Bla bla bla

Venindeskaber og voksenliv

Hold da kæft hvor jeg savner mine veninder for tiden. Jeg savner at hænge ud med dem, at feste med dem, at ryge forbudte smøger med dem, at prøve tøj i Helsingør Bycenter med dem, drikke white russians på Republikken i Kolding med dem, stene film, rede hår, købe badekugler i The Body Shop med dem, obsesse over Dawsons Creek / Take That / Felicity, holde forfest på diverse badeværelser, danse natten i stykker, spille badminton, sove i ske, snakke, hænge ud på en badebro… Jeg savner dem og jeg savner al den tid vi havde sammen.

Min venindeflok er særdeles broget. Der er en enkelt fra kollektivet, et par fra folkeskolen, to fra efterskolen, et par fra gymnasiet, tre fra studiet og så et par fra modelbureauet, et par kusiner, en halvsøster og så de nyankomne: Min mands venners damer (nå ja- og så mine internetveninder og bloggere) Fælles for alle i den skideskønne kvindesuppedas er at de nærmest kun har mig tilfælles. Og så er de desuden spredt ud over hele landet. Derfor ser jeg dem fragmenteret og for langt det meste enkeltvis eller i grupper á max en håndfuld.

Min mand derimod, har een sammentømret klike af venner. Den har fulgt ham hele livet og selvom der kan gå både uger og måneder mellem de ses, så deler de alt med hinanden som en slags udvidet familie: Barnedåbe, bryllupper, fester, rejser, vinklub… Hele pivtøjet er de alle sammen med til. Jeg er sgu lidt misundelig. For når de er sammen, er det ikke på den desperate nu-skal-vi-FANDME-hygge-os-på-en-time-måde. Det er bare (bilder jeg mig i hvert fald ind) kollektivt chill og fælles nye oplevelser, i stedet for de forhastede speeddates som desværre har præget mine venindeskaber i stigende takt med at småbørn, et 9-16 arbejde, en stor familie og en svigerfamilie, helt lydløst og trin for trin har banket mine veninder ned i bunden af min sociale behovspyramide.

Jeg har lige bingewatchet Jada dokumentaren på DR og den vækkede alle de glemte følelser fra tyvernes børnefri venindeskaber, hvor man var hinandens familie og allieret på en helt anden måde end nu, hvor vi sidder midlertidigt lænket til hver vores trædemølle og sms’er kærlighedstråde til hinanden. Jeg savner bare at se dem i virkeligheden.

Previous Post Next Post

10 Comments

  • Reply Helle Erland Nissen 28. august 2019 at 19:06

    Det er et spørgsmål om prioritet. Læg de digitale platforme væk og kom uanmeldt på besøg. Det kan lade sig gøre uden forudbestilt “lejeaftale”.

    • Reply Karoline 28. august 2019 at 23:34

      Gu’ er det ej et spørgsmål om prioritet eller om “digitale platforme”.

      • Reply Ida 29. august 2019 at 19:08

        Det synes jeg heller ikke. Har prøvet at uddybe, da jeg måske ikke var tydelig nok i selve indlægget (sorry. Det hedder det altså bare)

    • Reply Ida 29. august 2019 at 19:07

      Hej Helle:)

      Jeg tillader mig lige at uddybe, da jeg godt kan se, at jeg ikke fik formuleret mig tydeligt nok i selve indlægget: Med små børn (for mit vedkommende: 2 stk under 4 år) og 2 x 9-16 job og 1x parforhold, så er der simpelthen ikke noget tid at prioritere med. Og min -indrømmet, ret priviligerede- klagesang, gik desuden primært på at den lille tid der så er til at se venner i, skal fordeles så bredt, fordi jeg er så heldig at have i hvert fald 20 veninder som jeg virkelig gerne vil se og holde kontakt med. Een weekend (hverdagsaftener er udelukket) hver 2-3 uge delt med 20 personer er …lig med at der ofte går rigtig lang tid mellem hver gang jeg ses med hver enkelt veninde. I modsætning til min mand som ser sine venner i store batches og derfor får holdt et solidt tråd i kontakten og derfor ikke skal koldstarte samtalen, når de ses. Håber det gir mening?

