Noget af det gode ved at blive ældre er at finde ud af at alt kommer i bølger. Og – med den erfaring – at blive bedre til at værdsætte (eller udstå) mellemrummet imellem dem.
Om det er de lyse nætter / selvhad / kærlighed til en person / euforisk lykke / jeg-vil-skilles!!! raseri / udadvendthed / lysten til at flå mit simkort i stykker og flytte til Tjörn / misundelse / forelskelse / hormoner / etc. ved jeg efterhånden at det alt sammen henholdsvis går over og kommer igen. Har nok læst tilpas mange selvhjælpsbøger til at forstå at følelser ligesom bare er …følelser. Jeg er et blankt lærred og tankerne er den film, der bliver projiceret op på lærredet (og vi siger tak til “Dit selvhelbredende sind” af Mette Louise Holland og til Sneglcille for at anbefale den for fem år siden).
Jeg ved godt at det både er modeuge og brat girl sommer, men i min lejr har det snarere været en Bridget Jones giver op og fortrænger alle sine venner og flytter ind hos Pedersen og Findus sommer.
Kan intet af det jeg gerne vil identificere mig selv med og orker kun at æde, sidde ned og drikke kold rababersaft, mens jeg øver mig i at give slip på alle mine bestræbelser (vent, hov måske ER det faktisk brat?!) Det er forbundet med sorg og identitetstab, men også med en sær form for frihed. Jeg gider ikke tale, skrive eller give udtryk. Vil bare spise, konsumere stof og leve lykkeligt og middelmådigt.
I den forbindelse vil jeg gerne have lov til at komme med tre anbefalinger:
- Denne samtale på DR med Karen Blixen fra 1954. Jeg ved godt at de også havde issues i gamle dage, men åh jeg savner stille kaminild og rolige samtaler og evnen at lytte. Fuck reels.
- The Bear på Disney+. Er kommet sent i gang med denne perle af en tv-serie, men elsker alt ved den. Drømmer om donuts og ambitioner (i den rækkefølge)
- Tao Te King af Lao-tse. En over 2300 år gammel kinesisk selvhjælpsbog, som jeg er i gang med at genlæse.
I min kalender står der at de lyse nætter slutter i dag. Himlen er mørk og en del af mig glæder sig til at roen og forventningerne igen sænker sig over os alle sammen. I morgen starter vi på arbejde igen. Spisebordet er dækket med dybe tallerkener og uret er sat på 6.30. Slut med fuldfede nutellamadder og hejsa havregryn.
Håber I er landet blødt i hverdagen.
Vi ses derude i rigtigt tøj.
Kh Ida
Ps. Billedet er fra Katthult, Emil fra Lønneberg’s gård i Småland – ikke helt Pedersen og Findus, men stadigvæk en stor anbefaling og et af sommerens højdepunkter.