Gravid

Alt det vi ikke snakker om… The gravid i 3. trimester edition

  • Hvor store hæmorider egentlig kan blive. Det er jo som at have to vaginas. Jeg sværger, jeg skal efterhånden bruge et håndklæde til at tørre mig.
  • Hvorfor antallet af mine toiletbesøg pr døgn pt har en vækstrate som en Fibonacci spiral. Nåede op på 2176 gange i går.
  • Om jeg den eneste der har kronisk diarré i sidste del af en graviditet? Your baby is – åbenbart – now the size of a 630 Watts Wagner sprøjtepistol fra Silvan
  • Hvor dårligt ovenstående punkter går i spænd med det faktum at mit kønsorgan er på størrelse med en vandmelon og så pumpet med oxytocinhungrende kærlighedshormoner, at jeg tænker på sex tyve gange i døgnet.
  • Hvor meget jeg glæder mig til at drikke alkohol igen. Når jeg er færdig med at være gravid denne gang, har jeg sammenlagt været gravid i 36 mrd. Stille og roligt 3 år. Derudover har jeg fuldammet i 4 x 6 mrd. Det er FEM ÅR uden alkohol, mates! Og jaja, blessed be the fruit og alt det der, men siger det lige igen. 5 år. Skål!
  • 5 års branderter kan jeg på en måde godt leve med at undvære, men tør seriøst ikke regne på, hvad det har kostet mig i pension…
  • Hentede jeg mit hjemmefødselskit på Hvidovre Hospital forleden og det er altid en sælsom følelse, at blive konfronteret med størrelsen på de der efterfødselsbind. Skal spare jer for foto, men til info (og hvis nogen skulle mangle) har jeg nu en plasticpose fyldt med skateboards af vat.

 

25. september 2024
Bla bla bla

Dine cirkler bliver mindre

Mit kommentarfelt virker ikke og mens jeg tager mig sammen til at lave den opdatering, jeg håber vil løse problemet, holder jeg på et større indlæg jeg har skrevet på den sidste uges tid, og som jeg gerne vil høre jeres mening om.

I mellemtiden kommer lige et lille tjek ind herfra uge-39-hulen (also know as ghost alt og alle fasen). Selvom der potentielt kan gå en måneds tid inden jeg skal føde endnu, så ved jeg, at hvis jeg var en kat, så var jeg kravlet ind i tøjskabet. I min app står der at mine cirkler bliver mindre her op til fødslen og det ræssonerer på et dybt plan. Jeg bevæger mig primært mellem Yrsas vuggestue, Lidls juiceafdeling, den lokale badebro og min seng. I går fik jeg dog med en kraftanstrengelse taget metroen ind til Kongens Nytorv og mødtes med min mor i Sommerfuglen ved Vandkunsten, hvor vi valgte garn til et babytæppe, en helt lille tradition efterhånden. Det blev smaragd (eller måske mere porche) grønt… ved ikke hvad man kalder den farve? Bagefter spiste vi verdens rødeste medium-stegte pariserbøf med æggeblomme + det løse på Kronborg i Knabrostræde, inden vi gik guddommelige fem meter fra restauranten hen til min mors handicapparkeringsplads og hun kørte mig hele vejen til Dragør. I dag var jeg hos Jordemoderen, som heldigvis konstaterede at alt åndede fred inde hos min plus one. Hun er mega klar til at blive født og jeg er klar til at føde hende.

Planen er at føde hjemme (det har jeg gjort de sidste to gange) og jeg håber det kommer til at gå godt. Sidste gang nåede jordemoderen ikke frem, og jeg kan godt mærke at den oplevelse stadigvæk sidder lidt i mig; At føde sådan et lille blåt menneske og se hende skifte farve til rød, før jordemoderen kom stormende op ad trapperne en halv time senere. Heldigvis gik alt fint (man føler sig ret bad bitch efter sådan en omgang), men jeg håber alligevel på en mere rolig fødsel denne gang.

Hører:

Liv Strömquist og Caroline Ringskog Ferrada Noli’s grineren dis af Inside Out 2 (deres podcast En varg söker sin pod er virkelig sjov – og som bonus lærer man svensk!)

Læser:

Ovids Metamorfoser (Bodil Due’s version – simpelthen så god!), en gammel lærebog om botanik og Acts of Service af Lillian Fishman.

Ser:

Alt for meget TV. Men vil dog gerne fremhæve dokumentarene Apolonia, Apolonia (13 års optagelser af den polsk/franske billedkunstner Apolonia) Ekko af kærlighed (ældre, der mindes deres døde livsledsagere – Miv), Det Stærke Køn (Suzanne Giese’s feministiske dokumentar om kvindeliv i 1950-70’erne) og Demenskoret (demente der synger og følelsesporno på speed). Alt ligger på DR.

20. september 2024
Barsel, Gravid

Hej fra barselsbulen

I forrige uge gik jeg på barsel for fjerde (og sidste – og den her gang mener jeg det – gang).
Sidst, jeg var på barsel, var i en lejlighed på 4. sal midt i København. Nu er sofaen rykket ud til en forstad, hvor jeg sidder og kigger ud på Dragør Strandenge, som ligger under en tynd, blå stribe Øresund. For enden af haven bag mig, er der en havelåge og hvis man fortsætter tyve meter ud af den, går man ind i ungernes SFO. Selvom der er mange ting jeg savner ved at bo i byen, så giver det en absurd og meget særlig ro, at det er blevet sådan – og at jeg lige nu kan høre deres stemmer fra legepladsen.

