Det (mor)somme liv

Kunsten at tage svære beslutninger på sine børns vegne. Av. En diciplin jeg på ingen måde mestrer, men som jeg alligevel føler, at jeg lige har fået grønt bælte i. I går havde Kurt nemlig sidste dag i sin udflytterbørnehave. Det, at tage ham ud af sin børnehave (og splitte ham fra sin allerbedste ven, piv!), har været så svær en beslutning, at jeg ikke engang er sikker på, at jeg kan skrive om den. Jeg er ikke ude på at hænge nogen som helst ud, så uden at gå for meget i detaljer, har vi valgt at flytte ham ind i en lille institution, herinde i byen. Med en lillebitte legeplads, mange pædagoger og (forhåbentligt) en hel masse nærvær og omsorg. Kurts udflytterbørnehave gennem det sidste halvandet år, har været alt det vi håbede på: Masser af frisk luft, plads, træer og fri 70’er pædagogik. Men for os og vores barn, var det også for meget. Og for svært at navigere i en kæmpe legeplads. Og på et egoistisk plan, har vi som voksne, savnet indblik i hans hverdag, og de sidste mange morgener, når jeg har stået med blodsmag i munden og vinket op til bussens tonede ruder, har det savn sat sig på tværs som en udefinerbar …ting. I lang tid, har det bare ikke føltes rigtigt. Aldrig mere skal jeg ræse afsted gennem byen for at nå en bus kl. 8.10. Eller føle at jeg kommer for sent, hvis jeg ikke står der på slaget 15.45, når bussen ruller ind. Så nu prøver vi noget helt andet, end det vi troede, vi ville have: En lille børnehave, som ligger lige rundt om hjørnet fra vores hjem, midt inde i byen, med fokus på musik og kreativitet. Og forhåbentlig med en hel masse voksne, nærvær og omsorg.

Det har ikke været den lette beslutning. Men jeg er ret sikker på, at det er den rigtige.

Hele sidste uge var fandme intenzo. Alene med to børn og vigtige (= svære) ting på mit arbejde… det var hårdt og derfor med flossede nerver, jeg sagde hej til Niklas, da han kom hjem fra Brasilien, Torsdag aften efter putning.

Jeg er …godt nok presset for tiden. Har skrevet det før, men det fylder bare meget. Parforhold. Fuck mand, hvor er det bare ikke for børn, at få børn med den man elsker. At få et forhold til at holde til al det slid og underskud og konstante overtræk på kærlighedskontoen. Jeg er ikke sikker på, jeg forstår hvordan det er meningen, man skal blive sammen, når nu man konstant blir revet fra hinanden, af sine børn. Dét kombineret med PMS fra helvede og stress over arbejdet, gjorde bare at hele læsset væltede for mig i går. Og jeg græd i tre timer, indtil der ikke var flere tårer tilbage. Så krammede Niklas mig og så tog vi på date i Skuespilhuset. Af alle ting så vi Symposion – En hyldest til Eros. Lol.

I dag har vi gået tur i solen, holdt i hånd, købt blomster til min mor. Kurt valgte lilla og lyserøde roser med ordene: Mor, ved du hvor gammel en hunko kan blive? (Næh). 50 km. Ved du så hvor gammel en hanko kan blive? (…) HALVFEMS km/timen! De er mega smukke, de blomster.

Og så var det hele pludselig godt igen.

Jeg er alene hjemme med ungerne hele den her uge og især min yngste tager aftenerne til næste niveau. Shit. Mand. Hvor’for kan de ikke bare droppe hans lur i den vuggestue?! Nu sover han endelig, efter to timers kamp, imellem mine ben (don’t ask). Lad os tage den bagfra som man siger. Klokken er lige nu 20.30. Vi spiste Kl 17, tog nattøj på kl. 17.30, legede til kl. 18.30. Kl 18.30 går vi ind og læser bog til 19.15. Så fortæller jeg historie (fordi Otto stadigvæk er helt psyko). Blablabla. putte putte putte putte putte putte. Nu er klokken så 20.40. Køkkenet sejler, der er en tøjvask der skal tages ned og en der skal hænges op, så smøres madpakker, pakke tasker og SÅ skal jeg arbejde og lave præsentation til i overmorgen, hvor det er meningen, at jeg skal starte et internt undervisningsforløb i designtænkning, op. What. The. Fuck.

