Pludselig er vi bare mennesker der løber

I et anfald af resort lede, stak vi i forgårs af til Phi Phi’s hovedby, Tonsai. Både Niklas og jeg havde en uforklarlig kærlighed til den mærkelige, overturistede by: Smalle gader, små huse bygget alt, alt for tæt og en nærmest ikke eksisterende infrastruktur. Og så en masse bagstive backpackere, sprut buckets, barer, fireshow og alt det der. Men midt i det 30 grader varme, lugtende kaos var der også en lille fransk ejet café med en espressomaskine og croissanter. En god diveshop (der arrangerer dykker- og snorkleture). En godt gemt, fin restaurant. Og det vi mest af alt havde brug for efter at have tilbragt 5 nætter på et isoleret og overpriced resort: Frihed til selv at vælge hvad vi vi lave, spise og hvor vi vil gå hen.

Vi havde en af de der Lou Reedske perfect days’s hvor alt bare var godt. Vi havde sejlet rundt om Phi Phi Leh (seriøst en smuk ø – det kan ingen slidte turistfælder tage fra den) og snorklet og dykket. Vi spiste en -tør jeg sige det- ret god burger inde midt i byen efter en kold sundowner-øl hvor ungerne legede med de lokale børn på en af de offentligee strande. Alt var bare godt.

Ved 20-tiden tog jeg et par billeder af det varme, summende sammensurium af snaldrede europæere og thailandske tatovører på vores gade, Soi Slinky. Ti minutter senere lå vi alle fire stuvet sammen oppe på værelset i dobbeltsengen under AC’en og sang Barndommens Land mens drengene var irriterende og vågne. En helt klassisk soooov-nu-for-fanden-så-vi-kan-få-en-kold-øl-situation som alle de andre aftener vi har haft på den her tur. Lidt irriterende. Meget hyggeligt.

Pludselig forsvandt al lyset. Et nødlys blev tændt over døren og vi tænkte, at det var et almindeligt power breakdown. Da vi åbnede vinduet for at se om hele byen var mørklagt, ku vi mærke en anderledes varme og høre stemmer råbe “Fire!” Vi løb ned ad den mørke trappe og ud på gaden. Her blev vi mødt af en tyve meter høj mur af flammer og røg, tyve meter fra os.

Det er svært at forklare hvorfor man gør som man gør, men vi spurtede op på værelset efter vores pas. Det her var så mærkeligt Fordi midt i al kaoset var værelset så stille og køligt. Og ens flugtinstinkt fattede ingenting. Så det krævede en aktiv indsats ikke at tænke “Men hvad med tøj til børnene? Hvad med computer? Sim-kort? Bleer? Nej. Nej. Nej. Vi skal bare afsted.

Med to nøgne børn løb vi ud på gaden og ned mod molen. Det var fandme surrealistisk. Folk stod og drak øl og kiggede på flammerne som om det var et Skt Hans bål. Udover de lokale som løb mod branden med små skumslukkere, var gaden nærmest som da jeg tog billedet en time tidligere. Surrealistisk.

Man siger at man ikke ved hvordan man reagerer i en nødsituation, før man selv står der. Jeg er åbenbart en af dem som råber “FIRE, FIRE, ITS A FIRE!” mens jeg løber igennem det fulde partycrowd, der blev irriteret over at nogen forstyrrede deres fest. Der var ikke så meget med ikke at sprede panik og forblive rolig der. Dialogen gik cirka sådan her:

(øldrikkende 20-årig englænder) “Hey, watch it!”

(Desperate Ida med Otto i armene, der tænker på hvis de der gasflasker der står ved ethvert streetkitchen begynder at eksplodere) “but there is A HUGE FIRE! And I HAVE KIDS! You’re going the WRONG WAY!”

(Øldrikkende 20-årig englænder): “Well maybe you just shouldn’t have had kids”

> Indsæt bare kæmpe WTF emoji her <

Ude på den lange stenmole ved Tonsai Peer, oplyste orange røg himlen. Det var så vildt at stå der. Brænder hele byen? Hvad hvis alle pludselig skal evakueres? Skal vi prøve at stjæle nogle redningsveste? Kan man dø af røgforgiftning hvis man står ude i vandet? Alle mulige vilde spørgsmål fløj rundt, mens vi prøvede at holde hovedet koldt. Samtidig med en følelse af at det valg man træffer kan få store konsekvenser.

Vi mødte en dansk mor med to børn og flere og flere turister kom ud med deres rygsække. Et par af dem fik overtalt en longtail-kaptajn til at sejle dem ud på det mørke vand. Vi faldt i snak med en kaptajn fra Phi Phi Cruise Phuket, som var så flink. Smilede bare overbærende af alle os fjollede, bange turister og efter en times tid gav han os og den danske familie, lov til at være på hans skib. Med redningsveste på. Jeg fik ringet hjem og sagt at vi var okay.

Da der var faldet lidt ro på, fik vi købt et par saronger til at sove under, en flaske rødvin og noget vand. Så sad vi der mens røgen over byen fortog sig og prøvede at forstå hvad der lige var sket. Og prøvede at lade være med at tænke for meget over hvor vi havde været, hvis branden var udbrudt to timer senere, efter vi var faldet i søvn.

Skibet skulle bare klargøres til afgang kl. 6.30 sagde Max, da han kom tilbage fra byen, hvor de lokale omkring midnat havde fået kontrol over branden. Vores hotel var indenfor afspærringen. Under mild protest fik vi givet ham 6000 baht som tak for at vi måtte sove på hans skib (pinligt lidt i dkr, men vist omkring 14 dages løn for ham). Efter et par timer faldt vi i søvn med børnene på et par redningsveste under myggenet og stjernedække, til lette bølgeskvulp. Næsten som intet var hændt. Nærmest idyllisk. Tidligt næste morgen var der gang i molen som enhver anden dag. The show must go on. Mens kraner aflastede paller med sugerør, isterninger og madvarer, pakkede vi sammen, fik sagt tusinde tak til Max og gik tilbage mod vores hotel.Vi var heldige. Vinden var blæst den modsatte retning og vores hotel stod stadigvæk. Mærkeligt at komme tilbage på et værelse vi var sikre på, var gået op i flammer. Pakke de ting, som pludselig virkede så ligegyldige, og gå 20 meter ned ad vejen hvor branden til gengæld havde smadret alt.Hvad gør man egentlig? Gid vi var typerne der på en eller anden måde blev og hjalp til med oprydning. Men det føles også bare lidt mærkeligt at bede om en kost. At samle glasskår. Det var som om der var et kollektivt chok blandt de lokale som vi ikke var berettigede til at være en del af. Som ikke var vores.

Et par minutter stod vi bare der som de turister vi er. Snakkede lidt med den sygeplejerske der havde kigget på mit øre et par dage tidligere. Nu kunne hun ikke komme på arbejde, fordi hele lægeklinikken var brændt. Hvad siger man? I’m sorry?

I’m sorry.