Barsel før fødsel = tid til at tænke. Ud over at se ‘Prinsesser fra blokken – 8 år senere’ (kæmpe anbefaling<3), ‘Demenskoret’ på DR, The Bear og GVFB (shit, ser I andre lige så meget fjernsyn som mig?!) på iPad mens jeg leger Sisyfos med bunken af vasketøj, så tænker jeg stadigvæk en hel del på hvorfor jeg åbenbart har brug for et indvendigt overtryk for at være kreativ.

Det var let at skrive – Faktisk umuligt at lade være – da jeg for et par år siden, hvor jeg følte at hele mit liv sejlede. Jeg var ikke landet godt i mit arbejdsliv, og havde samtidig kæmpe krise i mit kærlighedsliv, da vores yngste var 4 og det føltes som om vi lige havde gennemført det vildeste ultraløb. Nu er jeg landet godt på både min arbejdsplads og det hele er ret harmonisk, og det er åbenbart nærmest umuligt for mig, at skrive fra dette lykkelige sted. Så hver dag sidder jeg trofast ved brønden (aka tastaturet) og hiver småbitte sætninger op, som jeg håber en dag vil samle sig og blive til mere.

I sidste uge var jeg i Brøg og høre Emma Rosenzweig fortælle om hendes debutroman. Hun var så reflekteret og nede på jorden (noget af det bedste ved at gå til arrangementer med folk jeg kun kender fra (sociale) medier, er at få punkteret mine egne usikkerheder og fordomme om dem!)

Hver gang jeg er til forfattersamtaler spørger jeg om, hvordan det har været, at skrive bogen, de fortæller om. Det er sjovt efterhånden at have opbygget et helt lille kartotek af meget forskellige svar. Katrine Marie Guldager svarede, at det for hende altid startede med hovedpersonen; At hvis hun virkelig har skrevet en god, troværdig fortællerstemme frem, så kan hun gøre nærmest hvad som helst bagefter. Liv Nimand Duvå fortalte om at blive hæmmet af angst for at såre folk omkring sig med sit materiale, og at man på forfatterskolen lærer at skrive, men ikke at udkomme. Derfor er hver skrift en kamp som man må tage bog for bog. Emma Rosenzweig sagde at hun kun kendte én forfatter som rent faktisk nød at skrive – Det er sjovt, hvordan noget så svært som at skrive, også kan være så livsnødvendigt, at man ikke kan lade være.

I morgen skal vi fejre at min ældste bliver 9 år og om et par uger har jeg forhåbentligt født min yngste. Livet er vildt nok i sig selv. Måske er det fint nok bare at passe min kruspersille lige nu. Måske går det nok at der ikke vælter parallelverdener ud af ærmet.

Kh Ida

PS. Billedet er fra i forgårs, hvor to magiske engle aka et par af mine bedste veninder og gamle studiekammerater, pludselig stod foran min hoveddør med blomster, pap, backdrop, kage, ble-halskæder, brød og kaffe og derefter forvandlede min stue til et fotostudie og tilmed gad at snakke om fødsler (note: Dem er der ikke mange tilbage af, nu hvor det efterhånden er ti år siden de fleste af mine venner fik børn) og massere mine fødder. Åh, en lykke! Som Frida Kahlo (næsten) sagde: Fødder, hvad skal jeg bruge jer til, når jeg har veninder at flyve væk på?

13. september 2024
Bla bla bla

De lyse nætter er forbi

Noget af det gode ved at blive ældre er at finde ud af at alt kommer i bølger. Og – med den erfaring – at blive bedre til at værdsætte (eller udstå) mellemrummet imellem dem.

Om det er de lyse nætter / selvhad / kærlighed til en person / euforisk lykke / jeg-vil-skilles!!! raseri / udadvendthed / lysten til at flå mit simkort i stykker og flytte til Tjörn / misundelse / forelskelse / hormoner / etc. ved jeg efterhånden at det alt sammen henholdsvis går over og kommer igen. Har nok læst tilpas mange selvhjælpsbøger til at forstå at følelser ligesom bare er …følelser. Jeg er et blankt lærred og tankerne er den film, der bliver projiceret op på lærredet (og vi siger tak til “Dit selvhelbredende sind” af Mette Louise Holland og til Sneglcille for at anbefale den for fem år siden).

Jeg ved godt at det både er modeuge og brat girl sommer, men i min lejr har det snarere været en Bridget Jones giver op og fortrænger alle sine venner og flytter ind hos Pedersen og Findus sommer.

Kan intet af det jeg gerne vil identificere mig selv med og orker kun at æde, sidde ned og drikke kold rababersaft, mens jeg øver mig i at give slip på alle mine bestræbelser (vent, hov måske ER det faktisk brat?!) Det er forbundet med sorg og identitetstab, men også med en sær form for frihed. Jeg gider ikke tale, skrive eller give udtryk. Vil bare spise, konsumere stof og leve lykkeligt og middelmådigt.

I den forbindelse vil jeg gerne have lov til at komme med tre anbefalinger:

  1. Denne samtale på DR med Karen Blixen fra 1954. Jeg ved godt at de også havde issues i gamle dage, men åh jeg savner stille kaminild og rolige samtaler og evnen at lytte. Fuck reels.
  2. The Bear på Disney+. Er kommet sent i gang med denne perle af en tv-serie, men elsker alt ved den. Drømmer om donuts og ambitioner (i den rækkefølge)
  3. Tao Te King af Lao-tse. En over 2300 år gammel kinesisk selvhjælpsbog, som jeg er i gang med at genlæse.