Jeg er faktisk en ok grineren mor mellem 8.00-18.00. Men de her aftener dræner mig seriøst, på måder jeg aldrig har oplevet det før. Aftenens psykiske tortur sætter sig som et posttraumatisk stempel midt i panden på mig, som jeg bærer rundt med mig konstant, og det gør desværre alt det sjove lidt mindre sjovt. Fordi limen der holder det hele sammen er grå. Så, midt i det grå, er der momenter af oprigtig lykke og glæde. Især når vi leger om eftermiddagen og har det ægte lol og pop, bare os tre. Men trægheden, vasketøjet, køkkenet, alt det der sejler, fordi jeg lader det sejle, fordi jeg forkælet insisterer på at jeg vil lege med mine børn, bare een gang om dagen. Det gør bare at det indre vandspejl ligger meget lavt og at der intet skal til, at slå bunden ud på mig for tiden. Skyder på at det primært er fordi mine morgener for det meste inkluderer toårig der skriger hysterisk og sparker mig i maven når jeg prøver at skifte hans ble og fireårig der råber lortefuck og nægter at samarbejde når vi skal ud af døren. Og når man endelig når frem til sit arbejde er det bare sådan “Ahhhh! Afslapning!”

Det er fandme længe siden jeg har måtte spare på en bog! Gemt sider. Sat mærker, læst igen og igen og båret sætninger med mig rundt i hele dage. Og så er det første gang, jeg har læst en bog og følt at dér. Dér var mit tidlige moderskab på skrift. Cecilie Lind sender i “Mit Barn” (modtaget i gave), mig ikke alene tilbage til mit moderskabs vorden, hun sætter også ord på følelser, jeg aldrig selv har kunnet italesætte og derfor bittert er brændt inde med. Og så gør hun det så freaking smukt og helstøbt, at jeg ikke kan andet, end, at være taknemmelig for, at der findes rigtige forfatterinder på jorden, som kan sætte ord på deres følelser, så vi andre føler os mindre alene med vores. Og så skriver Cecilie så gudesmukt. Altså! “Jeg græder og græder og uden grund. Mine tårer er mit hjertes mælk, men ingen drikker dem” (please nogen, lav life quotes klistermærker til væggen, af alle de citater).

Skænderierne, at være blind passager på den lede kælling, der pludselig har indtaget ens krop, at elske sit barn helt ind i mørket. At hade sin krop, være fremmed for sig selv og længslen efter at dulme selvhadet med kjoler og ny identitet. Alt det grimme blir skrevet og smukt og okay.

Jeg græd mig igennem den. Det ville være så klassisk at skrive: Giv den til en nybagt mor, men jeg vil snarere sige: Giv den til en nybagt far! Så ved han, hvad der foregår derinde, i sindet hos en skrøbelig mor.

💗

Ps. Læselisten er opdateret med ovenstående og Ursula Le Guin ‘De Udstødte’.

Det er som om min mand og jeg har glemt, at vi har fået børn. Ikke fattet, at dem der er flyttet ind ikke er voksne, og derfor gir lige præcis nul fucks for om vi når udflytterbussen, får tøj på eller børster tænder… Dét kapitel, har vi ligesom bare ikke lige læst.

Derfor ser vores morgener cirka sådan her ud:

6.30: Otto vågner

6:45: En af os står op med Otto, sætter kaffe over, giver Otto mad, smører madpakke til Kurt, finder tøj og tandbørster frem

7:10: Kurt blir slæbt op og ud i køkkenet (vi prøver virkelig at få ham tidligt i seng, men udflytterbus=sen lur=aftenfrisk=morgensur aka The Circle Of Fucking Life

7:15: Kurt spiser, Otto leger.

7.30: Niklas går i bad(?!) og jeg kaster noget makeup i hovedet og tager tøj på.

7:30: Børnene får tøj på (ofte under store protester, somme tider, helt af sig selv og uden hjælp)

7:45: Børnene får overtøj på (ofte under store protester, somme tider, helt af sig selv og uden hjælp)

8:00: Vi er kommet ned fra 4. sal og sidder i ladcyklen og ræser nu igennem byen for at nå udflytterbussen som kører ret præcist kl. 8.10.

8:15: Jeg står og vinker farvel til tonede ruder.

8:30: I vuggestuen og aflevere Otto

8:45: Kører på arbejde

9:15: Være på arbejde. Heeeej!

Hvordan det går hjemme hos os? Helt ærligt, så op og ned, at jeg ikke rigtigt orker at sætte ord på det. Både fordi ham jeg deler løjerne med, ikke har behov for, at mommyblogge vores kvaler ud over alle tage. Men også fordi mine humørsvingninger, for tiden er så store, at jeg blir helt skitzofren, når jeg forsøger at skrive det ned. Den korte version: Er ret sikker på at det er mig den er gal med. I hvert fald blir jeg tit sur og ked af det uden grund og lader det gå ud over min familie.

