10 ting du kan være helt tilfreds med, at du ikke vidste om mig

1. Jeg er skidebange for at flyve (skriver jeg her fra mit turbulensramte rutefly på vej hjem fra Spanien). Det er totalt uerkendt, så hver gang jeg sidder i et fly, begynder tvangstankerne og jeg lover mig selv aldrig mere at gå ombord på en flyver igen. Denne gang mener jeg det. Gys.

2. Jeg har en enkelt tatovering. Den sidder på min højre underarm og jeg fik den lavet i Kolding da jeg var 25 år. Den forestiller mit yndlingsstjernebillede: Orion.

3. Der er nærmest ikke nogle madretter jeg ikke kan lide – med undtagelse af et par sindssyge encounters jeg fik i Shanghai (ja, marineret andemave og century eggs, jeg taler til jer) og så behøver jeg heller ikke smage den kogte hønsefod, jeg spiste da jeg boede i Kenya, igen.

4. Da jeg var i starttyverne og lige flyttet til Århus, arbejdede jeg i Lust i lidt over 2 år. Jeg har stadigvæk en solid paratviden om alt der vedrører skedeorgasmer, vaginalkugler, phtalater og erotisk litteratur til kvinder. #barekaldmigjoan

5. Min yndlingsfarve har altid været midnatsblå.

6. Da jeg var lille ville jeg være marinebiolog med speciale i hvaler. Da jeg blev 11, begyndte jeg at interessere mig helt vildt for elementarpartikelfysik og gik hver dag på Helsingør bibliotek for læse om det og så på stjerner med min farfar i hans hjemmebyggede observatorium i Tikøb. I 9. klasse var jeg en uge i praktik på Niels Bohr- og HC. Ørsted instituttet. Jeg spiste frokost med Holger Bech Nielsen, så vanvittigt meget op til Anja C. Andersen og min største drøm var at blive astronom.

7. Desværre er jeg nærmest talblind (på trods af en matematisk studentereksamen). Derfor blev ovenstående punkt aldrig til mere end et hobbyplan.

8. Jeg har engang været på et modeljob på Sardinien, hvor jeg udover turen og et luksushotelophold fik 1500 euro for en enkelt dags arbejde. Hele dagen inden jeg skulle skyde, lå jeg ved poolen uden solcreme og blev så solforbrændt at makeupartisten måtte dække mig til med grøn foundation i et desperat forsøg på at neutralisere min auberginefarvede hud. Kunden ringede aldrig igen. Jeg er en idiot.

9. Jeg blev friet til med en diamantring fra Tiffany, som Niklas købte da han var i New York til sin farmors begravelse og jeg var alene hjemme med Kurt som var helt nyfødt. Da Niklas var hjemme igen sad jeg og ammede, mens han pakkede ud og pludselig sad han på et knæ foran mig med verdens smukkeste ring og spurgte om jeg ville gifte mig med ham. Det var ok romantisk.

10. Mit all time yndlingsband er Pink Floyd. Jeg har alle albums på LP og CD og har hørt dem så meget, at de er helt tyndslidte. Mit yndlingsnummer er ‘the gunners dream’ fra albummet ‘the final cut’. Der hvor Roger Waters klagende “and hold on to the dream” morpher over i en knastør tenorsax-solo… Ah.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply