne for os – og for et solidarisk 2019! Kh Ida
Tak❤️
Selvtak. Og godt nytår <3
Mere word.
(Ligesom Anne siger, er det snakken om ‘prioriteringer’, der pisser mig mest af. For jeg ved ikke med andre, men jeg blev sgu ikke i sin tid præsenteret for en hylde med 10 mulige jobs, så jeg kunne vælge det, der lige passede bedst. Mit job betaler regningerne, og vi får det lige til at løbe rundt, det er fint, og vi tilhører en lille og pissepriviligeret procentdel af verdens befolkning. Men jeg vil IKKE belæres om, at alting bare er et spørgsmål om at træffe de rigtige valg i tilværelsen. Så jeg er også begyndt at prioritere min tid på nettet i stedet.)
Rigtig god jul, Ida, og tak for altid fine tanker ❤️
Kh en fellow grinch
Kære grinch. Alt blev så meget lettere, da jeg (indrømmet, for ganske nyligt) holdt op med at betragte mit arbejdsliv som et valg. Det er det ikke. Det er et vilkår. Et pivhårdt, men også pivhamrendepriviligeret vilkår. Glædeligt og solidarisk 2019 til dig og til os. Kh i
Tak! Tak for det indlæg- det havde jeg brug for at læse. Har også haft nærmest selvdestruktiv trang til at læse med sådanne steder. I går, efter at have læst dit indlæg, trykkede jeg ‘unfollow’ på en hel række af dem- og wauw det føltes fantastisk . I det hele taget kan jeg mærke en trang til mere substans fra bloggere, der er mødre (hader ‘mommyblogger’). Det finder jeg hos dig (og hos flere på din ‘Her læser jeg med’-liste. Nu vil jeg kysse på mine to børn hele julen og med god samvittighed glæde mig lidt (meget) til jobstart efter barsel i start 2019. God jul til dig og dine.
Selvtak Anna! Og tillykke med unfollow-følelsen. For ikke så længe trykkede jeg unfollow lidt over 900 gange på Instagram, så jeg nu “kun” følger de omkring 40 mennesker som jeg rent faktisk kender i virkeligheden når jeg engang imellem sniger mig derind. Det er SÅ befriende! Tillykke – også med jobstart – Du kommer til at gøre en forskel. Det bliver fantastisk! Godt nytår. Kh Ida
Nu er jeg tilpas langt nede i kommentarfeltet, til at jeg tør fyre følgende af: Tit og ofte har jeg tænkt på, hvor mange af disse hjemmepassere, der mon er blevet sådan nogen, fordi de ikke er i stand til at få/fastholde et normalt job? Et eller andet i den voldsomme proselytiseren tyder på en ubalance. Desuden er det, surprise, surprise, som oftest kvinder, der hjemmepasser, derved at folk jo som regel skal have noget at leve for. Hvad har disse kvinder tænkt sig ift. karriere/tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis deres forhold ikke holder? Immervæk er det jo op mod 50% af indgåede ægteskaber, samt guderne må vide hvor mange procent af de samlevende, der på et eller andet tidspunkt vil ud af forholdet igen. Som følger af en af de tidligere bølger af feminisme er der en del, der ikke kan passe sammen i mit hoved.
Så længe vi ikke har borgerløn eller er milliardærer, er økonomi stadig et af de absolut vigtigste områder at have ligestilling på.
Selvfølgelig vil det være bedst, hvis alle kan arrangere deres familieliv efter egen overbevisning. Samtidig ville det klæde de fleste at være lidt mere rummelige i forhold til, hvordan andre mener, at _deres_ familieliv bedst arrangeres.
Når jeg tænker på hvor svært det var for mig at få job som nyuddannet designer, bliver jeg svimmel af at tænke på, hvor svært det må være efter 2-5 års hjemmepasning. Det er så trist og forkert at det skal være sådan, men ikke desto mindre er det et faktum. Jeg tror virkelig at man skal have noget professionel ballast, for at kunne lave et comeback. Og det har jeg bare desværre ikke endnu. Først hamrede jeg mig selv i hovedet over ikke at ofre mig nok for mine børn. Men så holdt jeg op med at se det som et valg. Fordi det (friheden jeg får ved at være selvforsørgende – også som 72-årig når jeg skal pensioneres) er et privilegium jeg ved har krævet blod, sved og tårer under kvindefrigørelsen og det er et privelegium jeg er villig til at ofre for at bibeholde. Da jeg holdt op med at se det som et valg, blev det hele meget lettere. Jeg skal arbejde hver dag, fordi at det skal jeg. Og det er okay.