Jeg er nået frem til at en stor del af mine nedture bunder i kontroltab og noget så simpelt som tidspres. Så nu er Otto og jeg, i første omgang, gået til kamp mod De Stressede Morgener Fra Helvede og er kommet med hvert vores bud på, hvordan vores drømmemorgener ser ud. Det fungerer ret godt at have noget at pege på og sigte efter. Nu skal vi bare liiige have det implementeret i praksis:)

Lola Jensen, du ringer bare.

Min mand og jeg er lige kommet hjem fra teatret med vores førstefødte. Vi så Skatteøen på Folketeateret med en af Kurts bedste venner, og det var så dejligt med en night on the town, bare os tre.

Nu er Niklas taget til træning og jeg ligger i dobbeltsengen og spooner med mine to store drenge.

Jeg har to drenge. Den ene har lige siden han var knap tre år, kunne alle bilmærker. Uden at blinke fortæller han dig forskellen på en knækstyret gummiged og en frontlæsser, han elsker at spille fodbold, elsker LEGO, dinosaurer og har et kæmpe crush på Motor Mille.

Min yngste dreng elsker at male. Elsker farver, klodser, mønstre, mascara, hårklemmer, læbestift og har pt neglelak i alle regnbuens farver, på sine småbitte hænder. De er så forskellige og så ens på samme tid, og med en alder på to et halvt og fire år, er deres forskellige personlighed virkelig begyndt at blomstre.

Mine babyer er væk og helt ærligt så er jeg ret sikker på, at jeg ikke skal have flere børn. I et stykke tid ulmede den klassiske “skulle man liiiige prøve, at lave en pige” i baghovedet, men det skal jeg simpelthen ikke. For mig er det ikke grund nok til at sætte et barn i verden, at det skal have et særligt køn. Så hvis jeg en dag blir gravid igen, så er det ikke med ønsket om en pige, men med ønsket om et barn.

Drenge har altid været lidt af et mysterium for mig. Jeg er vokset op med en enlig mor og søster, og som et meget genert og usikkert barn, var der sgu langt mellem snapsene, hvad angik det modsatte køn, i min barndom. Jeg fik mit første kys som femtenårig, hvilket var så traumatisk en oplevelse, at jeg ikke nærmede mig en dreng igen, før jeg blev atten. Det er altså først på den anden side af teenageårene, jeg kom rigtig tæt på det modsatte køn, og derfor har jeg virkelig ikke meget erfaring med drengebørn.

Nu er jeg omgivet af drengebørn! Og jeg kan blive svimmel over alt det, jeg gerne vil opleve med dem. Jeg skal følge dem til fodbold. Og musical. Lære dem at være en god kammerat, at bage flotte cupcakes med pynt og lave mad, at der ikke findes pige-farver, at lyserød ikke er ULÆKKERT (pt er vi ikke helt i mål..), at det både er okay, når mor og far krammer og når de skændes (for det gør de). Når de er blevet lidt større skal vi på roadtrip i USA, se et ægte Formel 1 løb og jeg skal støtte dem i tykt og tyndt og forhåbentligt have lov til at være en stor del af deres liv og deres op- og nedture. Og en dag skal jeg måske endda blive farmor.

Jeg er drengemor. Og jeg får lov til at opleve to pragteksemplarer på allernærmeste hold, vokse op og blive til mænd.

Hvor heldig må man være?

Jeg er gået på deltid for ikke at gå ned med stress. Det gjorde jeg for cirka et halvt år siden, da mine børn var cirka to og tre et halvt år… ikke et øjeblik for sent (tidligt sguda! #godnat). Det er ikke for at være krukket, men jeg fatter ikke, hvordan man kan have små børn og et fuldtidsjob, uden at få stress.

Nu, et halvt år inde i den nye rutine, er den efterhånden ved at være faldet nogenlunde på plads: Jeg har lært at afstemme mine arbejdsopgaver med de færre timer jeg har til rådighed, har lært at arbejde om aftenen, og ikke mindst har jeg lært, hvad det egentlig er jeg gerne vil med den dag.

