Altid har jeg længsel

Det er Søndag aften og jeg har lige spist en halv pose chips med dip og da chipsstykkerne til sidst var så små at de ikke længere kunne fange dippen, skiftede jeg taktik og tog skiftesvis en håndfuld chipskrymmel ind i munden og kørte min finger rundt i creme fraiche emballagen. Og så sad jeg der og spiste min tomhed i form af kalorier. Sådan en dag har det været.

Det er  halvandet år siden jeg sidst har skrevet herinde. Hej! Læser I stadigvæk blogs? Eller skriver jeg ud i et tomrum? Jeg har i hvert fald savnet jer. Og savnet at skrive let og uforceret, som jeg kan når jeg skriver her. Engang imellem har jeg været herinde for at læse kommentarsporene, som en mental sutteklud, når verden har været hård og jeg har haft problemer med at skrive, trække vejret eller hænge sammen. Særligt én læsers kommentarer har løftet mig og fået mig til at føle mig… Hmmm.. Hvis ikke ligefrem forelsket i at verden og I findes, så i hvert fald fortrøstningsfuld. I findes også derude. Vi findes alle sammen. Det har jeg brug for at trøste mig ved, særligt lige for tiden, hvor murerne i vores lejlighed synes at vælte ned over hovederne på os og udlængslens sirener er blevet til en hysterisk, insisterende lyd i rummene, som en konstant brummen fra et køleskab.

Trille skrev “Altid har jeg længsel” og måske har jeg det også sådan. Måske er det bare noget nogen af os har, ligesom humor, angst og depressioner. Nogle gange kan den være væk i månedsvis og man når at blive helt afslappet og det hele er smooth sails og Zoologisk Have, smukke øjeblikke og stolthed over at give sine børn en nogenlunde dejlig barndom. Men bedst som skuldrene har sænket sig, dukker den op ud af det blå og gør det igen umuligt at koncentrere sig.

Det er som om jeg har en lille skuffe jeg ka lukke op og kigge i hver gang jeg savner dig der gemmer jeg din mund når du ler gemmer dine øjne når du stille ser på mig og hvis der kommer nogen forbi der vil kigge med så smækker jeg nu hurtigt skuffen i jeg håber jeg blir bedre til at dele men lige nu vil jeg ha’ det hele

Hver gang vi blir nødt til at skilles snører det sig sammen snører det sig sammen indeni bare du skal hen og købe kaffe ka jeg bli så bange for det hele plusli er forbi jeg tænker på du kender mine hænder du kender dem og husker dem og ved hva de ka gi sådan har jeg altid længsel altid har jeg længsel indeni

Vi svæver rundt som små bitte kugler små bitte kugler i et stort og køligt rum trukket i af stærke kræfter skubbet til af barske vinde der blæser udenom og når to støder sammen i et glimt så drysser der lidt støv fra den ene på den andens kind som regel får det bare lov at sidde lige til der blæser en ny og kraftig vind

– Trille, Altid har jeg længsel, 1979.