I min kalender står der at de lyse nætter slutter i dag. Himlen er mørk og en del af mig glæder sig til at roen og forventningerne igen sænker sig over os alle sammen. I morgen starter vi på arbejde igen. Spisebordet er dækket med dybe tallerkener og uret er sat på 6.30. Slut med fuldfede nutellamadder og hejsa havregryn.

Håber I er landet blødt i hverdagen.

Vi ses derude i rigtigt tøj.

Kh Ida

Ps. Billedet er fra Katthult, Emil fra Lønneberg’s gård i Småland – ikke helt Pedersen og Findus, men stadigvæk en stor anbefaling og et af sommerens højdepunkter.

7. august 2024
Skriv

Hobbymor, vær hilset!

Det er som om verden er blevet for stor til at skrive. At skrive om mit eget liv er det eneste jeg kan, og i årevis har jeg følt at det var forkælet, egoistisk og forkert. Samtidig ved jeg – hvis jeg lige tager mig selv ud af ligningen – at det er de små livsfortællinger mange higer efter. Det er i hvert fald dem, jeg selv tiltrækkes af: Andres små, men præcise hverdagsbetragtninger man kan spejle sig i. Den personlige fortælling. Folk der placerer ægte følelser og erfaringer i centrum af deres tekster. Dyneløftet.

Det var meget lettere at blogge, da jeg for fjorten år siden publicerede det første indlæg herinde og jeg kan ikke gennemskue om det er fordi internettet har mistet sin uskyld, og er gået fra at være en bekymringsfri legeplads, hvor alle delte løst om stort og småt, til nu at være blevet en markedsplads, hvor det længe har føltes naivt for ikke at sige downright kikset, at have lyst til at dele, uden at have en professionel agenda eller forretningsplan i ryggen – eller om det simpelthen bare er fordi vi er bLEveT vOksNE, og dermed både mere travle (ja, fuldtidsjob, børn, parforhold og husholdning, jeg kigger på dig) og jeg skal virkelig minde mig selv om at det er okay bare at skrive om, at jeg glæder mig over, at se stauderne springe ud i min nye have eller at jeg har købt en masse bøger i London, som jeg glæder til at læse (lige nu er de dog blevet snedigt overhalet af Miranda Julys “All Fours” som rammer midtlivskrisen lige i røven og samtidig er så liderligt indlæst, af forfatteren selv, at den både er virkelig svær at slippe og samtidig virker helt malplaceret at gå rundt og høre i en sommerferie omringet af små børn).

Siden jeg for efterhånden to år siden, blev færdig med min egen første længere fiktionstekst (okay, vi kunne også kalde det en bog), har jeg mistet forbindelsen til min største og mest opslugende hobby: At skrive. Først kom ambitionerne, så egoet og sidenhen sorgen over at de tre forlag, jeg viste den til ikke lige delte mine venners udtalte begejstring over min i deres øjne geniale og progressive tekst, i vejen for det, som engang bare var ren lykke og flow.

Nemlig at sidde som nu, og lade fingrene danse over tastaturet og se hvor ordene tager mig hen. Jeg savner det. Og efter at have brugt en del krudt på at erkende af at den ovennævnte tekst nok ikke kommer meget længere ud i verden end til de overnævnte venner, tror jeg at tiden er inde til at træne fingrene op ved at poste lidt det sidste sted, jeg udgav ting uden angst og storhedsvanvid: Her.

(Lille indskudt bemærkning: Jeg har hørt gode ting om Substack, og vil sige at jeg er intrigued og det sidste halve års tid da har overvejet at flytte derover. Dog er der noget ved privatejede platforme, som jeg altid er skeptisk overfor. Det virker skrøbeligt at lægge så mange timer et sted som principielt kunne blive solgt til Elon Musk i morgen – men hvem ved, måske ender jeg også derovre. Jeg kan i hvert fald godt lide at være der som læser og synes der er mange gode stemmer derinde – fx. Esmé Weijung Wang, Becky Malinsky og George Saunders, plus alt det der mere eller mindre uforståeligt dukker op i ens indbakke… Er I på Substack – og hvem følger I?)

Men at skrive er – har jeg efterhånden erkendt – en hobby. Og hobbyer er bare…. not cool. Det er ikke sejt at have et 9-16 job i det offentlige og gå til keramik. Det er ikke sejt at blive i sit faste job (i modsætning til at sige op og følge sit hjertes kald!). Det er ikke sejt at gro fast.

Jeg lægger tarotkort, og i mit årlige nytårsoplæg på nytårsdag, trak jeg for mit kommende år 2024 “Den Hængte Mand”. Fire dage senere faldt jeg ned fra toppen af trappen i vores nye hus og hang selv med benene i vejret og hovedet knaldet ned i dørkarmen. Da jeg efter en måneds sygemelding med hjernerystelse så småt begyndte at kunne se lys gennem sprækkerne igen, forærede jeg mig selv et par sessioner hos en clairvoyant.

Vi talte om skyggearbejde og om at anerkende og acceptere sine aversioner. Hvad er det, som det, vi hader og frygter mest, kan lære os?

Jeg opdagede, at mit egos største frygt er at ende som hobbymor. Kender du hende? Ellers kan jeg fortælle dig, at min hobbymor har et so-so fuldtidsjob i kommunen og går til litteraturarrangementer og kor i fritiden. Hun går i farverigt og opmærksomhedskrævende tøj, for at manifestere at hun i virkeligheden faktisk er kunstner, når hun altså ikke lige arbejder med agile processer og skriver e-mails. Hendes sande identitet bliver klemt ud mellem sidebenene i alle mulige mere eller mindre gennemtænkte formationer. Yoga og strik og ikke mindst tekster som aldrig rigtigt kommer nogen vegne. Hun smører energien ud og laver alt muligt, som sandt at sige ender med at eksistere i verden som figurer og halvhjertede identitetsmarkører, men som ikke har skyggen af autencitet eller genialitet.