F.eks. at jeg foretrækker, at holde fri om Fredagen (er gået ned på 30 t/ugen, med en ugentlig fridag). Oprindeligt havde jeg fri om Onsdagen, men det afbrød min uges flow, ramlede ind i vigtige møder og så lå den bare lidt der, som et underligt bump på vejen. Så for nyligt fik jeg lov til at flytte fridagen til Fredag. Og kæft, jeg elsker det! Weekenden blir så dejlig lang, når den starter allerede Torsdag aften. Sommetider kører vi i sommerhus, men jeg øver mig også i at bruge byen og lave børneting herinde. Hvis jeg har modeljobs, ligger de også den dag. Det er skidesmart!

Det her lyder måske nævenyttigt og forkælet, men lige fra starten, har jeg virkelig prøvet, at gøre en dyd ud af at holde fridagene hellige: Altid at holde mindst eet barn hjemme fra institution, at gøre noget virkelig rart med dem. Ikke at have store planer, men heller ikke at hellige dagen til husarbejde (det er ikke for vasketøjets skyld, jeg er gået ned i tid). Bare “do one thing well”-dage. I dag tog vi den nye metroring (okay, kan vi lige hurtigt snakke om, hvor genialt dét er? Safttæskemig lækkert, pludselig at stå på Frederiksberg Allé!) og gik igennem Frederiksberg Have op til Zoologisk Have, for at få brugt vores årskort lidt.

Fredag er, med andre ord, min mormor-dag. For jeg synes sgu ikke, det kun er mine børns bedsteforældre forundt, at have jævnlige forkælelsesdage med mine unger. Og det er fandme rart (og priviligeret, I know) at kunne have sådan en dag med sine børn så tit. En afladsdag, med hvilepuls og varm kakao, for alle de andre dage hvor jeg enten taler i konstant bydeform eller hiver dem rundt til alle mulige arrangementer/fødselsdage/gæster osv, osv.

Bare mig og dem. Og måske, hvis vi er heldige, et par pandaer.

Det er Torsdag aften og Paw Patrol har lige reddet en lagkage. Otto følger loyalt slagets gang en halv meter fra fladskærmen. Jeg sidder i en sofa med en kold øl og Cecilie Linds smukke nye digt om at blive mor (som -jeg troede seriøst aldrig jeg skulle sige det her- er modtaget i gave). Med andre ord udnytter vi til fulde, at Kurt og Niklas er startet til svømning en gang om ugen. Der er firehundrede ting jeg burde: Ordne køkken. Skrive. Rydde op i mit skab. Lave præsentation til Mandag. Men jeg vil hellere bare sidde her og nyde at jeg har fri i morgen og at min weekend derfor startede for fire timer siden. Fik jeg sagt, at jeg fucking elsker at være på deltid?

I de perioder -som nu- hvor hverdagene flyver forbi, blir jeg altid i tvivl om det er et godt eller skidt tegn? Flyver tiden fordi jeg keder mig eller fordi det, jeg laver, er sjovt? Jeg kan ikke mærke mig selv. Men jeg kan mærke at det er ret lang tid siden jeg for alvor har haft ondt i stressmaven. Og det er også lang tid siden jeg har råbt af mine børn. De er begyndt at falde i søvn efter KUN en times putning. De driver mig ikke til vanvid for tiden. Måske går det hele faktisk helt igennem okay i alt sin grålige leverpostejsvælde.

I morgen skal jeg køre mine børn i institutioner, rydde op og pakke. Og så kører jeg sgu i sommerhus med en veninde. Ingen børn. Intet ansvar. Bare lige hende og mig og ti flasker hvidvin og hvad der føles som en million timer der ligger udstrakt og venter foran os.

Det glæder jeg mig til.

I næste uge blir Kurt 4 år. 4 år mand! 4 freaking år med børn på 4. sal midt inde i en by. Ikke lige det scenarie, jeg havde forestillet mig, da jeg som 27-årig kørte rundt på Djursland og sukkede efter gamle landsteder.

De sidste 4 år har været uendelig trappegang, kronisk jernsmag i munden klokken 7.50 på hæsblæsende vej til udflytterbussen (hvordan vi kommer ud ad døren til tiden er mig stadigvæk en gåde), turister man må bede om ikke at tage billeder af sine børn, skraldebiler, fulde folk, asfalt, butikker og larm.

Men det har også været 4 år med gåture ad havnepromenaden og over nyåbnede broer til Christianshavns grønne kanaler, daglige kig til historiske bygninger og en fast morgenrute der både byder på nyhavnske træskibe og livgarden på Amalienborg, spontane (ikke helt nok, men jeg øver mig) biograf- og teaterture, fadøl med veninder, havnebad, caféture, vink og hurtig aftensmad med mennesker man kender og halvanden times cykeltur eller gåtur gennem byens liv hver eneste dag.

