Sidste uge gik op og ned her i veganerville. Det vil jeg godt skrive lidt om, plus noget med hvornår man må kalde sig veganer, og hvorfor jeg har brug for at klamre mig til ordet, lidt endnu – også selvom jeg ikke er en særlig god en af slagsen.
6. uge som veganer gik godt da jeg
– lavede en kæmpe portion falfler og seriøst nailedit i første hug. Bagepulver, en hel flaske olie til stegning og jeres tip med at sørge for at farsen er tør nok, gjorde vist tricket. Lavede en portion af en hel pose kikærter. Det blev til …mange falfler. Som nu er i fryseren. Halle-fucking-luja.
– i forløbets første brandert-shawama-craving – formåede i stedet for kød, at bestille en falafel durum. Mit fulde jeg er med på den nu.
– endelig fik købt vitaminpiller. Med B12! Jeg endte med at købe Drogens Vital Multivitamin på Apoteket. Phew, de er store, sådannogle urtekussepiller. Men det føles da meget godt. Bagefter.
– opdagede at jeg bare kan hælde et skvæt kogende vand i min sorte kaffe, i stedet for mælk. Det kan jeg godt vænne mig til. Og jeg er meget, meget glad for at slippe af med den lille irriterende samvittighed, der har prikket til mig, hver eneste gang, jeg tager en af de små trekantede mælkebrikker. SÅ meget emballage, for så lidt.
– serverede risruller med en masse fintsnittet grøntsagshalløj fra skuffen, falafler (ok mærkeligt, men det var lige, hvad der var – og kunne ikke finde på et godt vegansk alternativ) ris og peanutsauce (den der med peanutbutter, ingefær, soya, lime og vand. MMMMHHH!) og mine børn spiste det. Og til sidst – og det kræver et helt punkt i sig selv, for DET her er i sandhed breaking
– OPLEVEDE MINE BØRN GROVSPISE RÅ HVIDKÅLSBLADE!
6. uge som veganer gik dårligt da jeg
– Tog mine unger på Mc. Donalds og kværnede en stor (vegetar)burgermenu og 7 chilli cheese tops på ti minutter.
– Var ude til fødselsdagsmiddag med en veninde, på kinesisk restaurant og spiste mig midt over i dim sum inkl. dumplings med rejer og oksekød. Shit, det smagte godt.
– Spiste æg ca. hver eneste dag. Hej. Jeg hedder Ida. Jeg er æggeafhængig.
Af ovenstående (og ugen generelt) udleder jeg følgende
– Jeg har stadigvæk ikke lært at få nok kalorier ind i min madlavning. Og da den blok tofu, som sender mig bebrejdende blikke fra køkkenhylden, forekommer mig cirka lige så tillokkende at bruge i min madlavning, som et foster i formaldehyd, tænker jeg at det ikke umiddelbart bliver dén vej, jeg går.
– Måske skal jeg “bare” (= gigantiske gåseøjne – Det ville være et gigantisk skridt for mig) være vegetar der ikke drikker komælk. Men hvornår må man kalde sig hvad? Folk har mange meninger og jeg er også i denne uge blevet spurgt “Hvorfor kalder du dig ikke bare for vegetar”, hvilket eddermaneme er et godt spørgsmål. Hvorfor ikke bare være vegetar. Well. Jeg tror at jeg har brug for ordet. Veganer. Det er faktisk lige nu nok min vision, at blive så godt som fri for animalske produkter. Og selvom jeg slet ikke kan forestille mig ost og æg som ikke værende en del af mit køkken, så sigter jeg altså efter stjernerne lidt endnu. Og dem står der sgu veganer på.
Jeg vil hellere være en veganer der falder i, end en perfekt vegetar. For det er stadigvæk tidligt i forløbet og jeg trænger til at spejle mig i nogle veganske forbilleder og finde inspiration i det veganske køkken. Og lige præcis dét, lidt kluntede behov, for at kalde sig for noget, man egentlig ikke er, oplevede jeg ret meget at blive “mødt i” i den der veganerudfordring (som jeg seriøst lover snart at holde kæft med).
De skriver f.eks.: “Veganisme er ikke en alt eller intet-ting. Det handler om at gøre så meget godt som muligt. Så hvis du føler, at du godt kan være veganer, men ikke leve uden ost. Så bliv veganer, bortset fra når det kommer til ost. Hver gang du erstatter et animalsk produkt med et vegansk alternativ, har du taget et skridt mod en bedre verden.”
Så altså, ja. A small step for mankind, a giant leap for mig. Og jeg er faktisk ret stolt.