… Jeg kan godt selv høre det. Sikke et træls ego, som frygter dét, ikke? Men sådan er det: Jeg er (blevet) bange for ikke at være original og genial(!) og derfor tør jeg ikke længere skrive. Clairvoyanten hjalp mig til at forstå at det ikke er hobbymor, der er problemet, men derimod den frygt, som siger at jeg ikke kan finde ud af – og derfor ikke har ret til – at gøre det jeg faktisk allerbedst kan lide.

Så nu hvor jeg har skrevet dette blogindlæg(!) er det vist tid til at gå ud i haven og finde et sted, at begrave mit ego. Jeg tror, det bliver under blomsterbedet.

Hvad vil du begrave – og hvad laver din hobbymor?

Kæmpe møs

Ida

28. juli 2024
Læsehest

Om at tracke sin læsning

I 2023 begyndte jeg at føre liste over de bøger, jeg læser. Af en eller anden grund har det været svært at finde et system, der var enkelt nok til at det virkede. Listen skulle være tilgængelig, men ikke være i en notesbog, som blev udskiftet hvert halve år. Og jeg skriver – desværre – ikke længere dagbog konsistent nok til at den ligger fremme på natbordet. Løsningen er blevet at jeg skriver bøgerne op, mens jeg er i gang med dem (ikke bagefter, for så er min indre hypecycle over bogen nede og skrabe x-aksen igen og så glemmer jeg det) i en ‘5 year journal’, jeg købte i Tokyo. I den skriver jeg 2-3 linjer hver aften om dagens gang og aktiviteter, så dén ligger fremme på natbordet (note om 5 year journaling: Jeg har skrevet i den i et år, og for en fortidssvælger som mig er det altså ret hyggeligt, med små daglige timehops tilbage i tiden – og så er teksterne dels korte nok til at jeg får skrevet dagligt, og indholdet konkret nok til at de ikke er for cringe og følelsesladet, til at jeg kan holde ud at læse det bagefter).

Tilbage til listen. Listen. Jeg er ikke endnu kommet i gang på Goodreads og ejer ikke en kindle, så dér får jeg ikke rigtigt tracket min fremdrift. Men efter 7-8 år som hvad jeg vil kalde for seriøs læser, vil jeg faktisk godt tracke min læsning. Om ikke andet så bare for at kunne svare folk mere konkret end “øhhhhhhhh”, når de spørger “hvad læser du så for tiden”. Det er en måde at håndgribeligere en ellers lidt ukonkret hobby. Og når jeg tænker over det, er læsning mere og mere blevet som en slags træning for mig. Jeg har nærmest det forhold til læsning, som jeg havde til løbetræning i mine 20’ere: Jeg gider ikke, jeg laver overspringshandlinger, scroller i 20 minutter (okay okay, ærligt? Op til en time) før jeg får taget mig sammen til at åbne bogen. Men jeg vil læse 20 minutter hver dag. Og jeg har det altid godt både imens og bagefter. Min dopaminafhængige hjerne har godt af bogstaverne på papiret. Jeg læste engang et sted at strikkere – som læsere – finder det så meditativt at strikke / læse, fordi øjnene bevæger sig fra side til side, hvilket angiveligt skulle påvirke de to hjernehalvdele på samme måde, som pendulet hypnotisøren beder sin patient følge med øjnene. Så jeg vil læse hver dag, ikke fordi jeg gider, men fordi jeg vil. Og i perioder, som nu, hvor jeg er “mellem skriveprojekter” og derfor ikke får skrevet på noget hver dag, virker det særlig vigtigt at bibeholde en eller anden form for kontakt til papiret.

Nogen løbetræner, andre læsetræner.

Hvor meget har jeg så læst spørger du? Jo tak, mere end jeg havde regnet med. Faktisk er jeg så stolt og overrasket over resultatet, at jeg har måtte gå listen igennem, men den er god nok. Jeg har læst 17 bøger i løbet af 2024’s første 20 uger. Tre af bøgerne på listen er jeg i gang med nu (Theis Ørntofts Jordisk på lydbog, George Saunders Lincoln i Bardo på papir og så er Emma Holtens Underskud min bobler, når jeg ikke kan overskue de andre to). Det er faktisk 0,7 bog om ugen i gennemsnit. Med 3 børn og et fuldtidsjob er jeg ret stolt. Og ja mere vil ha mere og det kunne da også være fedt at kunne sige, at man læste en bog om ugen, men I’m no Svend Brinkmann og har heller ikke planer om at blive det.

Nu mangler jeg bare en løsning på hvordan jeg bedre kan læse mig selv i søvn i sengen, når sengens andre beboere (det lyder betydeligt frækkere end det er) foretrækker slukket lys.

Hvad er jeres læsevaner?

21. maj 2024
Bla bla bla

Apropos ingenting

– er vi ved at købe nye havemøbler og jeg er overrasket over hvor kompleks en opgave det kan være. Skal bare være teak, nogenlunde pænt og helst ikke koste 30.000kr. Helt ærligt.