Jeg elsker det her indlæg! og jeg elsker de supplerende pointer i kommentarsporet.
Forlæsende og bekræftende læsning. Der er rigeligt med bekymringer i forældreskabet som udgangspunkt. Lad os give plads til forskellighed i vores måder at være forældre (og mennesker) på.
Ja! Skål i champagne på det – Og på et solidarisk 2019! Kh Ida
Tak for det her indlæg og for de mange kommentarer fra kloge damer! Jeg vil gerne tilføje en lille ting, da jeg læste sætningen ovenfor fra Emili om at “stå sammen om at skabe bedre vilkår”, blev jeg bare så træt… Jeg synes på mange måder hjemmepasser- og hjemmeskolelivet kunne være skønt for min familie, men hvis vi valgte det, stod vi netop ikke sammen med andre om at skabe bedre vilkår for de mange. Der er en grund til, at Liberal Alliance praiser hjemmeskolelivet (jeg så en kommentar på Maj Mys hjemmeside, hvor en følger viste sig overrasket over Joakim B. Olsens velvilje desangående). I takt med at velfærdsstaten afvikles er det en god ting at kunne sige til familierne, at de jo bare kan vælge frit, at de bare kan vælge at tage deres børn hjem, hvis de som forældre er utrygge ved institutionerne. Vores nye velfærdsstatsmodel eller mangel på samme skaber gode vilkår for hjemmepassere. Hvis vi nu gik sammen om at råbe op, når politikere igen, igen, igen skærer ned på de offentlige udgifter og forringer vilkårerne for vores børn, så ville det måske kunne føre til gode børneliv for de mange og ikke de få. Mange ting kunne forbedres for vores børn, det kan vi alle blive enige om, men hvor ville jeg ønske, at flere ville gøre noget for andre børn end lige deres egen avl. At melde sig helt ud af en diskussion om forbedring af institutitonerne på baggrund af såkaldt ‘evidens om adskillelseskultur’ er i sandhed usolidarisk, og det tror jeg faktisk ikke, at de dygtige udviklingspsykologer som starter gode forskningsbaserede debatter om børneliv egentlig ønsker sig.
Marie, hvad er det der gør dig så træt? At jeg siger at vi selvfølgelig skal stå sammen om at skabe bedre vilkår – hvilket vi skal og at jeg så samtidig har min lille datter hjemme et par år?
Kan man ikke kombinere det i følge dig eller hvad? Kan man ikke holde sit barn ude af institutioner de første par år og så samtidig sætte fokus og forsøge at råbe op?
Hvorfor er det enten eller?
Jeg er med på at nogen sikkert melder sig ud, men det er da de færreste? Jeg møder i hvert fald ingen hjemmepassere på min vej, som ikke gør deres, for at sætte fokus på de ringe kår institutionerne har i øjeblikket.
Og hvad tænker du om adskillelseskultur? Det klinger så negativt herinde. Men mener du (og jer andre måske også) at det er forkert set, når folk bruger det begreb? Jeg er med på at nogen tager det til et vildt niveau. Men kan man ikke godt sige at vi har en kultur hvor tidlig adskillelse er blevet det allermest naturlige?