Selvom jeg har været ufatteligt meget i tvivl om hvor det er bedst for os at bo med børn, så er jeg …vist ikke helt så meget i tvivl mere. Og selvom jeg er en kæmpe drømmer aka en skideirriterende, narcissistisk og flyvsk type der er verdensmester i at ville have alt muligt andet, end det jeg har, så er jeg faktisk bare ret glad for den her by jeg bor i. Og ret glad for mit liv her.

Det er så nemt at ville drømme sig videre og væk – at lede efter ting at være utilfreds med. Tilfreds taknemmelighed har aldrig været hverken moderne eller særligt befordrende for væksten i et samfund. Så det er som om jeg har indprentet et behov for altid at ville flytte mig, have noget andet end det jeg har. Men hvor skal man bare huske at elske sit eget græs. Uanset hvor det er, så er det ens eget. Og der er ikke andre end en selv, til at give det kærlighed og taknemmelighed, så det kan gro og blive flot og grønt. Så jeg øver mig i at sætte pris på at jeg for langt det meste er glad over summen af de store brikker i mit liv (at de enkelte brikker så kan fucke lidt rundt, er en anden snak..). Det er måske ikke så godt blogmateriale, men det er fedt og det skal nydes, istedet for at jeg nærmest føler mig forpligtet til hele tiden at ville væk.

Især fordi at jernsmagen næsten er forsvundet. Trapperne kan mine børn snart gå op ad selv. Jeg sætter oprigtigt pris på at være omringet af mennesker og liv (okay – måske ikke lige alle turisterne) og på min altan med fuglesang og kig til Christiansborg. Udsigten til havnen og Frelsertårnet fra mit soveværelse. En underbo man kan sidde sammen med i opgangen på madrasser med stearinlys på trappetrinene og snakke og drikke rødvin. Børn i gården som kan lege med mine unger. Det er faktisk en ret uforpligtende og afstressende ramme for vores hverdag. Og trygt at være lige midt i en flok af fellow børnefamilier med en grøn gård som fælles base.

Om jeg nok skal nå at ombestemme mig mange gange igen? Om jeg fortsat kommer til at sidde og scrolle igennem Boligsiden. Helt sikkert. But not today, Satan. Lige for tiden er jeg faktisk bare virkelig glad og taknemmelig over at vi bor lige præcis her hvor vi gør.

Søndag aften på Boligportalen. Niklas spiller Titanfall 2 og min sommerferie klamrer sig til mine ribben i form af stædige sidedeller. Jeg prøver at være chill omkring dem, men faktisk irriterer de mig lidt. Til gengæld elsker jeg at min søn konsekvent hvisker “jeg elsker dig” lige inden han falder i søvn. I weekenden fik vi reclaimet vores sommerhus efter indbruddet og nu drømmer jeg om at have en have hele tiden. Måske en lille pool. Og cykelafstand til mit arbejde. Og sildebensparket. Og dobbeltdøre. Og sjæl. Og gamle badeværelser der er lyserøde på den rigtige måde. Og en tør kælder. Og tæt på en skole. Og tæt på indkøb. Og langt væk fra kinesiske turister. Og endnu længere væk fra strøget. Hvis jeg havde en pool og en sauna, så ville jeg helt klart bruge den dagligt året rundt.

Jeg burde sove. I mit næste liv vil jeg være caster på Gift Ved Første Blik. Jeg skal virkelig have læst op på vinterafgrøder til køkkenhave – gad godt at så grønlangkål, sennep og noget mere svedigt kål i den have! Gad vide om det er fedt at bo i Hvidovre. Eller Valby. Jeg skal simpelthen stoppe med at kigge på arkitekttegnede huse i Hellerup, der ligger klos op ad motorvejen. Kan vi godt sove helt til klokken 6.30 i morgen? Jeg skal altså have lavet en leveranceplan. Hvor meget generer sådan en motorvej? Hvor meget kan vi egentlig låne for? Er det også vinterbadning, hvis det er i pool? Hvad er det med mænd og skydespil? Hvor parkerede jeg min cykel? Hvad skal jeg have på? Hvorfor gør min lortehofte så lorteondt? Ultimate Guitar er så meget min nye yndlingsapp. Hvorfor fik jeg egentlig først set Birdman nu (ps. den er på Netflix). Jeg er sulten. Jeg gider ikke sove fordi så er det næste der sker bare, at jeg vågner og så starter det hele forfra.

Okay. Godnat.