– er jeg ægte glad for for at gå på arbejde for første gang i skræmmende lang tid …måske nærmest nogensinde, i de 7,5 år jeg har været på min arbejdsplads (som er en stor styrelse, med masser af projekter og kontorer, man kan skifte rundt mellem). Hver morgen går jeg sgu nærmest og glæder mig til at møde ind.

– Afleverede jeg min bog til et forlag for et par uger siden. Jeg har skrevet på den i 5-6 år og været så sur på den, at jeg til tider har hadet den helt i stykker (hvilket den faktisk slet ikke fortjener). For et par måneder siden sendte jeg den endda ind, men fik kort efter så kolde fødder, at jeg skrev til dem og sagde at de ikke behøvede læse den alligevel. Ejmenaltså, issues much?! Nu er øvelsen, at vente og have nogenlunde sindsro med at den – uanset hvad svaret bliver – ikke kan blive mere udgivningsklar end den er nu, i hvert fald ikke uden et forlag i ryggen.

– er jeg begyndt at følge New York stylisten Becky Malinsky på Substack. Og det er allerede blevet et dyrt bekendtskab.

– skal min mand og jeg til juni på vores første (og sidste) forlænget weekend getaway-date i 10 år. Er pt lidt lun på Wien, Bologna og London, men andre europæiske destinationer og input modtages med kyshånd.

– læser jeg Thomas Manns Trolddomsbjerget, Theis Ørntofts Jordisk og George Saunders Lincoln i Bardo for tiden. Og er lige blevet færdig med Dostojevskijs Forbrydelse og Straf og Kældermennesket. Kører den, med andre ord, ind med mandlige forfattere, og anbefaler varmt dem alle sammen.

– er jeg startet i skrivekreds med en lille håndfuld tidligere bloggere. Vi mødes med et par ugers mellemrum og deler tekster og giver sparring og det er simpelthen så fedt. 2017-Ida ville ikke turde tro sit held.

– har jeg fået hold i ryggen. Tilgengæld har jeg nu fået gravet og plantet to staudebede, to sommerblomsterbede og et horsensiabed i min have (som basically var en græsplæne da vi overtog den i december).

– er jeg forøvrigt medlem af Haveselskabet og håber at deres staude-bedplaner bliver lige så flotte i virkeligheden, som de er på billederne (har, for de indviede, lavet “Mariannes vinterbed”).

– var jeg i Brøg og høre Emma Holten fortælle om sin nye bog forleden. Hold kæft hun er sej! Glæder mig til at læse bogen – er snydestartet lidt og den virker god.

– skal jeg til 20-ugers scanning i overmorgen. Og selvom det selvfølgelig er vigtigst at babyen har det godt, så er jeg eddermaneme også spændt på at få kønnet at vide. Jeg tror det er en pige.

– har jeg taget så meget på i denne graviditet allerede, at jeg tror, at jeg kommer til at slå min rekord (som er 32 kg) denne gang.

– er det ok vildt at tænke på at jeg, inkl. denne graviditet (som er nr 4) kommer til have taget sammenlagt 120 kilo på og tabt dem igen i løbet af de sidste 10 år. No wonder, jeg har haft tøjkrise.

– i forlængelse af ovenstående synes jeg måske godt at *nogen* kunne have givet mig bare en lille bitte glædelig mors dag post-it note i går. Men efter 9 år i gamet har jeg efterhånden indset, at det eneste moderskabsmerch jeg får, er det, jeg gir mig selv.

13. maj 2024
Gravid

En pro-life’s erkendelser

I Fredags blev abortgrænsen ændret i Danmark. Et næsten enigt etisk råd stemte for at hæve den fra nuværende 12 uger til de 18 uger, som i 50 år har været abortgrænsen i bl.a. Sverige. På Instagram hylder mange af mine forbilleder, og sådan cirka alle, jeg gerne vil identificere mig med, lovændringen.

Lille disclaimer. Jeg er gravid. I uge 18. I denne uge, skriver min app, reagerer barnet på lyd, slår kolbøtter og måler knap tyve cm fra hoved til hæl.

Om lidt kommer jeg muligvis til at lyde som en rablende bannerfører foran abortklinikkerne i sydstaterne. Så lad mig gøre klart: Jeg synes at fri abort er en menneskeret og grundsten i ligestilling. Jeg er på ingen måde imod abort. Men (dyb indånding) …hvorfor er abort før 12. uge (og i særtilfælde (seksuelle overgreb, misdannelser eller sociale eller fysiske omstændigheder) mellem uge 12-18) ikke tid nok? Risikerer man ikke at folk, vælger børn fra pga. f.eks. dets køn (som kan ses fra uge 14)…?!

For at forstå den nye abortgrænse – siger jeg til mig selv – må jeg først og fremmest undersøge hvorvidt en højere abortgrænse overhovedet fører til senere aborter, dels forsøge at forstå, hvad det objektivt vil sige at opdage at man er gravid og til sidst, hvordan man beskriver et fosters etiske status.

Første punkt. Flere medier nævner, at en afgørende grund til at forslaget om at hæve abortgrænsen til 18 uger gik igennem, er at statistik fra både Sverige, Island og Holland viser, at en ny højere grænse hverken vil føre til flere sene aborter eller til kønsselektion (kilde: DR) – faktisk er tendensen i disse lande for tiden tværtimod, at folk er begyndt at få dem tidligere.

Okay. Så langt så godt.

Punkt to. Hvad vil det sige, at erkende en graviditet (noget jeg sandt at sige kun kender fra egen krop og derfor ikke kan forholde mig objektivt til)

I følge dette amerikanske studie, bliver de fleste uplanlagte graviditeter opdaget i uge 7 (ofte bliver de opdaget før, hvis det er planlagt). Der er, så vidt jeg kan læse, en del i den gruppe, der opdager graviditeten sent, som først opdager den omkring uge 12.