God aften 🙂
Hej igen. Havde ikke set dit svar. Jeg synes ikke, at hjemmepassere generelt kæmper en kamp for bedre vilkår i institutioner nej. Det bygger jeg på, at jeg har læst i flere netværk, at man nu ikke længere vil kæmpe for netop dét, men i stedet for helt at undgå institutionalisering. Men vi har brug for gode institutioner, for vi kan ikke alle flytte til en ø og gå hjemme eller leve af blogging og start-ups eller på én indtægt (fint for dem som kan). Det er kollektive vilkår, der skal ændres og dem ændrer vi ikke, ved at skrive debatindlæg om, hvor glade vi er for selv at gå hjemme med vores børn eller hvor skidt det er for børn at blive passet ude (det sidste tror jeg i øvrigt ikke på). Jeg medgiver, at “tag børnene hjem-dag” var et godt initiativ, hvis vi alle siger fra og lader være med at gå på arbejde bare en enkelt dag, så ville protesterne i forhold til normeringer kunne høres – noget lignende foreslog Københavns forældreorganisation i gamle dage. Mine børn er glade for deres institutioner, og min mand og jeg sørger for, at de har korte dage ud fra præmissen om, at vi gerne vil være sammen med den mest muligt. Vi er samtidig engagerede i forældreråd mv., og har mulighed for af den vej at få indsigt i og påvirke institutionens og hverdagens opbygning. Jeg tænker om “adskillelseskultur”, at det er en lidt farlig forsimpling der beskriver alt fra sut og slyngevugge til tidlig vuggestuestart og bruges til i den grad at slå forældre oveni hovedet. Det ligger i begrebet, at al form for adskillelse er omsorgssvigt eller ‘unaturlig’, men ideen om det unaturlige er helt håbløs her, for hvad der opfattes som unaturligt/naturligt skifter jo konstant (læs eventuelt Ning de Connick om barndommen eller etnolog Signe Mellemgård). Omsorgssvigt er i øvrigt noget helt, helt andet som jeg synes har intet at gøre i en sætning, der skal beskrive børn i institution generelt. Jeg har ingen grund til at tro, at adskillelsen er et strukturelt vilkår, som vores samfund producerer. Tværtimod har adskillelsen kulturhistorisk i langt højere grad end nu været et vilkår for de mange. Det var kun i en begrænset periode at den hjemmearbejdende (med tryk på “arbejdende”) husmoder var i en begunstiget position – nemlig i 50erne. Vi har heldigvis mulighed for at bruge masser tid sammen med vores børn i dag, og jeg tror på, at med de overvejelser vi som veluddannede, ressourcestærke kvinder, der tilsyneladende læser med her, har overskud til at træffe for vores børn, så vil de klare sig og få gode liv (med de bump på vejen der nu engang vil være i livet). Der er nogle andre børn, vi kan være bekymrede for, og dem skal vi give så mange pædagoger som muligt og mulighed for gode fællesskaber – her taler jeg ikke om tvangsinstitutionalisering, som jeg er klart imod. Undskyld det skulle gå lidt hurtigt, derfor lidt rodet svar.
Jeg synes ikke rigtig du svarede på mine spørgsmål. Men ok 🙂
Sjovt, det ser jeg slet ikke. Jeg ser langt flest hjemmepassende, der går op i lige netop bedre vilkår i institutioner – det er jo ofte grunden til at de har taget deres børn hjem.
Så du synes at “tag-børnene-hjem-dag” var et godt initiativ, “fordi hvis vi alle siger fra og lader være at gå på arbejde en enkelt dag, så vil protesterne i forhold til normeringer kunne høres”.
Men uha dem der tager børnene hjem hver dag – de er bare usolidariske. De kollektive vilkår skal ændres JA for pokker, det tror jeg ikke du finder én hjemmepassende mor eller far der ikke mener. Det er jo trods alt stadig de færreste der vælger at gå hele vejen og fx unschoole. Jeg har også et barn der skal i børnehave en dag – det har mange – selvfølgelig er vi også interesseret i normeringer.
“We must never underestimate the power of planting a seed”. ALT tæller i det her. Debatindlæg, navlepillende blogindlæg og tanker om måden man selv har indrettet sin hverdag.
Fokus skal der til og lad os være især gøre hvad vi kan, og så i øvrigt stoppe med at være så ekstremt fintfølende.
Hvordan svarer jeg ikke på dit spørgsmål? Om adskillelseskultur? Det gør jeg da? Jeg ser ikke adskillelseskulturen, og jeg svarer på hvorfor.
