I går sluttede min lille 1-uges Ud af skabet udfordring. For 5 år siden gjorde jeg det i 50(!) dage og selvom det helt sikkert siger mere om mig, og min sindssyge brist i forhold til 1. at sige nej til venner og families aflagte tøj og 2. at smide tøj ud, kan jeg konstatere et par ting.
Ting jeg har lært om mig selv og mit (tossede) tøjforbrug
1. Jeg er faktisk blevet bedre til at sende tøj videre i systemet. Helt ærligt har jeg nok haft ca. et lidt over middel forbrug af tøj inden jeg fik børn, selvom langt det meste tøj er kommet til mig gennem venner (havde du en sæk gammelt tøj, kunne du altid regne med at jeg var glad aftager) og genbrug. Sådan er det ikke, helt lige så meget, mere.
2. Da jeg fik børn steg mit tøjforbrug ret drastisk. Primært af fysiske årsager, fordi min krop ændrede sig (jeg tog +25 kg på under begge graviditeter), men også fordi jeg simpelthen er blevet ældre, og bare ikke trives lige så godt i stramt, lavtaljet og logolæsset tøj mere. Og så fik jeg for første gang et voksenarbejde på kontor og følte faktisk, at der lidt var en dresscode at leve op til.
3. Jeg har stadigvæk virkelig meget tøj. 91 stykker + undertøj, for at være præcis. Og det er minus det, jeg har gemt på loftet i når-jeg-lige-har-smidt-5-kilo-kassen. Jeg tror det er rimeligt meget. Det er det vidst. Hvor meget har i? Pis. Don’t answer that. (Jo, faktisk.. Meget gerne hvis I orker – tak!)
4. Skal jeg ikke have en Capsule Wardrobe (som max består af ca. 36 stykker tøj). Jeg ville ønske at jeg kunne, men jeg er alt for meget en samler og alt for knyttet til fx de smukke, mønstrede secondhand silkeskjorter min mand køber med hjem til mig fra hans årlige drengetur. Eller mine farmors gamle spadseredragter og 70’er kjoler. Den slags. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke skulle beholde det tøj – for jeg går jo også i det. Ik. Nogle gange.
5. Skal jeg nok bare holde op med at købe tøj faktisk. I hvert fald fra nyt og isærdeleshed fra highstreetmærker. Den er nok i virkeligheden ikke så meget længere. Når jeg kan mærke at jeg får dårlig samvittighed i samme sekund, jeg går ind i butikken eller åbner appen (ja, Boozt, Zalando og ASOS jeg kigger på jer), så er den ikke er god, vel?
Så dét tager jeg med mig videre:
6. Det er okay at samle på gamle genbrugssilkekjorter.
7. Hvis jeg instinktivt har ondt i maven over highstreetmærker og Boozt, så kan jeg godt finde ud af, at stoppe med at købe tøj derfra.
8. Folk kan lide mig / respekterer mig lige så meget, selvom jeg går i det tøj JEG kan lide, også selvom det hverken er særlig moderne eller godt stylet.
9. Det er okay at elske sine åndssvagt dyre og smukke designertasker. Men måske er de 4(!) jeg har også mere end rigeligt. Måske behøver jeg ikke flere i mit liv.
10. Det er okay at jeg i mange år, har skudt skylden på min hang til overforbrug på, at jeg meget, meget sjældent fik nyt tøj som barn – og når jeg gjorde var det de Adidas-bukser med 2 striber, en Everblast-sweatshirten fra Kvickly og Buffalo-støvlerne fra Skoringen til 300 kr (som jo fandme var mange penge, for en enlig mor i midt 90’erne). Det var aldrig det helt “rigtige” som alle de andre havde på. Og så kan man selv indsætte en lang historie om mobning og skifte klasse og alt det der. Og her sidder jeg måske i virkeligheden som 33-årige og kan mærke 4-klasses følelserne vælde op i mig, når jeg kommer til at spejle mig i andre på sociale medier med alt deres smukke, “rigtige” tøj. Og hvis jeg bare lige swiper og klikker, kan jeg få det og passe lidt mere ind. Men nu har jeg altså prøvet det, og uanset hvad, virker det bare ikke særlig godt. Min indre 10-årige bliver ikke mere zen, uanset hvor meget mit 33-årige jeg forsøger at kompensere for den klub jeg aldrig følte mig velkommen i.
11. Som voksen er det ikke de andre voksne der er modstanderen. De andre voksne er faktisk for langt det meste blevet ret søde. Den rigtige modstander, sidder i maven på mig selv. Og den forstummer kun kortvarigt af sæsonens musthave.