En pointe i studiet omkring “pregnancy recognition” (at opdage/ erkende, at man er gravid) er, at begrebet, for at kunne kvantificeres og blive målt på, i lægevidenskaben anses som en binær proces, hvor en “informations-knap” ligesom bliver “tændt”, og man i samme øjeblik ved, at man er gravid. Men i praksis er det, at opdage en graviditet, en langt mere kompleks proces hvor man opfanger og fortolker symptomer og til sidst forstår at man er gravid. Det faktum, at man kan være fysisk gravid, uden at være kognitivt gravid (fordi man f.eks. tester negativ og/eller ikke oplever tegn på graviditet), gør at det at opdage en graviditet, i praksis, er en liminalfase – en overgangsfase – og altså ikke en binær enten/eller tilstand.

I en rapport om abortgrænse fra Etisk Råd på Folketingets hjemmeside, står der at : “…nuværende abortgrænse (dvs. 12 uger) ikke er lagt helt vilkårligt, men på den ene side er fastlagt ud fra et hensyn til, at der skal være tid til at, graviditeten kan dokumenteres og erkendes af de involverede, og på den anden side, at der ikke bør gå mere tid end højst nødvendigt, før der eventuelt foranstaltes provokeret abort, idet indgrebet som tiden går, bliver stadig mere omfattende” (kilde, Etisk Råd. Jeg kan virkelig anbefale at læse / skimme rapporten, hvis man, ligesom mig, har svært ved at forstå den nye grænse).

Og så til tredje punkt. Rapporten beskæftiger sig bl.a. med forholdet mellem kvindens ret til selvbestemmelse versus fosterets ret til liv og dets såkaldte etiske status. Her skelnes der mellem 3 opfattelser:

1. Den livsbevarende opfattelse: “(…)dette synspunkt indebærer, at ethvert menneskeligt liv er bærer af en ganske speciel værdighed(…)”.

Der skrives videre – og jeg tillader mig lige, at citere direkte videre fra rapporten – “(…) Men hvilke ændringer kan man pege på, som faktisk kan berettige til en sådan forskel i værdighed? Er det, at fosteranlægget sætter sig fast i livmoderen? Er det at centralnervesystemet dannes? Er det, at fostret får et menneskeligt udseende med arme, ben, fingre, tæer, øjne, ører og næse? Er det, at fosteret kan overleve uden for kvindens krop? Eller er det selve det, at barnet fødes, der udgør forskellen. Ingen af svarene forekommer indlysende rigtige i den forstand, at ændringen kan forklare og retfærdiggøre, hvorfor fosteret forud for ændringen ikke er bærer af værdighed, mens det efter ændringen tydeligvis er bærer af den specielle menneskelige værdighed. Derfor er den oplagte konklusion, at det nye liv har den særlige menneskelige værdighed helt fra undfangelsen, således at værdigheden ikke skyldes bestemte biologiske funktioner, men er knyttet til det menneskelige liv som sådan (kilde, Etisk Råd s. 15)

2. Den gradualistiske opfattelse: “Gradualisme indebærer, at den menneskelige værdighed er en kontinuerlig størrelse, som man gradvis erhverver i løbet af livets første periode. Værdigheden vokser så at sige op i takt med det nye liv.” (ikke fra rapporten, men derimod herfra) I rapporten fra Etisk Råd, står der desuden: “Det befrugtede æg er til at begynde med helt udifferentieret og kan som sådan betragtes som andet væv på linje med hudceller eller lignende. Gennem sin udvikling gennemløber fosteranlægget imidlertid i miniformat hele menneskehedens biologiske udviklingshistorie og opnår med andre ord en stigende grad af biologisk kompleksitet, indtil det til sidst har de egenskaber, der er kendetegnende for det fuldt udviklede menneske. Tilvæksten i etisk status kan siges at ske i takt med denne udvikling hen imod større og større kompleksitet”.

3. Personopfattelsen: “Et tredje synspunkt er, at et barn først får fuld etisk status, når det har udviklet de egenskaber, der kendetegner en person, det vil sige egenskaber som for eksempel rationalitet, selvbevidsthed og fremtidsorientering. Først på dette tidspunkt adskiller barnet sig i etisk relevant forstand fra højerestående dyr og har dermed krav på en anden behandling end disse”. (kilde, Etisk Råd)

Okay. Det var de etiske betragtninger.

Nu kommer min personlige holdning. Jeg er instinktivt af den livsbevarende opfattelse. Det kan jeg ikke rigtigt forklare. At forsøge, vil være som at prøve at forklare, hvorfor jeg er højre/venstre-blind, tror på gud eller i fem år var forelsket i Mark Owen; Med andre ord er det hverken noget jeg er specielt stolt af, eller ser som mere moralsk, end så meget andet. Det er bare sådan det er. Dertil har jeg så personligt erfaret, at selvom jeg har stået med en positiv gravidtetstest i hånden, uden på nogen måde, at have lyst til at være gravid, eller kunne se mig selv få en baby indenfor et år, så har jeg ikke kunne forestille mig at få en abort. I situationen har jeg følt mig som en dårlig feminist og forsøgt at tænke på økonomiske og biologiske fordele i at afbryde graviditeten… Erkendelsesfasen, der har efterfulgt chokket, har indeholdt elementer af både desperation og klaustrofobi, men aldrig tvivl, om hvorvidt jeg ville beholde barnet, hvilket var en sær følelse af frihed. At jeg kunne vælge barnet (og her er jeg bevidst om, hvor privilegieret det er, at føle sig sikker nok socialt og økonomisk til dét). Når jeg bliver gravid, er jeg åbenbart ikke bare svanger, men også skæbnessvanger, og for mig, har det – underligt nok, igen, kan jeg ikke helt forklare hvorfor – været lig med en meget stor oplevelse af frihed.