Nej ikke det om adskillelseskulturen 🙂
Men hvad det var ved min kommentar, der gjorde sig så træt : )
Fintfølende på den måde at jeg i bund og grund nok bare synes nogen skal tage en chill-pill og lade være at være så opfarende, når de læser om en blogger, der synes det er fedt at gå hjemme med sit barn. Som sagt – at nogen synes noget er fedt og deler sin glæde er ikke ensbetydende med at man basher andre for at have valgt en anden hverdag. Og så skal man lade være at læse alt muligt ind i noget,der slet ikke står. Fx at børn tager skade af en hverdag i institution.
Og noget helt andet: Sæt det ikke gjorde en forskel at der blev skrevet personlige blogindlæg og debatindlæg. Var det så ensbetydende med at det var forkert at disse blev skrevet?
Og NU er jeg ude Jeg skal nemlig ud at spise : D
Og med fintfølende mener jeg at man skal lade være at tage alt så nært og drage konklusioner om hvad disse hjemmepassende mødre tror. Ingen har sagt at børn tager skade af at komme tidligt i institution, ingen har sagt at børn bliver psykisk syge.
At nogen skriver om deres hverdag, og glæden ved den er ikke at bashe andre for deres hverdag med fuldtidsjob og institution.
Og med disse ord, så tror jeg at jeg er den der er færdig med at spamme dette kommentarfelt : D
Rigtig godt nytår til alle x
Hvordan fintfølende i øvrigt?
Problemet er jo, når linjerne trækkes så hårdt op, at det bliver et spørgsmål om adskillelseskulturen = institution eller “exit adskillelseskultur” = hjemmepasning. Selvom det måske ikke altid er det, folk mener, så kommer det ofte til at fremstå sådan. Kommentarer her viser jo med al tydelighed, at du ikke “bare” beskriver din hverdag, du debatterer (du skriver selv, at du debatterer i din seneste kommentar) med et udgangspunkt, der er en meget, meget privilegeret hverdag. Det reagerer mange nok på. Godt nytår til dig også i øvrigt.
Marie, jeg er enig i hvert eneste komma her. Sproget er forunderligt. Der bliver sagt utrolig meget mellem linjerne i den her debat. Og måske ville det være en befrielse, hvis hjemmepasserne bekendte kulør, fx politisk, og ikke altid førte deres debatindlæg tilbage til, at de jo bare skriver om sig selv. Det, folk reagerer på, er jo netop, at der her og der er tilkendegivelser af holdninger, som måske ikke fordømmer folk, der institutionaliserer deres børn, direkte, men i hvert fald til, hvad det vil sige at gå i institution. For hvis man ikke havde den holdning, var barnet vel kommet afsted?
Der er meget mere stillingtagen i det end som så.
Emilie, det er for nemt at sige, at folk er fintfølende. Din blog er offentlig, du har nogle holdninger (ikke?), og jeg kan godt forstå, det er skønt, når folk kalder din livsstil inspirerende, men skal dem, som er uenige i netop de meget holdningsbaserede ting bare lukke munden? Det er da ikke sådan man ændrer en kultur?
Klart der er holdninger til små børn og massiv institionalisering, det lille barns behov osv. – men nok egentlig mest bare til samfundet og hvor crazy det er (på så mange måder).
Men det er ud fra eget perspektiv. JEG var ked af at jeg afleverede min søn da han var 1 år og ikke vidste man kunne gøre anderledes – DERFOR gør jeg det anderledes med min datter og DET skriver jeg om på MIN blog. Og så er den faktisk bare ikke længere : )
– Men det betyder ikke at der bliver set ned på dem, der ikke gør det samme som jeg. – Og jeg tror jeg taler på de fleste hjemmepassende mødres vegne i øvrigt. Ingen er ude på at bashe andre for deres anderledes valg.
Ingen skal lukke munden i øvrigt. Det er da der aldrig nogen der har sagt? Til gengæld får jeg konstant at vide at jeg priviligeret, for priviligeret til at tale om emnet. Så jeg skal faktisk bare helst lukke munden 😉
Over and out og god aften x
Jeg beskriver min hverdag – og så går der ofte debat i den i kommentarfeltet.
