Skår i glæden: Parterapi for rookies (og kan vi snart gøre op med illusionen om det romantiske parforhold, når man lever i en børnefamilie?)

For tiden læser jeg en bog der hedder ‘In praise of shadows’ af Junichirō Tanizaki, som er delvist funderet i det japanske Wabi-Sabi begreb.

Jeg er med ret stor sandsynlighed den sidste på jorden, der opdager Wabi-Sabi, men so be it. Jeg er besat. Og jo mere jeg læser om det, jo mere sænker mine skuldre sig, som de ofte gør, når man finder et sprog for det man går og føler.

Wabi-Sabi er en filosofi med udgangspunkt i skønheden i det naturlige forfald og i erkendelsen af at alt er flygtigt. Alle tilstande midlertidige. Tanizaki kritiserer Vestens perfekthedsbegreb. Besatheden af nyt og skinnende, de oplyste glasfacader. Lys, hvide vægge, store hvide rum. I modsætning til det, hylder han mørket, møre træskeer, blankslidt frakke-uld og dunkle kroge, hvor en lille flamme får skygger til at danse på væggen.

Når jeg om lidt skal begive mig ud i genren “om parterapi”, kan jeg ikke lade være med at have bogen med i tankerne.

Jeg fornemmer på mine venner (og i min indbakke) at rigtig mange af os kæmper i vores forhold. Isoleret set har Corona været sindssygt hårdt for vores relationer. Oveni kommer alt det andet shit, som rammer et parforhold, når man har været sammen i længere tid, ikke mindst hvis der er børn involveret; Udbrændthed, forelskelse (…i andre sgu da), manglende lyst til hinanden, blablabla, jeg orker ikke engang at skrive om det, fordi det er et så ubehageligt og røvsygt sted at være. Jeg vil helst bare feje det ind under tæppet, eller kaste det over i bunken af hullet tøj, der skal repareres.

Men helt ærligt, selvfølgelig slår livet massive skår i vores nære relationer og no wonder, egentlig. Jeg tror det største problem er, at vi har en forventning om at livet IKKE skulle slide. At det IKKE skulle kræve aktiv handling at vedligeholde en relation.

Min mand og jeg begyndte at gå i parterapi for cirka fire år siden. Vores første parterapeut var elendig, men det var da en start. Vores sidste – Som vi netop har afsluttet et forløb hos – var rigtig god. Jeg betragter det lidt som at vi har været i et intenst genoptræningsforløb og nu kan vi ringe til hende, på samme måde som man bruger sin læge: En person som kender vores historik, og som kan kontaktes efter behov.

Jeg er på ingen måde terapiekspert, men hvis jeg har lært noget i løbet af mine knap tyve års erfaring med at gå til psykolog, i stressterapi og senest parterapi, så er det, at alene dét at have et (tids)rum midt på dagen, hvor man ikke er gået kold og bare trenger space, kulhydrater og netflix, som er allokeret til at snakke om ens følelser og hvordan det egentlig går, er de første 80% af værdien. Parterapi er dybest set bare at sidde foran en voksen, der kan oversætte hinandens koder og tvinge os til at se den anden i øjnene, mens vi siger det, vi i virkeligheden mener. Det lyder simpelt, men det er det ikke. Og det lyder langhåret, men det er motherfucking effektivt. Det bringer en ømhed ind i vores relation, som ikke opstår af sig selv.

Prøv at forestil dig at løbe et maraton, uden at strække ud bagefter? Eller at være på en arbejdsplads, hvor chefen forventede at to kolleger kunne arbejde intenst sammen døgnet rundt i årevis, uden indlagte en-til-en sessioner, lønforhandlinger og videreuddannelse. Nej, vel?

Men kan man så ikke bare bruge pengene på Ystad Saltsjöbad og restauranter? Jo, måske? Det virker bare ikke for os. Vi får ikke løst vores issues med et spaophold. No pain, no gain. For at blive i arbejdspladsmetaforen (hvilket passer OK godt, når nu vi snakker kernefamilie), så er Ystad = Fredagsbaren, og Parterapi = MUS-samtalen. Det er ikke fordi det er specielt fedt, men det er nødvendigt.

Vi har nok brugt i omegnen af 20.000 kroner, på at gå i parterapi gennem tiden, men sådan må det være. Det er en del af vores husholdningsbudget, fordi vores forhold er en del af vores husholdning. En velfungerende relation mellem os er ikke længere bare en romantisk og selvskrevet tilstand – det er væggene og vandrørene. Det bliver slidt og slæbt på i disse år, og det skal fungere. Jeg ved godt at det er utrolig priviligeret at have de penge. Og jeg får lige behov at nævne at det jo ikke er penge, vi bare har til at stå og blomstre. Det er penge vi prioriterer. Ingen af os sprænger lønrammen i vores jobs. Vi har ret almindelige, nogenlunde velbetalte jobs og befinder os i midten af lønstatistikken. Til gengæld har vi hverken nye badeværelser, Farrow and Ball maling på vores vægge eller Stalks and Roots blomster, ligesom vores børn aldrig har været dem i børnehaven med de nyeste Angulus-støvler og Mini Rodini flyverdragter.

Der findes sikkert par som kan løse deres problemer selv over et glas vin, eller folk som efter ti år stikker små søde sedler i sin partners jakkelommer og som bare generelt er nyforelsket, kærlige og rummende overfor hinanden. Tillykke. It ain’t me babe.

Det er umuligt at skrive om parterapi uden også at få lyst til at skrive om hvor meget forventningerne til parforholdet i en konventionel kernefamilie pisser mig af. De er så opskruet at jeg bliver harm alene af at skrive om det. Jeg har en fornemmelse af at de få, som vitterligt lever i lutter lykkelige, længerevarende parforhold i kernefamilier (hvis de findes) har meget travlt med at flage hvor godt og nemt det er (JA! Influencer, det er dig jeg kigger på! Please skru ned for din illusoriske romantik-propaganda!). Så kan alle vi andre gå rundt og føle os forkerte over ikke at have lyst sex, at være uvenner og samtidig tro at parterapi er første skridt på vejen mod skilsmisse.

Der er brug for et opgør med forventningerne til parforholdet i en kernefamilie. Tænk hvis vi begyndte – særligt i vores lidt klemte generation, hvor mange har skilsmissetraumer med i bagagen – at have åbne samtaler om hvordan man kan leve i lange, meningsfulde relationer, som måske ikke tjekker alle boksene hele tiden, og som ikke er bygget på klassiske, vestlige kønsroller, men som måske netop derfor ikke fører til skilsmisse.

Hellere et uperfekt og skåret livspartnerskab som består, end et perfekt, som ikke gør (selvfølgelig er ikke alle parforhold “meant to be epic novels, some are short stories. But that doesn’t make them any less filled with love” – I know, you know). Det jeg prøver på at sige er bare: Det perfekte, problemfri forhold findes ikke.

Her til sidst vil jeg lige dele to råd jeg har fået om parforhold, når man lige pludselig er blevet til en børnefamilie. Det ene gav min modelbooker (som selv havde store og sammenbragte børn) mig, da jeg lige havde fået mit mellemste barn og for alvor kunne mærke vores forhold begynde at slå sprækker. Hun sagde:

1. Det vigtigste i jeres liv lige nu er ikke jeres børn. Det er hinanden.

Børnene klarer sig uanset hvad og de tager (/tærer?) det, de har brug for uden at spørge om lov. Det gør jeres forhold ikke.

Det andet råd fik jeg af min svigermor. Hun sagde:

2. I skal ikke tælle de dårlige perioder i dage og uger. I skal tælle dem i måneder og år.

Av. Jeg ved. Men i det lange løb (Linealreglen, y’know) vil de gode perioder vende tilbage. Bølgerne går bare lidt højere når man har forladt havneløbet og er kommet ud og sejle på åbent hav…

Nå. Nu vågner min baby, så jeg når ikke at køre fuld cirkel på Wabi-Sabi metaforen og skrive noget med at se parterapi som parforholdets svar på Kintsugi.

Det er nok meget godt. Jeg er jo ikke parterapeut.