Jeg blev ramt af en erkendelse et sted halvvejs mellem rapporterne og statistikken fra Sverige og Island. Faktisk lidt som en informations-knap der blev tændt, og så stod det pludselig meget rent. At ingen får aborter, navnligt ikke de sene, fordi det er sjovt, eller fordi de ikke har gjort alt i deres magt for at undgå det. Og hvis jeg i tillæg til det spejler min egen oplevelse og forestiller mig at det var omvendt; at jeg stod med en positiv test i hånden og bare kunne mærke at jeg slet ikke skulle have det barn. Jamen… Hvor klaustrofobisk må det ikke være? Hvor desperat, må det ikke være …ikke at have valget??

Denne tekst er blevet alt for lang. Godt gået hvis du har læst helt hertil og beklager at jeg ikke kan honorere indsatsen med en mere gennemført konklusion end denne. At uagtet hvad jeg personligt og instinktivt føler om fostres ret til liv, så er andres kroppe og livssituationer virkelig none of my business. Alle har krav på retten over egen krop – det er i virkeligheden bare dét jeg sidder tilbage med (og ærlig talt også en lettelse/overraskelse over punkt et, med at erfaring og statistik ikke peger på en stigning i antallet af sene aborter) Men det var bestemt ikke der, jeg startede, så på den måde er jeg meget glad for, at jeg gik i gang med at skrive denne tekst. Jeg beklager bare, at jeg ikke kan afslutte med noget, I ikke allerede har læst, på utallige abort-demonstranters højgravide maver.

♥️

PS. Kommentarsporet er åbent, men vær søde ved hinanden. Det er et svært emne at skrive om, og jeg har haft utrolig svært ved at trykke på “udgiv”. Hvis I læser det her, betyder det at jeg efter langt tilløb turde.

3. maj 2024
Bla bla bla

Hej!

Hejsa. Længe siden.

Lidt over et år, faktisk. Nå, hvad er der sket? For præcis et år siden i dag, landede vi i Tokyo, og i de følgende 4 måneder, rejste vi rundt i Japan, Californien og New York (stor anbefaling hvis man har penge på lommen, og ingen (fly)skam i livet). Så solgte vi vores andelslejlighed, jeg kom tilbage på arbejde efter barsel, købte – efter flere års tilløb – et hus udenfor byen, flyttede 3 børn og 2 voksne til en meget landlig forstad (Dragør). Fjorten dage efter vi var flyttet ind, faldt jeg ned af vores trappe (efter 20 år i etagebyggeri, kunne jeg åbenbart ikke administrere en trappe i et hus). Jeg bragede ned fra øverste trin og da jeg endelig nåede gulvet, knaldede jeg hovedet durk ind i en dørkarm. I to måneder var jeg i darkmode og sygemeldt med hjernerystelse. Samtidig opdagede jeg at jeg var gravid med vores fjerde barn.

Så! Here we are. Er nu så småt landet(!) i alt det nye, med en cirka halvbagt baby i maven og er ved at finde tilbage til verden og – 7, 9, 13 – forhåbentligt også her i mit hus på internettet.


Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er flyttet til forstaden, nærmer mig de fyrre eller om hjernerystelsen simpelthen bare har slået et par hjerneceller løs, men for første gang i mit liv, rører det mig (næsten) ikke, hvad hvad andre tænker.

Så for tiden embracer jeg f.eks. min indre basic fashion bitch / Ganni-girl og har købt en masse nyt kluns. Ja, jeg holder pause fra klimaskam. Al skam, faktisk. Jeg har fået hjælp af vores lokale genbrug (havde helt glemt hvor vildt det er, at gå i genbrugsbutikker i de dyre kommuner) Proenza Schoulers januarudsalg og ikke mindst new york stylisten Becky Malinsky, som jeg opdagede, da jeg fik anbefalet hendes nyhedsbrev på Substack. At læse hendes posts, er som at læse modeblogs i 00’erne, bare bedre. Stor anbefaling. Men pas på! Becky er et farligt bekendtskab. f.eks. har hun lige har influeret mig til at købe et par brune ruskindsballerinaer, der ligner noget fra anden verdenskrig og en sølv scrunchie til et beløb så svimlende, at jeg faktisk ikke tør skrive det her. Så bare tag mine penge og glem, hvad jeg skrev lige før, om at være ligeglad med, hvad andre tænker.

Hvad gider I ikke skamme jer over?

Kommentarsporet er mere end åbent for forslag til emner, vi skal snakke om. Jeg skal lige i gang igen, men glæder mig til at skrives ved.

Kh Ida

1. maj 2024
Rejse

At rejse er at dø

At forberede sig mentalt på at rejse væk, føles lidt som at forberede sig mentalt på at dø. Forsvinde, fordampe, flyve væk væk væk, for så – forhåbentligt, i hvert fald – at vende tilbage til livet igen. Sådan føles det i hvert fald lidt, her ti fem to dage før vi rejser væk i 3 måneder. Vi gør rent, som var det den store svenske döstädning og skiller os af med ting, skifter ødelagte porcelængshåndtag på dørene og de gamle afskallede badeværelsesmøbler, vi vasker, afrimer og bærer kasser på loftet. Fjerner alle spor af liv.