Og ja, så ender vi her igen igen – jeg er for priviligeret til overhovedet at italesætte dette sprængfarlige emne. Øv.
Det, du beskriver, hedder ikke fintfølende, men nærtagende. De to skal ikke forveksles. At være fintfølende er altid en meget positiv ting, nærmest synonym med empatisk. At være nærtagende har man ret til at være, idet andre ikke skal definere den enkeltes følelser, men det er tit hårdt for en selv, hvis man er nærtagende.
Udover hvilke andre fokuspunkter, man måtte have, ville det klæde mange bloggere at fokusere på et godt sprog, hvor man ikke forvrænger ordenes betydning. Hvis det sker i gentagne tilfælde, må man jo begynde at spørge sig selv om, hvorvidt det sker med en hensigt? Og så er man fremme ved gerne at ville vide, hvor bloggeren kommer fra, rent politisk. Jeg giver nemlig ikke fem flade ører for “jeg skriver bare, som jeg oplever det”. Så ubevidste er voksne mennesker simpelthen ikke!
Hej Henny.
Så nærtagende, for pokker da. Vi kan ikke alle være lige korrekte hele tiden, vel ; ) Nogle gange går det lidt stærkt..
Men for at gentage mig selv: Det jeg mente var, at jeg oplever mange som er (imo) for nærtagende og simpelthen drager konklusioner om hvad hjemmepassende mødre tænker, tror og gør. Jeg oplever fx selv at nogen sommetider konkluderer at jeg mener at børn tager skade af at komme tidligt i institution eller bliver psykisk syge. Og sådan er det altså ikke.
Og så synes jeg at man kal huske på, at det at nogen skriver om deres anderledes hverdag fx som hjemmegående, det er ikke lig med at man så basher andre mødre for den hverdag de nu en gang har valgt. Det var sådan set bare det. Ok?
Og til det du skriver omkring at du ikke giver fem flade ører for at at nogen skriver som de oplever det. – Jeg er egentlig lidt forvirret nu, men du mener det er utænkeligt, at nogen kan skrive om livet som de oplever det? Fx livet som hjemmepassende mor? Hvorfor dog det?
Kære Emili,
Jeg ved godt at vi har trampet rigeligt rundt i det her og jeg fornemmer også at du måske godt kan se, at der var lidt meget fart på et par af dine formuleringer i dit blogindlæg, men jeg blir simpelthen lige nødt til at spørge om du ikke godt kan forstå at man tolker overskriften: “Men de tager jo ikke skade” efterfulgt af en længere tekst, hvor der bla står “(…)Det er sejere at være karrierekvinden, der jonglerer alle boldene på en gang og så kan man bekræfte hinanden i, at det er så fint, at ens barn har 8-17 dage i vuggestuen – for så længe mor er glad, er barnet det.”
Altså.. Kan du ikke godt forstå at det føles som bashing, når man læser det? Og at når man læser din overskrift i sammenhæng med ovenstående, så konkluderer man, at du mener det modsatte: Nemlig at børn netop tager skade af 8-17 dage i institution?
Og så bare en lille note: Ikke alle fuldtidsarbejdende mødre er “karrierekvinder” der “blir glad” af at jonglere alle bolde. Vi er rigtig mange der lever med stresssymptomer og dårlig samvittighed som evige ledsagere til det udearbejdende liv.
Kh Ida
[…] har I holdt køkkenfest i kommentarsporet til det her indlæg, og tusinde tak for det! Hvor er i kloge og reflekterede. Jeg brygger på en […]
Kære Ida
Ja, nu har vi vist trampet lidt rigeligt rundt i det og pludselig kom kommentarfeltet også til at handle lidt for meget om mig synes jeg, selvom jeg egentlig ikke tænker at dit blogindlæg har noget med mine specifikke indlæg at gøre.
For at svare på dit spørgsmål: Jo måske kan det føles som bashing – hvis man ikke læser hele indlægget vel at mærke. Men jeg synes egentlig at man skal lade være at tolke noget ud fra en overskrift eller nogle enkeltstående sætninger. Jeg skrev nemlig også alt muligt andet i det pågældende indlæg.