      Ifht de digitale platforme, har jeg svært ved at se hvad du mener? Jeg blogger/kommenterer/sms’er under præcis samme vilkår som man før i tiden skrev dagbog, telefonerede og dyrkede pennevenskaber: i de få frie timer man har hjemme i stuen når børnene sover, køkkenet er ordnet og allerhelst med benene oppe efter en lang dag der starter forfra kl. 6.30 i morgen:)

      Kærlig hilsen Ida

  • Reply Anne-Sofie 29. august 2019 at 15:21

    Tak, Karoline! For gu’ er det ej!

  • Reply Benedikte 29. august 2019 at 20:33

    Fuld plade på ditto-savn: både på at være velsignet en broget og stor flok, hvor man næsten ikke ved hvor man skal begynde at ses dels fordi mange og elskede på hver deres måder og dels fordi de fleste jo for katten sidder i parallelfamiliesamfund og vi har glemt at vedtage at vi ikke planlægger ting, så ingen kan ‘lige hopsa-ses i morgen’ men til gengæld er der 99,9% sikkerhed for at nogens barn bliver syg i den aftale vi så nøjsommeligt har haft planlagt i månedsvis. Goddamnit. Og min kæreste ville kunne ringe 3 ud af de 5 tætte venner til middag på Chicky Grill bar i aften, hvis det var. Suk.

  • Reply Marie 5. september 2019 at 12:20

    Tror, det bedste man kan goere, hvis man har det saadan, er at faa sig nogle nye mor-venner. Altsaa saadan nogen, som har boern i samme alder, og som helst ogsaa bor i naerheden. For med dem kan man nemlig faa et hverdagsvenskab, der bestaar af legeaftaler hvor mor er med, spontante cafe og parkture og “hjaelp, jeg kan ike kalre det i aften, kommer du ikke over saa kan vi lave mad sammen og haenge ud?” og saagar i laengden passe hinandens boern og gaa i byen uden booernene og holde hinandens haand naar det gar daaligt paa job eller i parforhorholdet. Lave et kvindefaellesskab med kvinder i samme situation son en selv og geografisk naerhed. Saadan et super familie-lignende netvaerk havde jeg da jeg boede i London med mine boern, nu er jeg lige flyttet til Kbh og har taenkt mig at proeve at skabe det samme her. Det er umuddelbart lidt svaerere her, fordi danskere har tendens til at holde fast i gamle venskbaer og vaere mindre aabne overfor nye (hvilket jeg synes er fjollet for det ene udelukker jo ikke det andet, man kan jo have mange forsekllige slags venner, som man siger “a friend is for a reason, a lifetime or a season” og de er allesammen noget vaerd) men jeg har ikke taenkt mig at give op! Held og lykke til dig, og hvis du tilfaeldigvis bor i Valby (men det goer du vist ikke) er du velkommen til at joine det sisterhood, jeg haaber ogsaa at kunne finde her.

  • Reply Marie 5. september 2019 at 12:28

    PS: kan se, at du skriver det er svaert fordi du skal se dine veninder en til en, hvorimod din mand ser dem i samlet flok. Har du overvejet at bringe dine veninder sammen? At lave aftaler med flere af dem samlet, saa de ogsaa laerer hinanden at kende, og maaske endda bliver venner med hinanden? Og hvis ikke de ligefrem bliver venner, saa er det faktisk min oplevelse, at de fleste synes det er ret sjovt at moede nye mennesker, og lige drikke kaffe lidt allesammen. For det ikke bliver for kunstigt goer jeg tit saadan, at jeg fx tager hen til et eller andet offentligt arrangement, eller bare siger vi tager i parken paa loerdag, og saa inviterer forskellige til at slutte sig til. De der en-til en aftaler er nemlig meget tidskravende og egl synes jeg ogsaa det bliver ret udynamisk og ensformigt altid at sidde paa tomandshaand og faa referat af hinandens liv de sidste maaneder, mens samtalen tit bliver meget mere givende, naar der er flere med og overraskende emner komemr op.

  • Reply Om at holde ensomheden for døren – Æselperspektiv 7. september 2019 at 18:31

    […] først at have læst dette glimrende indlæg fra Idabida, hvor hun fortæller om at savne sine veninder, og herefter at have læst Meyermors (noget tungere) indlæg om social arv og ensomhed som evig […]

  • Reply Meanwhile - Idabida 11. september 2019 at 17:43

    […] var jeg inde og se Anden i weekenden med – apropos veninder – min allerældste barndomsveninde. Det var første gang jeg så ham live, og selvom det […]

  • Leave a Reply