Vores forældre snakker om hvor meget de kommer til at savne os og ingen af os ved helt hvad der skal ske. Altså på mange måder vel en lille slags død.

Er det prætentiøst at skrive at vi skal rejse jorden rundt i 80 dage? (sjovt nok præcis 150 år efter Jules Vernes i 1873)? Måske, men det er faktisk det, vi skal. Først tager vi til Japan i en måned og derefter Californien og nyc i to måneder og så hjem til august.

Forberedelserne har primært gået ud på at få gjort vores lejlighed bare nogenlunde præsentabel til de air bnb gæster, som skal bo i den, mens vi er væk (en kærkommen mulighed for at få spist de nærmest antikke kolonialvarer i køkkenskabene, udskifte et herregammelt, tyndslidt IKEA skab og få vasket de grænsende til selvrensende, skjolder af vores køkkenlåger med salmiakspiritus). Herunder dels at panikke over om nogen overhovedet lejer deres lejlighed ud mere. Vi har gjort det en del for 6-7 år siden, men den konformitet, der kommer med alderen er overraskende svær at ryste af sig. Hvem lader fremmede sove i deres seng, bruge deres pander og kigge i deres bøger? Ryste, ryste, ryste. Så. Det gør vi altså.

Hvad er planen, spørger vores venner. Og det gad jeg da også godt selv at vide, så lad mig fortælle hvad jeg ved. Jeg ved at vi har købt alle flybilletterne (KBH > Tokyo, Tokyo > LA, San Fransisco > NYC og NYC > KBH). Og jeg ved at vi har hotelbilletter til de første par dage i Tokyo og billetter til det japanske tog, Shinkansen, som vi skal køre rundt med i 25 dage. Vi har også enkelte museumsbilletter i Japan (på Naoshima og Teshima)

Vi ved cirka hvilke områder vi vil se, både i Japan og Californien. Derudover har vi ikke planlagt det store. Vi har ikke booket overnatning. Dels fordi #børn og dels fordi jeg foretrækker at rejse som en bardehval. Åbne munden og lade alverdens krill og krebs strømme ind. At køre derhen vinden blæser og rejse før tid, hvis et sted skuffer. Særligt med børn, har jeg efterhånden erfaret at alle har det rarest, hvis forældrene har cirka nul forventninger.

Vi ved, at vi starter med 4 nætter i Tokyo (og har booket hotel). Derefter kører vi med tog sydpå og gør holdt forskellige steder undervejs (Kyoto, Naoshima, Teshima, Hiroshima, Nagasaki og Aso-Kujo National Park, er højt på ønskelisten).

Efter Japan flyver vi til LA og lejer en bil, så vi kan køre langs kysten til San Fransisco. Måske er der overskud til at køre til Yosemite, eller andre Nationalparker og se nogle høje træer. I LA drømmer jeg om at se vilde, blå bølger, The Getty House og Joni Mitchells hus i Laurel Canyon.

I New York skal vi fejre at min sviger-bedstefar, som bor der, bliver svimlende 100 år. Vi skal bo i Brooklyn og spise bagels, ligge under træerne i Central Park og hænge ud med min mands fætre og deres børn, måske på Guggenheim, drikke flotte drinks og købe vintagetøj for vores sidste penge. Måske tager vi også lidt ud af byen og lever lidt upstate cabin life og besøger min gamle udvekslingskammerat i Phillidelphia.

I forhold til at pakke har visionen været, ikke at pakke noget overhovedet. Det kan man selvfølgelig ikke helt klare sig med, så derfor har vi sådan cirka pakket ét sæt skiftetøj til hver og så undertøj og badetøj. Et par stykker skrev på Instagram, at det er alt for lidt og at vi kommer til at lugte og til det vil jeg bare sige: Nå. (Indsæt selv passivaggresiv smiley:)). Vi kan ikke få den tur vi gerne vil have (backpacke og køre tog i 4 uger med 3 børn, heraf en baby) hvis vi slæber alt muligt pis og måske-tøj med. Det hele skal kunne være i een rygsæk (og jeg ved også, at vi kommer til at få lyst til at købe ting og tøj i Japan). Desuden har vi en tørresnor og klemmer med og kommer til at vaske nærmest dagligt.

Og så har jeg det sådan lidt: Helt ærligt, det er så befriende. Har prøvet det et par gange før og det er det SYGESTE lækre rejsehack ikke at skulle slæbe rundt på alt muligt “hvad nu hvis” tøj. Jeg kan huske, jeg engang læste en indledning til en bog om børneopdragelse, noget a la “Hvis du synes skældud fungerer godt for dit barn og dig, og at det virker, så har du nok ikke brug for denne bog”. Og sådan har jeg det lidt med at pakke: “Jamen hvis du synes det fungerer fedt at have 10 stofbleer, 2 lange kjoler, 5 skjorter, 7 bodyer og 8 underbukser og 2 par hvad-nu-hvis-jeans og 4 hagesmække til flyturen, så fedt for dig. You do you. Jeg får koldsved alene ved tanken om at skulle rode rundt og rundt i en gigantisk bunke dødt og fladmast tøj, hver eneste gang jeg skal finde en sok”. Hæ! Godt, vi er forskellige.

I morgen tager vi ind og pakker lejlighed færdig ned og gør det sidste rent, mens vores børn bliver passet af mine svigerforældre og i overmorgen flyver vi. Det blir sgu spændende. At rejse er jo – mest af alt, heldigvis – at leve.

7. april 2023