Og pointen i forhold til det hele var jo blot at vi ikke med sikkerhed kan sige, at børn ikke tager skade af institutionslivet. JEG tænker ikke at min egen søn har taget noget som helst skade – og der er sikkert masser der heller ikke har eller gør. Men jeg hører det bare rigtig ofte rundt omkring “de tager jo ikke skade” “de hygger sig dernede og ved slet ikke hvad klokken er” -. Og det mener jeg bare ikke at man kan sige så klart og tydeligt. For det ved man reelt set ikke. Og skade kan jo i øvrigt være mange ting. Jeg lever med et nervesystem der let bliver overstimuleret og en angst for bl,a at blive forladt og være alene – måske har det noget at gøre med et barneliv i en fuldtidsinstitution. Måske har det overhovedet ikke. Men igen, ingen ved det. Det eneste vi ved er at det faktisk kan være stressende at gå i institution for de små. Så på en måde giver det god mening, i hvert fald for mig.
I forhold til det med at det er sejt at være karrierekvinden der jonglerer alle boldende på en gang – Det var altså skrevet med et lille smil på læben og et blinkende øje og det var ikke skrevet til mødrene. Men det er sådan jeg ofte oplever hvordan en sej mor i dagens Danmark bliver fremstillet – som hende der kan det hele på en gang, arbejde, se lækker ud, dyrke sport og parforholdet, alt det der.
Hvorimod at man bare ikke er helt så sej, hvis man vælger at hellige sig sine børn for en kort periode mens de er helt små. Man kan ovenikøbet møde fordomme og spekulationer “er det fordi hun ikke kan finde ud af at have et job”. “Hendes unge bliver nok super asocial” osv. osv. Og jeg ser mange af disse fordomme rundt omkring, hvilket jeg synes er helt sygt.
Dit kommentarfelt her viser også tydeligt, at fordomme overfor hjemmepassende i den grad er til stede.
Og selvfølgelig er ikke alle fuldtidsarbejdende mødre karrierekvinder, der elsker at jonglere. Det giver sig selv. Jeg tror mange, ligesom dig har dårlig samvittighed. Og måske er det endnu en god grund til at vi skal blive ved med at italesætte dette emne. Så mange der går rundt og trives dårligt med så megen adskillelse. Lad os i det mindste få alle kommuner til at give tilskud, således at så mange som muligt (af dem der har lyst) har muligheden for at trække stikket til barnet er 2 år. Lad forældre til små børn få lov at gå på deltid hvis de ønsker det. Og hvis man ikke ønsker det – hvis man trives på anden måde, så er det jo bare perfekt.
Ps. Jeg har svaret på dit spørgsmål til mit indlæg (om forbrug) 🙂
Jeg hører dig! Vi kan nemlig aldrig med sikkerhed vide hvilke konsekvenser vores valg vil få for vores børn – om så det er institutionslivet, hjemmeskole/pasningslivet eller noget helt tredje – Og måske er det dén uvished der er den ægte opgave at lære at leve med som mor/far: Vi kan kun gøre det så godt som overhovedet muligt, og så håbe at vi ikke fucker det alt for meget op undervejs.
Jeg var engang frivillig på 6 forskellige børnehjem i Kenya og tillad mig at komme med en hurtig bemærkning om forholdene i de institutioner vi har her i dk… (dyb indånding og frygt for på hvor mange måder det her kan blive misforstået) Børn i vores del af verden og fra vores (=alle der har overskud til at læse blogs og debattere på nettet) priviligerede samfundslag skal sgu nok få en megadejlig barndom. Og hvis ikke de gør det, så er jeg *ret* sikker på, at det ikke er fordi, at de er kommet i institution.
