Jeg er forbruger, så er man da noget

En af mine veninder sagde engang, at det at få sit første barn er så identitetsomvæltende, at man skal til at finde ud af hvem man nu er. Hvem er man avec barn? Identitetskrise – Det shit er der penge i.

Da jeg fik mit første barn for 2(!) år siden, fandt jeg f.eks. ud af at Ida Con Kiddo er en rigtig Proenza Shouler type. Og typen der også ræddi godt kan lide smykker fra Ladyfingers. Og tøj fra Stine Goya. Og helst også alt fra Flock. Og skal have stofbleer til sin baby. Og Sana’s jakke i SKAM. Og en espressomaskine i køkkenet!

Ikke at det at blive mor er en undskyldning for mit overdrevne behov for forbrug de sidste par år – Men en forklaring, måske? For hold kæft hvor kan vi (drømme om at) bruge penge hjemme hos os. Med mig on-off på dagpenge bliver langt det meste selvfølgelig ved dagdrømme, men åh de der behov. Som føles så åndssvagt autentiske.

Tag bare de praktiske ting. Indtil nu har vi klaret os fint med vores almindelige cykel og så et cykelsæde, men efter lang tids overvejelse, har vi endelig bestilt en ladcykel. Oh, the joy! Bare en Christiania med det hele, på beløbet tak. Og jeg er overbevist om at jeg vil få mere tid og et bedre liv, så snart vi får cyklen. ÅH, alle de skovture vi nu skal på!

Nå. Men undervejs i cykeldrømmen, faldt snakken jo så på en bil. På at vi jo alligevel på et tidspunkt får brug for en. Og nu føler jeg nærmest, at vi ikke kan undvære en bil: At de 1,5 timer jeg bruger i en bus, på at tilbagelægge den 12 km strækning der er fra mine svigerforældre (og ja. Som jeg jo snart kan cykle på min nye fucking luksus el-cykel… I know, Mufasa), den tid får jeg jo aldrig igen. Hvis bare jeg liiige får en ladcykel, en ny bogreol, en dims til min blender, en bil, en farveprinter, en Celiné taske, et par sko, en gasgrill, et kolonihavehus, en tur til Thailand… Det. Stopper. Aldrig.

Og løbende smider jeg selvfølgelig det hele på Instagram og Bloglovin, så mine bordplader, lyskæder, sko og morgenmad kan agere identitetsmarkører og kulturelle koder. Som så kan få andre til at drømme om de ting jeg køber. Det er så forbandet godt tænkt.

Det er her løsningen skulle komme ikke? Opråbet, initiativet. At jeg tager en shopping detox eller noget i den stil. Det kommer ikke. Jeg er der ikke helt endnu. Måske tager jeg engang endnu et år uden shopping. Men så blir det altså først i 2018 😉

Indtil da vil jeg i stedet shut the blog up, som man siger, og gå en lang tur med min 8500 kroners tvillingebarnevogn – Jeg trænger vist til noget Gnags i ørene imens.

Ja, jeg kan gå på mine fødder
Jeg er fodgænger, så er man da noget
Jeg kan gå igennem byen
Koster ikke noget, så har man da råd

Byen strækker sig for mine fødder
Lyde bliver til lyd, dechifrerer:
Fodgænger igennem byen