12 Comments
Jeg startede også på veganerudfordringen i september og jeg kæmper også primært med at udelukke æg. Jeg stoppede med mælkeprodukter i februar, fordi min datter har mælkeallergi (og jeg ammer og mælkeproteinet, går i modermælken) og selvom det var besværligt har det slet ikke været så svært som jeg troede. Men æg! Jeg ved ikke om jeg klarer at leve uden. Jeg trøster mig med at den største klima og nok også sundhedsgevinst ligger i at stoppe med kød og mælkeprodukter.
Jeg kæmper også med betegnelser og kasser jeg ikke føler jeg passer i.
Nå det jeg egentlig bare ville sige var at jeg håber du fortsætter med at skrive om dine overvejelser, for det bliver meget hurtigt alt eller intet når det kommer til veganisme, så det er rart med et lidt mere nuanceret perspektiv.
Jeg kan heller ikke undvære æg! Og så sendte jeg – og det blir mellem os! – utroligt lange blikke efter flæskestegens sprøde svær i kantinen i dag. Suk. Tillykke med rejsen! Jeg skal nok blive ved med at skrive om mine kvaler:)
Tofu i tern lidt større end terninger ristes i olie, hvidløg, revet ingefær, chili kommes ved, en pose wokblanding fra fryseren, lidt citronsaft, (evt. lidt sukker) og en dåse kokosmælk. Et voila. Ris til. Jeg kommer frisk koriander over.
Jeg er ikke veganer, jeg er næsten altædende.
Tofu kan også bruger i sommerruller.
Åh, det lyder lækkert! Tak!
Linser, kikærter, bønner inkorporeret i alt, så lover jeg, du bliver mæt! Kartofler, ris og brød – alt stivelsesholdigt mætter godt. Og ja, gør det, som du kan overskue… Brugte selv et halvt år på at gå fra vegetar til veganer. Og dengang (for fem år siden) var der kun en brøkdel af alle de veganske varer som i dag. Ikke fordi man bare skal spise køderstatninger, men de er gode, når man har cravings! Særligt produkterne fra LikeMeat!
Derudover – brug tid på at lade dig inspirere! Der er et væld af veganske bloggere og instagram’ere efterhånden med de lækreste billeder og opskrifter. Find også ud af, hvad din motivation er og grav ned i det. Er det miljøet, så se Cowspiracy (Netflix) og læs miljørapporter (se feks bloggen Taler for Dyr), sundhed – se Forks over Knives, The Game Changers (SKAL du se!), What the Health (alle tre på Netflix), er det dyrene – se Earthlings eller Dominion (mener de er på YouTube). Ønsker dig held og lykke!
Fast tofu presses i et viskestykke så væden opsuges. Så skærer du det i tern og steger på panden i to min. Så på med soya/tamari og bim! Tofu som mine børn også elsker. Som lange stykker i ruller 🙂
‘Foster i formaldehyd’ … Hehehe … Jeg stemmer i med de andre: tofu, hårdtstegt med soja, er pissegodt i sommerruller. Børn elsker det. Sværger.
Veganere spiser ingen dyreprodukter plus de bruger ikke ting der medvirker til dyrs lidelser. Så dvs ingen honning, silke, læder og uld.
Vegetarer spiser ikke dyreprodukter medmindre man er lakto/ovo vegetar. Veganisme er mere et aktivistisk valg end at være vegetar.
Kan du ikke lige dum’ it down for me, men hvordan er fåreuld med til at give fåret lidelser? Altså er det helt forkert opfattet, at de rent faktisk har godt af at få klippet vinterpelsen af sig om sommeren? de taber den jo alligevel i store totter, hvis man intet gør.
Og silke? som jo laves fra larver, hvordan i alverden er det mishandling? Og det er nok også der jeg er med honning, synes det er lige lovligt stort stretch at kalde det ‘dyrs lidelser’.
Veganere er imod alle former for dyrehold, da de mener det er udnyttelse af dyret. Dette omfatter så også silkeorme, der bliver overhældt med kogende vand, for at opløse puppen. Jeg er fyi ikke selv veganer men veganere har en vid definition af dyrs lidelser, som du og jeg godt være enig om, er for meget
Men Anne, jeg kan ikke forstå hvorfor det skal være så sort/hvidt? Afskærer man ikke en masse rejsende fra animalsk føde til vegansk (fx mig) ved at smække døren så hårdt i for næsen af dem? Det er jo ikke en adfærdsændring man kan forvente at nogen mennesker tager over natten. Den slags tager tid. Hvad er man så i den periode?
Veganisme er desværre sort og vidt. Der er en politisk/aktivistisk vinkel på det, hvor man ser længere end kost. Jeg har selv haft “fornøjelsen” af at være råveganer i halvandet år. Jeg måtte droppe det, da det ikke var for mig. I udlandet bruger flere ordet “plantbased” netop fordi det kun omhandler kost og ikke alle de mange andre facetter, som begrebet veganer omfatter