Morning pages 1

Jeg er begyndt at skrive 3 siders frihåndsskrivning hver morgen, hvor man bare tømmer hovedet ud på papiret. Frihåndsskrivning er der jo ikke noget nyt i, men for mig er det nye at det foregår om morgenen og at det er 3 sider. Jeg har skrevet dagbog siden jeg var ni år, men det er foregået om eftermiddagen eller aftenen og har ofte handlet om dagen der er gået. Det her hedder “Morning pages” og er et ret centralt led i Julia Cameron’s kreative forløb: “The Artist Way”, et 12 ugers kursus og som jeg er cirka halvvejs igennem. I dagens anledning vil jeg skrive mine sider herinde. Egentlig må andre ikke læse sidene, men who cares, for ærlig talt er jeg ensom for tiden. Jeg er ikke på instagram mere, det har været min livline på mine tidligere barsler, men de nye algoritmer og shorts-formatet er crack heroin for mig, så der kan jeg desværre ikke være mere. Det er mørkt at være på barsel som digital afholdsmand. Forleden slog jeg min personlig rekord i at græde, smittet af min 1,5 måneder gamle baby. Hun græd så meget i løbet af formiddagen, at jeg først overvejede at kravle ind i vaskemaskinen. Når babygråd først er krøbet ind under huden på dig, er det som fnat, helt umuligt ikke at have lyst til at kradse huden af sig selv “Pak hende i barnevognen og gå ud” messede min hjerne. Ja tak, hjerne. Det er som at bede en deprimeret om bare at være glad. “Jamen solen skinner!” SHUT UP og seriøst fuck den sol. Jeg tror at alene med grædende baby er det nærmeste jeg kommer følelsen af at være deprimeret. Jeg kunne bare overhovedet ikke engang finde ud af at tage mine sko på. Kunne ingenting. Jeg var ellers i fuld gang med at ordne kælder og klædeskabe (det evige flytten rundt på tøj og ting og bære kasser op og ned…). I stedet for vaskemaskinen prøvede jeg noget, som jeg ikke er sikker på at jeg kan anbefale; Jeg kopierede hende. Det startede uskyldigt, med at jeg bare gentog hendes lyde: Aaaaaaa-aaaaaa. I afmagt prøvede jeg ligesom på at spejle hende, tror jeg. I en lang, klagende, grådkvalt lyd. Så åbnede jeg også kælderdøren og brølede af mine lungers fulde kraft derned. Det hjalp kun kortvarigt. Så græd jeg i tre timer i træk, hvilket som sagt er personlig rekord.

I dag har jeg mødregruppe og det går bedre (jeg er flyttet til verdens mindste landsby København og mine venner kunne lige så godt være på Saturn. Jeg føler mig så planet-agtigt alene). Og jeg har tøj på og lavet madplan for ugen og om lidt går jeg ud af døren.

Og nu spørger jeg bare herud i morning pages internet void: Er jeg den eneste, der føler at mållinjen altid bliver flyttet for en af deres forældre? Så skal man ligesom noget. Så gør man det! Det lykkes! Du købte sgu huset, de har snakket om i årevis! Og så er det åbenbart ikke længere godt nok. De gør det ikke med vilje, det ved jeg godt. Men de gør det. Og for mig er det åbenbart umuligt ikke at tage det ind.

Hvad stiller man op med sine daddyissues (fortolk dette begreb meget løst, for i mit tilfælde er det nok ligeså meget mommyissues og alle mulig andre issues) når man nærmer sig de 40 år? Er det dog ikke muligt at blive fri for den konstante følelse af at være offer for andres forventninger? Jeg skulle spørge fra en der efterhånden har gået i terapi i 20 år (3 psykologer, 2 stress-coaching forløb, 2 familieterapeuter, 4 parterapeuter, 1 astrolog og 1 clairvoyant. You name it, jeg har gået der! Og derudover kilometervis af Esther Perell, og bøger og podcast og Jungian Life og Freud og jeg skal komme efter dig). De næste 20 år erklærer jeg for terapi-fri! Jeg HAR lavet lektierne og jeg har stadigvæk issues. Bliver de bare ved med at være der? Er issues / dårligt selvværd / etc bare som fregner – Nogen af os dem og nogen har dem ikke? Jeg er stadigvæk fascineret over at have så mange folk i mit liv som forekommer mig at gå igennem livet helt igennem tilfredse med sig selv og deres jævne indsats. Som ikke presser sig selv ud over kanten eller græder 3 timer om dagen på deres barsler. De er mine helte.

Nå. Baby vågen og 30 minutter til mødregruppe og stadigvæk natskjorte på. Så vi ses søde internet. Findes I stadigvæk? Jeg skriver dette fra en wordpress browserversion i håbet om at kommentarfeltet så virker, og at nogen af jer vil være så søde at bruge det.

Kh Ida

Ps. Kommentarfeltet virker vist stadigvæk ikke? Hulk.