Okay.
Nu sker det (og den her gang mener jeg det). Farvel Highstreet.
Det er ikke mig, det er dig.
Pis.
12 Comments
Ida, det er første gang (og måske eneste?) at jeg lægger en blogkommentar, men det var et super godt indlæg og jeg er fan. Af dit resonnæment og din måde at få det formuleret. Jeg vil huske at give min indre 10-årige et kram i stedet for en kjole.
Jeg synes det samme som Sofie!
Åhmen <3 Tak.
Sikke en dejlig kommentar! Seriøst. Tak! Næste gang jeg synes at det er kikset, at jeg udbasunerer mit liv på internettet, så husker jeg lige på den. Tak igen. Kh Ida
Dine refleksioner er så spændende og kommer på et tidspunkt hvor jeg også selv tænker meget over mit forbrug. Jeg har aldrig købt specielt meget tøj og altid syntes at det var overvejende kedeligt at bruge energi på, men forsøgt at gå op i det mere/gøre mere ud af det. I går tog jeg konsekvensen og ryddede ud, så jeg udover trænings-/nat- og undertøj har 55 stykker tøj og en udførlig liste over det. Så kan jeg købe dét jeg faktisk mangler. Og i samme boldgade som din konklusion: mon ikke folk kan lide mig selvom jeg kører de samme 4 hvide t-shirts og 4 langærmede mads Nørgaard trøjer i heftig rotation!
Jaah, hvor dejligt Anna! Og virkelig dybt imponeret over 55 stk 😀 Tak for din kommentar!
Jeg har mere end 91 stykker tøj. Meget mere, tror jeg. Ligesom dig er jeg den glade aftager, når andre sorterer ud. MEN lige dén er jeg faktisk godt tilfreds med, for lykkefølelsen er for mig den samme, om jeg står med et stykke nyt tøj i hånden eller et stykke “Den her skjorte købte Janni for tre år siden, og nu gider hun den ikke mere, men jeg synes heldigvis, den er fed!”. Jeg ejer ingen designertasker eller dyre kjoler. Tror faktisk aldrig jeg har givet mere end 700 kr for et stykke tøj, og så har jeg også virkelig flottet mig;) Til gengæld er mine indkøb af 10 stk tøj til 149 pr del jo fuldstændig ligeså unødvendigt som en dyr designerkjole. For jeg har jo ikke brug for det! Jeg har brug for følelsen – og den kan jeg da saftsuseme få på andre mere miljøvenlige måder! Så tak, Ida – for dit fokus og dine fine reflektioner:)
TAK Elisabeth! Jeg håber så, så, så meget at jeg faktisk kan efterleve de ord som jeg har ramblet om i 5 år. Det er skørt. Men. Alle har vel en ting de bakser med, ikke? Og tøj secondhand, highstreet eller designertøj på 70% er helt klart min. Stay tuned! Og tak fordi du skrev. Kh
Så længe der er plads i klædeskabet, skal man da bare ha alt det tøj man orker! Men for klimaets skyld, er det sgu meget fedt med genbrug. Og når man er i en fase af sit liv hvor man er gravid, føder, gravid igen osv, så kan man ikke nøjes med 3 af hver. Lige nu mangler jeg fx lange tshirts og toppe og generelt lange ting der kan være over gravid krop. Men genner er ikke gavmild med den slags. Og jeg gider ikke (og prøver at lade være) ha dårlig samvittighed over at jeg skal have tøj på kroppen 🙂
Men et super godt projekt, og det lyder til at du fik det ud af det, du havde brug for 🙂
Elsker dine ‘grønne’ indlæg, og specielt det med at være grøn med en lille familie.
“jeg gider ikke (og prøver at lade være) ha dårlig samvittighed over at jeg skal have tøj på kroppe” bare TAK! Kh Ida
Jeg har også mere. Det troede jeg faktisk ikke, men jeg var nået godt deropad og manglede stadig et par skuffer – da jeg stoppede og gav mig til at sortere i stedet for at tælle. Og sådan fik både min søster, min nabo, genbrugsen og h&m (de genbruger tekstil) nyt tøj i dag. Nåede ikke at tælle anden gang.
Til gengæld hænger der stadig to kjoler i skabet, som jeg købte, da jeg boede hjemme… for 25 år siden… og min morfars gamle cardigan, så det er ikke KUN fordi, jeg godt kan lide at købe tøj.
Åh, jeg hører dig. Og TAK fordi du deler. Det er rart at høre, at jeg ikke er helt alene 🙂 Kh