Hvorfor debatten bliver så polariseret, kan jeg ikke gennemskue, for jeg er også ret sikker på, at ingen af os der deltager i den, hverken slår eller mobber vores børn. Vi hverken ryger, drikker os stive eller tager stoffer mens vi passer dem. Derimod bruger vi ikke så lidt energi på at reflekterer over vores privilegier, vores samfundsansvar og hvordan vi skaber de bedst mulige rammer for vores børn. Jeg tror ikke at der er een forælder i alle de mange kommentarspor, som ikke kæmper for glade, sunde børn. Men i vores iver efter at gøre “det rigtige“ glemmer vi måske at det der er rigtigt for dig, ikke er det rigtige for mig. Og der kommer blogs som din og min med “How to” og “5 tricks til at blablabla” lidt til kort: Virkeligheden er så meget mere nuanceret og vi er alle på forskellige steder i vores livsbaner, når vi får børn: Nogle har allerede haft en lang karriere, nogle har ikke taget en uddannelse. Nogle (=fx mig) har lige færdiggjort en psykolang uddannelse og var først lige kommet i gang på arbejdsmarkedet, da vi så de to guddommelige streger på graviditetstesten. Vi er alle sammen forskellige steder!
Jeg er ked af at du oplever fordomme mod hjemmepassere i mit kommentarspor. Det gør jeg slet ikke. Men jeg oplever at hjemmepassere har fordomme mod mig som en udearbejdende og institutionsglad mor. Det er nok en iboende usikkerhed, der bare leder febrilsk efter noget at spejle sig i hos hinanden. Hende den seje karrieremor med styr på det hele, som du nævner, eksisterer seriøst ikke. Jo! Eet sted! I de der “Vis mig dit klædeskab/hus”-artikler i modemagasinerne der er som kviksand for vores selvværd og som kun har et formål: At få os til at føle os utilstrækkelige og utjekkede (men så kan vi jo heldigvis også bare anskaffe os den rigtige Acnejakke og en vintage Ann Demeulemeester støvlesamling). I repeat: De der seje arbejdsmødre som får dig til at føle dig mindre værd som hjemmepasser. DE FINDES IKKE! De går ned med stress på stribe, køber sig fattige i sæsonens Goyakjoler og savner deres børn ad helvede til. Det andet er en illusion. Ligesom (jeg gætter på at) den konstant lykkelige og afslappede hjemmepasser der sidder i lotusstilling med sine unger dagen lang er en illusion jeg har skabt i mit hovede. Du er pissesej og modig og stærk for at hjemmepasse. Og jeg er pissesej og modig og stærk for at arbejde ude. Færdig basta.
Nu blev det alt for langt. Og det jeg prøvede på at sige var bare, at fælles for alle vores børn i de her løbske kommentarspor (hvad end vi hjemmepasser eller sender dem i institution når de er 10 måneder) er at vores unger er megaheldige at have os som forældre. Vi glemmer det bare engang imellem.
Kærlig hilsen Ida
Ps. Da jeg havde skrevet på det her svar i 30 minutter refreshede min browser pludselig og slettede hele mit svar, så beklager hvis der er et par slåfejl i denne her “lille” rekonstruktion. Damn myself, for ikke at copy-paste!
PPS. Jeg overvejer helt seriøst at udgive det her alt for lange svada som et selvstændigt blogindlæg. Det må vist være en bloggers privilegium. Jeg håber det er okay, hvis jeg gør det – ellers må du lige sige til.
Altså – på et eller andet tidspunkt fylder Lotus-Amalie og Karl-Bjørn jo 15 år og har måske selv en mening, der trækker i en noget anden retning end de slyngebærende veganer forældre……. Det kan gå hen og blive ret interessant! (Hilsen hende med 3 teenagere, der nok ved hvordan man i hvert fald tager nogle andre valg end os forældre)
[…] til den såkaldte adskillelseskultur (som er debatteret i kommentarsporene HER og HER – og HER hos […]
Af hjertet tak – bare tak for det indlæg. Det havde jeg brug for.
Der har alle dage været uenigheder om hvornår man er “oplyst”/bevidst eller ej, især blandt hippier (som jeg kender en del af, kender også Neohippie IRL). For et par år siden blev jeg så træt af at høre mine bekendte påstå, at hvis aldrig man havde prøvet LSD eller svampe, så kunne man jo ikke være oplyst. Jeg har min egen lommefilosofiske idė om zen: hvis man virkelig har opnået zen/er blevet oplyst/bevidst, så har man ikke brug for at prale med det.. heller ikke på insta!
Amen!