Jeg vil så gerne skrive et kækt indlæg om at putte ‘Barsel’ på sit CV. Lave humoristiske vinkler på alle de evner man tilegner sig, når man er slave af en 0-årig. Men jeg kan ikke skrive noget sjovt. For jeg har mest bare lyst til at græde.
Over sårene på mine brystvorter som blir suttet i stykker, hver gang de næsten er holdt op med at gøre ondt.
Og over bunkerne af tøj vi aldrig har bedt om, men som alligevel ligger som vulkaner i udbrud i soveværelset. Jeg har prøvet at rydde op i det i 3 døgn: At sortere efter hvem der snart er 3 mrd og om 6 mrd’s sparkedragterne skal på loftet. Og den røde dynejakke – Kan nogen passe den til vinter?
Og hver gang jeg har dannet et overblik, er der en der græder. Eller skider. Eller er mega sød. Og det er så nævenyttigt hyggeligt. Og ubelejligt. Og jeg blir sinddsyg af at være glad på kommando. Når jeg lige var i gang med at pakke pigetøj i plastickasser.
Så pludrer jeg i 10 minutter. Skifter. Blæser med hårtørrer. Synger motorisk udviklende sange og husker at krydse midtlinjen. Putter i en biodynamisk slyngevugge. Synger det bedste Politikens Forlag har lært mig.
Og når jeg endelige vender tilbage til projektet, har jeg glemt hvad der skulle i hvilke kasser.
Det hele har forvandlet sig til et bomuldsbombekrater.
Og så starter det forfra.
2 Comments
Jeg kender det SÅ godt Har været igang med at rydde ud i mit eget tøj i ca 2 måneder. Det er taget ud af skabet…
Er det ikke nu, at du tilbyder et par timer med den første- og andenfødte til en bedsteforælder, gerne lige i nærheden i en park, så du kan komme bare lidt i bund.
Det gjorde en tidligere nabo med tvillinger. Af og til var det pludselig en ældre herre, der fungerede som chauffør, når man mødte “skrigehalsene” på gaden. (del lige soveværelses-hovedgærde-væg med tvillinger i skrigealderen …)