(Jeg har redigeret denne tekst d. 23. okt.: Har slettet to linjer som var klunset formuleret. Og så har jeg tilføjet et lille men vigtigt afsnit. Ok? Cool. Hej hej!)
Det var meningen at jeg skulle skrive det her fra et sommerhus i Asserbo. I efterårssolen, imens min mor legede med mine børn i haven. Jeg skulle have skrevet om vores ferie, inden jeg poetisk og afklaret reflekterede over at min mor er syg. Men så brændte hele lokummet sammen og vi måtte tage hjem før tid. Fordi virkeligheden. Og min mor ville bare hjem til sin sofa.
Jeg burde have set tegnene. Synes ellers jeg er blevet god til at spotte dem. De små subtile indikationer på at hun ikke har det godt. Hun er verdensmester i at skjule dem – vi skal jo ikke bekymre os – så man skal lede godt.
Det er ikke fordi min mor ligger for døden eller noget. Hendes sygdom er ikke spor fancy. Til gengæld har den været der så længe jeg kan huske. Når hun kun har haft et arbejde kort tid ad gangen, er det som regel fordi en depression har slået hende hjem. Og det er så kedeligt at skrive om slidgigt i knæene, depressioner, forhøjet stofskifte og mere end ti øreoperationer. Det er så kedeligt at man helt glemmer at det også er alvorligt. Og hvor meget det fucker det hele op.
Når min mor er rask, er hun verdens bedste mormor. Hun er en så integreret del af mit og mine børns liv, at jeg helt glemmer at skrive om det, selvom det selvfølgelig fortjener ord. Hun strækker sig til sit yderste for at være en aktiv og meget stor del af vores børns liv, også selvom det i perioder trækker enormt på hendes energireserver. Der er ingen tvivl om, at hendes børnebørn har førsteprioritet og at kærligheden er gengældt. F.eks. har vi en ugentlig mormor-dag, hvor hun henter Kurt, køber ind og laver mad til os alle sammen. Hun finder på de bedste lege, som jeg aldrig selv kunne have fundet på og så er hun verdensmester i at opstøve genialt brugt legetøj, som hun shiner op med sprit og rodalon og udskifter de der små pisseirriterende batterier, så det hele spiller. Desuden er hun min go-to person i alt der handler om opdragelse, fordi hun har en kandidat i pædagogik og den klogeste jeg kender, når det handler om børn. Sagt med andre ord, så ved jeg slet ikke hvad jeg skulle gøre uden hende. Og det er nok i virkeligheden derfor det gør så ondt når hun er syg.
Min mor skulle starte på en ny smertebehandling, den første dag i vores efterårsferie. Vi havde brugt flere uger på at planlægge turen og glædet os helt vildt. Min søster, to halvsøskende, kærester og børn. Hele flokken, ristede kastanjer, rødvin, æbleskiver, kantareller… The works! Mens vi hyggede, spillede guitar på græsset og gik på svampetur forsvandt vores mor længere og længere ind i sin osteklokke. Til sidst gik hun rundt i en boble af tyk, grødet masse.
Det er så hårdt at være vidne til og jeg tackler det helt ad helvedes til. Jeg blir bare en teenager og vildt irriteret over, at hun ikke bare kan tage sig sammen. Jeg ser alle mine værste sider i hende og alt det jeg er bange for at ende som. Det er jo forfærdeligt. Og jeg får så dårlig samvittighed, for hun er jo ægte syg. Hun kan ikke gøre for det. Men jeg savner bare min mor. Hende den glade, seje, kloge, smukke rødhåret dame som har læst _alle_ bøger i universet, faktisk godt kan være ironisk, kender alle mulige random facts, finder på geniale lege med mine børn og er verdensmester i at lave mad. Hende jeg vil være stolt og lykkelig over at ende som. Hende savner jeg. Engang imellem kommer hun frem, men når hun har det rigtig skidt, så er det kun i få minutter ad gangen.
Jeg ved godt at vores forældre bliver ældre og at det her gode liv ikke skal fortsætte for evigt. At jeg er 32 år og faktisk er en voksen. Og at det indenfor en overskuelig tid, er mig som skal passe på mine forældre og ikke omvendt. Men jeg har simpelthen så svært ved at acceptere at det allerede er nu. At min mor i lange perioder er den svage, så min søster og jeg skal være de stærke. Det kan jeg slet ikke holde ud.
Vi nåede heldigvis at have virkelig mange fine stunder i sommerhuset: Da vi gjorde det gamle legehus rent og Kurt og jeg inviterede alle ind på plastikkage og kakao, da vi spillede guitar foran pejsen, drak rødvin og lavede æbleskiver på en pande vi havde fundet oppe i Ole’s Genbrug. Det var så hyggeligt og fint. Og så hele tiden den tunge sygdom der listede rundt som et spøgelse alle kunne mærke, men ingen havde lyst til at forholde sig til.
Til allersidst blev det skræmmende tydeligt, at vi blev nødt til at tage hjem. At den der drøm om den helt perfekte ferie, med den perfekte mor ikke eksisterer. Ikke i vores liv i hvert fald. Virkeligheden er grim og rå. Og den vil skide på vores orangerøde forestillinger om en romantisk familieferie.
Måske skal jeg bare blive bedre til at lytte til menneskene omkring mig, i stedet for mine egne forestillinger om hvordan det kunne være. Måske skal jeg bare blive bedre til at elske min mor – sygdom and all – for den hun er og ikke for den hun kunne være.